lørdag den 5. marts 2011

Arabisk musik og dens kulturhistorie

Arabisk musik har sine rødder i den sumeriske musik. Folkemusik har altid været populær på den arabiske halvø, men det var først efter Islams udbredelse til Syrien, Irak og Irans (Persien), under Omeyyadernes Kalifat i Damascus (661- 750) at musikken udvikledes til en raffineret kunstart. Omeyyaderne blev fordrevet af Abbasiderne i Bagdad (750-1258). De overlevende af Omeyyaderne erobrede Spanien og udviklede en raffineret og tolerant kultur.
I Bagdad blomstrede musikken også og teoretikere som al-Kindi (9.årh.) og Al-Farabi (år 870-950) skrev værker om musikhistorie og musikteori. Ved hoffet var den berømte musiker Ishaq al-Muwsili og hans elev, Ziryab, der senere måtte flygte til Damaskus og siden Granada, på grund af intriger. Ved disse hoffer blev den klassiske arabiske musik grundlagt.
Skalaerne er på 17, 19 eller 24 toner. Stykkerne hedder Maqamat og findes i hele den arabiske verden, blot med lokale variationer. Indenfor disse maqamat forekommer instrumentale variationer (taqsim) og vokale former (layali).
I Andalusien udvikledes de såkaldte Muwashshah som er musik og sange med klassisk poesi. Efter det 11. århundrede blev arabisk musik påvirket af tyrkisk musik. Vigtige centre for musik var især Damaskus, Aleppo, Cairo, Bagdad, Tunis, Algeriet og Marokko. I Nordafrika videreførte man de arabisk-andalusiske musiktraditioner efter nederlaget i Spanien i 1500- tallet.
I det 20.århundrede er det komponister i Egypten som Salamah Higazi og Sayyid Darwish som har fornyet den arabiske musik. Komponisten og sangeren Muhammad Abd al-Wahab indførte europæiske musikinstrumenter i orkestret og skrev nogle operetter og filmmusik, som var stærkt påvirket af vestlig musik. Den berømte Umm Kulthum (1908-1975) sang klassisk og moderne lyrik, bl.a. af den egyptiske digter Ahmad Rarni. Hendes koncerter blev hørt over hele den arabiske verden og hendes torsdagskoncerter hver torsdag aften. Udover Umm Kulthum og Abd Al-Wahab var der Asmahan fra Libanon og hendes bror Farid al-Atrash. Asmahans karriere blev meget kort og man mener, at hun blev myrdet af det britiske efterretningsvæsen. Hendes bror fik en lang karriere som sanger og skuespiller og har medvirket i mange musikfilm. Senere kom Abd al-Halim Hafiz, der blev utroligt populær, og han medvirkede også i en lang række film. Han døde i en ung alder, og han er stadig populær. Hans musik genudgives hele tiden
Mohammed Abdel Wahab, Farid El Atrach, Abdel Halim Hafez, sådan staves deres navne ofte i dag. De var alle talentfulde. Et overflod for Ægypten og en nydelse for os at have 3 musikere på Mozart niveau og endda i samme tidsperiode. 
Warda som er fra Algeriet, gjorde også karriere i Egypten og er stadig meget populær. Mayyadah al-Hinnawi som er fra Syrien har ligesom Warda gjort karriere i Egypten og høres stadig. I det hele taget er Egypten stedet hvor flest kunstnere kom til for at få en musikkarriere.
Det gælder Latifah og Asalah, fra Tunesien og mange andre.
I nyere tid er popmusikken blevet mere udbredt, inspireret af vestlig popmusik. Det er ikke længere klassiske digte, men hurtige og lette tekster, der præger poppen. Her kan nævnes sangere som Mustafa Amar, Hisham Abbas, Amr Diab, Hakim og Ehab Tawfic. Fra Egypten har der også været forsøg på at udvikle rap-musik. Men det er mest pop-genren, der er populær.

Libanon har fulgt andre veje. Sangere som Wadi’ al-Safi og Fayruz har sunget folklore. Mødet mellem Fayruz og brødrene Rahbani i midten af 50- erne blev et vendepunkt for Libanons musikliv.
Sammen udforskede de folkloren og moderniserede og nyfortolkede gamle sange, skabte operetter og syngespil, der blev utroligt populære. I 60-eme skabtes traditionen med en årlig festival i Baalbeek, hvor kunstnere fra hele verden kom. Det omfattede både klassisk musik, ballet, moderne musik, jazz og selvfølgelig også Fayruz og brødrene Rahbanis ensemble. Udover folklore og operetter har Fayruz sunget sange med vestlig indflydelse og en del kirkesang, påske- og julesange.
Udover Fayruz er der mange kunstnere fra Libanon. Her kan nævnes yngre sangere som Majidah al-Rumi og Julia Butros. Deres sange indeholder som regel spændende tekster. Af popsangere kan nævnes Diana Haddad, ‘Asi al Hallani, Maduna, ‘Ala’ Zalzali og Nancy Ajram. Bl.a. en pop pigegruppe, der hedder 4Cats, lidt i smag med Spice Girls. Af mere seriøse kunstnere bør her nævnes Marcel Khalife, som selv synger og komponerer. Han fik problemer, fordi han havde sunget et digt af Mahmud Darwish (Palæstina) om Jakobs drøm fra Bibelen. Man ville have ham dømt for blasfemi. Dansetrupper som Caracalla er også med til at forny musikscenen på en spændende måde. Lutspilleren Nasir al-Shamma er også en spændende kunstner.

I Syrien dyrkes selvfølgelig popmusik, men det spændende er især klassisk musik med ensembler som Al-Kindi og Hamza Shakkur, Sabri Mudallal. Al-Kindi spiller den klassiske arabiske musik, så tæt på det oprindelige som muligt. Hamza Shakkur er især berømt for Sufi-musikken, nemlig den musik, der bruges af de hvirvlende dervisher indenfor Mevlevi-ordenen, som blev grundlagt af Jalal al-Din al-Rumi i Tyrkiet.

Fra Marokko er der klassisk musik, der videreføres som “Gharnati”, d.v.s, fra Granada, bl.a. med en sanger som Amin Alaoui, som mestrer genren. Folkemusikken er varieret og spændende med berbermusik ved stammer som Ahouach, Aliidous, Guedra og Gnawa-musik.

I Algeriet viderefører man også den traditionelle andalusiske klassiske musik og den spændende genre Rai. Den var oprindeligt folkelig og ceremoniel og brugtes til fester af forskellig art.
Ordet Rai betyder også “mening”. I byerne udvikledes den til protestsang, både politisk og socialt. Til tider var den blot vulgær. Denne genre nød ingen bevågenhed officielt, hverken under den franske kolonimagt, eller da landet blev selvstændigt. Der var kvindebands, hvor sangeren fik titel af Cheikha (ældre dame) eller chebba (ung kvinde) eller cheb når det var en mandlig sanger. Under de blodige begivenheder i de senere år er mange Rai-sangere rejst til Frankrig. Hasni blev f.eks. myrdet af fundamentalister. I Frankrig har Rai-genren fået nye dimensioner ved at lade sig inspirere af fransk kultur og da de unge føler sig som outsidere, kommer protesterne også frem i Rai sangene. Disse bliver dels sunget på algiersk dialekt eller fransk eller somme tider begge dele blandet sammen. Her er tale om en fusion af kulturer eller en udvikling af en ny kultur. Kendte Rai-sangere er f.eks. den folkekære Cheb Khaled, Cheb Mami, Faudel.

Tunesien har også bibeholdt de andalusiske traditioner og folkemusik samt nyere popmusik.

Irak er berømt for sine klassiske musikere, ikke mindst lutspilleren Omar Bashir, sangeren Hamid al-Sa’di, Sons of Mesopotamia, m.fl. Indenfor poppen er især Ilham ai-Madfai kendt.
I de senere år har musikere på tværs af landegrænser eksperimenteret med fusion af arabisk musik og jazz. Det gælder musikere som Rabih Abou Khalil og Paul Salem fra Libanon, gruppen Sharkiyat fra Egypten og musikere som Simon Shahheen fra Palæstina.
Fra Palæstina er der også en spændende gruppe, som genopliver folkemusikken, gruppen al-Funoon. Men af økonomiske og politiske grunde er det svært at få fat i Palæstinensisk musik, medmindre den udgives i udlandet.
Hvis man vil vide lidt mere om arabisk musik kan nævnes nogle titler:
The Rough Guide to World Music. Bd.1. London, 1999.
The Encyclopedia of Music, bd.6 : The Middle-East
Farmer, Henry George: A history of Arabian music until the 13.th century
London, 1967.


1 kommentar:

  1. Just want to say what a great blog you got here!

    cialis

    SvarSlet