Translate

mandag den 17. oktober 2011

Historien om Little Egypt

Historien om Little Egypt – af Suzzane Sofia Potempa
I 1893 I forbindelse med en storslået Verdens Udstilling i Chicago var der for første gang I USA danseoptræden med mavedans. Sol Bloom og Gaston Akoun stod bag udstillingen, som bl.a. var en genskabelse af et egyptisk marked, hvor rammerne var "Streets of Cairo". En form for nutidens ”messe”, hvor sælgere solgte egyptiske varer, hvor der var dans og musikgrupper fra bl.a. lande som Egypten, Marokko, Syrien, Tunesien, Algeriet og Tyrkiet. De forskellige lande præsenterede deres kulturelle traditioner på de forskellige etaper, der var arrangeret langs "Midway Plaisance" (en meget stor park) i Chicago. Dans, hvor hofter og mave var i bevægelse, blev dengang anset som vulgært og underligt, set i forhold til den populære vals og ballet, der var datidens acceptable former for dans. Den næsten fuldt beklædte mavedanser blev også anset for yderst kontroversiel, fordi hun ikke bar korsét, som var datidens mode trend og den "respektable" påklædning hos kvinder. Dette virkede på mange som en personlig krænkelse og en ukorrekt adfærd. Sol Bloom tog hurtigt fordel af kontroversen omkring mavedans og begyndte at reklamere dansen som "hoochy-coochy dans” for at få flere kunder. "Hoochy-coochy" eller "shimmy and shake" var de slangord, der blev lagt i folks munde. Hoochy-coochy hentyder normalt til en erotisk tankevækkende dans. Den strategi og form for reklame blev en kæmpe succes, som andre arrangører - herunder Vaudeville initiativtagere indenfor ” burlesque/burlesk” se note 1 - tog til sig for at tiltrække kunder til deres shows. Det var populære show, som blev forløbere til nutidens stripklubber med "eksotisk" dans. Mavedans /orientalsk dans er gennem tiden på retfærdig og uretfærdig vis, blevet forbundet med dans, der er relateret til striptease, og at mavedans handler om forførelse i seksuelt øjemed.
Mange mener at Sol Bloom har opfundet udtrykket "belly dance / mavedans", som er en oversættelse af den franske betegnelse "Danse du Ventre" eller dans med maven. Man mener, at betegnelsen stammer fra dengang Frankrig, angreb Ægypten (1798-1801). Se note 2.
At bruge betegnelsen mavedans indenfor en dansegenre var bestemt ikke ”comme il faut” – en dannet opførelse. En direkte terminologi for kropsdele i dannet sprog var ganske enkelt ”usund tale” – og kunne hurtigt blive til en skandale.


Little Egypt
Ved ovennævnte udstilling i 1893 dansede den 22 årige Farida Mazar Spyropoulos, som var fra Syrien. Farida fik kunstnernavnet ”Fatima”. Farida blev meget populær, fordi hun var en sensation. Efterfølgende opstod der flere efterligninger i USA af ”Little Egypt” med variationer af dansen. Farida hævdede at være den sande ”Little Egypt” og tog dette kunstnernavn til sig, Hun forsvarede sig, når hun blev forvekslet med andre udgaver af ”Little Egypt”. I 1933 optrådte Farida med mavedans som 62 årig ved Festivalen “Century of Progress” i Chicago.



På foto Farida Mazar Spyropoulos

Mange dansere brugte navnet "Little Egypt" for at markedsføre sig selv, så navnet little Egypt blev synonymt med selve danseformen. Ashea Wab (fra algeriet) blev den mest kendte danser som "Lille Egypt," hun var faktisk en ”Vaudeville burlesque” danser. Hun optrådte ikke ved verdensudstillingen, men blev berømt efter en skandaløs polterabend den 19. december 1896 for Clinton Barnum Seeley, som var barnebarn af en meget kendt person. Festen inkluderede mange kendte personer, der fik besøg af politiet, der var blevet varskoet om at ”uanstændige dansere” som ”Little Egypt” og andre ville optræde. Episoden medførte store overskrifter i hele USA, der gjorde ”Litle Egypt” (Ashea Wabe) berømt på selv samme dag, og hun steg hurtigt i popularitet. Der var rygter om, at hun tjente 500 dollars pr. optræden. Nogle år senere fik hun arbejde på Broadway, ansat af Broadway-impresario Oscar Hammerstein, til at fremstå som sig selv i en humoristisk parodi om den hændelse, der gjorde hende berømt. Ashea Wabe fik økonomisk udbytte af den opmærksomhed, hun skabte, i en tid hvor vesten var besat af det eksotiske. Men opmærksomheden var klart styret af arrangører i showbranchen, der overbød hinanden for at manipulere med pressen og vildlede offentligheden.



På foto Ashea Wabe

Fatima Djemille ( fra ghawasi familien i Ægypten) var også en danser der optrådte I 1893 ved Verdensudstillingen I Chicago. Det var indenfor filmen i 1893 og senere i 1897. Se videoklip på http://youtu.be/sj4aABDTjos
Jeg har selv samme film på video fra Ibrahim Farrah, der bl.a. viser, hvad der senere blev censureret. Efter filmoptagelsen med Fatima, fandt man det skandaløst at se en dans med mave-bækken bevægelser. Man viste senere filmen med Fatima´s dans med sorte streger hen over mave og bækken, så man ikke kunne se bevægelserne. Og Fatima´s dans var ganske smuk og uskyldig……Hun døde d. 14. mart 1921.



Pga. Verdensudstillingen i Chicago i 1893 og ovenstående oplevelser blev mavedansen populær rundt om i landet i USA. Europa var allerede blevet introduceret til mavedans på Verdensudstillingen i Paris i 1889 ansporet af Oscar Wildes kontroversielle skuespil "Salome", som åbnede i Paris i 1896. I 1905, havde Richard Strauss premiere på hans berømte opera "Salome" baseret på Wildes skuespil. Så tidligt som i 1916, begyndte den amerikanske filmindustri at skildre dansende tempel nymfer og egyptiske dronninger, som tilfredsstillede de amerikanske publikum, der havde appetit på alt, hvad der var eksotisk. De fleste fremstillinger af mellemøstlige dans i disse tidlige film er simpelthen klassiske danseformer udsmykket med pseudo-orientalske rejser og bevægelse, som derfor ikke er identisk med den autentiske mavedans/orientalsk dans.
Se bl.a. Rhonda Fleming – en ”Little Egypt” fra USA, som især var kendt i 1940 – 50´erne på link: http://youtu.be/WvA4quYyKuE
Personligt nyder jeg at se Rhonda Fleming, selv om hun er et billede af den vestlige verdens opfattelse af mavedans.

Note 1: Burlesque er oprindelig betegnelsen for en ”grovkornet” komedie som karikerer og imiterer litteratur og musik på en seksuel afslørende vis. Da Burlesque kom frem tilbage i 1860'erne var burlesqueshows en kombination af satire, performance art og voksenunderholdning. Siden er genren blevet synonym med betydningen ”overdrevent komisk”, ”løssluppen” eller ”fantastisk”. Ordet burlesque betyder egentlig ”op og ned” og genren handler ofte om at vende sociale normer på hovedet. Betydningen kan ligeledes hentes fra det italienske ord ”burla” som betyder spøg.
Burlesque slog først rigtigt igennem i 1900-tallet med navne som Josephine Baker, Mae West og Marlene Dietrich. I dag er burlesque betegnelsen for en seksuel niche i revygrenren som er mere udfordrende end traditionelle vaudeville og varietéshows. I dag er den mest kendte burlesque performer Dita von Teese som bl.a. er blevet kendt for at danse i et kæmpe stort martiniglas. Burlesque forveksles ofte med striptease, men til forskel handler burlesque ikke om selve afklædningen, og performeren er tildækket på underliv og brystvorter. I sin moderne form er burlesque en kombination af showdance, striptease, stripfitness, performance art og teater og er ofte betegnet som ”Neo burlesque” (nyburlesk). I Danmark undervises i Burlesque bl.a. hos Stripfitness.dk, Burlesqueshow.dk, Diva Lab og kan ligeledes opleves i sin varieté form med gruppen Fanfare.

Note 2: Napoleon Bonapartes kamp i "The Orient", var for at beskytte franske handelsmæssige interesser, for at underminere Storbritanniens adgang til Indien, og for at etablere en videnskabelig virksomhed i regionen. Det var det primære formål ved at kunne indtage Middelhavet i 1798, udover dette, var det et mål for en række af søværnets opgaver, der bl.a. omfattede en sejr over Malta.

Kilde: Donna Barbrick Carlton, USA

søndag den 9. oktober 2011

Oum Koulthoum artikel af Suzzane Sofia Potempa

Oum Koulthoum artikel af Suzzane Sofia Potempa



Nogle gav Oum Koulthoum tilnavnet ”Kawkab al sharq” , som betyder Østens
stjerne andre kaldte hende for ”Kejserinde af Arabiens stemme”. Hendes
stemme var unik, en sjældenhed, en enorm kraftfuld klar perle af lyd.
Oum Koulthoum var symbolet på det arabiske folks håb, fred og kærlighed.
Hun gav det arabiske folk i alle sociale lag en form for åndeligt føde.
Hun gengav og afspejlede de dybeste følelser i folkets sjæl.

Ingen ved nøjagtigt hvornår Oum Koulthoum blev født, det var i tiden 1904—1908.
Hun blev født i en fattig bondefamilie i en lille landsby i Ægypten ”Tamayet
el Zahayra”. Hendes far - en respekteret mand - arbejdede i moskeen som
sanger, og sang ved bryllupper eller ved andre traditionelle begivenheder i
området omkring landsbyen. Oum Koulthoum fik en meget utraditionel opvækst
idet hun som 5 årig startede i skolen og lærte på lige fod som sine brødre.
Hun lærte om koranen, lærte at citere koranen med dens specielle udtryk og
sprog. På det tidspunkt var skolegang og især religiøs lærdom kun forbeholdt
det maskuline køn. Oplært af sin far, startede hun sin karriere som barn,
en lille pige forklædt som en dreng, fordi det på dette tidspunkt ikke var
tilladt at piger optrådte offentligt.

Oum Koulthoum ( = O.K.) lærte at synge ved at hun var tilstede, hørte
og oplevede, hvordan faderen oplærte sine sønner i at synge og citere
koranen. Da faderen opdagede hendes fantastiske evner, fik hun under-
visning på lige fod med sine brødre. De optrådte sammen og O.K. blev
stjernen i familiegruppen. Familien blev opfordret til at rejse til
Cairo for at videreudvikle O.K.´s talent og stemme. Men først i 1924
rejste familien til Cairo og O.K. fik undervisning, således at hendes
viden omkring musik, poesi, litteratur og dannelse blev udviklet i et
avanceret og højt niveau. Hun ændrede sit repertoire, som bestod af
faderens religiøse sange, og som var i en gammeldags stil. Hun begyndte
at synge nye og moderne sange med egne musikere dog i en klassisk stil.
Det var en hård kamp for en kvinde at blive kendt. Men hendes stemme
var så unik, at det lykkedes hende at medvirke i et radioprogram, og på
den måde fik hun sit endelige gennembrud.

Hun blev kendt og elsket ikke blot i Ægypten, men senere i alle de
arabiske lande. Folk rejste langvejs fra for at opleve hendes koncerter
der ofte varede til den lyse morgen.I 1935 havde hun sit eget faste
radioprogram, senere medvirkede hun i mange film og optrådte i TV.
Det var omkring 1960.

O.K. var meget opmærksom på både sit private og sit officielle liv.
Hun valgte meget omhyggeligt både sine venner og sine samarbejdspartnere.
Hun fik komponister til at komponere musik i en nyere musikstil, som havde
aner i den europæiske stil med romantiske tekster, en poesi - der kunne
overføres til de arabiske traditioner og guddommelighed.

I tiden 1940—50 kaldes ”den gyldne tidsalder” i Ægypten. Det var i den
tid musik, film og dans udviklede sig på fantastisk vi - bl.a. en tid
vi dansere stadigt lever højt på i dag. Selv om O.K. var en af pionererne
i den gyldne tidsalder, hvor sang, musik og dans fik en anderledes og
moderne stil, siger man, at Oum Koulthoum er årsagen til at de islamiske
traditioner og den gamle poesi er blevet videreført og bevaret.

O. K. havde desværre problemer med sit helbred med fysiske symptomer
fra lever, galdeblære, skjoldbruskkirtel. Ind imellem led hun så meget,
at hun fik depressioner og angst for ikke at kunne synge og optræde.
Hun fik kronisk øjenbetændelse pga det stærke lys fra scenen
fra sine mange optrædener. Hun optrådte derfor altid med solbriller
og på de foto man ser af O. K., som var en høj mørkhåret kvinde,
bærer hun altid solbriller.



O. K. skabte med sin stemme og ord en magisk atmosfære, som fortryllede
publikum, som ingen andre arabisk sanger har kunne gøre før eller siden.
Hun havde unikke udtryk, som enten fik publikum til at grine eller græde.
Hun kunne med sin stemme opnå umulige toner i et spektra fra sopran
til tenor. Hun berørte kosmiske dybder af følelser, ofte en blanding af
vemodig længsel og uopfyldte drømme.
Hendes koncerter varede som nævnt ofte til den lyse morgen. Sangene kunne
vare op til 45 minutter. Ofte måtte hun synge det selvsamme vers flere
gange i træk på opfordring af et jublende publikum, der ikke faldt til
ro, før hun havde gentaget verset. Når hun sang var publikum (tusindvis
af mennesker) så optaget af hendes kunst, at man ville have hørt en knappenål
falde på jorden, hvis ikke det var for orkestret spillede og O.K. sang.
Hendes stemme og ord blev næsten ligeså betydningsfuld som Jamel Abd al
Nasser, som var stor beundrer af O.K. Vigtige politiske nyheder blev ofte
proklameret før hendes koncerter. I årene omkring 1950 sagde man, at der
var to virkelige solide ledere i Mellemøsten. Det var Nasser og Oum
Koulthoum. O.K. var det nationale symbol i Ægypten, og hendes popularitet
voksede til at indbefatte alle de arabiske lande. Hun var ambassadør
for den arabiske kunst.

Når O. K. besøgte andre arabiske lande fik hun den samme royale modtagelse
som statsoverhoveder. O.K. var stolt af sin arabisk islamiske herkomst.
Hun levede efter det traditionelle livsmønstre i den arabiske hverdag,
og opførte sig, som enhver anden almindelig person, selv om hun var
velhavende. Hun støttede mere end 200 fattige familier med økonomisk bistand.
Dette gjorde hende endnu mere populær.

Oum Koulthoum døde i februar i 1975. Begravelsen blev ledet af præsidenten,
statsoverhoveder og fulgt af kilometer lange tilbedere. Filmskuespillere,
poeter, forretningsmænd, ambassadører, ministre gik sammen med hundrede-
tusinder af hendes fans. Alle græd og chantede: ” Farvel, farvel vores
elskede sangerinde”. Bortset fra Nassers begravelse, var det den største
begravelse, der nogensinde har fundet sted i Ægypten.

Stadigt efter hendes død spiller millioner af mennesker hendes musik og sang
i Mellemøsten og Nordafrika. I Ægypten siges det, at der er to ting der aldrig
forandrer sig. Det er pyramiderne og Oum Koulthoums stemme.

Kilde: Habeeb Salloum og Virginia Louise Danielson.


Der var aldrig orientalsk dans ”mavedans” sammen med O.K.´s optræden.
Men dansere optrådte til Oum Koulthoums musik. De dansede til
levende musik. Som danser dansede man i musikstykkets instrumentelle
sekvenser (uden sang) i en smuk ophøjet klassisk dansestil.
Når sangeren kom til orde med sin stemme var danseren enten i baggrunden
eller som oftest færdig med sin optræden. Senere blev det populært, at
danseren dansede til et længere Oum Koulthoum musikstykke med levende
musik, og fortolkede musikstykket med dybe stærke følelser på en smuk,
nærmest guddommelig måde. Ifølge min mening er det især datidens danseren
Mona Said fra Ægypten, som på sin helt egen unikke måde meget dygtigt...
fantastisk….. nærmest guddommeligt med sine dansebevægelser og følelses-
mæssige udtryk kunne oversætte O.K.´s sang og musik, så det sad dybt
inde i hjertet.
Af de mange kendte musikstykker af Oum Koulthoum, hendes repertoire var
omkring 280 sange, kan nævnes følgende som især har været populær og
benyttet i den klassiske dansestil i orientalsk dans:

• Alf leila wa leila
• Enta omri
• Ana fintazarek
• Siret el-hob
• Lissa faker
• Fakkorooni
• Amal hayati
• Leilet hob
• El-hob kolloh

En af mine venner var i 1970érne i Ægypten, hvor han var optog O.K. ved en
af hendes koncerter. Denne optagelse fik jeg af min ven i gave på et
kassettebånd. Dette kassettebånd værner jeg stadig om, det er helt specielt,
at have en privat optagelse med Oum Koulthoum.