Koreografi - ”To be or not to be”

Artikel skrevet af Feyrouz oversat af Suzzane Sofia Potempa

Er en dygtig professionel danser, en der danser til en koreografi ?

Er en dygtig professionel danser, en der improviserer i sin dans ?

Trenden er at bruge koreografi i danse- undervisning og optræden. En trend som midlertidig har givet ”de professionelle” mange elever. Desværre - da det er en lettere måde at undervise på, hvis underviseren ikke formår at formidle dybde og sjæl. På den anden side af trenden er de trofaste tilhængere af den improviserede dansestil - den frie stil.

I midten står de forvirrede sjæle, som føler presset fra begge sider. Nogle tilhængere af den improviserede dansestil føler også et pres fra koreografigruppen: ”En professionel danser til en koreografi” ….   Med andre ord

hvis du ikke danser til en koreografi, kan du ikke være en dygtig og professionel danser ….. Dette er især en farlig form for snobberi, og det skaber en usund konkurrence.

Der er både fordele og ulemper ved at improvisere og at danse til en koreografi. Jeg ønsker ikke at overbevise nogle til at vælge mellem for eller imod koreografi. Jeg vil fortælle om nogle fordele og ulemper ved at improvisere og ved at danse til en koreografi. Herefter vil fortælle om min personlige holdning til emnet.

Argumenter for koreografi og imod improvisering.

FOR KOREOGRAFI:                                 

1. Et helt klart begreb om hvad man skal gøre fra første trin.
2. En bedre forståelse af musikken og dens opbygning, således at man kan tilpasse bestemte bevægelser til musikken og huske at gøre dem hver gang.
3. Harmoni og balance i dansen og respekt for gentagelser i musikken.
4. En koreografi giver publikum (HUSK DEM) en mulighed for at følge med i og forstå dansen.
5. At træne sig i automatisk at følge en ”danseplan”, giver overskud til at koncentrere sig om følelser og ansigtsudtryk.
6. Koreografi hjælper til et repertoire af forskellige danse. Disciplinerer danseren til ikke ”at give alt” i EN danseoptræden.
7. Koreografi sikrer en god danseoptræden, uanset hvordan man føler sig, og hvor man danser.

IMOD IMPROVISERING:

1. Der er en mulighed for, at man går i stå, når musikken starter pga. nerver osv.
2. Ofte bliver rytmerne og musikkens betoning ikke taget i betragtning, fordi danseren tænker på hvad hun skal gøre. (se pkt. 1)
3. Lidt harmoni - ingen balance. Danseren virker hektisk og uorganiseret.
4. Publikum kan hurtigt kede sig, fordi de ikke kan følge dansen. Der er ingen flydende eller gentagelses elementer at nyde.
5. Danseren ser bekymret ud, fordi hun ikke er fortrolig med musikken og dens opbygning
6. Danseren i den frie stil har tendens til at danse det samme. Kostume og musikken skifter, men ikke dansen.
7. At improvisere afhænger meget af danserens humør, og hvad hun føler på det tidspunkt.

                                 

Og nu til den anden side af sagen. Argumenter for at improvisere og imod koreografi.

FOR AT IMPROVISERE:

1. En danser der improviserer har et stort repertoire af bevægelser - har lært at forstå musikken med dens rytmer og opbygning eller har et naturligt talent og tillid til den.
2. Tillader danseren at være spontan og at reagere i forhold til sine omgivelser og publikum.
3. Opmuntrer og fremmer de kreative evner. Befrier danseren fra et skema, så hun kan udforske/ opdage sin indre frihed i dansen.
4. Bevarer og understøtter det naturlige i dansen og danseren

IMOD KOREOGRAFI

1. Dansen mister sine følelser gennem for meget teknik. Obs især dette punkt.
2. Nogle koreografidansere danser med hovedet og ikke hjertet.
3. Naturlighed og spontanitet er forsvundet. Dansen og danseren udtrykker sig ensformigt, om man ser den en eller flere gange. (Kan også ske for dansere der improviserer.)
4. ”Købte” koreografier fra andre undervisere der ikke passer til danseren, og giver danseren et forlorent udtryk.

Faktisk er der en vis sandhed i alle disse udsagn. Jeg vil dele nogle af mine erfaringer med dig:

Indtil jeg var på en 3 årig turnè med danseteateret Salome, var jeg ikke stor tilhænger af en koreografi. Men jeg bemærkede, at jeg udviklede en ”tilsyneladende” koreografi, simpelthen fordi jeg dansede til den samme musik dag efter dag. Dengang måtte hverken jeg eller de andre dansere skifte musik. Dette reddede mig på dage, hvor jeg var syg, når scenen var over 40 grader, når jeg frøs i december, når jeg ikke var i stemning eller havde haft et skænderi med chefen lige før min optræden. Hos os alle var chefen kendt for sine kampe og stridigheder lige før en optræden. Selv om publikum kom flere gange til showet og genkendte dansen, var den forskellig hver gang. Med andre ord: Jeg tillod mig selv elementer af frihed imellem min strukturering. De problemer der opstod på min turné, fik mig til at indse fordelene ved i det mindste at have en semi-koreografi.

Jeg mener, at man kan starte for tidligt med en koreografi. Det sker desværre, at utrænede dansere køber en koreografi, et ”superkostume” og går ud og optræder. De kalder sig ”professionelle”. Det er som at købe ind i Aldi. Et danseshow er blevet til et modeshow og teknisk konkurrence. Så spørger jeg mig selv: ”Hvad er der sket med glæden ved at danse ?”   For tidligt - alt for meget og en ”forloren” koreografi vil på længere sigt skuffe publikum.

Jeg ønsker ikke, de følelser fra danseren, der vil vise sin fine teknik og kostumer. Jeg vil mærke sjælen i danseren. Jeg værdsætter harmoni og balance i dansen, en dans jeg kan følge med i og føle.

Personligt danser jeg sjældent en koreografi ens. Jeg ændrer altid på noget, som passer ind i mit humør eller stemning. Hvis jeg gør, er det ofte for at udtrykke et bestemt tema eller en historie.

Jeg foretrækker en semi-koreografi, der er et begreb mellem koreografi og improvisering, og som faktisk er helt naturligt, når man kender og har tillid til sin musik.

SEMI– KOREOGRAFI:

1. Hav en klar plan, om hvordan du vil begynde og slutte din dans.
2. Find populære temaer i musikken og planlæg/tilpas dine bevægelser efter dem. Dette er støttepunkter, du kan holde dig til hver gang.
3. Tillad dig selv at nyde friheden mellem disse støttepunkter.
4. Vær opmærksom på skønheden og kraften i musikkens gentagelser og brug dem i din dans. Lidt er godt - for meget virker forvirrende.
5. Vær opmærksom på kontraster i din dans. Er din dans for hård og aggressiv ? Eller er den for blød og mild ? Tilføj din dans lidt kraft og styrke, når det ikke forventes eller undlad dette, når det forventes. Men vær bevidst om hvad og hvornår du gør det. Glem ikke humor !
6. Vær modig - overrask dit publikum ved nogle gange ikke at gøre noget ! Der er meget styrke i pauser og at stå i en positur. Tro på hvad du gør.
7. Din dans er en gave til publikum. Glæd dit publikum i stedet for at imponere dem. ( Giver du gaver med glæde eller for at imponere ? )
8. Der findes ingen genveje til den virkelige succes. At ”løbe” fra det ene koreografiworkshop til det andet, er ikke den magiske løsning. Du må også selv arbejde og træne med dansen.
9. Lidt er bedre end for meget. En af de største fejl i en ”dårlig” koreografi er, at alt er planlagt i mindste detalje -  i hvert dum og tak (trommeslag). Der er ikke plads og tid til at trække vejret. Dette er næsten ligeså slemt som en hektisk improviserende danser. En ”god” koreografi er, når publikum kan følge og føle med danseren. Du kan også gøre dette i en semi-koreografi.

Jeg mener at alle seriøse og ”ægte” dansere skal have mindst:

1. 2 gode koreografier på ca. 11 minutter  ( og et ekstranummer - se pkt. 4)
2. En dans på ca. 7 minutter
3. En folkloredans på ca. 7 minutter.
4. En god kort dans 3-5 minutter til et tv show eller andre lejlgheder som f.eks. Et ekstranummer. ( Nogle gange er der brug for en dans som en overraskende effekt og ikke som et helt show.)
5. Flere semi-koreografier.

Publikum skal behandles forskelligt. Et ”ikke orientalsk” publikum skal ikke have for meget dans, og dette UANSET HVEM DU ER. De skal have netop så meget, at de har lyst til at se dig igen evt. med et ekstranummer. Længden af en danseoptræden til levende musik, i restauranter, ved bryllupsfester osv. og uden scene, kan jeg fortælle meget om, så det emne hører ind under en anden artikel.

Jeg mener, at alle dansere der optræder til et betalende publikum skylder dem at vise en struktureret dans - i det mindste en semikoreografi. Velsignet er den danser, der har naturtalent. Hvis du ikke har det, lær at analysere din musik

og hav tillid til den, så du kan slappe af i din dans. Der forventes meget mere af en danseoptræden - et show i dag end for 20 år siden.

Som underviser er jeg meget påpasselig med koreografi i min undervisning. Specielt fordi dette ofte overdrives. Jeg bruger en koreografi som et middel til at undervise muligheder ved specifikke emner som f.eks. slør, tamburindans og trommesolo. Jeg ønsker ikke at mine elever skal være afhængige af mig i deres dans.

Mit ansvar som underviser er at hjælpe mine elever med:

• At skabe sin egen dans
• At forstå musikken og dansens opbygning/struktur
• At have det sjovt med kombinationer og forskellige danseudtryk
• At forblive og videreudvikle det individuelle i dansen

Alle elever skal på et tidspunkt lære en koreografi. Dette giver en indsigt i en andens fortolkning af en dans. En ”god” koreografi vil give dig forståelse af musikken og dansens opbygning. Men for meget vil gøre dig afhængig af din underviser, det vil svække din mulighed for at finde din egen stil.

Jeg håber min artiklel vil få nogle dansere til at evaluere deres egen dans.

Til koreografi dansere: Overvej semi-koreografi og slap af ! Til dansere der improvisere: Overvej lidt disciplin - prøv en koreografi på ca. 3-5 minutter. I hvert tilfælde brug  principperne og lær at være kreativ. Slap af,

Vær modig og hav det sjovt med at danse. Det er det, det handler om ikke ?

Happy hips fra Feyrouz

SUZZANE FORTÆLLER….

Det er efterhånden mange år siden jeg har talt med danseren Feyrouz. Feyrouz er oprindeligt fra USA, hvor hun startede sin dansekarriere. Hun flyttede til Tyskland og var en af pionererne indenfor Orientalsk Dans i Tyskland. I dag er Tyskland et mekka indenfor Orientalsk Dans i en skarp konkurrence med USA.

Det var i USA, at den vestlige interesse for dansen opstod og her udviklede den sig hurtigt i 1960’erne. Dette fordi der var mange folk fra Mellemøsten, der havde bosat sig i USA, hvor de videreførte deres musik og dansekultur. De græske indvandrere i USA var pionerer mht. til at arrangere. Det var grækerne, der havde de forskellige Bouzuki klubber, hvor der var underholdning til langt ud på natten med musik og dans fra Mellemøsten.

De amerikanske kvinder blev meget interesseret i at lære mavedans / orientalsk dans.  Således opstod workshop med mavedans, som i dag findes i hele verden.

I starten af 1990 arrangerede jeg flere workshop med Feyrouz i København, og det var utroligt hyggeligt at have hende på besøg. Hun var bl.a. vild med Ndr. Frihavnsgades mange antikvitetsbutikker, og købte en del, som hun fik sendt til Tyskland, hvor hun boede dengang. Så hun må stadig have minder fra sine Københavnervisit i sit hjem.

Arabisk musik og dens kulturhistorie

Arabisk musik har sine rødder i den sumeriske musik. Folkemusik har altid været populær på den arabiske halvø, men det var først efter Islams udbredelse til Syrien, Irak og Irans (Persien), under Omeyyadernes Kalifat i Damascus (661- 750) at musikken udvikledes til en raffineret kunstart. Omeyyaderne blev fordrevet af Abbasiderne i Bagdad (750-1258). De overlevende af Omeyyaderne erobrede Spanien og udviklede en raffineret og tolerant kultur.

I Bagdad blomstrede musikken også og teoretikere som al-Kindi (9.årh.) og Al-Farabi (år 870-950) skrev værker om musikhistorie og musikteori. Ved hoffet var den berømte musiker Ishaq al-Muwsili og hans elev, Ziryab, der senere måtte flygte til Damaskus og siden Granada, på grund af intriger. Ved disse hoffer blev den klassiske arabiske musik grundlagt.

Skalaerne er på 17, 19 eller 24 toner. Stykkerne hedder Maqamat og findes i hele den arabiske verden, blot med lokale variationer. Indenfor disse maqamat forekommer instrumentale variationer (taqsim) og vokale former (layali).

I Andalusien udvikledes de såkaldte Muwashshah som er musik og sange med klassisk poesi. Efter det 11. århundrede blev arabisk musik påvirket af tyrkisk musik. Vigtige centre for musik var især Damaskus, Aleppo, Cairo, Bagdad, Tunis, Algeriet og Marokko. I Nordafrika videreførte man de arabisk-andalusiske musiktraditioner efter nederlaget i Spanien i 1500- tallet.

I det 20.århundrede er det komponister i Egypten som Salamah Higazi og Sayyid Darwish som har fornyet den arabiske musik. Komponisten og sangeren Muhammad Abd al-Wahab indførte europæiske musikinstrumenter i orkestret og skrev nogle operetter og filmmusik, som var stærkt påvirket af vestlig musik. Den berømte Umm Kulthum (1908-1975) sang klassisk og moderne lyrik, bl.a. af den egyptiske digter Ahmad Rarni. Hendes koncerter blev hørt over hele den arabiske verden og hendes torsdagskoncerter hver torsdag aften. Udover Umm Kulthum og Abd Al-Wahab var der Asmahan fra Libanon og hendes bror Farid al-Atrash. Asmahans karriere blev meget kort og man mener, at hun blev myrdet af det britiske efterretningsvæsen. Hendes bror fik en lang karriere som sanger og skuespiller og har medvirket i mange musikfilm. Senere kom Abd al-Halim Hafiz, der blev utroligt populær, og han medvirkede også i en lang række film. Han døde i en ung alder, og han er stadig populær. Hans musik genudgives hele tiden

Mohammed Abdel Wahab, Farid El Atrach, Abdel Halim Hafez, sådan staves deres navne ofte i dag. De var alle talentfulde. Et overflod for Ægypten og en nydelse for os at have 3 musikere på Mozart niveau og endda i samme tidsperiode. 

Warda som er fra Algeriet, gjorde også karriere i Egypten og er stadig meget populær. Mayyadah al-Hinnawi som er fra Syrien har ligesom Warda gjort karriere i Egypten og høres stadig. I det hele taget er Egypten stedet hvor flest kunstnere kom til for at få en musikkarriere.

Det gælder Latifah og Asalah, fra Tunesien og mange andre.

I nyere tid er popmusikken blevet mere udbredt, inspireret af vestlig popmusik. Det er ikke længere klassiske digte, men hurtige og lette tekster, der præger poppen. Her kan nævnes sangere som Mustafa Amar, Hisham Abbas, Amr Diab, Hakim og Ehab Tawfic. Fra Egypten har der også været forsøg på at udvikle rap-musik. Men det er mest pop-genren, der er populær.

Libanon har fulgt andre veje. Sangere som Wadi’ al-Safi og Fayruz har sunget folklore. Mødet mellem Fayruz og brødrene Rahbani i midten af 50- erne blev et vendepunkt for Libanons musikliv.

Sammen udforskede de folkloren og moderniserede og nyfortolkede gamle sange, skabte operetter og syngespil, der blev utroligt populære. I 60-eme skabtes traditionen med en årlig festival i Baalbeek, hvor kunstnere fra hele verden kom. Det omfattede både klassisk musik, ballet, moderne musik, jazz og selvfølgelig også Fayruz og brødrene Rahbanis ensemble. Udover folklore og operetter har Fayruz sunget sange med vestlig indflydelse og en del kirkesang, påske- og julesange.

Udover Fayruz er der mange kunstnere fra Libanon. Her kan nævnes yngre sangere som Majidah al-Rumi og Julia Butros. Deres sange indeholder som regel spændende tekster. Af popsangere kan nævnes Diana Haddad, ‘Asi al Hallani, Maduna, ‘Ala’ Zalzali og Nancy Ajram. Bl.a. en pop pigegruppe, der hedder 4Cats, lidt i smag med Spice Girls. Af mere seriøse kunstnere bør her nævnes Marcel Khalife, som selv synger og komponerer. Han fik problemer, fordi han havde sunget et digt af Mahmud Darwish (Palæstina) om Jakobs drøm fra Bibelen. Man ville have ham dømt for blasfemi. Dansetrupper som Caracalla er også med til at forny musikscenen på en spændende måde. Lutspilleren Nasir al-Shamma er også en spændende kunstner.

I Syrien dyrkes selvfølgelig popmusik, men det spændende er især klassisk musik med ensembler som Al-Kindi og Hamza Shakkur, Sabri Mudallal. Al-Kindi spiller den klassiske arabiske musik, så tæt på det oprindelige som muligt. Hamza Shakkur er især berømt for Sufi-musikken, nemlig den musik, der bruges af de hvirvlende dervisher indenfor Mevlevi-ordenen, som blev grundlagt af Jalal al-Din al-Rumi i Tyrkiet.

Fra Marokko er der klassisk musik, der videreføres som “Gharnati”, d.v.s, fra Granada, bl.a. med en sanger som Amin Alaoui, som mestrer genren. Folkemusikken er varieret og spændende med berbermusik ved stammer som Ahouach, Aliidous, Guedra og Gnawa-musik.

I Algeriet viderefører man også den traditionelle andalusiske klassiske musik og den spændende genre Rai. Den var oprindeligt folkelig og ceremoniel og brugtes til fester af forskellig art.

Ordet Rai betyder også “mening”. I byerne udvikledes den til protestsang, både politisk og socialt. Til tider var den blot vulgær. Denne genre nød ingen bevågenhed officielt, hverken under den franske kolonimagt, eller da landet blev selvstændigt. Der var kvindebands, hvor sangeren fik titel af Cheikha (ældre dame) eller chebba (ung kvinde) eller cheb når det var en mandlig sanger. Under de blodige begivenheder i de senere år er mange Rai-sangere rejst til Frankrig. Hasni blev f.eks. myrdet af fundamentalister. I Frankrig har Rai-genren fået nye dimensioner ved at lade sig inspirere af fransk kultur og da de unge føler sig som outsidere, kommer protesterne også frem i Rai sangene. Disse bliver dels sunget på algiersk dialekt eller fransk eller somme tider begge dele blandet sammen. Her er tale om en fusion af kulturer eller en udvikling af en ny kultur. Kendte Rai-sangere er f.eks. den folkekære Cheb Khaled, Cheb Mami, Faudel.

Tunesien har også bibeholdt de andalusiske traditioner og folkemusik samt nyere popmusik.

Irak er berømt for sine klassiske musikere, ikke mindst lutspilleren Omar Bashir, sangeren Hamid al-Sa’di, Sons of Mesopotamia, m.fl. Indenfor poppen er især Ilham ai-Madfai kendt.

I de senere år har musikere på tværs af landegrænser eksperimenteret med fusion af arabisk musik og jazz. Det gælder musikere som Rabih Abou Khalil og Paul Salem fra Libanon, gruppen Sharkiyat fra Egypten og musikere som Simon Shahheen fra Palæstina.

Fra Palæstina er der også en spændende gruppe, som genopliver folkemusikken, gruppen al-Funoon. Men af økonomiske og politiske grunde er det svært at få fat i Palæstinensisk musik, medmindre den udgives i udlandet.

Hvis man vil vide lidt mere om arabisk musik kan nævnes nogle titler:

The Rough Guide to World Music. Bd.1. London, 1999.

The Encyclopedia of Music, bd.6 : The Middle-East

Farmer, Henry George: A history of Arabian music until the 13.th century

London, 1967.