Translate

søndag den 10. juni 2012

Samia Gamal 
                                 
                                                 Samia Gamal og Tahia Carioca
                             

Samia Gamal

Dansens storhedstid i Ægypten 


Fra ca. 1940 til 1960 var den tid hvor musik, dans og film havde sin storhedstid i Ægypten. En tid vi i dag kalder for ”The golden age” – ”Guldalderen” eller den klassiske periode. En tid vi fortsat inspireres af, uanset om det er musik, dans, iscenesættelse, kostumer eller andet, der er emnet. Badia Masabni (Se artikel om Badia Masabni i bloggen) var en stjerne, og samtidig skabte hun muligheden for mange andre, der havde talent og ambitioner. De mest berømte dansere i den tid var Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef. Disse dansere blev også skuespillere i filmverdenen, og derfor findes der meget materiale om deres karriere.

Samia Gamal 

Samia Gamal begyndte sin karriere, som mange andre orientalske dansere hos Badia Masabni i det legendariske Casino Opera og fortsatte sin karriere som skuespiller og danser i filmverdenen. Af de mange ægyptiske film som Samia Gamal medvirkede i, havde hun hovedrollen i hele 40 film i årene fra 1945 til 1972. Men Samias liv havde ikke altid været let.


                                                                    Samia Gamal

Barndommens svære tid 

Samia, der blev døbt Zeinab Khalil Ibrahim Mahfuz, blev født den 27. maj 1924 i den lille landsby Wana El-Qassem i bydelen Beni Suef i Ægypten. Samias far giftede sig to gange. Sammen med den første hustru fik han fem børn. Med Samias mor, der var fra Marokko, fik han tre børn. Få dage efter Samia var født, flyttede familien til Cairo. I Cairo levede de i fattigdom i bydelen el-Ghuri . Samia tilbragte derfor sin barndom i gaderne omkring El-Hussein og Al-Azhar. Hendes far var meget religiøs, derfor fik døtrene ikke lov til at gå i skole, der var der ingen spejle i huset, og der fandtes ingen foto af børnene. Samia mistede sin mor i en alder af kun ni år, og familiens situation blev endnu vanskeligere. Faderen giftede sig for tredje gang, og hendes nye stedmor behandlede Samia som en billig arbejdskraft. Samias far slog ofte Samia. For at tjene penge til familien blev Samia sendt til en dameskrædder for at få en uddannelse. Efterfølgende arbejdede hun kortvarigt som kontorassistent hos en læge, og til sidst i en lærreds-fabrik i El-Azhar Street, hvilket hun havde det meget svært med på grund af en konstant lugt af syre. Kun fjorten år gammel forlod hun sit hjem og søgte tilflugt hos sin ældre søster, der var gift.

På egen hånd i Cairo 

Samia elskede at se film. Hun gik ofte i biografen ”Olympia”, hvor entreen kun kostede 1 piastre. Den første film hun så, var Malikat Al-Masarih (Teaterdronningen fra 1935) af Mario Volpi, som dengang var den eneste film med Badia Masabni. Samia var overladt til at klare sig helt på egen hånd i Cairo. Hun var derfor nødsaget til på en eller anden måde at finde et arbejde. Kort før nytåret i 1940 fik hun sit livs store chance. En veninde sørgede for at præsentere Samia som et nyt ungt talent for den berømte Badia Masabni. Allerede en uge efter blev Samia et fast medlem i Badias dansegruppe. Samia startede med en løn på 20 piastre om dagen for sit arbejde i dansegruppen. Sit første dansekostume fik hun foræret af Tahia Carioca.

Fiasko 

Til at starte med havde Samia store problemer med at huske rækkefølgen af de forskellige dansetrin. Men fordi hun så inderligt ønskede at optræde med en solo dans, fik hun koreografen Isaac Dickson til at koreografere en dans specielt til hende. Da koreografien var færdig, gav Badia Masabni hende chancen for at optræde med en solodans ved en eftermiddagsforestilling under kunstnernavnet Samia Gamal. Samia alias Zeineb havde selv fundet på sit kunstnernavn. Samias første solo-optræden var ikke en succes. Hun havde så meget sceneskræk, at hun ikke turde gå ind på scenen. Orkesteret måtte flere gange spille ouverturen, indtil Samia blev skubbet ind på scenen, hvor hun lydløst talte takten, mens hun dansede, akkurat som hun gjorde, når hun øvede sig. Publikum var skuffet og gav højlydt udtryk for dette. Efter den fiasko fik Samia plads i de bageste rækker i Badias dansegruppe.


En ny chanche 

Men Samia havde fortsat store ambitioner. Hun havde fået en LP-plade med et udenlandsk musikstykke ”ild dans” (på arabisk: raqset en-nar), som hun var meget begejstret for. Til dette musikstykke kreerede hun en dans – helt alene og i sit hjem. Efter nogen tøven valgte Badia Masabni at give Samia en ny chance. Denne gang var publikum helt fortryllet af hendes dans, og Samia formåede omsider at bryde igennem. Badia lod Samia optræde én gang om ugen som solist og lånte hende også ud til andre natklubber. Med tiden voksede jalousien fra de andre gruppedansere, og Samia blev ofte mobbet. Til sidst blev det for meget for den unge Samia, der besluttede sig for at ophøre med at arbejde hos Badia Masabni. Selv en betydelig lønstigning, kunne ikke ændre på hendes beslutning. Hun kunne simpelthen ikke længere udholde atmosfæren i Casino Opera og valgte i stedet at arbejde i Club Ed Dulse.


Filmverdenen 

Det var i den periode, at Samia fik sine første kontakter til filmverdenen. Hun fik sin debut på det store lærred i 1942, hvor hun havde en birolle i Mamnua el-Hobb (Forbudt kærlighed) af Mohammed Karim, og en kort sekvens med dans i filmen Khafayfa ed-Dunya ( Livets hemmelighed) af Ibrahim Lama. Det virkelige gennembrud i fik hun i filmen El Hobb El-Awwal ( Den første kærlighed i 1945) af Gamal Madkur, hvor Tahia Carioca kunne ses i en af de vigtigste roller. Samme år var hun med i filmen El Bani Adam (Mennesket) af Niazi Mustafa, og i filmen i Taxibantur ('Carriage Taxi ") af Ahmed Badrakhan, hvor hun spillede hovedrollen. I filmen Shafayif Ahmar (Læbestift, 1946) af Ed-Din Wali Sameh Naguib, spillede hun sammen med Nagib Righani. Publikum var fortryllet af Samias kokette og alligevel barnlige, uskyldige charme i rollen som stuepige.


          Klik på her - Se Samia Gamal på you tube

                                         

Farid el Atrash 

Det næste store skridt i Samias karriere var det skæbnesvangre møde med den berømte sanger og komponist Farid el-Atrash. Han startede sin karriere som oud spiller i Badia Masabni´s Casino Badia. (Oud er en arabisk lut). Dette møde var begyndelsen på et meget vellykket kunstnerisk samarbejde og en lang intens kærlighedsaffære, som desværre ikke fik en lykkelig afslutning. Farid el-Atrash blev født i Libanon i 1914. Han var søn af Alia el Atrash og den drusiske leder Prins Fahd el-Atrash. Af politiske årsager måtte familien emigrere til Ægypten, hvor de ændrede deres familienavn til Kosa og levede under meget fattige kår. Dette kom til at præge Farid el Atrash hele livet igennem. Hans mor støttede familiens økonomi ved at sy hovedtørklæder, som hun solgte i basaren . Hun havde også en smuk stemme og var god til at spille på oud. Hun optrådte af og til for de velhavende ægyptere. Farid og hans søster Amal Farid el-Atrash ( født 1912- død 1944), som blev en kendt sangerinde med kunstnernavnet Asmahan arvede deres moders musikalske talent. Farid blev uddannet som musiker, og fik derefter et engagement i Casino Badia. I 1934 blev han opdaget af Medhat Assem, der gjorde ham kendt i den ægyptiske radio. Efter hans debut i filmen”Ungdommens sejr” i 1941 af Ahmed Badrakhan, blev han en af de mest berømte sangere, musikere og komponister i hans tid. I tiden 1940 til 1960 medvirkede Farid i 25 musikalske film.

Den store kærlighed 

I mange af disse film spillede han sammen med Samia Gamal. Han komponerede musikken til Samias danse, og han rejste sammen med hende i de omkringliggende arabiske lande, hvor de oplevede den ene succes efter den anden. De skjulte ikke deres kærlighedsforhold overfor medierne. De var hinandens” livs største kærlighed." Så det var kun naturligt, at Samia Gamal, drømte om et ægteskab med Farid, selv om hun var født og opvokset i en fattig familie. Efter at hun længe havde ventet og håbet på, at han ville anmode om hendes hånd, overvandt hun til sidst sin stolthed og bad ham to gange om, at han ville gifte sig med hende. Det var meget ydmygende for hende, da han begge gange svarede nej med den begrundelse, at han ikke kunne ignorere deres klasseforskel. Den virkelige årsag mener man skyldes, at Farids ældre bror og manager ”Fuad” på grund af arveforhold altid sørgede for at forhindre, at Farid skulle indgå et ægteskab. Samia og Farids veje skiltes derefter for en tid.


                                                        Samia Gamal og Farid el-Atrash

Ægteskab
Samia havde imidlertid en anden berømt beundrer: Kong Faruk. Hun var hans absolutte favorit danser, og tilsyneladende var han meget jaloux på hendes forhold med Farid el-Atrash. Da Kong Faruk engang inviterede til en stor social begivenhed, og Samia ikke ville komme uden Farid, arrangerede han i sidste øjeblik kun en enkelt tom plads ved siden af ham selv til Samia, så Farid ikke kunne sidde sammen med dem. Og Farid fik aldrig en ærestitel af Kongen, som han ellers havde håbet på at få. Samia Gamal indspillede flere film i udlandet: I 1954 ”Ali Baba og de fyrretyve røvere” af Jacques Becker med den franske komiker Fernandel, og i 1954 ”Kongernes Dal” med Robert Taylor. Samia blev til sidst gift med amerikaneren Sheppard King, som på grund af Samia valgte at konvertere til islam, og derefter tog navnet Abdallah King. Ægteskabet blev kortvarigt. Samia vendte tilbage til Cairo, hvor hun igen i en kort periode arbejdede sammen med Farid. Et andet ægteskab fulgte i 1958, denne gang med den egyptiske skuespiller Rushdi Abaza. Sammen med ham fik hun en datter, som fik navnet Qismet. Dette ægteskab endte også med en skilsmisse.

Ulykkelig kærlighed til døden 

Farid el-Atrash havde mistet sin lidenskab til Samia. Han havde mange affærer med andre kendte kunstnere, men uden at han nogensinde blev gift. Han forsøgte at bearbejde sine følelser gennem musikken, indtil han til sidst i 1960'erne vendte tilbage til sit hjemland Libanon, hvor han åbnede en natklub, som fik navnet Farid el Atrache. Den 26. December 1974 døde Farid el-Atrash i Beirut. Hans ofte melankolske musik spilles stadig i alle arabiske lande, og de mange optrædener med Samia Gamal vil aldrig blive glemt. I følge hans sidste ønske, blev han ikke begravet i Libanon men i Cairo. Samia Gamal trak sig tilbage i 1972 efter indspilningen af hendes sidste film Esh-Shaytaan wa-l-Kharif ( Djævlen og foråret) af Anwar Esh-Shennawi. I 1984 fik hun et comeback som danser med sangeren Samir Sabri. Det varede i næsten to år.Herefter viste hun sig ikke mere i det offentlige liv. På trods af mange tilbud om at undervise i dans i Europa og USA, forblev hun i Cairo indtil hendes død den 1. December 1994. Den islamiske begravelsesceremoni fandt sted i Sayida-Nafisa moskeen. Det var også Samia Gamals ønske at blive begravet i Cairo.

Samias helt egen stil 

Fordi Samia Gamal formede sin helt egen stil i orientalsk dans, har hun haft en stor betydning for dansens udvikling. Samia lærte klassisk ballet af den russiske ballerina Galina Olanova i forbindelse med, at Bolshoi Teatret lavede en gæsteoptræden i Opera House. Og dette kom altid til udtryk i hendes dans, der indeholdt elementer fra balletten og en flydende dansestil. Samias ekspressive armbevægelser, varierende shimmies, typiske arabesker og flydende dans med slør blev en danseform, som Samia udviklede, og som sidenhen har inspireret generationer af dansere i ind-og udland helt frem til i dag. Hvem kunne bringe den orientalske dans fra Egypten til filmstudierne i USA ? Og vice versa hvem kunne bringe så meget glamour og et strejf af Hollywood til Cairo? Samia Gamal – hun vidste som ingen anden kunstner, hvordan man kunne kombinere Orientens fortryllende magi sammen med det avancerede Vesten.

Kilde og foto er fra bogen ”Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm


Suzzane Sofia Potempa www.orientalskdans.dk 

fredag den 30. marts 2012

Lær mavedans - learn Belly dance / oriental dance

Click above to see

A dance for dancers (beginner level), who have trained basic steps and movements -
by Suzzane Sofia Potempa - www.orientalskdans.dk

Music: Ibrahim el Samahy - "Ya amar"

onsdag den 18. januar 2012

Tahia Carioca

Artiklen er skrevet af Suzzane Sofia Potempa – oversættelse og foto er fra bogen ” Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm

Dansens storhedstid i Ægypten
Fra ca. 1940 til 1960 var den tid hvor musik, dans og film havde sin storhedstid i Ægypten. En tid vi i dag kalder for ”the golden age” – ”guldalderen” eller den klassiske periode. En tid vi stadig i dag inspireres af, uanset om det er musik, dans, iscenesættelse, kostumer m.m., der er emnet. Badia Masabni var en stjerne, og samtidig skabte hun muligheden for mange andre, der havde talent og ambitioner. De mest berømte dansere var Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef. Disse dansere blev også skuespillere i filmverdenen, og derfor findes der meget materiale om deres karriere.


Tahia Carioca
Badawiya Mohammed Ali en-Nidani var Tahia Cariocas oprindelige navn. Selv om hun sluttede sin dansekarriere i en alder af 32, forblev hun i publikums hjerter gennem teater og film som skuespiller indtil hendes død den 20. September 1999. Tahia Carioca havde hovedrollen i 86 film i tiden 1942 - 1993.
Tahia blev født den 22. Februar 1919 (1) i byen Ismailia ca. 100 km nordøst fra Cairo. Hendes mor, Fatma Ez-Zahara, var den syvende hustru, som Tahias far giftede sig med. Tahia havde derfor mange søskende, men kom aldrig til at møde dem alle. Hendes far ejede sejlbåde i Ismailia . Han forsørgede sin familie ved at sejle passagerer og transportere gods til Port Said og Det Røde Hav. Faderen døde, da Tahia var seks år gammel. Moderen blev sendt tilbage til sin familie, hvorimod de seks andre hustruer, som var kusiner til hinanden, forblev i faderfamilien. Tahia kom først i pleje hos sin bedstemor, og derefter i pleje hos sin meget ældre halvbror Ahmed, som gjorde hendes liv til et helvede. Bl.a. var hun et helt år indespærret i huset, hun var bundet på hænder og fødder, og de havde klippet hendes hår. Hun deltog ikke længere i skolen, og de penge hendes far havde sparet op til hende, fik hun ingen glæde af. Tahias mor havde flere gange forsøgt at få retten til at få sin datter tilbage. Hun havde forsøgt, at få Ahmed anklaget for misrøgt hos politiet -, men uden held. Til sidst hjalp Ahmeds søn Osman Tahia med at flygte.

På flugt til Cairo
Hun var næsten femten år og rejste væk uden ejendele på et tog til Cairo. Da hun fortalte togkonduktøren om sin situation, hjalp han hende med at få indsamlet det nødvendige beløb til billetten blandt passagererne, og med de overskydende to piastres nåede hun frem til hovedstadsområdet i Cairo i 1935. Tahia var opsat på at møde en ven af sin familie, sangerinden og danseren Suad Mahasten, der arbejdede på et teater i Emad Ed-Din Street. Men Tahia fandt ud af, at hun i mellemtiden var rejst til Alexandria. Igen oplevede Tahia hjælpen fra andre. Hun fik en billet til Alexandria, og hun fik kontakt med Suad Mahasten, der kunne hjælpe med et arbejde. Selv om Tahia var for ung, fik hun lov til at medvirke i en revy i en statistrolle. Det var dér, hun fik sit kunstnernavn ”Tahia”. Suad Mahasen ville afslutte sine danse karriere. Hun ønskede at vende tilbage til sit hjemland ”Syrien”, hvor hun skulle giftes. Men inden hun forlod Ægypten, sørgede hun for, at Tahia blev præsenteret for en af hendes veninder. Denne veninde var Badia Masabni. Således blev der skabt en vej for Tahias danse karriere. Men da Badia Masabni stod for at skulle rejse med sin optræden til Tunis og Marrakech, kom Tahia i arbejde hos Beba Aizzeddin for 5 ægyptiske pund om måneden. Men Tahia følte sig ikke godt tilpas hos Beba Azzeddin og blev også kort efter afskediget.

Stræben efter succes
Efter Badiaa Masabni vendte tilbage begyndte Tahia at arbejde hos Badia M. I starten havde Tahia små roller i teateret. I cirka et år tog hun danse lektioner hos balletdanserinden Sonja Ivanova, og hun betalte selv for sit første danse kostume i seks ugentlige rater - 20 piastres hver uge. Som ethvert nyt medlem i Badias dansegruppe startede Tahia med at danse i bagerste række. Arbejdet var hårdt. Hver dag bestod af flere optrædender, og dertil kom mange timer med prøver og træning.

Men Tahia var ambitiøs, hårdtarbejdende og talentfuld, og dette undgik ikke Badia Masabnis trænede øje for et talent. Selvom Tahia også måtte kæmpe mod misundelse fra de andre dansere, lykkedes det hende at markere sig, og hun blev snart solist og stjernen i dansegruppen. Tahias første solo-optræden skete på grund af følgende. Solisten Huriya Muhammed måtte aflyse, og Tahia sprang til med kort varsel.


En sikker stjerne
Som følge heraf blev Tahia i stigende grad brugt som danser til vestlige danse som rumba, samba og tango. Tahias fortolkning af en brasiliansk dans kaldet ”Cario/ea”, gav hende navnet Tahia Carioca. Dansen var koreograferet af Isaac Dickson og Tahia var inspireret af dans, som hun havde set i filmen "Flying Down to Rio" ( fra 1933 med Ginger Rogers og Fred Astaire) . Tahia var da en sikker stjerne i Badia Masabnis danse ensemble.

Filmstjernen
Efterfølgende blev Tahia tilbudt mindre filmroller. Med tiden fik hun store filmroller og blev en filmstjerne . Hun spillede blandt andet film med velkendte musik- og sangstjerner som Farid El-Atrash, Karim Mahmoud, men også med Nagib El Righani, som var Ægyptens svar på ” Charlie Chaplin " og gift med Badia Masabni. Tahia vandt flere filmpriser og arbejdede endda kortvarigt i USA i Twentieth Century Fox. I Ægypten var det ikke takt og tone, at Tahia rejste til USA i 1945 for at underholde de allierede soldater. Da hun vendte tilbage til Cairo, var hendes popularitet faldet så meget, at hun næsten skulle oparbejde sin karriere fra bunden igen.



Privatlivets op og nedture
Privat var der var mange op og nedture. Hun havde talrige ægteskaber - der var tale om fjorten ægteskaber, der som regel ikke var af lang varighed. Hun var blandt andet gift med den berømte skuespiller Rushdi Abaza og forfatteren Fayez Halawa, med hvem hun grundlagde sin egen teater/dansegruppe.

Idealer og personlige mål
Tahias arbejde var det vigtigste for hende. Hun fordrede unge talenter og støttede andre kunstnere, såsom den daværende unge sanger og musiker Abdel-Halim Hafiz, som senere blev berømt. Ud over at hendes kunstneriske karriere var Tahia Carioca også politisk aktiv i slutningen af 1940'erne, og hun var medlem af et ikke tilladt Kommunistisk parti. Tahia var på grund af sin politiske overbevisning for en kort tid i fængsel, derfor følte hun sig nødsaget til at flytte mange af sine aktiviteter til Libanon.
I sine senere år spillede hun ofte med i sociale kritiske skuespil, og hun var siden 1967 en af medstifterne i ”Det Ægyptiske Politiske Teater”.





Den ukronede dronning
For mange ægyptere er Tahia Carioca stadig den ukronede dronning i orientalsk dans og et forbillede for nutidens dansestjerner. Hvor Samia Gamal med sin karisma og dansestil tilførte den ægyptiske dans et strejf af Hollywoods glamour, repræsenterede Tahia Carioca den mere traditionelle stil af en ”Hawanim”, en fornem dame eller en ægte lady. Hun havde altid en bred vifte af forskellige udtryk i sin dans lige fra uskyld, koketteri til den forførende femme fatale. Hun kunne , som ingen anden, få en stor effekt ud af meget små bevægelser. Hun behøvede ingen stor plads eller en stor scene. Tahias fysiske sikkerhed i alle hendes bevægelser havde en højspænding af energi, så det knitrede i publikum. Hun kunne lege med følelserne. Blot ved hendes tilstedeværelse blev man påvirket af intensiteten af hendes udtryk, hendes smil og hendes øjne. Fra første øjeblik havde hun publikum i sin hånd. Den mest berømte sanger i hele den arabiske verden, Oum Koulthoum fra Ægypten blev engang officielt spurgt, hvor hun allermest ønskede at tilbringe en aften? Oum Koulthoum svarede: "Der hvor Tahia Carioca danser. Hun synger med sin krop”……………….

1. Ifølge andre kilder var Tahia født i 1915, 1921 eller 1923