Videoklip med mavedans

Her er en lille smagsprøve på en dans, som jeg underviser i. En dans der er relevant for dig, der har danset i min. 2 sæsoner.

Here is a tiny taste of a dance that I teach. A dance relevant to you who has danced at least for  2 seasons.

ABDEL HALIM HAFES

Suzzane fortæller:”Abdel Halim er ikke kun en af ​​de mest populære blandt musikere, sangere og skuespillere i sin generation. Han er en af de fire største kunstnere i Ægypten sammen med Oum Koulthoum, Mohammed Abdel Wahab og Farid Al Atrach. Skulle jeg vælge blandt de fire store er det Abdel Halim Hafez mit hjerte brænder mest for. Der findes en del musik fra hans mange koncerter på you tube. Der var ingen optræden med mavedans ved hans koncerter. Det var først efter hans død og især i Libanon, at hans musik blev særdeles populær til optræden med mavedans. Den daværende populære musiker/darbukaspiller Setrak Sarkissian var den, der oftest spillede Abdel Halim Hafez musik til danseoptræden.”

BARNDOM

Abdel Halim Hafez blev født den 21. juni 1929 som Abdel Halim Ali Ismail Shabana i El-Halawat, i Ash Sharqiyah Governorate, som er 80 kilometer nord for Cairo i Ægypten. Abdel Halim var det fjerde barn i familien Sheikh Ali Ismail Shabana. Han havde to brødre, Ismail og Mohammed, og en søster, Aliah. Abdel Halims mor døde på grund af fødselskomplikationer, en tid efter at hun havde have født ham. Hans far døde fem år senere. Abdel Halim og hans søskende blev forældreløse og oplevede fattigdom som børn. Senere tog hans moster og onkel i Cairo ham til sig. Hans musikalske evner blev synlige, mens han var i grundskolen, og hans ældre bror Ismail Shabana var hans første musiklærer. Da Halim Hafez blev 14 år sørgede hans ældste bror for, at han blev optaget i Det Arabiske Musikinstitut, hvor han udviklede sit talent ved at synge sange fra den kendte musiker og komponist Mohammed Abdel Wahab.

MUSIKER OG SANGER

Abdel Halim studerede senere på Højere Institut for Teatermusik, hvor han blev uddannet som musiker på det klassiske musikinstrument obo. Han begyndte sin professionelle musikalske karriere som obospiller, inden han besluttede sig for at blive sanger. Han blev hurtigt populær for sin resonans og alligevel milde stemme, en subtil vokal stil og ren intonation sammen med lange bevægelige vokale sætninger. En blogger beskrev for nylig Abdel Halim Hafez stemme som "nektar og honningdug."

HAFEZ SOM EFTERNAVN

Da den populære sanger Karem Mahmoud ikke kunne synge en planlagt liveradio forestilling til ære for det første årsdag for 1952-revolutionen den 18. juni 1953, sprang Abdel Halim til som erstatning. Abdel Halims forestilling blev enormt populær blandt publikum. Hafez Abd El Wahab , som var tilsynsførende for den musikalske programmering i Ægyptisk Nationalradio, hørte også forestillingen. Han besluttede at støtte sangeren og musikeren Abdel Halim som endnu ikke var kendt i Ægypten.  Abdel Halim tog Hafez Abdel Wahabs fornavn som hans scene-efternavn som anerkendelse af hans protektion.

Abdel Halim Hafez optrådte også i mange populære ægyptiske film. I 1961 samarbejdede Abdel Halim Hafez med Magdi el-Amroussi og Mohammed Abdel Wahab (hvis sange han havde sunget som barn). De grundlagde et ægyptisk pladeselskab som hed ”Soutelphan”  (Artistens Stemme), som fortsatte som en paraplyvirksomhed under EMI's  Arabien.

FORELSKET

Abdel Halim havde kun en forelskelse i sin ungdom. Han blev forelsket i en ung kvinde, hvis forældre nægtede at tillade dem at gifte sig. Efter fire år godkendte hendes forældre endelig, men pigen døde af en kronisk sygdom før brylluppet. Abdel Halim kom sig aldrig over hendes tab og dedikerede mange af sine sørgeligste sange til minde om hende bl.a. i  Fi Youm, Fi Shuher, Fi Sana (i en dag, en måned og et år) og det flotte musikstykke Qariat el-Fingan. ( Spåkonen).  Abdel Halim blev aldrig gift, selvom rygter fortæller, at han i al hemmelighed var gift med skuespillerinden Souad Hosni i seks år. Både Abdel Halim og Souad Hosni's venner fortsætter med at benægte ægteskabet indtil i dag. Interessant nok døde Souad Hosni i 2001 på Abdel Halims fødselsdag den 21. juni.

DE SYGE OG DE FATTIGE

Gennem hele sit liv gav Halim ofte penge og mad til velgørenhedsorganisationer og direkte til de fattige. Abdel Halim arbejdede ofte frivilligt på børnehjem og hospitaler overalt i Mellemøsten for at donere penge, undervise i musik og hjælpe dem, der var i nød.  I 1969 byggede Halim et hospital i Ægypten. Han behandlede alle lige, uanset om han var sammen med de fattige, de rige eller selve præsidenten.

SYGDOM

Abdel Halim var så uheldig at han fik vandbåren parasit sygdom kaldet bilharzia eller Schistosomiasis da han var elleve år gammel. Sygdommen plagede ham periodisk og meget smertefuldt gennem hele livet. Han døde af sygdommen i 1977, et par måneder efter hans 48 års fødselsdag, mens han fik behandling for sin sygdom i London.

STOR SORG

Hans krop blev fragtet til Cairo, hvor han skulle begraves. En begravelse, som blev overværet af tusindvis af mennesker, mere end en anden begravelse i Ægyptisk historie bortset fra præsident Nassers begravelse i 1970 og Oum Koulthoum begravelse (en stor Ægyptisk sangerinde) i 1975. Fire kvinder begik selvmord, da de hørte at Abdel Halim var død. Han er begravet I Al Rifa'i moskeen i Cairo.

Abdel Halim Hafez anses af nogle for at være den mest populære arabiske sanger i det tyvende århundrede, da han efter sigende har solgt flere LPplader / kassettebånd / CDér siden hans død end nogen anden arabisk musiker eller sanger(inde), selv Oum Koulthoum.

HØJDEPUNKTER

Hans mest berømte sange omfatter Ahwak ( Jeg elsker dig), Khosara ("En skam"), Gana El Hawa ("Kærlighed kom til os"), Sawah ("Vagabond"), Zay el Hawa ("Det føles som kærlighed "), og El Massih (" Kristus ") blandt de 260 sange, han indspillede. Hans sidste og måske mest berømte sang var Qariat el-Fingan ("Spåkonen"), med tekster af Nizar Qabbani og musik af Mohammed Al-Mougy. Han havde hovedrollen i seksten film, herunder "Dalilah", som var Ægyptens første film i farver.

I 2006 blev en spillefilm om Abdel Halim Hafez liv, kaldet "Halim", udgivet. Den populære skuespiller Ahmad Zaki havde hovedrollen. Filmen forsøger at give en præcis gengivelse af Abdel Halims liv. Ahmed Zaki døde af kræft, inden filmen var færdig. Hans søn Haitham Ahmed Saki overtog rollen, så filmen blev færdig indspillet.

Artikel er skrevet af Suzzane Sofia Potempa

Kilde:

Bestarabicmusic.net

https://www.youtube.com/watch?v=sOvjoAPcYg8

Foto er fra CD cover Qariat el-Fingan

Mohammed Abdel Wahab

Mohammed Abdel Wahab

Suzzane fortæller: ”I Ægypten var der tre Mozart´er i samme tidsalder. De fantastiske komponister og musikere som også skabte den mest unikke musik til mavedans / orientalsk dans var Abdel Halem Hafez, Mohammed Abdel Wahab og Farid el Atrache. Læs i denne artikel historien om Mohammed Abdel Wahab.”

                                           Foto af Mohammed Abdel Wahab og Mona Said

En ung sanger

Mohammed Abdel Wahab blev født i 1907 i Cairo i et kvarter kaldet Bab El-Sheriyah, hvor der nu er en statue af ham. Han boede med sine forældre og to søstre. Han begyndte sin sangkarriere i en tidlig alder og havde sin første offentlige optræden som 7 årig. Da han var 13 år fik han sin første optagelse til radioen.  I 1924 tog den kendte poet Ahmed Shawky sig af Abdel Wahab for at styrke Wahab´s musikalske og litterære uddannelse. Ahmed Shawky var dengang kendt som poetens Prins.

I slutningen af ​​1920'erne skrev Abdel Wahab traditionelle melodier, der var velegnet til Ahmed Shawky tekster. Men den vestlige indflydelse der opstod i den tid berørte den lokale musik især den arabiske teater musik. I 1926 fuldførte Abdel Wahab en musical som den afdøde Said Darwish ikke fik færdiggjort. Said Darwish var en stor komponist af en tidligere generation. Musicalen var centreret om Antony og Cleopatra. Abdel Wahab spillede selv Antony med stor succes.

Paris og filmmusical

Wahab rejste til Paris for at studere den franske orkestermusik. Efter dette opfandt Abdel Wahab  den Arabiske filmmusical, som blev meget populær i den arabiske kultur. Filmmusical med en romantisk helt, der var munter og dannet, og hvor romantisk kærlighed ofte var forbundet med lidelse. Hans film afspejlede den vestlige sociale elite og hans musik var anderledes end den traditionelle arabiske musik. Publikum elskede den nye musikstil. Filmen "The White rose "var et fænomen med succes ud over alle grænser.

Abdel Wahab tilførte også nye kvindelige sangere til offentligheden gennem sine film. Mange blev stjerner, herunder den store kunstner Leila Mourad, der gik videre for at producere sine egne film. Musikalsk fortsatte hans film som kontroversielle, da han begyndte at have store orkestre hvor der også indgik vestlige musikinstrumenter. Han tilførte den arabiske musik nye toner i andre musikgenre og rytmer som tango,samba, Rhumba, vals og rock and roll.

En mere alvorlig tid

I 1950'erne forlod Abdel Wahab filmen og koncentrerede sig om sine sidste indspilninger som sanger og musiker, som var i en ny og mere alvorlig musikalsk stil. I 1960'ern ophørte han med at synge, men han fortsatte med at komponere til andre sangere. Det var i 1964 Oum Koulthoum sang "Ente Omry", som Mohammed Abdel Wahab havde komponeret til hende. Digteren Ahmad Ramy skrev teksten. Den indspilning blev Ægyptens all-time bestseller. Musikken som Wahab skabte havde en ekstra krydret orkestrering med en elektrisk guitar. Wahab komponerede i alt 10 sange til Oum Koulthoum.  

I mange år optrådte Abdel Wahab meget lidt i offentligheden, men hans popularitet var alligevel stor. I 1988 i en alder af 81 år overraskede han med en tilbagevenden til studiet, hvor han sang en ny sammensætning, der for nogle var imod almindeligt accepterede overbevisninger og traditioner. Hans musik på CD blev alligevel solgt i to millioner eksemplarer.

Private forhold

Wahab´s  første ægteskab var med en ældre kvinde, som nogle mener stod bag produktionen af hans første film 'The White Rose "(1933). De blev skilt ti år senere. I 1944 blev han gift med Iqbal og blev far til fem børn: Ahmed Mohamed, Esmat, Effat og Aysha. De blev skilt i 1957. I 1958 blev han gift med Nahla Al Qudsi. Ægteskabet varede indtil hans død i 1991, hvor han døde af hjertesvigt. Han fik en militær begravelse. Wahab led af flyskræk og var besat af renlighed.

Mohammed Abdel Wahab var absolut den mest produktive arabiske musiker og komponist i sin tid. Han komponerede mere end tusinde sange, og sang selv hundrede af sine sange. Wahab anses for at være en af de mest innovative ægyptiske musikere, der skabte en ny æra af ægyptisk musik også med sin brug af ikke-arabiske rytmer og som en raffineret oud spiller.  Anwar Sadat tildelte ham titlen som general, for Wahabs orkestrering af den ægyptiske nationalsang.  I 1964 fik Abdel Wahab tildelt Ægyptens højeste æresmedalje af Gamal Abdel-Nasser. I 1971 komponerede Wahab De Forenede Arabiske Emirater nationalsang. Abdel Wahab var i øvrigt meget nær ven med sangeren Abdel Halim Hafez.

Der kan være forskellige data i forhold til Mohammed Abdel Wahab´s fødselsår på internettet.

Kilde: Mark L. Levinson fra ALMashriq 1995

Artikel skrevet af Suzzane Sofia Potempa
Foto er fra Suzzane`s CD samling

Suzzane Sofia Potempa 25 års jubilæums tale i Dof Skole for Orientalsk Dans.

Jeg ved, vi er mange der har glædet os til i dag. Rigtig hjertelig velkommen allesammen til 25 års jubilæums dagen i Dof Skole for Orientalsk Dans..

Hvor er det dejligt at se alle smukker jer her i dag for at fejre danseskolen. 

Smukke mennesker i alle aldre, danseglæde og livsglæde – det var sådan det hele startede............

Jeg er skolens leder, underviser. Men jeg er også skolens sekretær, altmuligkvinde og rengøringskone. Og sådan har det været i 25 år.

I 1989 startede jeg med at undervise i mavedans på aftenskoler og undervisning i Dansens Hus, som jeg selv arrangerede. Men der manglede noget. De lokaler jeg underviste i var meget uinspirerende og i værste tilfælde skete undervisningen i en kold intetsigende gymnastiksal. Det er en ægte energidræber også for indlæringen, når det handler om at være kreativ, at føle glæde og at være i et flow. Derfor blev Skole for Orientalsk Dans født i foråret 1991 og startede undervisning i eget lokale i efteråret i Viborggade på Østerbro.

1 1993 flyttede danseskolen til Århusgade 108 E , hvor vi havde skønne genboer som APA -  Skolen for kropsdynamik og Dansk Oplysningsforbund. Det var i den tid, hvor der bl.a. var sommerkurser på Kreta og vinterkurser på Dragsholdm Slot. Det var også i den tid at skolen blev til en folkeoplysende forening med undervisning under folkeoplysningsloven. 

I 2006 flyttede skolen til VerdensKulturCentret. Det var så nærliggende eftersom, at vi har haft mange kulturelle arrangementer som Tværkulturel Kvindefestival og Verdensmusik og Dans her i huset siden 1990´erne. Og siden 1997 har der været undervisning for socialt udsatte indvandre- og flygtningekvinder. I de senere år har der bl.a. været spændende arrangementer med MavedanserCafe og Verdensdans.

Hvad er så dét som er HELT speciel i Skole for Orientalsk Dans nu og fremover:

Det er livsglæden og danseglæden – Det er vigtigt, at alle i undervisningen er glade. Man lærer absolut mest og bedst, når man er glad og er i et flow.

I undervisningen skabes der stemninger og følelser i et smukt orientalsk indrettet lokale, der også inspirerer kreativiteten, livsglæde og indlæringen.

Man får en undervisning, hvor man både lærer og straks kan anvende, det man har lært. Der er fokus på, at man udvikler sin kreativitet og personlighed på en sjov og sund måde. Der er seriøs træning, men ikke uden humor.

Der er rummelighed, tryghed og plads til alle. Der er plads til at være anderledes. Der tages individuelle hensyn. Her er undervisning for deltagere, der ønsker motion. Her er undervisning for deltagere, der har ambitioner. I en enhver situation handler det om “kvalitet fremfor kvantitet”.

Musikken der anvendes er inspirerende for krop og sjæl. Musikken og viden herom er essentielt for at kunne danse.

Man er altid velkommen. Der er et højt serviceniveau og et højt informationsniveau. der er en ligeværdig behandling, uanset hvem man er.

Når man går til dans i Dof Skole for Orientalsk Dans, støtter man samtidigt undervisningen af socialt udsatte indvandre- og flygtningekvinder.

Kursister bliver i skolen i mange år eller vender tilbage efter en tid. De ældste elever er fra 1989, det er da vildt.

Jeg forlod sygehussystemet til fordel for at være en vaske ægte mavedanser. Jeg har aldrig fortrudt et øjeblik, selv om det har været et liv fyldt med usikkerhed. Jeg er privilligeret og taknemmelig. Jeg føler at jeg bruger mig selv og mit liv perfekt, fordi jeg netop arbejder med det, jeg elsker.

Jeg bliver så høj af glæde, når jeg underviser og danser. Det er som at svæve rundt på lyserøde skyer.  Jeg elsker at undervise og jeg ved, jeg er heldig, fordi jeg tiltrækker altid de mest vidunderlige mennesker. Det vil jeg gerne sige TAK for.

Også tak til en unik bestyrelse, der står bag Dof Skole for Orientalsk Dans.

Farid al Atrash

Farid al-Atrash

Suzzane fortæller: ”At danse er som at spille musik med sin krop. Når man starter på mavedans og elsker dens musik som jeg, så er det, som at være forelsket non stop. Et musikstykke kan være som en intens kærlighed der bobler indeni, der åbner for forskellige følelser og stemninger, som bare skal udtrykkes med kroppen. Måske en dag bliver man lidt træt af den kærlighed, men så kommer der en ny melodi, og så er man igen i fuld gang med at være i en ophøjet energi, i en ekstase, der kan vare fra få timer til mange år….. I Ægypten var der 3 Mozart´er i samme tidsalder. De fantastiske komponister og musikere var Abdel Halem Hafez, Mohammed Abdel Wahab og Farid el Atrache. Læs i denne artikel historien om Farid al-Atrash.”

Flugten til Ægypten

I Syrien stod Druserne i spidsen for oprøret mod fransk herredømme efter 1. verdenskrig med Prinsesse Alia og Prins Fahd al-Atrash som ledere af klanen. De fik tre børn Fouad, Farid og Amal. Amal og Farid blev som voksne meget populære og berømte kunstnere. Atrash børnene voksede op under vagtsomme øjne af deres forældre, der ofte flyttede mellem de større byer i Levanten [1] i deres politiske kamp mod franskmændene. Prinsesse Alia havde mistet to af sine fem børn på grund af sygdom i en ung alder, og var derfor ekstra bekymret for sikkerheden af ​​sine børn. Hendes frygt blev forværret, da Farid var uheldig, mens han legede sammen med en anden i en lille båd i Beirut. Han var lige ved at drukne. Dette medførte, at Farid ikke fik lov til at opholde sig udendørs, bortset fra når han skulle i skole. På grund af potentialet for franske repressalier mod familien, var Prins Fahd al-Atrash nød til at beskytte sin familie. Prinsesse Alia måtte søge tilflugt i Ægypten sammen med deres børn. Det var hårdt at forlade sin mand og velstand. Prinsessen forklædte sig selv og sine børn ved at tage en falsk efternavn ”Kusa”. Kusa betyder på arabisk zucchini/courgette. Farid var startet på en ny skole i Ægypten – ironisk nok en fransk skole, hvor han blev moppet på grund af sit nye efternavn.

Den triste sanger

Midt i det økonomisk vanskelige liv, voksede Farids musikalske interesse, idet han lyttede til sin mor, der sang og spillede på oud for børnene. Efter en længere insisteren, fik Farid endelig lov til at træne med skolens kristne kor. Instruktøren var imidlertid ikke imponeret over, Farid manglende evne til at udtrykke følelser på trods af hans dejlig stemme, og rådede ham til at græde, så lytterne ville føle smertens udtryk i chants. Dette råd arbejdede han altid med. Det forblev et tema gennem hele hans karriere, og som klart tjente ham med etiketten som ​​" den triste sanger."

Aviser der varmer

Al Wasat Magasinet skrev en historie om Farids kærlighed til musikken som barn, hvor han beundrede en sanger i en kaffebar. Men Farid havde aldrig råd til at købe en kop te, så han kunne lytte til ham. Han stod ofte uden for kaffebaren for at nyde musikken, indtil en medarbejder i kaffebaren blev utilfreds med, at teenageren ikke betalte for showet, og overraskede ham ved at hælde en spand koldt vand på ham. Farid gik på gaderne i Cairo i håb om at hans tøj ville tørre. Senere vendte han hjem og sov i sit våde tøj for at undgå sin mors vrede reaktion. Han vågnede op med feber, der kunne have været meget værre, hvis han ikke havde svøbt sig i aviser for at holde varmen. Han kommenterede senere i et radiointerview, at brugen af ​​disse aviser var hans første positive erfaringer med de trykte medier.

En film sammen med sin søster

Farids mor den tidligere Prinsesse måtte til sidst synge i natklubber for at kunne klare sig økonomisk og støtte sine børn. Hun gav Farid lov til at synge ved skolens arrangementer. Det medførte, at han videreudviklede sine tillærte talenter til, at han kunne synge ved en koncert på et universitet til ære for det syriske oprør. Det var en præstation, som gav ham adgang til den kunstneriske verden, men som samtidigt afslørede hans sande identitet som medlem af Atrash klanen. Han blev prompte afskediget fra den franske skole. Farid blev efterfølgende uddannet på en anden skole. Han blev herefter optaget på et musikkonservatorium, og derfra blev han elev hos den berømte komponist Riyad som-Sunbaty. Den hårdtarbejdende unge mand blev stærkt anbefalet af Sunbaty, og sang i privatejede ægyptiske radiostationer i 1930'erne. Da stationerne blev lukket og en national radiostation i stedet åbnede, blev Farid ansat som oud spiller i et orkester, og senere som sanger. Hans søster Amal´s talent som sanger blev også opdaget, og hun fik kunstnernavnet Asmahan. Flere filmfolk fik ideen om at fremvise et bror-søster talent fænomen i en film, og efter flere tilbud medvirkede de to sangere i en vellykket film i 1941. Det skete dog først efter at Farid´s krav om selv at komponere al musikken til filmen blev accepteret. Til sidst accepterede producenten på trods af, at det var forbundet med en stor økonomisk risiko.

                                                      Samia Gamal og Farid al Atrash

Kærlighed, succes og sorg

Den hurtige succes ændrede den unge flotte stjernes livsstil, Han nød byens natteliv, kærlighedsaffærer, hestevæddeløb og gambling. Farid befandt sig snart i gæld og forladt af sin misbilligende mor. Denne vanskelige fase af sit liv blev forværret af, at hans søster Asmahan omkom ved en ulykke, der er endnu ikke fuldt ud kan forklares, og som stadig har en interesse for konspirationsteoretikere. Farid fandt trøst i et forhold med danseren Samia Gamal. Han blev motiveret til at risikere alt, hvad han ejede, og det lykkedes at låne til at producere en film sammen med Samia Gamal i 1947. Filmen overgik alle forventninger omkring succes – herunder den økonomiske succes. Farid blev placeret i den velhavende klasse praktisk talt natten over. Fem film senere, brød det ugifte par Samia Gamal og Farid Al Atrache op i en bitter kamp. Farid fortsatte med at arbejde sammen med andre filmstjerner i talrige succesfulde film. I næsten alle film havde han den romantiske hovedrolle, som den triste sanger eller med navnet ” wahid” som betyder en type, der har tendens til at være ensom.  Farid fungerede tilsyneladende godt uden en kæreste og nægtede at blive gift, idet han mente, at et ægteskab ville dræbe al kunst. Han brød hjerter med mange af hans meddansere / medstjerner. Farid elskede at være forelsket, det var en forudsætning for at være en romantisk sanger. Publikum affandt sig med hans urolige privatliv, og de huskede klart hans smukke sange i lang tid. Hans klassiske sange inkluderer "Ar-Rabi, '" "Awell Hamsah," og de tidløse melodier "Lahnil Khulud," "Tutah," og "Raqsitil Gamal." De to sidste var musikstykker til dans. Hans musikstykker / sange i den  "lettere" genre som "Nura Nura," "Hallet Layali," og "Gamil Gamal" er stadig meget populære i dag. Farid viste en nationalistisk side i sin sang "Busatir Reeh." Det var også rygter om, at han i forventningen om et uafhængigt Palæstina, havde komponeret en nationalsang, men som ikke var placeret i hans musikarkiv.

Depression

En af de mere interessante kærlighedshistorier involverede de kongelige. Kort før den ægyptiske revolution, blev Farid venner med kongens hustru. Kongen som selv tog del i det glade liv, ville ikke dele rampelyset med en anden berømthed. Men kongen blev i den tid kort efter tvunget ud af landet. Efter at blive skilt fra den landsforviste konge i Ægypten, vendte eks dronningen tilbage til Ægypten, hvor en stormfuld kærlighedsaffære med Farid al-Atrash blev til gode historier i den kulørte presse. Eks. Dronningens familie afviste imidlertid Farid i forhold til deres datter, dels på grund af politiske årsager i det revolutionære miljø i nationen. Dette tab førte Farid til lang periode med depression ikke ukendt for den triste sanger. Han begyndte at få sundhedsmæssige problemer, der blev forværret fra da af, indtil han døde.

Et liv i sus og dus

Senere i Farid´s liv, hvor han levede i sus og dus, og boede i både Cairo og Beirut, overvejede han alligevel at indgå et ægteskab med den ægyptiske sanger Shadia, og en libanesisk kunstner, men ændrede hver gang sin mening i sidste øjeblik. Han frygtede, at hans helbred ville svigte, og at han ville dø. Dette drama havde han spillet i en eller flere af hans romantiske film med sang. I 1974 døde Farid som 60 årig i Beirut. Han nåede ikke at blive færdig med den film, han var ved at indspille. Han fik ikke opfyldt sin drøm om at komponere en sang til Oum Kulthum. Det blev rapporteret, at hans klan nægtede at begrave ham ved Drusernes bjerg. Men der kom en offentlig erklæring fra Farid´s bror Fouad om, at Farid havde ønsket at blive begravet i Cairo, hvor hans søster døde.

En enestående kunstner

Farid al-Atrash er kendt for blandt arabiske musikere som den bedste oud spiller af sin tid. Han var kendt som ”Kongen af musikinstrumentet oud”. Han var en talentfuld sanger, som andre sangere forsøgte at efterligne, hans stemme og triste stil var absolut enestående. Komponister kendte Farid (et navn, der betyder enestående på arabisk) som en kompetent konkurrent, og som en der udfordrer til lederskab. Farid brød ind i kunstverdenen i en tid med etablerede giganter som Mohammad Abdel Wahab og Oum Kulthum, og i en tid med en ny teknologi og med filmoptagelser. I et forsøg på at skabe en niche, adopterede Farid musik fra flamenco og tango i sine kompositioner. Flamenco har en fælles Maqam [kurd] med arabisk musik. Tango var den moderne stil i Europa på det tidspunkt. Farid al-Atrash har klart dybt og inderligt sat sit præg på arabisk musik.  Studerende oudspillere sværger til ham, og tøver ikke med at efterligne hans improvisatoriske stil. Sanglærere påpeger hans evne til at synge væk fra rytmen, og alligevel startede han og sluttede han en sætning på slaget. Det var en utrolig færdighed, der førte publikum i Tarab [ekstase]. Farid står stadig i dag som en stor musiker, der er endnu ikke er blevet erstattet. Farid fornemmede selv sin egen storhed i de historiske sammenhænge, men nægtede bevidst at kommentere det, da hans arbejde talte for sig selv. I dag produceres der mange, korte sange, hvor der blandt andet ofte mangler en musikalsk dybde. Folk mindes ofte de gamle dage, hvor arabisk musik var så rig, at kunstnere virkeligt og inderligt berørte publikums følelser. Den første kunstner, der skal nævnes, er uundgåeligt Farid al-Atrash, den triste elsker, der erobrede araberne med fantasi, elegance og raffinement.

Kilde:  Sami Asmar -  Turath.org

Foto: Foto med Tahia Carioca er fra Suzzanes private samling fra Hossam Ramzy. Foto med Samia Gamal er med tilladelse fra bogen ”Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm
Foto med farver er fra CD omlag.

Navnet staves enten som Farid al Atrash eller Farid el Atrache.

---

[1] Levanten er en gammel og lidt upræcis europæisk betegnelse for landene ved Middelhavets østlige kyster, typisk det område, der i dag omfatter Syrien, Libanon og Israel, herunder Gaza og Vestbredden. Navnet kommer nok af italiensk levante, som betyder "øst", egentlig "opgående sol". Navnet Levanten er muligvis opstået i forbindelse med korstogene og Venedigs storhedstid som handelsmagt fra 1100-tallet, hvor venetianernes handel dominerede hele det østlige Middelhav. Af stednavnet opstod betegnelsen levantiner om indbyggerne i Levantens havnebyer, som var en blanding af mænd fra Europa og kvinder fra Orienten.