Wera Goldman

 – artikel skrevet af Suzzane Sofia Potempa

En aften midt i danseundervisningen opdagede jeg, at forsiden af en orientalsk kalender, som hænger på væggen lå på gulvet. Jeg samlede den op, og kom til at se bagsiden. Her stod skrevet ”med varme og kærlige hilsener fra Wera Goldman”. Jeg havde helt glemt, at jeg havde fået kalenderen af Wera, og udtrykte min begejstring. Wera Goldman har haft en stor betydning for mig, hun er en af de mest spændende personligheder, jeg har mødt i mit danseliv. I sommeren 1992 rejste jeg til Israel for at opleve nyt og spændende i den ”orientalske verden”.  Her opsøgte jeg både Amoura og Wera Goldman for at få privatundervisning i mavedans. Denne artikel handler om Wera Goldman - danser og forsker indenfor etnisk dans gennem en menneskealder. Wera Goldman var en pioner, der har skabt interesse for de etniske danseformer og dens kultur verden over.

Dans i Wera´s stue

Hver gang jeg forlod Wera´s dansetimer, svævede jeg gennem Tel Aviv´s gader af bare fortryllelse over hendes stærke og smukke personlighed, der var fyldt med humor. Hun var så ægte, så levende og fortalte om mange spændende ting. Den sidste dag, jeg var hos hende fik jeg lov at lave et interview med hende. Jeg blev hver dag undervist i Wera´s stue, hvor hun også den sidste dag viste mig mange af de smukke kostumer, som hun havde optrådt med gennem årene. Jeg var uden ord og fortryllet. Det var kostumer af ældre årgange i en superkvalitet.  Wera alder, taler vi ikke om. Dengang lignede hun en på 50 år, lille mørk, spinkel med skarpe og smukke ansigtstræk. Hun kunne bevæge sig smidigt, elegant som en fjeder. Jeg fik senere at vide, at hun dengang var 70 år.

I lære hos Gertrud Kraus

I 1921 i Wien blev Wera Goldman født. Hun voksede op i en kunstnerisk familie med talent for sprog, dans og teater. Som barn dansede hun klassisk ballet, spillede teater og holdt meget af selv at opfinde historier og bevægelser. Den klassiske ballet fandt hun kun spændende, når hun selv kunne improvisere. Senere opdagede hun ved et fotografi af sig selv som 10 årig, at hun dengang, uden at have kendskab til dette, lavede orientalske håndbevægelser. Da nazisterne fik magt i Europa, rejste Wera´s familie til Australien, og Wera selv rejste til Israel, dengang kaldet Palæstina. I Israel blev Wera en del af en kollektiv gruppe, som senere blev til Kibbutz. Pga. sin danselyst og for at videreudvikle denne, blev hun elev hos Gertrud Kraus - pioneren indenfor moderne dans i Israel. Gertrud Kraus optog Wera i sit dansekompagni, hvor hun optrådte med hovedroller især pga. sit talent for rytmik, drama, udtryk og scenepræsentation. Men Wera´s opmærksomhed var allerede rettet mod de etniske danseformer, der var i Israel.

Kærlighed til Israel

Wera fortæller: ” Jeg tabte mit hjerte til det orientalske folk. Det var og er stadig utroligt og fantastisk, at de jødiske indvandrere i Israel fra Yemen, folk fra Buchara, Druze, Marokko og Afghanistan osv. havde beholdt deres livsstil og traditionelle folkloredanse gennem mange århundrede. Hvert år fik jeg nye venner fra de forskellige etniske grupper. Jeg deltog i deres bryllupper og familiefester, hvor jeg lærte deres trin og dansestile. For virkeligt at forstå de etniske danseformer, må man være med i det daglige liv og selvfølgelig også ved fester. Sådan startede mit kærlighedsforhold til Israel. Et land som jeg oplever som en fascinerende mosaik af farvefyldte elementer.

Mange rejser

Så rejste jeg til Australien, hvor jeg brugte de etniske danseformer i min undervisning for at give folk en ide om de forskellige dansestile, som eksisterer i Israel. Jeg arbejdede med unge mennesker i en jødisk ungdomsorganisation. Vi havde mange optrædener, og jeg arrangerede en stor festival med danseteater.  Det blev opført i Sydney, Melbourne og Peth med stor succes. Det havde også en undervisningsværdi, idet folk gennem danseteateret kunne lære om Israels kultur. Jeg rejste 1 år til London for at udvide min horisont indenfor danseverdenen. Jeg studerede flamencostilen hos Rosandro Roselli og optrådte med ham en aften under temaet ”Dans omkring Middelhavet”. Det var ganske modigt, at jeg optrådte med så stor en kunstner. Så rejste jeg tilbage til Israel, hvor jeg arbejdede som koreograf til arrangementer og festival i Kibbutz. Jeg elskede dette arbejde. Jeg elsker at arbejde med folk, som ikke er professionelle. At opfinde bevægelser som er udtryksfyldte—men nemme og enkle så alle kan være med. De, der dansede hos mig dengang, husker mig stadig, når vi mødes.

Forsker i etniske danse

Da jeg igen rejste til Australien, forstod jeg, at jeg var forsker i etniske danse. Mange mennesker fra Indonesien, Filippinerne og Indien bor i Australien. Jeg studerede danse fra disse lande og havde vidunderlige undervisere. Den store oplevelse for mig var, hvordan man kunne få en helt anderledes følelse i kroppen med hver enkelt dansestil. Hver stilart man lærer giver nye og anderledes følelser, og det er i den ånd, at jeg er blevet danser. Jeg har altid været heldig i mit liv. Jeg har haft dygtige undervisere, og det er jeg taknemmelig for. Du kan se verden gennem dans. De forskellige nationers sprog er ikke kun ord, men det er bestemt også bevægelser. I disse bevægelser kan man uden tvivl genkende og forstå menneskers karakter: Hvor bor de? Hvordan er deres sociale struktur? Hvad er kvindens position i samfundet? Osv. På Pacific øerne er kvinderne meget stærke, så man ser stærke kvindedanse. På Fiji er kvinderne en styrke. Der udtrykker kvinderne sig i deres egen kollektive kvindedanse med stor styrke og glæde. På Fiji har mænd meget betydningsfulde krigsdanse. Hvis man er til fest i et arabisk land f.eks. til et bryllup, vil man opleve at mænd danser adskilt fra kvinder - at kvinder danser alene sammen med bruden. Der er ingen pardanse i et islamisk samfund. Piger og drenge vokser op i en adskilt verden, og selv når de bliver gift, fortsætter de med at leve i deres egen verden. Manden kalder sin hustru for ”min søns mor”, og hustruen kalder sin mand for ”min søns far”. I Europa derimod finder man pardanse. Det betyder, at der er mulighed for at unge mennesker kan mødes. Man kan lære hinanden at kende, man kan flirte med hinanden. Historie, geografi, etnografi - ja alt skal man tage med i sine betragtninger, når man beskæftiger sig med dans.

Aboriginerne

Jeg har gjort meget i min dans i direkte kommunikation med mennesker. Det er det, jeg bedst kan lide. Engang besøgte jeg aboriginerne (det oprindelige folk i Australien) på Melvine Island for at danse for dem. Ingen havde gjort dette før. Jeg fik min tilladelse og drog afsted med mine kostumer og båndoptager. Først tilbragte jeg en dag sammen med børnene. De var ”sultne” efter at lære noget andet end at skrive og at læse. Stammefolk er kreative, fordi de stadig er forbundet med livets kilder, hvorfra kreativiteten har sit udspring. Et hvert stammefolk som indianere, folk fra Polynesien, arabere osv. Tegner, spiller musik, danser og synger som en del i deres hverdag. De opfatter det ikke som kunst. Det er et udtryk for deres forbindelse til de kræfter, vi kalder for det guddommelige, som beskytter eller truer os. Jeg dansede for børnene. Jeg lærte dem indiske håndbevægelser, israelske folkedanse. Vi lavede en dans sammen - en historie bygget op omkring naturen, og det at jage. Det var en vidunderlig dans. Den australske lærer, som så på, var forbavset over børnenes kreativitet.

Dans til rytmepinde

Den næste dag havde alle børnenes forældre hørt, at en kvinde som dansede var ankommet. Så alle aboriginerne kom for at se mig danse. Jeg blev meget glad, for jeg ville danse før, jeg talte med dem. Jeg ønskede, de skulle vide, at jeg kom som en ven og ikke som en, der ville udnytte dem. Jeg satte mig ned ved stammens leder for at forklare ham, at jeg var jøde, og at jeg ville danse en brudedans fra Yemen. Men hvordan? De var blevet døbt, men vidste intet om jøder. Så jeg fortalte ham, at jeg kom fra Jesus stamme, og i min dans var der en dans for bruden, når hun skulle giftes. Dette forstod han. Pga. torden og regn var der pludseligt ingen elektricitet, og der stod jeg parat til at optræde i mit kostume til min båndoptager. Jeg sagde til dem, at de skulle spille deres aborigine rytmer med deres rytmepinde. Og så dansede jeg min brudedans fra Yemen med nogle improvisationer naturligvis. Det var en stor succes. Vi forstod hinanden og blev meget gode venner. Dette er kun et af mine mange eventyr.

Orientalsk dans

Når folk spørger mig, hvor jeg har lært orientalsk dans, kan jeg kun svare her i Israel. Her har der altid været orientalsk dans - ofte dansere fra Libanon. Der var Ghawasidansere indtil fornylig i Gaza. Ghawasi dansere er professionelle dansere fra sigøjnerstammen i Ægypten. Mange af vore udtryksfulde dansere har brugt orientalsk dans helt fra starten. Min veninde Jardena Cohen var den første, der optrådte med dans på en scene med orientalske musikere med autentiske musikinstrumenter. Jeg er ikke afhængig af orientalsk dans, der er udviklet andre steder. Jeg kan selv skabe ud fra egen kraft og følelse for stil. Dans fra Mellemøsten kan have mange ”ansigter” bl.a. fra Persien, Uzbekistan og Spanien, men bør ikke forbindes med vestlig klassisk ballet. Der er ingen ende på, hvad man kan opfinde af bevægelser med trin, drejninger, hofter, hænder .Men det bør være meget præcist og veldefineret. Bevægelserne skal indholde drama, dynamik, lys og skygge, og bestemt skal man kunne bruge disse bevægelser til at fortælle historier med.

Dansedrama

Jeg lavede et orientalsk dansedrama i Australien. Det blev meget vel modtaget af publikum og kritikerne. Jeg brugte kun orientalske trin og bevægelser. I den ånd har jeg altid undervist i orientalsk dans. Jeg giver den enkelte elev meget opmærksomhed og bygger undervisningen op omkring et tema eller en historie. Det kan være en historie - en scene i et harem hvor danserne ønsker at behage sultanen og overgår hinanden for at få hans opmærksomhed. Eller en historie om en karavane med kameler i ørkenen, hvor kamelerne kl. 12 om natten bliver forvandlet til smukke jomfruer. Således har jeg undervist i Tyskland flere gange med succes. De elskede mine historier til den orientalske dans. Det gav dem ikke blot nye bevægelser, men også kreative aspekter i dansen.                              Jeg betragter dansen som et spejlbillede af verden, hvori al menneskelig udvikling gengives religiøst, historisk og socialt. Det er i den ånd, jeg prøver at inspirere mine elever til kommunikation, viden og glæde.

Artiklen som jeg dengang skrev om Wera blev udgivet i det tyske mavedanser blad  ”Halima”. 

Wera rejste senere til Wien og underviste i dans i en høj alder. 

I 2006 da Wera var 85 år lavede Deutsches Tanzfilminstitut Bremen en film om Wera på 33 min., der hed Four Days med Wera Goldman – Tel Aviv.  Læs om det her http://www.deutsches-tanzfilminstitut.de/?p=1644  

I 2008 modtog Wera en æresmedalje for sit livsværk med dans i forbindelse med Festivalen  ”Berührungen“ i Wien, hvor hun også medvirkede med sin dans, som 87 årig. 

I 2011 skrev Vera Skala om Wera Goldman i sin eksamensopgave ca. 300 sider som Mag. Phil på universitetet i Wien.

Foto af Wera Goldman er fra Suzzane´s private arkiv med tilladelse til at bruge dem offentligt.