Translate

lørdag den 14. oktober 2017

Videoklip med mavedans

Her er en lille smagsprøve på en dans, som jeg underviser i. En dans der er relevant for dig, der har danset i min. 2 sæsoner.

Here is a tiny taste of a dance that I teach. A dance relevant to you who has danced at least for  2 seasons.



ABDEL HALIM HAFES
Suzzane fortæller:”Abdel Halim er ikke kun en af ​​de mest populære blandt musikere, sangere og skuespillere i sin generation. Han er en af de fire største kunstnere i Ægypten sammen med Oum Koulthoum, Mohammed Abdel Wahab og Farid Al Atrach. Skulle jeg vælge blandt de fire store er det Abdel Halim Hafez mit hjerte brænder mest for. Der findes en del musik fra hans mange koncerter på you tube. Der var ingen optræden med mavedans ved hans koncerter. Det var først efter hans død og især i Libanon, at hans musik blev særdeles populær til optræden med mavedans. Den daværende populære musiker/darbukaspiller Setrak Sarkissian var den, der oftest spillede Abdel Halim Hafez musik til danseoptræden.”

BARNDOM
Abdel Halim Hafez blev født den 21. juni 1929 som Abdel Halim Ali Ismail Shabana i El-Halawat, i Ash Sharqiyah Governorate, som er 80 kilometer nord for Cairo i Ægypten. Abdel Halim var det fjerde barn i familien Sheikh Ali Ismail Shabana. Han havde to brødre, Ismail og Mohammed, og en søster, Aliah. Abdel Halims mor døde på grund af fødselskomplikationer, en tid efter at hun havde have født ham. Hans far døde fem år senere. Abdel Halim og hans søskende blev forældreløse og oplevede fattigdom som børn. Senere tog hans moster og onkel i Cairo ham til sig. Hans musikalske evner blev synlige, mens han var i grundskolen, og hans ældre bror Ismail Shabana var hans første musiklærer. Da Halim Hafez blev 14 år sørgede hans ældste bror for, at han blev optaget i Det Arabiske Musikinstitut, hvor han udviklede sit talent ved at synge sange fra den kendte musiker og komponist Mohammed Abdel Wahab.

MUSIKER OG SANGER
Abdel Halim studerede senere på Højere Institut for Teatermusik, hvor han blev uddannet som musiker på det klassiske musikinstrument obo. Han begyndte sin professionelle musikalske karriere som obospiller, inden han besluttede sig for at blive sanger. Han blev hurtigt populær for sin resonans og alligevel milde stemme, en subtil vokal stil og ren intonation sammen med lange bevægelige vokale sætninger. En blogger beskrev for nylig Abdel Halim Hafez stemme som "nektar og honningdug."




HAFEZ SOM EFTERNAVN
Da den populære sanger Karem Mahmoud ikke kunne synge en planlagt liveradio forestilling til ære for det første årsdag for 1952-revolutionen den 18. juni 1953, sprang Abdel Halim til som erstatning. Abdel Halims forestilling blev enormt populær blandt publikum. Hafez Abd El Wahab , som var tilsynsførende for den musikalske programmering i Ægyptisk Nationalradio, hørte også forestillingen. Han besluttede at støtte sangeren og musikeren Abdel Halim som endnu ikke var kendt i Ægypten.  Abdel Halim tog Hafez Abdel Wahabs fornavn som hans scene-efternavn som anerkendelse af hans protektion.
Abdel Halim Hafez optrådte også i mange populære ægyptiske film. I 1961 samarbejdede Abdel Halim Hafez med Magdi el-Amroussi og Mohammed Abdel Wahab (hvis sange han havde sunget som barn). De grundlagde et ægyptisk pladeselskab som hed ”Soutelphan”  (Artistens Stemme), som fortsatte som en paraplyvirksomhed under EMI's  Arabien.


FORELSKET
Abdel Halim havde kun en forelskelse i sin ungdom. Han blev forelsket i en ung kvinde, hvis forældre nægtede at tillade dem at gifte sig. Efter fire år godkendte hendes forældre endelig, men pigen døde af en kronisk sygdom før brylluppet. Abdel Halim kom sig aldrig over hendes tab og dedikerede mange af sine sørgeligste sange til minde om hende bl.a. i  Fi Youm, Fi Shuher, Fi Sana (i en dag, en måned og et år) og det flotte musikstykke Qariat el-Fingan. ( Spåkonen).  Abdel Halim blev aldrig gift, selvom rygter fortæller, at han i al hemmelighed var gift med skuespillerinden Souad Hosni i seks år. Både Abdel Halim og Souad Hosni's venner fortsætter med at benægte ægteskabet indtil i dag. Interessant nok døde Souad Hosni i 2001 på Abdel Halims fødselsdag den 21. juni.
DE SYGE OG DE FATTIGE
Gennem hele sit liv gav Halim ofte penge og mad til velgørenhedsorganisationer og direkte til de fattige. Abdel Halim arbejdede ofte frivilligt på børnehjem og hospitaler overalt i Mellemøsten for at donere penge, undervise i musik og hjælpe dem, der var i nød.  I 1969 byggede Halim et hospital i Ægypten. Han behandlede alle lige, uanset om han var sammen med de fattige, de rige eller selve præsidenten.

SYGDOM
Abdel Halim var så uheldig at han fik vandbåren parasit sygdom kaldet bilharzia eller Schistosomiasis da han var elleve år gammel. Sygdommen plagede ham periodisk og meget smertefuldt gennem hele livet. Han døde af sygdommen i 1977, et par måneder efter hans 48 års fødselsdag, mens han fik behandling for sin sygdom i London.


STOR SORG
Hans krop blev fragtet til Cairo, hvor han skulle begraves. En begravelse, som blev overværet af tusindvis af mennesker, mere end en anden begravelse i Ægyptisk historie bortset fra præsident Nassers begravelse i 1970 og Oum Koulthoum begravelse (en stor Ægyptisk sangerinde) i 1975. Fire kvinder begik selvmord, da de hørte at Abdel Halim var død. Han er begravet I Al Rifa'i moskeen i Cairo.
Abdel Halim Hafez anses af nogle for at være den mest populære arabiske sanger i det tyvende århundrede, da han efter sigende har solgt flere LPplader / kassettebånd / CDér siden hans død end nogen anden arabisk musiker eller sanger(inde), selv Oum Koulthoum.


HØJDEPUNKTER
Hans mest berømte sange omfatter Ahwak ( Jeg elsker dig), Khosara ("En skam"), Gana El Hawa ("Kærlighed kom til os"), Sawah ("Vagabond"), Zay el Hawa ("Det føles som kærlighed "), og El Massih (" Kristus ") blandt de 260 sange, han indspillede. Hans sidste og måske mest berømte sang var Qariat el-Fingan ("Spåkonen"), med tekster af Nizar Qabbani og musik af Mohammed Al-Mougy. Han havde hovedrollen i seksten film, herunder "Dalilah", som var Ægyptens første film i farver.
I 2006 blev en spillefilm om Abdel Halim Hafez liv, kaldet "Halim", udgivet. Den populære skuespiller Ahmad Zaki havde hovedrollen. Filmen forsøger at give en præcis gengivelse af Abdel Halims liv. Ahmed Zaki døde af kræft, inden filmen var færdig. Hans søn Haitham Ahmed Saki overtog rollen, så filmen blev færdig indspillet.

Artikel er skrevet af Suzzane Sofia Potempa
Kilde:
Bestarabicmusic.net

Foto er fra CD cover Qariat el-Fingan

søndag den 7. maj 2017

Mohammed Abdel Wahab

Mohammed Abdel Wahab
Suzzane fortæller: ”I Ægypten var der tre Mozart´er i samme tidsalder. De fantastiske komponister og musikere som også skabte den mest unikke musik til mavedans / orientalsk dans var Abdel Halem Hafez, Mohammed Abdel Wahab og Farid el Atrache. Læs i denne artikel historien om Mohammed Abdel Wahab.”


                                           Foto af Mohammed Abdel Wahab og Mona Said

En ung sanger
Mohammed Abdel Wahab blev født i 1907 i Cairo i et kvarter kaldet Bab El-Sheriyah, hvor der nu er en statue af ham. Han boede med sine forældre og to søstre. Han begyndte sin sangkarriere i en tidlig alder og havde sin første offentlige optræden som 7 årig. Da han var 13 år fik han sin første optagelse til radioen.  I 1924 tog den kendte poet Ahmed Shawky sig af Abdel Wahab for at styrke Wahab´s musikalske og litterære uddannelse. Ahmed Shawky var dengang kendt som poetens Prins.
I slutningen af ​​1920'erne skrev Abdel Wahab traditionelle melodier, der var velegnet til Ahmed Shawky tekster. Men den vestlige indflydelse der opstod i den tid berørte den lokale musik især den arabiske teater musik. I 1926 fuldførte Abdel Wahab en musical som den afdøde Said Darwish ikke fik færdiggjort. Said Darwish var en stor komponist af en tidligere generation. Musicalen var centreret om Antony og Cleopatra. Abdel Wahab spillede selv Antony med stor succes.

Paris og filmmusical
Wahab rejste til Paris for at studere den franske orkestermusik. Efter dette opfandt Abdel Wahab  den Arabiske filmmusical, som blev meget populær i den arabiske kultur. Filmmusical med en romantisk helt, der var munter og dannet, og hvor romantisk kærlighed ofte var forbundet med lidelse. Hans film afspejlede den vestlige sociale elite og hans musik var anderledes end den traditionelle arabiske musik. Publikum elskede den nye musikstil. Filmen "The White rose "var et fænomen med succes ud over alle grænser.
Abdel Wahab tilførte også nye kvindelige sangere til offentligheden gennem sine film. Mange blev stjerner, herunder den store kunstner Leila Mourad, der gik videre for at producere sine egne film. Musikalsk fortsatte hans film som kontroversielle, da han begyndte at have store orkestre hvor der også indgik vestlige musikinstrumenter. Han tilførte den arabiske musik nye toner i andre musikgenre og rytmer som tango,samba, Rhumba, vals og rock and roll.




En mere alvorlig tid
I 1950'erne forlod Abdel Wahab filmen og koncentrerede sig om sine sidste indspilninger som sanger og musiker, som var i en ny og mere alvorlig musikalsk stil. I 1960'ern ophørte han med at synge, men han fortsatte med at komponere til andre sangere. Det var i 1964 Oum Koulthoum sang "Ente Omry", som Mohammed Abdel Wahab havde komponeret til hende. Digteren Ahmad Ramy skrev teksten. Den indspilning blev Ægyptens all-time bestseller. Musikken som Wahab skabte havde en ekstra krydret orkestrering med en elektrisk guitar. Wahab komponerede i alt 10 sange til Oum Koulthoum.  
I mange år optrådte Abdel Wahab meget lidt i offentligheden, men hans popularitet var alligevel stor. I 1988 i en alder af 81 år overraskede han med en tilbagevenden til studiet, hvor han sang en ny sammensætning, der for nogle var imod almindeligt accepterede overbevisninger og traditioner. Hans musik på CD blev alligevel solgt i to millioner eksemplarer.

Private forhold
Wahab´s  første ægteskab var med en ældre kvinde, som nogle mener stod bag produktionen af hans første film 'The White Rose "(1933). De blev skilt ti år senere. I 1944 blev han gift med Iqbal og blev far til fem børn: Ahmed Mohamed, Esmat, Effat og Aysha. De blev skilt i 1957. I 1958 blev han gift med Nahla Al Qudsi. Ægteskabet varede indtil hans død i 1991, hvor han døde af hjertesvigt. Han fik en militær begravelse. Wahab led af flyskræk og var besat af renlighed.
Mohammed Abdel Wahab var absolut den mest produktive arabiske musiker og komponist i sin tid. Han komponerede mere end tusinde sange, og sang selv hundrede af sine sange. Wahab anses for at være en af de mest innovative ægyptiske musikere, der skabte en ny æra af ægyptisk musik også med sin brug af ikke-arabiske rytmer og som en raffineret oud spiller.  Anwar Sadat tildelte ham titlen som general, for Wahabs orkestrering af den ægyptiske nationalsang.  I 1964 fik Abdel Wahab tildelt Ægyptens højeste æresmedalje af Gamal Abdel-Nasser. I 1971 komponerede Wahab De Forenede Arabiske Emirater nationalsang. Abdel Wahab var i øvrigt meget nær ven med sangeren Abdel Halim Hafez.




Der kan være forskellige data i forhold til Mohammed Abdel Wahab´s fødselsår på internettet.

Kilde: Mark L. Levinson fra ALMashriq 1995

Artikel skrevet af Suzzane Sofia Potempa
Foto er fra Suzzane`s CD samling

tirsdag den 24. januar 2017

Suzzane Sofia Potempa 25 års jubilæums tale i Dof Skole for Orientalsk Dans.



Jeg ved, vi er mange der har glædet os til i dag. Rigtig hjertelig velkommen allesammen til 25 års jubilæums dagen i Dof Skole for Orientalsk Dans..
Hvor er det dejligt at se alle smukker jer her i dag for at fejre danseskolen. 

Smukke mennesker i alle aldre, danseglæde og livsglæde – det var sådan det hele startede............
Jeg er skolens leder, underviser. Men jeg er også skolens sekretær, altmuligkvinde og rengøringskone. Og sådan har det været i 25 år.



I 1989 startede jeg med at undervise i mavedans på aftenskoler og undervisning i Dansens Hus, som jeg selv arrangerede. Men der manglede noget. De lokaler jeg underviste i var meget uinspirerende og i værste tilfælde skete undervisningen i en kold intetsigende gymnastiksal. Det er en ægte energidræber også for indlæringen, når det handler om at være kreativ, at føle glæde og at være i et flow. Derfor blev Skole for Orientalsk Dans født i foråret 1991 og startede undervisning i eget lokale i efteråret i Viborggade på Østerbro.

1 1993 flyttede danseskolen til Århusgade 108 E , hvor vi havde skønne genboer som APA -  Skolen for kropsdynamik og Dansk Oplysningsforbund. Det var i den tid, hvor der bl.a. var sommerkurser på Kreta og vinterkurser på Dragsholdm Slot. Det var også i den tid at skolen blev til en folkeoplysende forening med undervisning under folkeoplysningsloven. 
I 2006 flyttede skolen til VerdensKulturCentret. Det var så nærliggende eftersom, at vi har haft mange kulturelle arrangementer som Tværkulturel Kvindefestival og Verdensmusik og Dans her i huset siden 1990´erne. Og siden 1997 har der været undervisning for socialt udsatte indvandre- og flygtningekvinder. I de senere år har der bl.a. været spændende arrangementer med MavedanserCafe og Verdensdans.



Hvad er så dét som er HELT speciel i Skole for Orientalsk Dans nu og fremover:
Det er livsglæden og danseglæden – Det er vigtigt, at alle i undervisningen er glade. Man lærer absolut mest og bedst, når man er glad og er i et flow.

I undervisningen skabes der stemninger og følelser i et smukt orientalsk indrettet lokale, der også inspirerer kreativiteten, livsglæde og indlæringen.

Man får en undervisning, hvor man både lærer og straks kan anvende, det man har lært. Der er fokus på, at man udvikler sin kreativitet og personlighed på en sjov og sund måde. Der er seriøs træning, men ikke uden humor.

Der er rummelighed, tryghed og plads til alle. Der er plads til at være anderledes. Der tages individuelle hensyn. Her er undervisning for deltagere, der ønsker motion. Her er undervisning for deltagere, der har ambitioner. I en enhver situation handler det om “kvalitet fremfor kvantitet”.

Musikken der anvendes er inspirerende for krop og sjæl. Musikken og viden herom er essentielt for at kunne danse.

Man er altid velkommen. Der er et højt serviceniveau og et højt informationsniveau. der er en ligeværdig behandling, uanset hvem man er.

Når man går til dans i Dof Skole for Orientalsk Dans, støtter man samtidigt undervisningen af socialt udsatte indvandre- og flygtningekvinder.

Kursister bliver i skolen i mange år eller vender tilbage efter en tid. De ældste elever er fra 1989, det er da vildt.



Jeg forlod sygehussystemet til fordel for at være en vaske ægte mavedanser. Jeg har aldrig fortrudt et øjeblik, selv om det har været et liv fyldt med usikkerhed. Jeg er privilligeret og taknemmelig. Jeg føler at jeg bruger mig selv og mit liv perfekt, fordi jeg netop arbejder med det, jeg elsker.
Jeg bliver så høj af glæde, når jeg underviser og danser. Det er som at svæve rundt på lyserøde skyer.  Jeg elsker at undervise og jeg ved, jeg er heldig, fordi jeg tiltrækker altid de mest vidunderlige mennesker. Det vil jeg gerne sige TAK for.


Også tak til en unik bestyrelse, der står bag Dof Skole for Orientalsk Dans.



lørdag den 21. januar 2017

Farid al Atrash

Farid al-Atrash




Suzzane fortæller: ”At danse er som at spille musik med sin krop. Når man starter på mavedans og elsker dens musik som jeg, så er det, som at være forelsket non stop. Et musikstykke kan være som en intens kærlighed der bobler indeni, der åbner for forskellige følelser og stemninger, som bare skal udtrykkes med kroppen. Måske en dag bliver man lidt træt af den kærlighed, men så kommer der en ny melodi, og så er man igen i fuld gang med at være i en ophøjet energi, i en ekstase, der kan vare fra få timer til mange år….. I Ægypten var der 3 Mozart´er i samme tidsalder. De fantastiske komponister og musikere var Abdel Halem Hafez, Mohammed Abdel Wahab og Farid el Atrache. Læs i denne artikel historien om Farid al-Atrash.”

Flugten til Ægypten
I Syrien stod Druserne i spidsen for oprøret mod fransk herredømme efter 1. verdenskrig med Prinsesse Alia og Prins Fahd al-Atrash som ledere af klanen. De fik tre børn Fouad, Farid og Amal. Amal og Farid blev som voksne meget populære og berømte kunstnere. Atrash børnene voksede op under vagtsomme øjne af deres forældre, der ofte flyttede mellem de større byer i Levanten [1] i deres politiske kamp mod franskmændene. Prinsesse Alia havde mistet to af sine fem børn på grund af sygdom i en ung alder, og var derfor ekstra bekymret for sikkerheden af ​​sine børn. Hendes frygt blev forværret, da Farid var uheldig, mens han legede sammen med en anden i en lille båd i Beirut. Han var lige ved at drukne. Dette medførte, at Farid ikke fik lov til at opholde sig udendørs, bortset fra når han skulle i skole. På grund af potentialet for franske repressalier mod familien, var Prins Fahd al-Atrash nød til at beskytte sin familie. Prinsesse Alia måtte søge tilflugt i Ægypten sammen med deres børn. Det var hårdt at forlade sin mand og velstand. Prinsessen forklædte sig selv og sine børn ved at tage en falsk efternavn ”Kusa”. Kusa betyder på arabisk zucchini/courgette. Farid var startet på en ny skole i Ægypten – ironisk nok en fransk skole, hvor han blev moppet på grund af sit nye efternavn.

Den triste sanger
Midt i det økonomisk vanskelige liv, voksede Farids musikalske interesse, idet han lyttede til sin mor, der sang og spillede på oud for børnene. Efter en længere insisteren, fik Farid endelig lov til at træne med skolens kristne kor. Instruktøren var imidlertid ikke imponeret over, Farid manglende evne til at udtrykke følelser på trods af hans dejlig stemme, og rådede ham til at græde, så lytterne ville føle smertens udtryk i chants. Dette råd arbejdede han altid med. Det forblev et tema gennem hele hans karriere, og som klart tjente ham med etiketten som ​​" den triste sanger."



Aviser der varmer
Al Wasat Magasinet skrev en historie om Farids kærlighed til musikken som barn, hvor han beundrede en sanger i en kaffebar. Men Farid havde aldrig råd til at købe en kop te, så han kunne lytte til ham. Han stod ofte uden for kaffebaren for at nyde musikken, indtil en medarbejder i kaffebaren blev utilfreds med, at teenageren ikke betalte for showet, og overraskede ham ved at hælde en spand koldt vand på ham. Farid gik på gaderne i Cairo i håb om at hans tøj ville tørre. Senere vendte han hjem og sov i sit våde tøj for at undgå sin mors vrede reaktion. Han vågnede op med feber, der kunne have været meget værre, hvis han ikke havde svøbt sig i aviser for at holde varmen. Han kommenterede senere i et radiointerview, at brugen af ​​disse aviser var hans første positive erfaringer med de trykte medier.

En film sammen med sin søster
Farids mor den tidligere Prinsesse måtte til sidst synge i natklubber for at kunne klare sig økonomisk og støtte sine børn. Hun gav Farid lov til at synge ved skolens arrangementer. Det medførte, at han videreudviklede sine tillærte talenter til, at han kunne synge ved en koncert på et universitet til ære for det syriske oprør. Det var en præstation, som gav ham adgang til den kunstneriske verden, men som samtidigt afslørede hans sande identitet som medlem af Atrash klanen. Han blev prompte afskediget fra den franske skole. Farid blev efterfølgende uddannet på en anden skole. Han blev herefter optaget på et musikkonservatorium, og derfra blev han elev hos den berømte komponist Riyad som-Sunbaty. Den hårdtarbejdende unge mand blev stærkt anbefalet af Sunbaty, og sang i privatejede ægyptiske radiostationer i 1930'erne. Da stationerne blev lukket og en national radiostation i stedet åbnede, blev Farid ansat som oud spiller i et orkester, og senere som sanger. Hans søster Amal´s talent som sanger blev også opdaget, og hun fik kunstnernavnet Asmahan. Flere filmfolk fik ideen om at fremvise et bror-søster talent fænomen i en film, og efter flere tilbud medvirkede de to sangere i en vellykket film i 1941. Det skete dog først efter at Farid´s krav om selv at komponere al musikken til filmen blev accepteret. Til sidst accepterede producenten på trods af, at det var forbundet med en stor økonomisk risiko.

                                                      Samia Gamal og Farid al Atrash

Kærlighed, succes og sorg
Den hurtige succes ændrede den unge flotte stjernes livsstil, Han nød byens natteliv, kærlighedsaffærer, hestevæddeløb og gambling. Farid befandt sig snart i gæld og forladt af sin misbilligende mor. Denne vanskelige fase af sit liv blev forværret af, at hans søster Asmahan omkom ved en ulykke, der er endnu ikke fuldt ud kan forklares, og som stadig har en interesse for konspirationsteoretikere. Farid fandt trøst i et forhold med danseren Samia Gamal. Han blev motiveret til at risikere alt, hvad han ejede, og det lykkedes at låne til at producere en film sammen med Samia Gamal i 1947. Filmen overgik alle forventninger omkring succes – herunder den økonomiske succes. Farid blev placeret i den velhavende klasse praktisk talt natten over. Fem film senere, brød det ugifte par Samia Gamal og Farid Al Atrache op i en bitter kamp. Farid fortsatte med at arbejde sammen med andre filmstjerner i talrige succesfulde film. I næsten alle film havde han den romantiske hovedrolle, som den triste sanger eller med navnet ” wahid” som betyder en type, der har tendens til at være ensom.  Farid fungerede tilsyneladende godt uden en kæreste og nægtede at blive gift, idet han mente, at et ægteskab ville dræbe al kunst. Han brød hjerter med mange af hans meddansere / medstjerner. Farid elskede at være forelsket, det var en forudsætning for at være en romantisk sanger. Publikum affandt sig med hans urolige privatliv, og de huskede klart hans smukke sange i lang tid. Hans klassiske sange inkluderer "Ar-Rabi, '" "Awell Hamsah," og de tidløse melodier "Lahnil Khulud," "Tutah," og "Raqsitil Gamal." De to sidste var musikstykker til dans. Hans musikstykker / sange i den  "lettere" genre som "Nura Nura," "Hallet Layali," og "Gamil Gamal" er stadig meget populære i dag. Farid viste en nationalistisk side i sin sang "Busatir Reeh." Det var også rygter om, at han i forventningen om et uafhængigt Palæstina, havde komponeret en nationalsang, men som ikke var placeret i hans musikarkiv.


Depression
En af de mere interessante kærlighedshistorier involverede de kongelige. Kort før den ægyptiske revolution, blev Farid venner med kongens hustru. Kongen som selv tog del i det glade liv, ville ikke dele rampelyset med en anden berømthed. Men kongen blev i den tid kort efter tvunget ud af landet. Efter at blive skilt fra den landsforviste konge i Ægypten, vendte eks dronningen tilbage til Ægypten, hvor en stormfuld kærlighedsaffære med Farid al-Atrash blev til gode historier i den kulørte presse. Eks. Dronningens familie afviste imidlertid Farid i forhold til deres datter, dels på grund af politiske årsager i det revolutionære miljø i nationen. Dette tab førte Farid til lang periode med depression ikke ukendt for den triste sanger. Han begyndte at få sundhedsmæssige problemer, der blev forværret fra da af, indtil han døde.



Et liv i sus og dus
Senere i Farid´s liv, hvor han levede i sus og dus, og boede i både Cairo og Beirut, overvejede han alligevel at indgå et ægteskab med den ægyptiske sanger Shadia, og en libanesisk kunstner, men ændrede hver gang sin mening i sidste øjeblik. Han frygtede, at hans helbred ville svigte, og at han ville dø. Dette drama havde han spillet i en eller flere af hans romantiske film med sang. I 1974 døde Farid som 60 årig i Beirut. Han nåede ikke at blive færdig med den film, han var ved at indspille. Han fik ikke opfyldt sin drøm om at komponere en sang til Oum Kulthum. Det blev rapporteret, at hans klan nægtede at begrave ham ved Drusernes bjerg. Men der kom en offentlig erklæring fra Farid´s bror Fouad om, at Farid havde ønsket at blive begravet i Cairo, hvor hans søster døde.

En enestående kunstner
Farid al-Atrash er kendt for blandt arabiske musikere som den bedste oud spiller af sin tid. Han var kendt som ”Kongen af musikinstrumentet oud”. Han var en talentfuld sanger, som andre sangere forsøgte at efterligne, hans stemme og triste stil var absolut enestående. Komponister kendte Farid (et navn, der betyder enestående på arabisk) som en kompetent konkurrent, og som en der udfordrer til lederskab. Farid brød ind i kunstverdenen i en tid med etablerede giganter som Mohammad Abdel Wahab og Oum Kulthum, og i en tid med en ny teknologi og med filmoptagelser. I et forsøg på at skabe en niche, adopterede Farid musik fra flamenco og tango i sine kompositioner. Flamenco har en fælles Maqam [kurd] med arabisk musik. Tango var den moderne stil i Europa på det tidspunkt. Farid al-Atrash har klart dybt og inderligt sat sit præg på arabisk musik.  Studerende oudspillere sværger til ham, og tøver ikke med at efterligne hans improvisatoriske stil. Sanglærere påpeger hans evne til at synge væk fra rytmen, og alligevel startede han og sluttede han en sætning på slaget. Det var en utrolig færdighed, der førte publikum i Tarab [ekstase]. Farid står stadig i dag som en stor musiker, der er endnu ikke er blevet erstattet. Farid fornemmede selv sin egen storhed i de historiske sammenhænge, men nægtede bevidst at kommentere det, da hans arbejde talte for sig selv. I dag produceres der mange, korte sange, hvor der blandt andet ofte mangler en musikalsk dybde. Folk mindes ofte de gamle dage, hvor arabisk musik var så rig, at kunstnere virkeligt og inderligt berørte publikums følelser. Den første kunstner, der skal nævnes, er uundgåeligt Farid al-Atrash, den triste elsker, der erobrede araberne med fantasi, elegance og raffinement.

Kilde:  Sami Asmar -  Turath.org

Foto: Foto med Tahia Carioca er fra Suzzanes private samling fra Hossam Ramzy. Foto med Samia Gamal er med tilladelse fra bogen ”Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm
Foto med farver er fra CD omlag.

Navnet staves enten som Farid al Atrash eller Farid el Atrache.




[1] Levanten er en gammel og lidt upræcis europæisk betegnelse for landene ved Middelhavets østlige kyster, typisk det område, der i dag omfatter Syrien, Libanon og Israel, herunder Gaza og Vestbredden. Navnet kommer nok af italiensk levante, som betyder "øst", egentlig "opgående sol". Navnet Levanten er muligvis opstået i forbindelse med korstogene og Venedigs storhedstid som handelsmagt fra 1100-tallet, hvor venetianernes handel dominerede hele det østlige Middelhav. Af stednavnet opstod betegnelsen levantiner om indbyggerne i Levantens havnebyer, som var en blanding af mænd fra Europa og kvinder fra Orienten.

torsdag den 24. november 2016

Nesrin Topkapi

Nesrin Topkapi


Suzzane fortæller:
I 1990 var jeg på dansekursus i Istanbul hos Nesrin Topkapi arrangeret af min danseunderviser Catherine Ruillet. Vi boede på forskellige hoteller i Sultanahmet og kørte i taxa til Nesrin´s danseskole, der lå i Etiler området. Det tog en time hver vej pga. trafikken. Jeg har skrevet om kurset m.m. i bladet Orientalsk Dans i 1990 nr. 1 side 8. Nesrine Topkapi var international kendt og den hidtil mest anerkendte danser i Tyrkiet. Citat fra Dietlinde Karkutlis bog fra Tyskland: ” At opleve Nesrin Topkapi får selv det smukkeste fyrværkeri en sommeraften til at blegne. Nesrin Topkapi er en af de få, der har formået at forene arabiske og  tyrkiske danseelementer, grundbevægelser fra ballet, arabisk musik, græsk tsiftetelli og anatolske sigøjnerrytmer til kunst af høj kvalitet.” Det var en spændende uge med dans ad libitum. Bl.a. oplevede vi en eftermiddag på Maksim Casino – kun for kvinder - med danseoptræden og sangere bl.a. Bülent Ersoy og Ibrahim Tatlises, som var datidens populære sangere. Høje smukke Bûlent Ersoy, som engang havde været en mand, gik lige forbi, der hvor jeg sad, hvor scenen var forlænget med en lang gang ud til midten af det flotte Casino. En duft af Eternity fra Calvin Klein hang i luften længe efter. Jeg var tryllebundet af parfumen, og blev endnu mere fortryllet, da Bülent Ersoy lagde sin mikrofon på gulvet og sang hele Casinoet op med sin fantastiske stemme.  Lidt senere kom jeg til at sidde sammen med en gruppe tyrkiske kvinder fra den højere sociale klasse. Vi havde nogle spændende samtaler omkring deres kultur og værdinormer, som jeg ikke helt forstod.

Nesrin Gökkaya:
Nesrin Gökkaya blev født i 1951 i Akhisar ca. 120 km fra Izmir. Senere fik Nesrin kunstnernavnet Nesrin Topkapi. Nesrin fortæller i et interview: ” En dag tog min mor (Rabia Gökkaya) og jeg en taxa til Menekse for at bade i søen. Min mor sad foran og pillede konstant ved radioen. Pludseligt sagde hun ”stop” til chaufføren. Hun havde fundet noget arabisk dansemusik. Hun åbnede bildøren,  tog skoene af og smed dem på asfalten. Hun begyndte at danse, i takt med musikken vrikkede hun fra side til side. Trafikken stod stille og folk steg ud og betragtede hende. Da mor var færdig med danseopvisningen, takkede og hilste hun på sit publikum. Min mor dansede altid, når hun lavede mad, mens hun syede kostumer og gik fra værelse til værelse. Hun dansede hele tiden”.



Casino blev lukket  pga. børnearbejde
Nesrin Topkapi´s forældre var skuespillere. Under Cairo-Beirut turneringen forelskede moderen Rabia sig i den arabiske musik og begyndte at danse mavedans. Lille Nesrin på 5 år startede på samme tid med ballet undervisning hos Madame Olga. De fik et tilbud fra en bekendt, og Nesrin optrådte derfor på scenen i Adana , hvor hun fik sin første sceneoplevelse i 15 dage i træk. Hun fik syet et mavedanser kostume.  Der blev lavet og hængt plakater op  af hende, hvor der stod, ”Vidunderbarnet Nesrin”.  Men efterfølgende blev Casino`en lukket på grund af forbud mod børnearbejde.

Slem pige
Nesrin vendte tilbage til skolen. Som 15 årige mistede hun sin far. Nesrin Topkapi udtalte i et interview følgende om de svære tider, der fulgte efter faderens død:  ”I  3 måneder spiste vi kun løg og brød. Vi kæmpede for at overleve. Vi flygtede fra folk, der ville tvinge mig til at danse og arbejde i bordeller og lignende steder. Jeg arbejdede som sekretær, gjorde rent på kontorer, arbejdede i billetlugen i teatret, arbejdede med pakning af brandslukker. Men de lod mig aldrig være i fred. En dag dansede jeg til naboens bryllup på Ataköy Strand Gasino.  Jeg fornemmede, at der blandt publikum var nogle, der tænkte ”slem pige” om mig, og jeg blev meget flov.”



Nesrin i London
Nesrin tog til London i 1968. Hun optrådte på en natklub og fik der sit elegante kunstnernavn Topkapi. Chefen sagde til hende : ”Det lyder mere orientalsk ”. Da hun ikke kunne finde nogen syerske til at sy sine kostumer, gjorde hun det selv. Nesrin Topkapi fortæller i et interview: ” I England startede jeg med at synge, inden jeg startede med at optræde med dans. Da jeg vendte til bage til Tyrkiet, kombinerede jeg dansen med sang, og jeg sang endda indiske sange. 

Tilbage til Tyrkiet
Nesrin Topkapi arbejdede 6 år i London. Hun vendte tilbage til Tyrkiet i 1974. Hun gik på scenen i Maksim Casino med en 5 etagers lysestage på hovedet, som lyste med stearinlys, krystaller, perler - i alt 7 kilos glans. Hun imponerede alle med sine danse. Hun dansede til den verdenskendte sangerinde Donna Summers koncert. Hun dansede til et arrangement, der var organiseret til ære for den iranske Shah Riza Pevlevi.

Den første mavedanser i TV
Nesrin Topkapı var den første mavedanser i Tyrkiet, der optrådte med dans i det tyrkiske National TV TRT. Det skete nytårsaften i 1980. Med tørklæde på skuldrene, benene dækket med haremsbukser fremviste Nesrin Topkapi et flot show. Dagene efter talte hele Tyrkiet om hende. De efterfølgende nytårsaftener ventede hele den tyrkiske befolkning spændt på hendes danseoptræden i TV. Ikke kun voksne, men også børn ventede til at komme ind i det nye år med Nesrin Topkapi´s optræden.



Nesrin og kærligheden
I 1972 udløb Nesrins arbejdstilladelsen i England. Nesrin Topkapı indgik et proforma ægteskab med en tjener ved navn Asaf Hüseyin for ikke at blive udvist fra landet. Det samme år blev hun forelsket i sin chef, der var 22 år ældre end hende, han var gift og havde 7 børn. En sommerdag tog de sammen til Tyrkiet. Nesrin Topkapi blev i Tyrkiet, mens elskeren vendte tilbage til London. Mange år efter blev Nesrin Topkapi forelsket igen. Dette forhold varede 14 år og endte på grund af mandens utroskab.

Nesrin i dag. 
Fra 1986 koncentrerede Nesrin sig hovedsageligt om danseundervisning i orientalsk dans.  I 2005 dansede hun til Sibel Cans koncert og samtidigt sang hun sange, som hun selv havde komponeret.  Hun arbejdede som koreograf og underviser i Anadolu Ateşi (Fire of Anatolia) og Ney Dans Topluluğu. I årene 2001-2007 underviste Nesrin på Bilgi Universitetet og lavede 2 danseopvisninger med sine studerende, og derefter sagde hun farvel til scenen. Nesrin Topkapi har siden marts 2008 arbejdet med sin danseundervisning på Dancentrum Dans Platform.

Kilde Seral Cumali – Journalist i Tyrkiet.

En stor tak til Necla Baran for at oversætte informations materiale fra det tyrkiske sprog.
Du kan se dansevideo af Nesrin Topkapi på youtube eller på https://www.facebook.com/nesrintopkapi.fanpage/?fref=ts


Foto er fra Nesrin Topkapi, som jeg fik af hende i 1990. Det øverste foto er med hendes autograf. 

lørdag den 24. september 2016

Tanker fra Tyrkiet september 2016

På foto ser du Lise Kofod, Linnea Færch, Irina Matytsina og jeg i en antik butik i Ayvalik Tyrkiet.


Mavedanserkonkurrencen i DK 
Den 9/4 vandt Linnea Færch mavedanserkonkurrencen i Danmark arrangeret af Foreningen Kulturnet. Prisen var en gratis rejse m. ophold v/ Folklorefestivalen i september.  Lise Kofod vandt publikums prisen og et gratis ophold ved Folklorefestivalen. Linnea og Lise skulle derfor deltage i mavedanserkonkurrencen sammen med internationale deltagere i september i Sarimsakli, Tyrkiet.  Irina ville gerne med, og jeg følte bl.a. et ansvar overfor deltagerne, der skulle deltage i konkurrencen i Tyrkiet.

Usikkerhed på rejsen
Fredag nat d. 17/9 rejste Irina, Linnea, Lise og jeg til Tyrkiet for at deltage i den internationale folklorefestival. Jeg havde haft kontakt med et de bosniske kvinder, der også skulle deltage i festivalen med deres sange i sangkoret. Selv om jeg ikke kendte dem, havde de hjulpet mig med at formidle således, at vi ville blive hentet i Edremit lufthavn. Jeg havde en ide om et hotel navn, hvis alt gik galt. Andet vidste vi ikke. Der havde desværre været meget sparsomme informationer fra arrangør i Tyrkiet, selv om jeg havde forsøgt at kommunikere. Så vi tog alle afsted til Tyrkiet med meget få informationer omkring det praktiske.

Lost and not found
Jeg har ikke været i udlandet siden 2010. Jeg havde ikke fået checket for evt. nye regler for væsker i håndbagagen i Sikkerhedskontrollen i DK. Selv om Lise og Linnea hjalp mig meget, måtte jeg give afkald på nogle af mine lækre cremer.  Det er ikke særlig spændende at rejse om natten, når man er træt og får ondt i kroppen, fordi flysædet ikke passer til ens krop, og er umulig at finde hvile i. Lange køer og svært ved at finde rundt i Istanbul lufthavn gør, at man bliver endnu mere træt. Vi sad alle og sukkede efter en seng ved flyafgang 204B i Istanbul lufthavn. Endelig kunne vi gå ombord i et indenrigsfly til Edremit. Da vi var ombord i flyet, opdagede jeg at jeg havde glemt min lille tablet ”Lenovo yoga tab 3 pro” i tablettasken i ventesalen.  Jeg kunne nå at løbe ud i ventesalen og tage min tablet, men det måtte jeg selvfølgelig ikke. Det var som om mine bønner til flypersonalet prellede af. Stewardesserne var irriterede og virkede overlegne. Senere da vi fløj fik jeg besked om, at kontakte afdelingen ”Lost and Found”i  Edremit lufthavn.
I Edremit lufthavn var ”Lost and Found” lukket.  Men pludseligt dukkede en smilende frisk kvinde op, og fortalte at hun også var Lost and Found, blandt de mange andre opgaver, hun havde. Hun gav mig en mailadresse og tlf.nr. til Lost and Found i Istanbul lufthavn.



Festivalen
Vi gik alle ud af lufthavnen spændt på, om vi nu blev hentet. Så skete miraklet. En mand kom i en bil med et skilt med kun Lise` s og mit navn på, der fyldte 4 linjer. Vi blev enige om, at de 4 linjer på skiltet nok betød 4 navne og dermed transport til 4 personer. Da vi meget trætte ankom til Ergin Hotel efter en søvnløs nat, blev vi varmt modtaget af hotellet og arrangør af Festival Besim Biberovic, som bød på brunch.
Det viste sig, at festivalen var aflyst. De internationale deltagere ville ikke deltage på festivalen pga. Tyrkiets situation. Vi var ikke blevet informeret om dette, da man troede at vi ville tage imod en intern fest for os og det bosniske sangkor i Danmark som også var i Tyrkiet. Hvis vi blev, ville vi også blive forkælet med guidede ture i lokalområdet. Vi valgte at tage hjem igen. Vi fik et deltagerbevis, for bl.a. at være de modigste i verden. Og Lise Kofod og Linnea Færch vandt på den måde danse konkurrencen i Tyrkiet anno 2016.

På foto ser du en tyrkisk kvinde fra vores hotel i gang med at ælte dej / rulle dej til brød. 
Brød hedder ekmek på tyrkisk.

Ayvalik distriktet
Inden vi rejste fik vi set lidt af lokalområdet, den vidunderlige strandkyst, søde mennesker og veltilpasse smukke katte omkring.  Sarımsaklı er en by i Ayvalık distriktet i Balıkesir provinsen i Vesttyrkiet. Byens navn betyder "jord med hvidløg" med henvisning til regionens store produktion af hvidløg. Området er også særdeles rigt og selvforsynende med bl.a. oliven og olivenolie, som de har fået priser for.  Ayvalik by som er ca. 6 – 8 km fra Sarimsakli er en meget hyggelig by, som er præget at en fortid med græske indbyggere og en spændende kulturhistorie.

Søndag formiddag underviste jeg det bosniske sangkor i mavedans. Det var super sjovt og hyggeligt. Der var gang i den, og mine fingercymbaler klang højt i hele hotellet, da vi sluttede undervisningen med en fællesdans.

Der er ingen tvivl om, at når der er festival i Sarimsakli, så er det et must at være der. Der er både mulighed for en badeferie, smukke oplevelser i naturen, at opleve området kulturelt og historisk, og at opleve musik, sang og dans med deltagere fra hele verden samlet i Sarimsakli. Der blev absolut på denne rejse skabt gode kontakter og et godt fundament til at kunne kommunikere fremover. Næste år kan vi håbe, at der er ro i Tyrkiet, så jeg kan arrangere ophold i Sarimskali 2017, hvor jeg vil tilbyde 3 timers daglig undervisning i mavedans, og hvor der samtidigt er en International Festival. Der vil også være mulighed for dygtige dansere at tilmelde sig den internationale mavedanser konkurrence.

Foto taget af Lise Kofod

Lost and found
På vejen hjem mødte jeg min veninde fra Lost and Found i Edremit igen. Hun sad ved check ind bagagen, og jeg fik en varm modtagelse.  I Istanbul lufthavn henvendte jeg mig i Lost and Found. Vi var heldige, at der var tid til det.  Her sad en sød tyrkisk kvinde, som vi forsøgte at forklare, at vi ikke havde meget tid til at vente i. ”Wait” sagde hun bare. Tålmodighed er en dyd, og den blev belønnet. Miraklet skete, jeg fik min tablet tilbage…….

Tanker fra Tyrkiet skrevet af Suzzane Sofia Potempa