Lucy
Suzzane fortæller:
”En af Cairo´s
dansere som jeg elskede at se på video, var Lucy. Lucy er en danser, der især
var berømt i den præ-moderne tid ca. 1989- 1999. Hun var altid smuk og elegant
i sin dans. Hun havde de flotteste kostumer, og bar ofte et stort smykke på
hovedet, som jeg var mindre begejstret for. Men det var jo moden dengang i
Cairo samt smag og behag. Lucy kunne både danse, synge og arbejde som
skuespiller. Hun medvirkede i en del film. Lucy medvirkede også i dokumentarfilmen fra 1992 ”Cairo unveiled”
produceret af Karen Goodman and Kirk Simon. Det siges, at Fifi Abdou´s manager
blev fyret, fordi han ikke sørgede for, at Fifi Abdou fik hovedrollen i
dokumentarfilmen. Filmen ”Cairo unveiled” handler om kvindens rolle i Ægypten
set med danserens Lucy ´s øjne, og gennem Lucy´s liv som danser. Denne artikel
handler om Lucy i filmen”Cairo unveiled.” Filmen blev vist i TV i National
Geographic Explorer serien i 1992.”
Ibrahim Akaf
I starten af filmen oplever man et kort interview med den fantastiske
koreograf Ibrahim Akef. Ibrahim Akef: “Mange mennesker forstår ikke at ”Raks el
sharqi” / mavedans er en dansekunst. Som danser må man arbejde meget hårdt for
at lære for at blive dygtig. En dygtig danser skal stråle og lyse som en
stjerne. Danseren skal elske mavedans. Hun skal tro på dansen, og på det hun
gør. Mavedans er en af de sværeste danseformer i verden. Som danser skal man
være fleksibel. Man skal kunne omsætte og fortolke enhver melodi – ethvert
musikstykke med sine bevægelser. Som en sanger der formidler komponistens værk,
synger en danser med sin krop. Alle lande i verden har sine egne danse, som er
i folks blod fra fødslen af. I Ægypten er mavedansen i folks blod. Uanset hvad
der siges eller gøres, eller hvor moderne vi bliver, uanset hvad der sker i
fremtiden, vil vi aldrig glemme vores dans og musik.”
Lucy og spåkonen
Lucy fortæller:”Da jeg var barn var der en spåkone som hed
Um Farouk. Hun var dygtig til at aflæse skæbner I kaffe grums, og gjorde dette
I mange år. Hun plejede at sige til mig, ”Kom
her lille pige, kom til mig, jeg vil læse din skæbne. Så en dag gik jeg hen
til hende. Hun fortalte mig, at jeg en dag ville blive en berømt danser. ”Folk vil beundre dig, og du vil give din
autograf til dine fans”. Jeg troede ikke, på det hun sagde. Det var bare
for sjov. Men det, hun sagde dengang, er faktisk sket.
Ægyptere er ikke som andre folkeslag. De elsker kreativitet,
de elsker at danse, de elsker at grine. Vi er et meget levende folkefærd. Vi
hører musik og kan ikke lade være med at bevæge os – selv børn danser.” Raks el
sharqi ” / Mavedans er i alles hjem i Ægypten.
Et barn med
ambitioner
Jeg voksede op i en meget fattig bydel i Cairo. Det eneste
jeg ønskede mig som barn var at danse til musik. Som hos de fleste oplevede jeg
for første gang mavedans ved et bryllup. Bryllupper fejres som regel en torsdag
aften, da fredag er en helligdag, hvor også skoler har lukket. Derfor fik jeg
lov til at blive længe oppe ved bryllupsfester. Jeg var 12 år, da jeg for alvor
startede med at danse seriøst og med ambitioner. Jeg husker, at jeg ikke kunne
lade være med at danse, når jeg hørte musik. Jeg begyndte at spare mine
lommepenge, så jeg kunne give danserne drikkepenge, så de gav mig lov til at
danse sammen med dem på scenen. Jeg sparede alt, hvad jeg kunne, så jeg kunne
deltage i så mange bryllupper som muligt, hvor jeg øvede mig i at danse. Jeg
drømte om at blive en dygtig danser på en scene.
Zaar
Samtidigt elskede jeg at være sammen med de gamle kvinder i
deres zaar ceremonier, hvor onde ånder skulle uddrives. Hvis en person var
besat af en ond ånd, var vred, ked af det eller syg, kunne man blive helbredt
og slippe af med sine onde ånder. Jeg var altid påvirket af disse seancer, som
gik dybt i min krop, rytmerne styrede mig, jeg dansede, til jeg faldt om
fuldstændigt udmattet. Det er ligesom,
når i vestlige lytter til rockmusik eller Michael Jackson og bliver hysteriske,
råber og skriger i ekstase. Man bliver nød til at bevæge kroppen, og man kan
ikke stoppe…
Autodidakt
I dag (1992) danser
jeg i natklub to shows hver aften seks dage hver uge. Ingen har lært mig at danse, at spille
skuespil eller at synge. Jeg er selvlært. Jeg føler altid de første to minutter
på scenen, at det er, som om det er min første optræden. Men så løsner jeg op,
jeg lukker mine øjne få sekunder, og så danser jeg bare… Mavedans er en gammel
dans. Ingen ved præcist, hvordan den opstod. Nogle mener at dansen kom fra
slaveinder, der var købt til at forføre mænd. Andre mener, at dansen
oprindeligt var en frugtbarhedsdans, der forberedte og hjalp kvinder til at
føde børn. Mavedansen har udviklet sig gennem tusinder af år. I dag er der
regler i dansen omkring trin, bevægelser, musikken og m.m. Det er de ydre
regler for at kunne danse. De regler der er, om hvordan man fortolker og
formidler dansen, kommer fra det indre, de kommer fra hjertet. Mavedans er
feminint, hvilket ikke er det samme som at være sexet. Jeg er ikke på scenen
for kun at vise min krop. Jeg er på scenen, fordi dét jeg gør er en dansekunst.
Mavedans handler om rytmer, det er sjælen i dansen. Nogle gange danser man
hurtigt, andre gange langsomt, nogle gange er det meget rytmisk andre gange
flydende, men der er altid en rytme.”
Lucy startede med at danse i Klubben Sahara City og senere også
ved bryllupper. Lucy tjener godt, hun er velhavende. Tidligere var det meget
skamfuldt for familien hvis man var en danser. Der er stadig mange, der agerer
på den måde i stedet for at give danseren respekt og beundring, mener Lucy.
Kvinder og samfundet
Lucy:” De fleste af mine beundrere er kvinder, og det er jeg
glad for. Fordi en kvinde forventer ikke noget af en anden kvinde på samme måde
som mænd gør. Det betyder ikke noget for mig, hvad mænd mener om mig og min
dans. De ser mig ikke, som det menneske jeg er. I Ægypten – i hele Mellemøsten har
kvinder haft en lav social status. I dag har kvinden fået en plads i samfundet.
Nogle kvinder har i dag det samme arbejde som en mand. Det kunne slet ikke lade
sig gøre tidligere. En mand i Ægypten er stadig overhovedet i familien. Der er
nogle, der mener, at det står i koranen at mænd er bedre end kvinder. Vores
religion siger, at vores hår skal tildækkes, og at man ikke skal vise sin krop
til andre. Men jeg tror, at Gud tilgiver og er barmhjertig. Jeg tror, at Gud ved, at jeg ikke sårer eller
skader nogle eller gør noget dårligt. Gud vil ikke straffe mig. Tværtimod mine
danseoptrædener i natklubber og ved bryllupper gør folk glade. Et bryllup uden
en mavedanser er ikke et rigtigt bryllup. Det var tradition i Ægypten at bryllupper
var arrangeret dvs. forudbestemt og aftalt af andre i familien. Derfor blev det
mavedanserens opgave med sin dans at skabe en god stemning mellem brud og
brudgom, selvfølgeligt også at underholde bryllupsgæsterne.
Vores religion er baseret på, hvad vi indeholder og ikke på
vores ydre. De tilslørede kvinder er meget religiøse, men de elsker alligevel
Lucy. Det kan lade sig gøre både at være religiøs og have det sjovt”.
Miljø
Unge nye dansere har Lucy som sit forbillede. Lucy: ”Nogle
nye dansere har ambitioner og vil være som jeg. De ser, at jeg kommer fra deres
byområde, og at jeg i dag er en berømt danser i hele Ægypten. På den måde er
jeg et godt forbillede, som kan hjælpe dem fremad i livet. Det lærer dem også,
at man ikke skal skamme sig over sin familie og sin sociale status. Også selv
om det er et svært miljø at være stolt af. Man skal værdsætte de værdier, man
er opvokset i. Selv om jeg for mange år siden flyttede fra Mohammed Ali Street,
vil det altid være min gade, mit hjem. Alle folk dér er som min familie. Jeg vil aldrig vende min ryg til gaden og
området, fordi jeg selv er en del af det, og jeg elsker området. Jeg har aldrig tænkt på berømmelse. Jeg har altid blot ville danse, og det
er jo det, jeg elsker.”
Suzzane fortæller:
”Min underviser Shareen el Safy optrådte i Cairo i
natklubben på Pyramid Street, hvor Lucy var hovedattraktionen. Shareen el Safy
oplevede Lucy med stor beundring som den intelligente snu business kvinde og som
den selvmotiverende perfektionist. Shareen el Safy mener, at disse kvaliteter
var lige så vigtige for succes i den konkurrenceprægede danseverden i Cairo,
som de kunstneriske færdigheder, som Lucy så åbenlyst viste.”
Følgende informationer
er fra Al-Ahram ugentlige engelske avis 8-14 april, 1993 :
Lucys mor var en danser fra Mohamed Ali Street i Cairo. Mohammed Ali Street var en berømt gade, hvor
kunstnere (musikere og dansere) havde etableret deres eget samfund. Man giftede man sig oftest med en fra området,
og gaden havde sit eget sprog. Alligevel ønskede Lucys mor ikke at hendes
datter skulle være danser. Lucy fortæller som 29 årig: "Min mor var bange for mig. Hun ikke vil have
mig til at danse, fordi hun vidste, at det var hårdt. Jeg fortalte hende, at
jeg vidste det ville være hårdt arbejde, men at jeg også vidste, hvordan at jeg
skulle passe mig selv. Alt hvad jeg ønskede, var at få en chance til at prøve…”
Artikel skrevet af Suzzane Sofia Potempa:
Foto er øjebliksbilleder fra dokumentarfilmen.
