Lucy

Suzzane fortæller:

”En af Cairo´s dansere som jeg elskede at se på video, var Lucy. Lucy er en danser, der især var berømt i den præ-moderne tid ca. 1989- 1999. Hun var altid smuk og elegant i sin dans. Hun havde de flotteste kostumer, og bar ofte et stort smykke på hovedet, som jeg var mindre begejstret for. Men det var jo moden dengang i Cairo samt smag og behag. Lucy kunne både danse, synge og arbejde som skuespiller. Hun medvirkede i en del film. Lucy medvirkede også  i dokumentarfilmen fra 1992 ”Cairo unveiled” produceret af Karen Goodman and Kirk Simon. Det siges, at Fifi Abdou´s manager blev fyret, fordi han ikke sørgede for, at Fifi Abdou fik hovedrollen i dokumentarfilmen. Filmen ”Cairo unveiled” handler om kvindens rolle i Ægypten set med danserens Lucy ´s øjne, og gennem Lucy´s liv som danser. Denne artikel handler om Lucy i filmen”Cairo unveiled.” Filmen blev vist i TV i National Geographic Explorer serien i 1992.”

Ibrahim Akaf

I starten af filmen oplever man et kort interview med den fantastiske koreograf Ibrahim Akef. Ibrahim Akef: “Mange mennesker forstår ikke at ”Raks el sharqi” / mavedans er en dansekunst. Som danser må man arbejde meget hårdt for at lære for at blive dygtig. En dygtig danser skal stråle og lyse som en stjerne. Danseren skal elske mavedans. Hun skal tro på dansen, og på det hun gør. Mavedans er en af de sværeste danseformer i verden. Som danser skal man være fleksibel. Man skal kunne omsætte og fortolke enhver melodi – ethvert musikstykke med sine bevægelser. Som en sanger der formidler komponistens værk, synger en danser med sin krop. Alle lande i verden har sine egne danse, som er i folks blod fra fødslen af. I Ægypten er mavedansen i folks blod. Uanset hvad der siges eller gøres, eller hvor moderne vi bliver, uanset hvad der sker i fremtiden, vil vi aldrig glemme vores dans og musik.”

Lucy og spåkonen

Lucy fortæller:”Da jeg var barn var der en spåkone som hed Um Farouk. Hun var dygtig til at aflæse skæbner I kaffe grums, og gjorde dette I mange år. Hun plejede at sige til mig, ”Kom her lille pige, kom til mig, jeg vil læse din skæbne. Så en dag gik jeg hen til hende. Hun fortalte mig, at jeg en dag ville blive en berømt danser. ”Folk vil beundre dig, og du vil give din autograf til dine fans”. Jeg troede ikke, på det hun sagde. Det var bare for sjov. Men det, hun sagde dengang, er faktisk sket.

Ægyptere er ikke som andre folkeslag. De elsker kreativitet, de elsker at danse, de elsker at grine. Vi er et meget levende folkefærd. Vi hører musik og kan ikke lade være med at bevæge os – selv børn danser.” Raks el sharqi ” / Mavedans er i alles hjem i Ægypten.

Et barn med ambitioner

Jeg voksede op i en meget fattig bydel i Cairo. Det eneste jeg ønskede mig som barn var at danse til musik. Som hos de fleste oplevede jeg for første gang mavedans ved et bryllup. Bryllupper fejres som regel en torsdag aften, da fredag er en helligdag, hvor også skoler har lukket. Derfor fik jeg lov til at blive længe oppe ved bryllupsfester. Jeg var 12 år, da jeg for alvor startede med at danse seriøst og med ambitioner. Jeg husker, at jeg ikke kunne lade være med at danse, når jeg hørte musik. Jeg begyndte at spare mine lommepenge, så jeg kunne give danserne drikkepenge, så de gav mig lov til at danse sammen med dem på scenen. Jeg sparede alt, hvad jeg kunne, så jeg kunne deltage i så mange bryllupper som muligt, hvor jeg øvede mig i at danse. Jeg drømte om at blive en dygtig danser på en scene.

Zaar

Samtidigt elskede jeg at være sammen med de gamle kvinder i deres zaar ceremonier, hvor onde ånder skulle uddrives. Hvis en person var besat af en ond ånd, var vred, ked af det eller syg, kunne man blive helbredt og slippe af med sine onde ånder. Jeg var altid påvirket af disse seancer, som gik dybt i min krop, rytmerne styrede mig, jeg dansede, til jeg faldt om fuldstændigt udmattet.  Det er ligesom, når i vestlige lytter til rockmusik eller Michael Jackson og bliver hysteriske, råber og skriger i ekstase. Man bliver nød til at bevæge kroppen, og man kan ikke stoppe…

Autodidakt

I dag  (1992) danser jeg i natklub to shows hver aften seks dage hver uge.  Ingen har lært mig at danse, at spille skuespil eller at synge. Jeg er selvlært. Jeg føler altid de første to minutter på scenen, at det er, som om det er min første optræden. Men så løsner jeg op, jeg lukker mine øjne få sekunder, og så danser jeg bare… Mavedans er en gammel dans. Ingen ved præcist, hvordan den opstod. Nogle mener at dansen kom fra slaveinder, der var købt til at forføre mænd. Andre mener, at dansen oprindeligt var en frugtbarhedsdans, der forberedte og hjalp kvinder til at føde børn. Mavedansen har udviklet sig gennem tusinder af år. I dag er der regler i dansen omkring trin, bevægelser, musikken og m.m. Det er de ydre regler for at kunne danse. De regler der er, om hvordan man fortolker og formidler dansen, kommer fra det indre, de kommer fra hjertet. Mavedans er feminint, hvilket ikke er det samme som at være sexet. Jeg er ikke på scenen for kun at vise min krop. Jeg er på scenen, fordi dét jeg gør er en dansekunst. Mavedans handler om rytmer, det er sjælen i dansen. Nogle gange danser man hurtigt, andre gange langsomt, nogle gange er det meget rytmisk andre gange flydende, men der er altid en rytme.”

Lucy startede med at danse i Klubben Sahara City og senere også ved bryllupper. Lucy tjener godt, hun er velhavende. Tidligere var det meget skamfuldt for familien hvis man var en danser. Der er stadig mange, der agerer på den måde i stedet for at give danseren respekt og beundring, mener Lucy.

Kvinder og samfundet

Lucy:” De fleste af mine beundrere er kvinder, og det er jeg glad for. Fordi en kvinde forventer ikke noget af en anden kvinde på samme måde som mænd gør. Det betyder ikke noget for mig, hvad mænd mener om mig og min dans. De ser mig ikke, som det menneske jeg er. I Ægypten – i hele Mellemøsten har kvinder haft en lav social status. I dag har kvinden fået en plads i samfundet. Nogle kvinder har i dag det samme arbejde som en mand. Det kunne slet ikke lade sig gøre tidligere. En mand i Ægypten er stadig overhovedet i familien. Der er nogle, der mener, at det står i koranen at mænd er bedre end kvinder. Vores religion siger, at vores hår skal tildækkes, og at man ikke skal vise sin krop til andre. Men jeg tror, at Gud tilgiver og er barmhjertig.  Jeg tror, at Gud ved, at jeg ikke sårer eller skader nogle eller gør noget dårligt. Gud vil ikke straffe mig. Tværtimod mine danseoptrædener i natklubber og ved bryllupper gør folk glade. Et bryllup uden en mavedanser er ikke et rigtigt bryllup. Det var tradition i Ægypten at bryllupper var arrangeret dvs. forudbestemt og aftalt af andre i familien. Derfor blev det mavedanserens opgave med sin dans at skabe en god stemning mellem brud og brudgom, selvfølgeligt også at underholde bryllupsgæsterne.

Vores religion er baseret på, hvad vi indeholder og ikke på vores ydre. De tilslørede kvinder er meget religiøse, men de elsker alligevel Lucy. Det kan lade sig gøre både at være religiøs og have det sjovt”.

Miljø

Unge nye dansere har Lucy som sit forbillede. Lucy: ”Nogle nye dansere har ambitioner og vil være som jeg. De ser, at jeg kommer fra deres byområde, og at jeg i dag er en berømt danser i hele Ægypten. På den måde er jeg et godt forbillede, som kan hjælpe dem fremad i livet. Det lærer dem også, at man ikke skal skamme sig over sin familie og sin sociale status. Også selv om det er et svært miljø at være stolt af. Man skal værdsætte de værdier, man er opvokset i. Selv om jeg for mange år siden flyttede fra Mohammed Ali Street, vil det altid være min gade, mit hjem. Alle folk dér er som min familie.  Jeg vil aldrig vende min ryg til gaden og området, fordi jeg selv er en del af det, og jeg elsker området. Jeg har aldrig tænkt på berømmelse. Jeg har altid blot ville danse, og det er jo det, jeg elsker.”

Suzzane fortæller:

”Min underviser Shareen el Safy optrådte i Cairo i natklubben på Pyramid Street, hvor Lucy var hovedattraktionen. Shareen el Safy oplevede Lucy med stor beundring som den intelligente snu business kvinde og som den selvmotiverende perfektionist. Shareen el Safy mener, at disse kvaliteter var lige så vigtige for succes i den konkurrenceprægede danseverden i Cairo, som de kunstneriske færdigheder, som Lucy så åbenlyst viste.”

Følgende informationer er fra Al-Ahram ugentlige engelske avis 8-14 april, 1993 :

Lucys mor var en danser fra Mohamed Ali Street i Cairo.  Mohammed Ali Street var en berømt gade, hvor kunstnere (musikere og dansere) havde etableret deres eget samfund.  Man giftede man sig oftest med en fra området, og gaden havde sit eget sprog. Alligevel ønskede Lucys mor ikke at hendes datter skulle være danser. Lucy fortæller som 29 årig: "Min mor var bange for mig. Hun ikke vil have mig til at danse, fordi hun vidste, at det var hårdt. Jeg fortalte hende, at jeg vidste det ville være hårdt arbejde, men at jeg også vidste, hvordan at jeg skulle passe mig selv. Alt hvad jeg ønskede, var at få en chance til at prøve…”

Artikel skrevet af Suzzane Sofia Potempa: 

Foto er øjebliksbilleder fra dokumentarfilmen.