søndag den 27. februar 2011

Ghawasi - De ægyptiske sigøjnerdansere

Ghawasi var professionelle sigøjnerdansere i Ægypten. Det hedder Ghaziya i ental. Tidligere var der mange Ghawasi dansere, i dag er der desværre ingen af dem, der danser mere af de få, der var tilbage i øvre Ægypten omkring byerne Qena og Luxor. ( Den sydlige del af Ægypten kaldes for Øvre Ægypten og den nordlige del for nedre Ægypten. Dette skyldes Nilen, der udspinger i Ægyptens sydlige del og udmunder i den nordlige del).
I omkring 1840 érne beskrev den franske forfatter Gustav Flaubert med stor entusiasme Ghawasiernes dans og hans forhold til en af danserne Kuthuk Hanim. Forfatteren Edward Lane beskrev Ghawasierne i sin bog ”The manners and costums of the modern Egyptian” i sin bog i 1834. Disse sjældne beretninger beskrev Ghawasikvinderne som meget forskellig fra ægypterne - at de tilhørte en nomadestamme og havde deres eget sprog.  I dag ved man, at de stammer fra sigøjnere, at de tilhørte Nawar stammen og få sjældne tilhørte Halab og Bahlawanat stammerne. Nogle af ”The musicians of the Nile” - en verdenskendt autentisk musikgruppe opdaget af franskmanden Alain Weber i vor tid - er fra Bahlawanat stammen.
De fleste etnologer er enige om, at Nawarstammen, som er kendt i hele Mellemøsten oprindeligt kom fra Sind Valley (Indien) og rejste gennem Irak, Syrien, Libanon, Palæstina, og gennem Iran til Ægypten.
Historien fortæller, at Barmakeefolket var en meget magtfuld familie fra Iran, der levede i Irak under Abbasiddynastiet. Den mest berømte Barmakee var Jafar, Haruun el Rashid´s visir, som der fortælles om i 1001 nats historier. Da Barmakee folket blev for magtfuld blev Jafar henrettet, og Barmakeefolket blev tvunget til at forlade Irak.
Ghawasi og Nawarfolk påstod, at de alle nedstammede fra Barmakeefolket, men historikere mener, at de arbejdede som dansere og musikere for Barmakeefolket. Det ”hemmelige ” sprog de talte var farsi. Selv i dag i øvre Ægypten taler nogle af de ældre fra Nawarfolket farsi.


Ghawasierne blev udvist fra Cairo i 1834 under Mohammed Ali´s styre. De fleste af dem rejste til byerne Luxor, Qena og Esna i øvre Ægypten. Nogle få opholdte sig hemmeligt i Cairo.

De professionelle dansere før 1834 i Ægypten var enten Awalim eller Ghawasi. (Awalim i flertal, Almeh i ental) Awalimkvinderne blev opdraget til dannelse. De blev udlært til at synge, danse og spille musik, og havde et diskret liv imodsætning til ghawasikvinderne. De viste sig kun tilsløret offentligt. De blev engageret til at optræde hos de rige endda hos visiren til at optræde i hans harem. Awalimkvinderne var dannede og respekteret. Dansen fra Awalimkvinderne er udviklingen til det vi i dag kalder for ”Orientalsk Dans” eller ”Raqs sharki”. Ghawasidanserne fik kun lov til at optræde på gårdspladser eller på gaden. De levede under kummerlige vilkår i hytter eller telte, og vandrede fra by til by. Dansen var deres levebrød, og de var meget afhængig af publikums stand. Mange dansere arbejdede også som prostituerede. Da Ægypten var under fransk besættelse, tjente mange ghawasi gode penge ved dans, underholdning og prostitution.

Efter at Ghawasifolket blev udvist fra Cairo i 1834 blev deres dans ændret. De inkoorperede bl.a. elementer fra Saidifolket. Karakteristisk for Ghawasikvindernes dans
var deres dygtige spil på fingercymbaler, shimmy fra side til side, indimellem meget kraftfulde hoftebevægelser og en uigennemskuelig hofteteknik med finesser og timing, en stampen med foden i forbindelse med en hoftebevægelse, deres humor, styrke, livskraft, levende spil og deres hemmelige sprog.
Deres kostume forblev meget lig den stil, de havde haft ved dette århundrede skifte.
Omkring 1980 érne begyndte Ghawasidanserne fra Luxor at optræde i hele baladikjoler som, de havde set folkloredansere fra Ægypten gøre. Men de fleste dansde i den autentiske beklædning, som var et halvlangt skørt ( i ældre tid var skørtet eller nederdelen hellang), et bælte med lange klædebånd, en vest udenpå en bluse og hovedpynt. (Jeg har en videooptagelse, som viser hvordan Ghawasikvinderne i deres dans med en speciel hofteteknik, får skørtet til at svinge på en bestemt måde.)

Hvis en Ghaziya blev gift med en fra sin egen stamme, kunne hun fortsætte med at danse med sin mand som musiker. Hvis hun blev gift med en mand udefra, måtte hun ophøre med at danse.
De traditionelle musikinstrumeneter, der brugtes til Ghawasidansernes dans,
var rababa (et simpelt strengeinstrument), tabla (en tromme), en mizmar (en slags oboe, der spiller meget højt) og nogle gange en sofara (en type af en fløjte).
I Edward Lanes tid i 1800 tallet spillede man kun på rababa, fløjte og tromme.

De mest berømte Ghawasi i nyere tid var Banat Mazin ”Mazin´s døtre” i Luxor. Josef Mazin fra Nawarstammen var patriak af en klan med mange smukke døtre. Han blev meget rig af de penge, som hans døtre tjente ved at optræde med dans. Desværre døde han, uden at fortælle hvor han havde gemt sine penge. Alle hans døtre holdt senere op med at danse, da de blev gift. Den yngste datter Khairiya blev skilt, og genoptog sit dansearbejde indtil først i 1990 érne. Hun startede med at få undervisning i dansen som 7 årig af kvinderne i familien, der dansede, og Khairiya optrådte offentligt med dans som 13 årig sammen med sin søster Amal. De udviklede deres egen stil også mht. dansekostume. (Ghawazidansere optrådte ikke solo, de var min.2 op til 5 dansere). Khairiya og Amal optrådte mange steder til traditionelle fester pga deres popularitet bl.a. i Cairo, Alexandria, Port Said og Aswan. En fest var ofte i flere dage i træk, og de startede danseoptræden om aftenen til den lyse morgen. De dansede også indendørs eller på Nilbådene for turister. Khairiya døde i 1997. Dansen fra Mazin ´s døtre er udviklingen til det, vi i dag kalder ”Raqs shaábi”.
Der findes andre dansere Raja og Nagua fra Qena, som var med i filmen Lachto Drum. En film lavet om sigøjnere verden over.
 
I 1990érme da Khairiya dansede måtte man kæmpe for at optræde med dans.
Fundementalisterne gjorde alt for at forhindre dans. De lukkede dansestederne ”Farahat”, hvor ægypterne plejede at fejre deres familiefester, bryllupper m.m.
Dansede man på gaden, blev man arresteret.
Bureaukratiet voksede, der skulle mange papirer til at kunne optræde, og hvis papirerne ikke var iorden, blev man i fængsel. Papirerne skulle fornys hvert år, og det kostede mange penge. De store hoteller ansatte ukvalificerede dansere fra Cairo, istedet for de lokale Ghawasidansere. I den periode var der en danser i Cairo, der fik syre i ansigtet. En reaktion fra fundementalisterne.........

Det er så trist, at dansen fra Ghawasikvinderne
ikke eksisterer mere.
Da Khairiya døde i 1997 døde flere generationers
tradition af Mazindøtrene, som havde danset.
Khairiya var den yngste datter af familien.

En tak til Aisha Ali, Jalilah og Nabila Shams el Din for
den viden de har givet mig om Ghawasidanserne.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar