Translate

tirsdag den 24. januar 2017

Suzzane Sofia Potempa 25 års jubilæums tale i Dof Skole for Orientalsk Dans.



Jeg ved, vi er mange der har glædet os til i dag. Rigtig hjertelig velkommen allesammen til 25 års jubilæums dagen i Dof Skole for Orientalsk Dans..
Hvor er det dejligt at se alle smukker jer her i dag for at fejre danseskolen. 

Smukke mennesker i alle aldre, danseglæde og livsglæde – det var sådan det hele startede............
Jeg er skolens leder, underviser. Men jeg er også skolens sekretær, altmuligkvinde og rengøringskone. Og sådan har det været i 25 år.



I 1989 startede jeg med at undervise i mavedans på aftenskoler og undervisning i Dansens Hus, som jeg selv arrangerede. Men der manglede noget. De lokaler jeg underviste i var meget uinspirerende og i værste tilfælde skete undervisningen i en kold intetsigende gymnastiksal. Det er en ægte energidræber også for indlæringen, når det handler om at være kreativ, at føle glæde og at være i et flow. Derfor blev Skole for Orientalsk Dans født i foråret 1991 og startede undervisning i eget lokale i efteråret i Viborggade på Østerbro.

1 1993 flyttede danseskolen til Århusgade 108 E , hvor vi havde skønne genboer som APA -  Skolen for kropsdynamik og Dansk Oplysningsforbund. Det var i den tid, hvor der bl.a. var sommerkurser på Kreta og vinterkurser på Dragsholdm Slot. Det var også i den tid at skolen blev til en folkeoplysende forening med undervisning under folkeoplysningsloven. 
I 2006 flyttede skolen til VerdensKulturCentret. Det var så nærliggende eftersom, at vi har haft mange kulturelle arrangementer som Tværkulturel Kvindefestival og Verdensmusik og Dans her i huset siden 1990´erne. Og siden 1997 har der været undervisning for socialt udsatte indvandre- og flygtningekvinder. I de senere år har der bl.a. været spændende arrangementer med MavedanserCafe og Verdensdans.



Hvad er så dét som er HELT speciel i Skole for Orientalsk Dans nu og fremover:
Det er livsglæden og danseglæden – Det er vigtigt, at alle i undervisningen er glade. Man lærer absolut mest og bedst, når man er glad og er i et flow.

I undervisningen skabes der stemninger og følelser i et smukt orientalsk indrettet lokale, der også inspirerer kreativiteten, livsglæde og indlæringen.

Man får en undervisning, hvor man både lærer og straks kan anvende, det man har lært. Der er fokus på, at man udvikler sin kreativitet og personlighed på en sjov og sund måde. Der er seriøs træning, men ikke uden humor.

Der er rummelighed, tryghed og plads til alle. Der er plads til at være anderledes. Der tages individuelle hensyn. Her er undervisning for deltagere, der ønsker motion. Her er undervisning for deltagere, der har ambitioner. I en enhver situation handler det om “kvalitet fremfor kvantitet”.

Musikken der anvendes er inspirerende for krop og sjæl. Musikken og viden herom er essentielt for at kunne danse.

Man er altid velkommen. Der er et højt serviceniveau og et højt informationsniveau. der er en ligeværdig behandling, uanset hvem man er.

Når man går til dans i Dof Skole for Orientalsk Dans, støtter man samtidigt undervisningen af socialt udsatte indvandre- og flygtningekvinder.

Kursister bliver i skolen i mange år eller vender tilbage efter en tid. De ældste elever er fra 1989, det er da vildt.



Jeg forlod sygehussystemet til fordel for at være en vaske ægte mavedanser. Jeg har aldrig fortrudt et øjeblik, selv om det har været et liv fyldt med usikkerhed. Jeg er privilligeret og taknemmelig. Jeg føler at jeg bruger mig selv og mit liv perfekt, fordi jeg netop arbejder med det, jeg elsker.
Jeg bliver så høj af glæde, når jeg underviser og danser. Det er som at svæve rundt på lyserøde skyer.  Jeg elsker at undervise og jeg ved, jeg er heldig, fordi jeg tiltrækker altid de mest vidunderlige mennesker. Det vil jeg gerne sige TAK for.


Også tak til en unik bestyrelse, der står bag Dof Skole for Orientalsk Dans.



lørdag den 21. januar 2017

Farid al Atrash

Farid al-Atrash




Suzzane fortæller: ”At danse er som at spille musik med sin krop. Når man starter på mavedans og elsker dens musik som jeg, så er det, som at være forelsket non stop. Et musikstykke kan være som en intens kærlighed der bobler indeni, der åbner for forskellige følelser og stemninger, som bare skal udtrykkes med kroppen. Måske en dag bliver man lidt træt af den kærlighed, men så kommer der en ny melodi, og så er man igen i fuld gang med at være i en ophøjet energi, i en ekstase, der kan vare fra få timer til mange år….. I Ægypten var der 3 Mozart´er i samme tidsalder. De fantastiske komponister og musikere var Abdel Halem Hafez, Mohammed Abdel Wahab og Farid el Atrache. Læs i denne artikel historien om Farid al-Atrash.”

Flugten til Ægypten
I Syrien stod Druserne i spidsen for oprøret mod fransk herredømme efter 1. verdenskrig med Prinsesse Alia og Prins Fahd al-Atrash som ledere af klanen. De fik tre børn Fouad, Farid og Amal. Amal og Farid blev som voksne meget populære og berømte kunstnere. Atrash børnene voksede op under vagtsomme øjne af deres forældre, der ofte flyttede mellem de større byer i Levanten [1] i deres politiske kamp mod franskmændene. Prinsesse Alia havde mistet to af sine fem børn på grund af sygdom i en ung alder, og var derfor ekstra bekymret for sikkerheden af ​​sine børn. Hendes frygt blev forværret, da Farid var uheldig, mens han legede sammen med en anden i en lille båd i Beirut. Han var lige ved at drukne. Dette medførte, at Farid ikke fik lov til at opholde sig udendørs, bortset fra når han skulle i skole. På grund af potentialet for franske repressalier mod familien, var Prins Fahd al-Atrash nød til at beskytte sin familie. Prinsesse Alia måtte søge tilflugt i Ægypten sammen med deres børn. Det var hårdt at forlade sin mand og velstand. Prinsessen forklædte sig selv og sine børn ved at tage en falsk efternavn ”Kusa”. Kusa betyder på arabisk zucchini/courgette. Farid var startet på en ny skole i Ægypten – ironisk nok en fransk skole, hvor han blev moppet på grund af sit nye efternavn.

Den triste sanger
Midt i det økonomisk vanskelige liv, voksede Farids musikalske interesse, idet han lyttede til sin mor, der sang og spillede på oud for børnene. Efter en længere insisteren, fik Farid endelig lov til at træne med skolens kristne kor. Instruktøren var imidlertid ikke imponeret over, Farid manglende evne til at udtrykke følelser på trods af hans dejlig stemme, og rådede ham til at græde, så lytterne ville føle smertens udtryk i chants. Dette råd arbejdede han altid med. Det forblev et tema gennem hele hans karriere, og som klart tjente ham med etiketten som ​​" den triste sanger."



Aviser der varmer
Al Wasat Magasinet skrev en historie om Farids kærlighed til musikken som barn, hvor han beundrede en sanger i en kaffebar. Men Farid havde aldrig råd til at købe en kop te, så han kunne lytte til ham. Han stod ofte uden for kaffebaren for at nyde musikken, indtil en medarbejder i kaffebaren blev utilfreds med, at teenageren ikke betalte for showet, og overraskede ham ved at hælde en spand koldt vand på ham. Farid gik på gaderne i Cairo i håb om at hans tøj ville tørre. Senere vendte han hjem og sov i sit våde tøj for at undgå sin mors vrede reaktion. Han vågnede op med feber, der kunne have været meget værre, hvis han ikke havde svøbt sig i aviser for at holde varmen. Han kommenterede senere i et radiointerview, at brugen af ​​disse aviser var hans første positive erfaringer med de trykte medier.

En film sammen med sin søster
Farids mor den tidligere Prinsesse måtte til sidst synge i natklubber for at kunne klare sig økonomisk og støtte sine børn. Hun gav Farid lov til at synge ved skolens arrangementer. Det medførte, at han videreudviklede sine tillærte talenter til, at han kunne synge ved en koncert på et universitet til ære for det syriske oprør. Det var en præstation, som gav ham adgang til den kunstneriske verden, men som samtidigt afslørede hans sande identitet som medlem af Atrash klanen. Han blev prompte afskediget fra den franske skole. Farid blev efterfølgende uddannet på en anden skole. Han blev herefter optaget på et musikkonservatorium, og derfra blev han elev hos den berømte komponist Riyad som-Sunbaty. Den hårdtarbejdende unge mand blev stærkt anbefalet af Sunbaty, og sang i privatejede ægyptiske radiostationer i 1930'erne. Da stationerne blev lukket og en national radiostation i stedet åbnede, blev Farid ansat som oud spiller i et orkester, og senere som sanger. Hans søster Amal´s talent som sanger blev også opdaget, og hun fik kunstnernavnet Asmahan. Flere filmfolk fik ideen om at fremvise et bror-søster talent fænomen i en film, og efter flere tilbud medvirkede de to sangere i en vellykket film i 1941. Det skete dog først efter at Farid´s krav om selv at komponere al musikken til filmen blev accepteret. Til sidst accepterede producenten på trods af, at det var forbundet med en stor økonomisk risiko.

                                                      Samia Gamal og Farid al Atrash

Kærlighed, succes og sorg
Den hurtige succes ændrede den unge flotte stjernes livsstil, Han nød byens natteliv, kærlighedsaffærer, hestevæddeløb og gambling. Farid befandt sig snart i gæld og forladt af sin misbilligende mor. Denne vanskelige fase af sit liv blev forværret af, at hans søster Asmahan omkom ved en ulykke, der er endnu ikke fuldt ud kan forklares, og som stadig har en interesse for konspirationsteoretikere. Farid fandt trøst i et forhold med danseren Samia Gamal. Han blev motiveret til at risikere alt, hvad han ejede, og det lykkedes at låne til at producere en film sammen med Samia Gamal i 1947. Filmen overgik alle forventninger omkring succes – herunder den økonomiske succes. Farid blev placeret i den velhavende klasse praktisk talt natten over. Fem film senere, brød det ugifte par Samia Gamal og Farid Al Atrache op i en bitter kamp. Farid fortsatte med at arbejde sammen med andre filmstjerner i talrige succesfulde film. I næsten alle film havde han den romantiske hovedrolle, som den triste sanger eller med navnet ” wahid” som betyder en type, der har tendens til at være ensom.  Farid fungerede tilsyneladende godt uden en kæreste og nægtede at blive gift, idet han mente, at et ægteskab ville dræbe al kunst. Han brød hjerter med mange af hans meddansere / medstjerner. Farid elskede at være forelsket, det var en forudsætning for at være en romantisk sanger. Publikum affandt sig med hans urolige privatliv, og de huskede klart hans smukke sange i lang tid. Hans klassiske sange inkluderer "Ar-Rabi, '" "Awell Hamsah," og de tidløse melodier "Lahnil Khulud," "Tutah," og "Raqsitil Gamal." De to sidste var musikstykker til dans. Hans musikstykker / sange i den  "lettere" genre som "Nura Nura," "Hallet Layali," og "Gamil Gamal" er stadig meget populære i dag. Farid viste en nationalistisk side i sin sang "Busatir Reeh." Det var også rygter om, at han i forventningen om et uafhængigt Palæstina, havde komponeret en nationalsang, men som ikke var placeret i hans musikarkiv.


Depression
En af de mere interessante kærlighedshistorier involverede de kongelige. Kort før den ægyptiske revolution, blev Farid venner med kongens hustru. Kongen som selv tog del i det glade liv, ville ikke dele rampelyset med en anden berømthed. Men kongen blev i den tid kort efter tvunget ud af landet. Efter at blive skilt fra den landsforviste konge i Ægypten, vendte eks dronningen tilbage til Ægypten, hvor en stormfuld kærlighedsaffære med Farid al-Atrash blev til gode historier i den kulørte presse. Eks. Dronningens familie afviste imidlertid Farid i forhold til deres datter, dels på grund af politiske årsager i det revolutionære miljø i nationen. Dette tab førte Farid til lang periode med depression ikke ukendt for den triste sanger. Han begyndte at få sundhedsmæssige problemer, der blev forværret fra da af, indtil han døde.



Et liv i sus og dus
Senere i Farid´s liv, hvor han levede i sus og dus, og boede i både Cairo og Beirut, overvejede han alligevel at indgå et ægteskab med den ægyptiske sanger Shadia, og en libanesisk kunstner, men ændrede hver gang sin mening i sidste øjeblik. Han frygtede, at hans helbred ville svigte, og at han ville dø. Dette drama havde han spillet i en eller flere af hans romantiske film med sang. I 1974 døde Farid som 60 årig i Beirut. Han nåede ikke at blive færdig med den film, han var ved at indspille. Han fik ikke opfyldt sin drøm om at komponere en sang til Oum Kulthum. Det blev rapporteret, at hans klan nægtede at begrave ham ved Drusernes bjerg. Men der kom en offentlig erklæring fra Farid´s bror Fouad om, at Farid havde ønsket at blive begravet i Cairo, hvor hans søster døde.

En enestående kunstner
Farid al-Atrash er kendt for blandt arabiske musikere som den bedste oud spiller af sin tid. Han var kendt som ”Kongen af musikinstrumentet oud”. Han var en talentfuld sanger, som andre sangere forsøgte at efterligne, hans stemme og triste stil var absolut enestående. Komponister kendte Farid (et navn, der betyder enestående på arabisk) som en kompetent konkurrent, og som en der udfordrer til lederskab. Farid brød ind i kunstverdenen i en tid med etablerede giganter som Mohammad Abdel Wahab og Oum Kulthum, og i en tid med en ny teknologi og med filmoptagelser. I et forsøg på at skabe en niche, adopterede Farid musik fra flamenco og tango i sine kompositioner. Flamenco har en fælles Maqam [kurd] med arabisk musik. Tango var den moderne stil i Europa på det tidspunkt. Farid al-Atrash har klart dybt og inderligt sat sit præg på arabisk musik.  Studerende oudspillere sværger til ham, og tøver ikke med at efterligne hans improvisatoriske stil. Sanglærere påpeger hans evne til at synge væk fra rytmen, og alligevel startede han og sluttede han en sætning på slaget. Det var en utrolig færdighed, der førte publikum i Tarab [ekstase]. Farid står stadig i dag som en stor musiker, der er endnu ikke er blevet erstattet. Farid fornemmede selv sin egen storhed i de historiske sammenhænge, men nægtede bevidst at kommentere det, da hans arbejde talte for sig selv. I dag produceres der mange, korte sange, hvor der blandt andet ofte mangler en musikalsk dybde. Folk mindes ofte de gamle dage, hvor arabisk musik var så rig, at kunstnere virkeligt og inderligt berørte publikums følelser. Den første kunstner, der skal nævnes, er uundgåeligt Farid al-Atrash, den triste elsker, der erobrede araberne med fantasi, elegance og raffinement.

Kilde:  Sami Asmar -  Turath.org

Foto: Foto med Tahia Carioca er fra Suzzanes private samling fra Hossam Ramzy. Foto med Samia Gamal er med tilladelse fra bogen ”Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm
Foto med farver er fra CD omlag.

Navnet staves enten som Farid al Atrash eller Farid el Atrache.




[1] Levanten er en gammel og lidt upræcis europæisk betegnelse for landene ved Middelhavets østlige kyster, typisk det område, der i dag omfatter Syrien, Libanon og Israel, herunder Gaza og Vestbredden. Navnet kommer nok af italiensk levante, som betyder "øst", egentlig "opgående sol". Navnet Levanten er muligvis opstået i forbindelse med korstogene og Venedigs storhedstid som handelsmagt fra 1100-tallet, hvor venetianernes handel dominerede hele det østlige Middelhav. Af stednavnet opstod betegnelsen levantiner om indbyggerne i Levantens havnebyer, som var en blanding af mænd fra Europa og kvinder fra Orienten.