Suhair Zaki

Suhair Zaki

Suzzane Sofia Potempa: ” Jeg vidste, at min dygtigste underviser  www.shahrazad.de havde haft en personlig kontakt med Suhair Zaki. Derfor kontaktede jeg Shahrazad, og spurgte om hun ville skrive lidt om sine oplevelser til denne artikel om Suhair Zaki.

                                                                     Shahrazad

Shahrazad fortæller:

”I starten af 1980'erne så jeg første gang Suhair Zaki danse på videoer, som jeg syntes var lidt kedelige. Jeg forstod ikke, hvorfor folk talte så meget om hende. I 1982 rejste jeg for første gang til Ægypten, hvor jeg skulle være i en måned. Jeg så Suhair Zaki danse på en natklub på Pyramid Street, og jeg var fuldstændig paf over det, jeg så og hørte. Sammenlignet med de andre ægyptiske dansere var Suhair Zaki ganske tilbageholdende, med en temmelig lys make up og i klædt et klassisk kostume. Hendes musikere var så ubeskriveligt fantastiske, at jeg tænkte, at jeg aldrig havde hørt noget lignende i mit liv. Da Suhair Zaki begyndte at danse, blev det øjeblikkeligt klart for mig, hvorfor hun var så berømt. I det øjeblik hun dansede, smeltede hun ind i musikken, og den smeltede ind i hende, som uadskillelige elementer, som om jeg så musikken og hørte dansen. Hun tog sit publikum med i en trance, der fik os til at glemme alt andet. Når der var en lille pause, tørrede hun sveden af sit ansigt med et lommetørklæde og smilede på sin egen generte måde. Vi var tilbage på jorden. Da hun tog sine fingercymbaler og fortsatte med en Balady, hvirvlede hun os tilbage til de kosmiske verdener, waw !

 Da hun passerede mit bord kunne jeg ikke lade være med at sige " jeg elsker dig" til hende! Hun reagerede meget varmhjertet og menneskeligt. Der var Ingen tegn på stjernenykker eller arrogance, kun charme og skønhed.

 For mig er hun den bedste fortolker af levende musik nogensinde. En koncentreret flydende og øjeblikkelig reaktion på de subtile variationer i den ofte improviserede og komplicerede arabiske musik, fik hende selv og os alle i en ekstase, igen og igen. Hun var en sand mester i Tarab følelsesmæssige højdepunkter / ekstase i arabisk musik). Jeg så hende optræde flere gange i Ægypten og Tyskland.

 I 1993 kom hun til Mena House (i Cairo) og sad blandt publikum, hvor hun skulle have optrådt ved et in-ternationalt show arrangeret af afdøde Dietlinde Bedauia Karkutli (Tyskland). Men hun optrådte ikke, fordi hendes onkel var død.  Hun var oldt op med at optræde med dans. Mona Said dansede i stedet. Jeg dansede et potpourri af en 1001 Nat og flere andre danse i løbet af aftenen i Mena House. Jeg startede og sluttede med pantomi-misk dans til musik af Rimsky Kor-sakov . Da jeg kom tilbage til publi-kum efter min præstation, fortalte mine venner mig, at de havde set Suhair Zaki græde under mit show. Jeg gik hen til hende for at hilse på hende, og hun krammede mig og sagde, det havde været så romantisk ...!

Jeg har ofte tænkt, at hvis det ikke var for Suhair Zaki, ville jeg for længe siden være holdt op med at danse orientalsk dans. Hun var en sand kunstner og en meget værdig repræsentant for det høje ideal som en danser kan legemliggøre. En mester i dans, hjerte, sind og ånd !”

                                                                   Suhair Zaki

ÆGYPTEN i 1944

1944 var en tid med store samfundsmæssige ændringer i Ægypten.  I Cairo og andre store byer blev traditioner og normer i forbindelse med bryllupper mere afslappede.  Awalim fortsatte med at være de traditionelle kunstnere, der var entertainere for den lavere sociale klasse ved bryllupper, mens den ægyptiske overklasse begyndte at ansætte populære natklub-entertainere til deres fester og bryllupper. Feminismen voksede i Ægypten. Kvinder var i front ved filmoptagelser, og filmindustrien havde kvindelige instruktører. De mest berømte dansere på den ægyptiske scene dengang var Badia Masabne, Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef.

Ved slutningen af 1940'erne ophørte traditionen for Awalim kulturen. (Awalim = en kvinde Almeh – flere kvinder Awalim. Kvinder der var uddannet til at underholde med dans, musik og poesi.) Med bortfaldet af "Usta" den kvindelige leder af en gruppe af Awalim, blev de kvindelige kunstnere i Mohammad Ali Street i Cairo tvunget til at tage ansvaret for deres egen karriere. De begyndte selv at lave deres forretningsaftaler med mænd. Her blev Ma'alimah, leder-kvinden indenfor dans og artisteri født.

Da revolutionen fjernede koloni-magten i Ægypten i 1952, opstod Moulid (Festivaler der fejrer en lokal helgens fødselsdag). Muolid blev en platform for teatralske og kunstneriske talenter. Åbne Kaffehuse trivedes med musik og dans. Baladi musik og sangere blev meget populære.

SUHAIR ZAKI SOM UNG

Suhair Zaki blev født i Mansoura (Ægypten) i 1944. I 1953, da Souhair Zaki var ni år gammel, flyttede hun med sin familie til Alexan-dria. Suhair elskede musik og dans og udviklede sit naturtalent som danser ved at danse og øve sig til musik fra radioen. Suhair Zaki var mest inspireret af Tahia Carioca og Samia Gamal. I en alder af elleve var hun kendt og populær blandt venner familie for sine danse ved fødselsdage og bryllupsfester. Senere som ung pige begyndte hun at danse professionelt i de græske natklubber i Alexandria.

Suhair Zaki flyttede som ung til Cairo, hvor der var de største muligheder indenfor musik og dans. Der optrådte hun mange forskellige steder, fra røgfyldte natklubber til store festlokaler og til ekstravagante bryllups-festligheder. Ligesom mange af hendes jævnaldrende havde Suhair Zaki ikke succes ved en audition som studievært for tv. Hun satsede derfor al sin energi på at blive en af de mest berømte dansere i tresserne og halvfjerdserne, både i film og på scenen.

I tresserne modtog Suhair Zaki udmærkelser og medaljer fra Sha-hen af Iran, den Tunesiske Præsi-dent og Gamal Abdel Nasser, den anden præsident i Ægypten. USA´s daværende Præsident Nixon gav Suhair Zaki navnet "Zagreeta". Han havde lært, at ordet henviste til et højt og skingert hyl i Ægypten, man brugte som et udtryk for glæde.

Suhair Zaki var den første danser, der havde modet til at danse til musikken fra Oum Kulthoum, som var den højest beundrede af alle sangere i den arabiske musikhistorie. Det var risikabelt at gøre dette modige forsøg, først og fremmest fordi Suhair Zaki på det tidspunkt stadig var ung og ukendt. Men Oum Kulthoum gav udtryk for, at Suhair Zaki fortolkede musikken smukt. Mohammed Anwar Al Sadat, den tredje præsident i Ægypten, kaldte hende "dansens Oum Kulthoum". Han sagde til hende: "Som hun synger med sin stemme, sådan synger du med din krop".

Suhair Zakis billede blev meget ofte brugt som omslag på kassettebånd, selvom musikken til tider var middelmådig mavedanser-musik.  Suhair Zaki´s omhyggelige øre for musik var berømt og respekteret især blandt alle musikere i orkestret, der spillede for hende.    

                                                                             Suhair Zaki

SUHAIR ZAKI´S STIL

Suhair Zaki var en meget yndig og elegant danser, hun blev kendt for sin unikke "bløde" stil. Hendes dan-sestil kan sammenlignes med Tahia Carioca´s stil: ”De bløde rullende hofter, små bevægelser der havde en stor effekt, evnen til at bevæge sig med stor fylde på meget lidt plads og at hun blev kendt for sit uskyldige kokette ansigtsudtryk. Suhair Zaki blev indbegrebet af den naturlige baladidanser, og blev ofte nævnt som en "Bint el Balad" eller "datter af landet". I modsætning til Nagwa Fouad, som på det tidspunkt var hendes største konkurrent, brugte Suhair ikke rekvisitter til at blænde sit publikum med. Hendes stil var ren og præcis. Hun behøvede ikke meget plads på dansegulvet for at forbinde sig med musikken på den mest imponerende måde. Hun var præcis i sit hoftearbejde, meget feminin, yndefuld, samtidigt ganske reserveret, men med en følelsesmæssig effekt, som var utroligt betagende. Ingen dikkedarer var nødvendige, hun imponerede og fortryllede sit publikum alene ved hjælp af sin danseteknik og dansekunst.

Suhair Zakis sceneproduktioner var ikke overdådige, hendes kostumer var enkle. Hun optrådte altid som solodanser, og benyttede ikke sangere, andre dansere eller en dansegruppe i sin optræden. Hun havde kun sit fremragende orkester med sig i sin dans. Et orkester der bestod af 15 – 30 musikere, som afspejlede et perfekt samarbejde og gav publikum magiske oplevelser. Hvert halve år blev der skabt ny musik til Suhair Zaki, heriblandt kan nævnes musikstykket ”Shik Shak Shok".

I modsætning til mange dansere i Cairo, brugte Suhair Zaki aldrig koreografer til hendes show. I stedet kreerede hun selv sine danse udfra egen inspiration og følelser; hun lod musikken bevæge sin krop. Hun blev citeret for at sige, at dansen var lige så nødvendig for hende som for andre at kunne trække vejret. Suhair Zaki mener, at dans er en kunst, og den skal altid forblive æret og respekteret. At være en danser handler ikke om at vise din krop og poserer på scenen. Suhair Zaki har altid selv været æret og respekteret som danser og som kvinde. Hun har aldrig gået på kompromis med sin integritet, selv om trenden dikterede andre ten-denser i forhold til en mere vovet påklædning og til pompøse show-optrædener.

              

KARRIEREN SLUTTEDE

Suhair Zaki optrådte i hele Mellem-østen i 1980'erne. Shareen el Safy, en fantastisk dygtig danser og un-derviser I USA, åbnede for hendes show på det femstjernede Sunset Nightclub i somrene 1988, 1989 og 1991. Ifølge Shareen: "Jeg arbejde-de 3 somre på Sunset, åbnede showet for Sohair hver aften i flere måneder ad gangen. Det var en fantastisk gave at være sammen med hende, selv om vi havde været venner i et stykke tid før dette. Men der skete desværre sørgelige ting i slutningen af hendes karriere. Su-hair Zaki´s far døde, landets økonomi var på et bundniveau, og regeringen chikanerede hende med efterbetaling af skat. Uger før hun gik på pension, dansede hun med tårer i øjnene. Hendes glæde og smitsomme gnist var forsvundet. Vi var alle bedrøvede over at være vidner til dette. "

Golfkrigen i 1990 og 1991 bragte en øget konservatisme og økonomisk afmatning til Ægypten. Natklubejere havde ikke længere råd til at holde åbent. Suhair Zaki valgte at gå på pension, mens hun var på højden af sin karriere. Hun var stadig populær, selvom mulighederne og den offentlig interesse for mavedansere generelt var faldet. Nogle mener, at Suhair Zaki lejlighedsvis havde optræden med dans gennem 1990'erne.

                                                                             Suhair Zaki

STIL OG MENINGER

Suhair Zaki kom officielt ud af sin pensionering i maj 2001. Hun medvirkede i Raqia Hassans "Ahlan we Sahlan" festival i Cairo for at under-vise flere hundrede dansere fra hele verden.  Siden dette har hun været med i det årlige arrangement enten ved at undervise eller ved at nyde de forskellige shows. 

Nogle ægyptere og folk fra andre arabiske lande har givet udtryk for deres bekymring for, at udlændinge fordrejer den særprægede ægyptiske dansestil, når de danser i Ægypten. I forhold til denne bekymring er Suhair Zaki blevet citeret for følgende:"De vil aldrig kunne leve op til standarden af den ægyptiske dansestil... De har ikke den livlige ånd, de ikke har følelsen af humor, og de har ikke det musikalske øre ... De kan udføre trin, de lærer -.. 1,2,3,4. Men de har ikke den ånd.  De vil aldrig, aldrig kunne matche os.

Suhair Zaki brugte en sætning fra en berømt sang af Oum Kulthoum i et personligt interview til CairoTimes: "Hvis du ønsker at gå tilbage til de gamle dage? Prøv at fortælle de gamle dage, at de skal komme tilbage, som de var. Disse dage vil aldrig komme tilbage igen, atmosfæren, gæsterne. Hvor er de nu? Orientalsk dans har været mit liv. Jeg har min søn, og min mand. Men mine bedste minder fra fortiden er alle sammen fra min dans." Souhair Zaki © Cairo Times.

SUHAIR ZAKI´S BEVÆGELSER

I film med Suhair Zaki er det let at se, hvorfor hun var kendt for sine hoftebevægelser. Hoftebevægelserne var små, bløde, skarpe og præcise i deres udtryk. Suhair Zaki blev især kendt for sine ”ned”-bevægelser med hofterne, altid klart og præcist på slaget. Så kendt, at denne bevægelse er blevet opkaldt efter hende. Hoften flyttes skarpt ud/ned med vægten i samme fod. Samtidig er den anden hofte op/ind på den anden fod, hvor hovedvægten ikke er. Sommetider tilføjede hun shimmy til bevægelsen. Dette er i modsætning til Maya (nedadgående lodret ottetal ), hvor du først skubbe hoften op/ud og derefter ned og har hovedvægten i det andet ben.

Suhair Zaki viste den typiske rolige ægyptiske isolering af bevægelser. Hendes hoftebevægelser var isoleret med en subtil sammenhæng, der evt. førte energien videre til en bevægelse af brystet, en skulder eller armbevægelser. Når Suhair Zaki udførte sine bløde 8tals-bevægelser med hofterne, både lodrette og bagud / fremadrettede, fik hele hendes krop ofte lov til at flyde med i denne bevægelse.

Hun brugte meget enkle armbevægelser naturligt og harmonisk med cirkler i håndled og evt. håndbevæ-gelser. Arm-positionerne var undertiden med stor vidde, undertiden tæt til kroppen, til tider løftet, andre gange ikke, og virkede altid rolige og harmoniske. Hun dansede normalt til rytmen, undertiden til melodien, men fangede altid accenter med præcise stop. Hendes drej var i normalt tempo, rolige og korte, og nogle gange lænede hun som i en barrel turn. Suhair Zaki brugte små skridt, med skiftende vægt i benene, let bøjet knæ for at gøre det muligt for hende at udføre sit bløde velformulerede hoftearbejde med lethed.

Suhair Zaki gentog sine bevægelser gennem en sætning eller i et rytme-mønster i musikken. Gentagelsen (gør 8 gange det og 4 gange det) skete ikke, som ofte er observeret hos vestlige dansere.

Hun var kendt for sin søde, til tider lidt frække ansigtsudtryk. For det meste havde hun et sødt smil, idet hun koket kiggede væk eller over skulderen med et skulderrul. Nogle gange brugte hun et mere intenst ansigtsudtryk, som når hun dansede til Oum Kulthoums musik eller med lukkede øjne, som om hun dansede for sig selv.

Forfatter: Artiklen er oprindeligt skrevet af Nimeera - www.Nimeera.com.  Suzzane Sofia Potempa har med Nemeeras personlige tilladelse oversat artiklen.

Suzzane Sofia Potempa

www.orientalskdans.dk