Click above to see
A dance for dancers (beginner level), who have trained basic steps and movements -
by Suzzane Sofia Potempa - www.orientalskdans.dk
Music: Ibrahim el Samahy - "Ya amar"
fredag den 30. marts 2012
onsdag den 18. januar 2012
Tahia Carioca
Artiklen er skrevet af Suzzane Sofia Potempa – oversættelse og foto er fra bogen ” Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm
Dansens storhedstid i Ægypten
Fra ca. 1940 til 1960 var den tid hvor musik, dans og film havde sin storhedstid i Ægypten. En tid vi i dag kalder for ”the golden age” – ”guldalderen” eller den klassiske periode. En tid vi stadig i dag inspireres af, uanset om det er musik, dans, iscenesættelse, kostumer m.m., der er emnet. Badia Masabni var en stjerne, og samtidig skabte hun muligheden for mange andre, der havde talent og ambitioner. De mest berømte dansere var Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef. Disse dansere blev også skuespillere i filmverdenen, og derfor findes der meget materiale om deres karriere.
Tahia Carioca
Badawiya Mohammed Ali en-Nidani var Tahia Cariocas oprindelige navn. Selv om hun sluttede sin dansekarriere i en alder af 32, forblev hun i publikums hjerter gennem teater og film som skuespiller indtil hendes død den 20. September 1999. Tahia Carioca havde hovedrollen i 86 film i tiden 1942 - 1993.
Tahia blev født den 22. Februar 1919 (1) i byen Ismailia ca. 100 km nordøst fra Cairo. Hendes mor, Fatma Ez-Zahara, var den syvende hustru, som Tahias far giftede sig med. Tahia havde derfor mange søskende, men kom aldrig til at møde dem alle. Hendes far ejede sejlbåde i Ismailia . Han forsørgede sin familie ved at sejle passagerer og transportere gods til Port Said og Det Røde Hav. Faderen døde, da Tahia var seks år gammel. Moderen blev sendt tilbage til sin familie, hvorimod de seks andre hustruer, som var kusiner til hinanden, forblev i faderfamilien. Tahia kom først i pleje hos sin bedstemor, og derefter i pleje hos sin meget ældre halvbror Ahmed, som gjorde hendes liv til et helvede. Bl.a. var hun et helt år indespærret i huset, hun var bundet på hænder og fødder, og de havde klippet hendes hår. Hun deltog ikke længere i skolen, og de penge hendes far havde sparet op til hende, fik hun ingen glæde af. Tahias mor havde flere gange forsøgt at få retten til at få sin datter tilbage. Hun havde forsøgt, at få Ahmed anklaget for misrøgt hos politiet -, men uden held. Til sidst hjalp Ahmeds søn Osman Tahia med at flygte.
På flugt til Cairo
Hun var næsten femten år og rejste væk uden ejendele på et tog til Cairo. Da hun fortalte togkonduktøren om sin situation, hjalp han hende med at få indsamlet det nødvendige beløb til billetten blandt passagererne, og med de overskydende to piastres nåede hun frem til hovedstadsområdet i Cairo i 1935. Tahia var opsat på at møde en ven af sin familie, sangerinden og danseren Suad Mahasten, der arbejdede på et teater i Emad Ed-Din Street. Men Tahia fandt ud af, at hun i mellemtiden var rejst til Alexandria. Igen oplevede Tahia hjælpen fra andre. Hun fik en billet til Alexandria, og hun fik kontakt med Suad Mahasten, der kunne hjælpe med et arbejde. Selv om Tahia var for ung, fik hun lov til at medvirke i en revy i en statistrolle. Det var dér, hun fik sit kunstnernavn ”Tahia”. Suad Mahasen ville afslutte sine danse karriere. Hun ønskede at vende tilbage til sit hjemland ”Syrien”, hvor hun skulle giftes. Men inden hun forlod Ægypten, sørgede hun for, at Tahia blev præsenteret for en af hendes veninder. Denne veninde var Badia Masabni. Således blev der skabt en vej for Tahias danse karriere. Men da Badia Masabni stod for at skulle rejse med sin optræden til Tunis og Marrakech, kom Tahia i arbejde hos Beba Aizzeddin for 5 ægyptiske pund om måneden. Men Tahia følte sig ikke godt tilpas hos Beba Azzeddin og blev også kort efter afskediget.
Stræben efter succes
Efter Badiaa Masabni vendte tilbage begyndte Tahia at arbejde hos Badia M. I starten havde Tahia små roller i teateret. I cirka et år tog hun danse lektioner hos balletdanserinden Sonja Ivanova, og hun betalte selv for sit første danse kostume i seks ugentlige rater - 20 piastres hver uge. Som ethvert nyt medlem i Badias dansegruppe startede Tahia med at danse i bagerste række. Arbejdet var hårdt. Hver dag bestod af flere optrædender, og dertil kom mange timer med prøver og træning.
Men Tahia var ambitiøs, hårdtarbejdende og talentfuld, og dette undgik ikke Badia Masabnis trænede øje for et talent. Selvom Tahia også måtte kæmpe mod misundelse fra de andre dansere, lykkedes det hende at markere sig, og hun blev snart solist og stjernen i dansegruppen. Tahias første solo-optræden skete på grund af følgende. Solisten Huriya Muhammed måtte aflyse, og Tahia sprang til med kort varsel.
En sikker stjerne
Som følge heraf blev Tahia i stigende grad brugt som danser til vestlige danse som rumba, samba og tango. Tahias fortolkning af en brasiliansk dans kaldet ”Cario/ea”, gav hende navnet Tahia Carioca. Dansen var koreograferet af Isaac Dickson og Tahia var inspireret af dans, som hun havde set i filmen "Flying Down to Rio" ( fra 1933 med Ginger Rogers og Fred Astaire) . Tahia var da en sikker stjerne i Badia Masabnis danse ensemble.
Filmstjernen
Efterfølgende blev Tahia tilbudt mindre filmroller. Med tiden fik hun store filmroller og blev en filmstjerne . Hun spillede blandt andet film med velkendte musik- og sangstjerner som Farid El-Atrash, Karim Mahmoud, men også med Nagib El Righani, som var Ægyptens svar på ” Charlie Chaplin " og gift med Badia Masabni. Tahia vandt flere filmpriser og arbejdede endda kortvarigt i USA i Twentieth Century Fox. I Ægypten var det ikke takt og tone, at Tahia rejste til USA i 1945 for at underholde de allierede soldater. Da hun vendte tilbage til Cairo, var hendes popularitet faldet så meget, at hun næsten skulle oparbejde sin karriere fra bunden igen.
Privatlivets op og nedture
Privat var der var mange op og nedture. Hun havde talrige ægteskaber - der var tale om fjorten ægteskaber, der som regel ikke var af lang varighed. Hun var blandt andet gift med den berømte skuespiller Rushdi Abaza og forfatteren Fayez Halawa, med hvem hun grundlagde sin egen teater/dansegruppe.
Idealer og personlige mål
Tahias arbejde var det vigtigste for hende. Hun fordrede unge talenter og støttede andre kunstnere, såsom den daværende unge sanger og musiker Abdel-Halim Hafiz, som senere blev berømt. Ud over at hendes kunstneriske karriere var Tahia Carioca også politisk aktiv i slutningen af 1940'erne, og hun var medlem af et ikke tilladt Kommunistisk parti. Tahia var på grund af sin politiske overbevisning for en kort tid i fængsel, derfor følte hun sig nødsaget til at flytte mange af sine aktiviteter til Libanon.
I sine senere år spillede hun ofte med i sociale kritiske skuespil, og hun var siden 1967 en af medstifterne i ”Det Ægyptiske Politiske Teater”.
Den ukronede dronning
For mange ægyptere er Tahia Carioca stadig den ukronede dronning i orientalsk dans og et forbillede for nutidens dansestjerner. Hvor Samia Gamal med sin karisma og dansestil tilførte den ægyptiske dans et strejf af Hollywoods glamour, repræsenterede Tahia Carioca den mere traditionelle stil af en ”Hawanim”, en fornem dame eller en ægte lady. Hun havde altid en bred vifte af forskellige udtryk i sin dans lige fra uskyld, koketteri til den forførende femme fatale. Hun kunne , som ingen anden, få en stor effekt ud af meget små bevægelser. Hun behøvede ingen stor plads eller en stor scene. Tahias fysiske sikkerhed i alle hendes bevægelser havde en højspænding af energi, så det knitrede i publikum. Hun kunne lege med følelserne. Blot ved hendes tilstedeværelse blev man påvirket af intensiteten af hendes udtryk, hendes smil og hendes øjne. Fra første øjeblik havde hun publikum i sin hånd. Den mest berømte sanger i hele den arabiske verden, Oum Koulthoum fra Ægypten blev engang officielt spurgt, hvor hun allermest ønskede at tilbringe en aften? Oum Koulthoum svarede: "Der hvor Tahia Carioca danser. Hun synger med sin krop”……………….
1. Ifølge andre kilder var Tahia født i 1915, 1921 eller 1923
Dansens storhedstid i Ægypten
Fra ca. 1940 til 1960 var den tid hvor musik, dans og film havde sin storhedstid i Ægypten. En tid vi i dag kalder for ”the golden age” – ”guldalderen” eller den klassiske periode. En tid vi stadig i dag inspireres af, uanset om det er musik, dans, iscenesættelse, kostumer m.m., der er emnet. Badia Masabni var en stjerne, og samtidig skabte hun muligheden for mange andre, der havde talent og ambitioner. De mest berømte dansere var Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef. Disse dansere blev også skuespillere i filmverdenen, og derfor findes der meget materiale om deres karriere.
Tahia Carioca
Badawiya Mohammed Ali en-Nidani var Tahia Cariocas oprindelige navn. Selv om hun sluttede sin dansekarriere i en alder af 32, forblev hun i publikums hjerter gennem teater og film som skuespiller indtil hendes død den 20. September 1999. Tahia Carioca havde hovedrollen i 86 film i tiden 1942 - 1993.
Tahia blev født den 22. Februar 1919 (1) i byen Ismailia ca. 100 km nordøst fra Cairo. Hendes mor, Fatma Ez-Zahara, var den syvende hustru, som Tahias far giftede sig med. Tahia havde derfor mange søskende, men kom aldrig til at møde dem alle. Hendes far ejede sejlbåde i Ismailia . Han forsørgede sin familie ved at sejle passagerer og transportere gods til Port Said og Det Røde Hav. Faderen døde, da Tahia var seks år gammel. Moderen blev sendt tilbage til sin familie, hvorimod de seks andre hustruer, som var kusiner til hinanden, forblev i faderfamilien. Tahia kom først i pleje hos sin bedstemor, og derefter i pleje hos sin meget ældre halvbror Ahmed, som gjorde hendes liv til et helvede. Bl.a. var hun et helt år indespærret i huset, hun var bundet på hænder og fødder, og de havde klippet hendes hår. Hun deltog ikke længere i skolen, og de penge hendes far havde sparet op til hende, fik hun ingen glæde af. Tahias mor havde flere gange forsøgt at få retten til at få sin datter tilbage. Hun havde forsøgt, at få Ahmed anklaget for misrøgt hos politiet -, men uden held. Til sidst hjalp Ahmeds søn Osman Tahia med at flygte.
På flugt til Cairo
Hun var næsten femten år og rejste væk uden ejendele på et tog til Cairo. Da hun fortalte togkonduktøren om sin situation, hjalp han hende med at få indsamlet det nødvendige beløb til billetten blandt passagererne, og med de overskydende to piastres nåede hun frem til hovedstadsområdet i Cairo i 1935. Tahia var opsat på at møde en ven af sin familie, sangerinden og danseren Suad Mahasten, der arbejdede på et teater i Emad Ed-Din Street. Men Tahia fandt ud af, at hun i mellemtiden var rejst til Alexandria. Igen oplevede Tahia hjælpen fra andre. Hun fik en billet til Alexandria, og hun fik kontakt med Suad Mahasten, der kunne hjælpe med et arbejde. Selv om Tahia var for ung, fik hun lov til at medvirke i en revy i en statistrolle. Det var dér, hun fik sit kunstnernavn ”Tahia”. Suad Mahasen ville afslutte sine danse karriere. Hun ønskede at vende tilbage til sit hjemland ”Syrien”, hvor hun skulle giftes. Men inden hun forlod Ægypten, sørgede hun for, at Tahia blev præsenteret for en af hendes veninder. Denne veninde var Badia Masabni. Således blev der skabt en vej for Tahias danse karriere. Men da Badia Masabni stod for at skulle rejse med sin optræden til Tunis og Marrakech, kom Tahia i arbejde hos Beba Aizzeddin for 5 ægyptiske pund om måneden. Men Tahia følte sig ikke godt tilpas hos Beba Azzeddin og blev også kort efter afskediget.
Stræben efter succes
Efter Badiaa Masabni vendte tilbage begyndte Tahia at arbejde hos Badia M. I starten havde Tahia små roller i teateret. I cirka et år tog hun danse lektioner hos balletdanserinden Sonja Ivanova, og hun betalte selv for sit første danse kostume i seks ugentlige rater - 20 piastres hver uge. Som ethvert nyt medlem i Badias dansegruppe startede Tahia med at danse i bagerste række. Arbejdet var hårdt. Hver dag bestod af flere optrædender, og dertil kom mange timer med prøver og træning.
Men Tahia var ambitiøs, hårdtarbejdende og talentfuld, og dette undgik ikke Badia Masabnis trænede øje for et talent. Selvom Tahia også måtte kæmpe mod misundelse fra de andre dansere, lykkedes det hende at markere sig, og hun blev snart solist og stjernen i dansegruppen. Tahias første solo-optræden skete på grund af følgende. Solisten Huriya Muhammed måtte aflyse, og Tahia sprang til med kort varsel.
En sikker stjerne
Som følge heraf blev Tahia i stigende grad brugt som danser til vestlige danse som rumba, samba og tango. Tahias fortolkning af en brasiliansk dans kaldet ”Cario/ea”, gav hende navnet Tahia Carioca. Dansen var koreograferet af Isaac Dickson og Tahia var inspireret af dans, som hun havde set i filmen "Flying Down to Rio" ( fra 1933 med Ginger Rogers og Fred Astaire) . Tahia var da en sikker stjerne i Badia Masabnis danse ensemble.
Filmstjernen
Efterfølgende blev Tahia tilbudt mindre filmroller. Med tiden fik hun store filmroller og blev en filmstjerne . Hun spillede blandt andet film med velkendte musik- og sangstjerner som Farid El-Atrash, Karim Mahmoud, men også med Nagib El Righani, som var Ægyptens svar på ” Charlie Chaplin " og gift med Badia Masabni. Tahia vandt flere filmpriser og arbejdede endda kortvarigt i USA i Twentieth Century Fox. I Ægypten var det ikke takt og tone, at Tahia rejste til USA i 1945 for at underholde de allierede soldater. Da hun vendte tilbage til Cairo, var hendes popularitet faldet så meget, at hun næsten skulle oparbejde sin karriere fra bunden igen.
Privatlivets op og nedture
Privat var der var mange op og nedture. Hun havde talrige ægteskaber - der var tale om fjorten ægteskaber, der som regel ikke var af lang varighed. Hun var blandt andet gift med den berømte skuespiller Rushdi Abaza og forfatteren Fayez Halawa, med hvem hun grundlagde sin egen teater/dansegruppe.
Idealer og personlige mål
Tahias arbejde var det vigtigste for hende. Hun fordrede unge talenter og støttede andre kunstnere, såsom den daværende unge sanger og musiker Abdel-Halim Hafiz, som senere blev berømt. Ud over at hendes kunstneriske karriere var Tahia Carioca også politisk aktiv i slutningen af 1940'erne, og hun var medlem af et ikke tilladt Kommunistisk parti. Tahia var på grund af sin politiske overbevisning for en kort tid i fængsel, derfor følte hun sig nødsaget til at flytte mange af sine aktiviteter til Libanon.
I sine senere år spillede hun ofte med i sociale kritiske skuespil, og hun var siden 1967 en af medstifterne i ”Det Ægyptiske Politiske Teater”.
Den ukronede dronning
For mange ægyptere er Tahia Carioca stadig den ukronede dronning i orientalsk dans og et forbillede for nutidens dansestjerner. Hvor Samia Gamal med sin karisma og dansestil tilførte den ægyptiske dans et strejf af Hollywoods glamour, repræsenterede Tahia Carioca den mere traditionelle stil af en ”Hawanim”, en fornem dame eller en ægte lady. Hun havde altid en bred vifte af forskellige udtryk i sin dans lige fra uskyld, koketteri til den forførende femme fatale. Hun kunne , som ingen anden, få en stor effekt ud af meget små bevægelser. Hun behøvede ingen stor plads eller en stor scene. Tahias fysiske sikkerhed i alle hendes bevægelser havde en højspænding af energi, så det knitrede i publikum. Hun kunne lege med følelserne. Blot ved hendes tilstedeværelse blev man påvirket af intensiteten af hendes udtryk, hendes smil og hendes øjne. Fra første øjeblik havde hun publikum i sin hånd. Den mest berømte sanger i hele den arabiske verden, Oum Koulthoum fra Ægypten blev engang officielt spurgt, hvor hun allermest ønskede at tilbringe en aften? Oum Koulthoum svarede: "Der hvor Tahia Carioca danser. Hun synger med sin krop”……………….
1. Ifølge andre kilder var Tahia født i 1915, 1921 eller 1923
søndag den 18. december 2011
Badia Masabni
Badia Masabni
Af Suzzane Sofia Potempa
Badia Masabni er en kvinde i dansens historie, som for mig står som moderen til alt, hvad vi skaber i dag, samtidigt ser jeg hende som en kvindeforkæmper og som en dygtig forretningskvinde. Hun udviste et mod, en styrke og ændrede normer i en tid – i et land, hvor det egentligt var umuligt, at gøre det hun gjorde….
I 1926 åbnede Badia Masabni sin første natklub i Cairo i ”Casino Badia” og i 1940 åbnede hun en natklub, der blev kendt som Casino Opera”. Badia indførte en ny og moderne form for underholdning, der bar præg af inspiration af Europas daværende mode. Hun videreudviklede orientalsk dans ”mavedansen” til en danseform på en scene forbundet med show og/eller teater, sådan som vi kender den i dag. Vi dansere af i dag har så meget at takke Badia Masabni for. Mange dansere har måske aldrig hørt om denne fantastiske kvinde. Hvem var Badia Masabni?
Ifølge hendes biografi, der udkom i bogen "Bauchtanz" af Dietlinde Karkutli, blev Badia Masabni født i Damaskus i 1894 (1). I en alder af syv, blev hun voldtaget af en cafeejer. Manden vendte tilbage til sit normale liv, efter at have afsonet kun 4 uger i fængsel, mens Badias liv var ændret for evigt, da hun ikke længere var jomfru. For at undgå sladder og skam, emigrerede familien Masabni til Argentina. I Argentina blev Badia en glad pige igen, og det var i skolen, hun opdagede sin lidenskab til skuespil, sang og dans. Da Badia blev teenager (i en giftefærdige alder), flyttede familien Masabni tilbage til Syrien, fordi de fik besked om, at de havde arvet penge. Dette viste sig ikke at være sandt, og fortidens oplevelser var slet ikke glemt. Familien havde svært ved at finde en mand til Badia. Da Badia endeligt blev forlovet, og datoen for brylluppet var sat, meddelte naboerne gommens familie om den tidligere voldtægtssag. Dette medførte stor tumult for familien. Nedværdigelsen blev fuldbyrdet ved at gommen brød forlovelsen.
Badia indså, at hun ikke havde en chance, dér hvor alle kendte til hendes fortid. Derfor stjal Badia penge fra sin mor og flygtede til Beirut. I toget mødte hun en dejlig kvinde, som tilbød at tage sig af hende. Men i Beirut fandt Badia ud af, at denne "dejlig kvinde" var ejeren af et bordel! På dette tidspunkt havde selv kvinder i Vesten få muligheder for beskæftigelse og endnu mindre i Mellemøsten. Badia havde ingen til at støtte sig og ingen reelle kompetencer. Derfor søgte Badia at finde en levevej, hvor hun ikke skulle sælge sin krop. Hun forsøgte sig med de to ting, hun elskede mest: sang og dans. Da hendes mor ankom til Beirut for at tage hende med hjem, overtalte Badia moderen til at ledsage hende til Cairo i stedet.
Allerede dengang var Cairo berømt for sin kultur, musik og teater. Badia fandt arbejde. Hun fik små roller i det berømte George Abiad Theater Ensemble. Hun løj for sin mor, og fortalte hende, at hun havde et natarbejde som syerske. Da George Abiad´s Theater ensemblet skulle holde sommerferie, blev Badia tilbudt en større rolle i et omrejsende teater, der skulle til Said, Øvre Egypten. Da Badia´s mor fandt ud af sandheden om sin datters beskæftigelse, insisterede hun på, at de rejste hjem til Syrien. Da toget, der skulle køre dem til Alexandria, hvor de skulle om bord på et skib til Beirut kom ind på stationen, sprang Badia ud på den anden side af sporene og løb væk, så hurtigt hun kunne. Badia var i stor sorg, men følte, at det var den eneste udvej for hende. Hun fik fat i det omrejsende teater dagen før, de skulle på turné.
I 1914 rejste Badia til Beirut for at optræde i det velkendte ”Theater Madame Jeanette”, som var en fransk kvinde, der udelukkende havde europæiske kunstnere til at optræde i sit teater oftest for overklassens libanesiske klientel. Badia fik overtalt ”Madame Jeanette” til at lade hende synge og danse på arabisk. Ved sin debut den 14. september 1914, ledsaget af to østrigske kvinder der spillede på oud og qanoon, optrådte Badia med folkesangen ” ya asmar al lon” fra Syrien. Hun sang, dansede og spillede på fingercymbaler på en gang. Dengang forventede man af de kvindelige entertainere, som blev kaldt ”Awalim”, at de var i stand til både at synge, danse, citere poesi og spille på musikinstrumenter. Badia fortsatte med denne tradition, og publikum var begejstret. Badia fik stor succes og blev hovedattraktionen.
Badia fortsatte med at arbejde i Libanon og i Syrien. Under en optræden i Damaskus, blev hun overfaldet og næsten dræbt af sin bror, der var overbevist om, at han på den måde forsvarede familiens ære.
Badia begyndte at arbejde sammen med den ægyptiske komiker, skuespiller, dramatiker og instruktør, Nagib El Righany, og hans ensemble. I 1921 vendte Badia sammen med ensemblet tilbage til Cairo, hvor hun blev stjernen i teateret. Et lidenskabeligt og en turbulent kærlighedshistorie udviklede sig mellem Badia og El Righany, og de blev til sidst gift(2). Selvom det var et problemfyldt ægteskab, var Badia i stand til at lære en masse om teatret af sin mand. Efter utallige brud og forsoninger, forlod Badia ham i 1926, og hun åbnede sin egen natklub, der hed ”Casino Badia” i Emad El Din gade i Cairo.
Badia´s natklub var en kæmpe succes. Badia kreerede et underholdningsprogram med både europæiske og arabiske kunstnere, der optrådte med kortere numre. Dette faldt i publikums (den ægyptiske og europæiske overklasse) smag. Badia dansede og sang flere numre selv. Hun og El Righany fandt sammen igen for en kort tid, men derefter skiltes de for altid. Badia flyttede sin natklub ”Casino Badia” til et sted med en bedre placering.
Fotokilde: www.cultnat.org
Succesen fortsatte med et afvekslende underholdningsprogram med lokale dansere, sangere, musikere og komikere, samt forskellige europæiske kunstnere. Der var endda en matinéforestilling om eftermiddagen kun for kvinder. Det var på dette tidspunkt, at den traditionelle "Raqs Baladi" begyndte at få betydelige ændringer i sin udtryksform. Udtrykket Raqs Sharqi opstod først, da Ægypten blev besat af fremmede magter. "Raqs Sharqi", som faktisk oversættes som "orientalsk dans" eller "Eastern Dance", blev brugt til at skelne dansen fra europæiske- eller vestlige danse. ("Orienten" som modsætning til "Vesten".) På samme måde blev "Raqs Baladi" brugt til at skelne mellem " de indfødtes" eller de "lokale" danse i forhold til dansene fra udlandet. I Badias tid blev hendes version af dansene i natklubben kaldt for "Raqs El Hawanim" eller "Dance of the Ladies". Den afdøde dansestjerne- og underviser Nelly Mazloom beskrev engang "Raqs el Hawanim" som værende den stil overklasse kvinder dansede, når de var sammen ved bryllupper og andre sammenkomster. Hun beskrev, hvordan unge piger søgte opmærksomhed fra potentielle svigermødre gennem deres dans ved bryllupper. På daværende tidspunkt var der især tradition for at kvinder og mænd festede adskilt. Pigerne forsøgte at danse yndefuldt og elegant med en raffineret men dog beskeden adfærd. På grund af det faktum, at Badia´s klientel var overklassens ægyptere og udlændinge, forsøgte dansere bevidst at efterligne stilen fra overklassens kvinder. Og derfor var selve dansen meget tilbageholdende, forfinet og nuanceret.
Op til 1920'erne, havde dansere primært optrådt i private hjem, i cafeer (kaffehuse) eller ved udendørs religiøse festivaler kendt som "mawalid" (flertalsform af "mulid"). Dansen blev som regel udført på steder, hvor der var en lille plads. Dette kom til udtryk i den oprindelige dans, som oftest bestod af bevægelse fra hofter og torso. Dansen måtte derfor tilpasses til en scene. Badia ansatte vestlige koreografer som Isaac Dixon, Robbie Robinson og Christo, som tilføjede elementer fra andre danse traditioner f.eks. drejninger og trin fra vestlige danse, såsom ballet og standard dans. Den afdøde mesterkoreograf Ibrahim Akef, som også arbejdede med Badia, som identificerede "shimmies", bølgende bevægelser (herunder hvad vi kalder "kameler"), cirkler og ottetaller, samt diverse hofteslag og lignende bevægelser, som værende de oprindelige bevægelser i danseformen "Raks Sharqi" eller ”Orientalsk Dans”.
Den to delte dragt med perler og pailletter, som vi nu forbinder uadskilleligt med Orientalsk Dans i kabaretstil, opstod i denne periode, inspireret af Hollywood-film og europæiske natklubber så som "Moulin Rouge". Kostumerne blev delvist også skabt for at behage de europæiske kolonister, der fandt de daværende kostumer for tildækkede og uinspirerende. (Det skal siges, at udtrykket "kabaret" aldrig har været brugt i Mellemøsten, undtagen for at beskrive et sted i en meget lav status / klasse. Natklubber var dengang kendt som "Sala".)
Alt gik godt, både professionelt og privat. Indtil Badia´s nevø, Antoine, som var blevet Badia´s teater instruktør og gift med Badia´s adaptiv datter Julia, forelskede sig i Bebe Azzadine, en danser i Badia´s ensemble. Antoine og Bebe forlod sammen Badia for at åbne deres egen natklub i samme stil som "Casino Badia". På trods af dette, forblev Badia i sin succes. Hun arbejdede konstant på at forbedre sit underholdningsprogram, og hun rekrutterede altid nye talenter.
Badia Masabni var en hårdfør / barsk kvinde. Ifølge Karin van Nieuwkerk´s bog, " A trade like any other", skrev bogens anmeldere, at Badia ikke havde behov for en livvagt, fordi hun selv var som én. Hun kunne gå så vidt, som til at true påtrængende journalister med en pistol. Måske var hendes barndoms oplevelser, der havde gjort hende hård og parat til det værste?
I 1937 investerede og tabte Badia alle sine penge til et filmprojekt, der blev en fiasko. Hun blev erklæret konkurs, og forlod Cairo for at turnere i Øvre Ægypten med sin gruppe. En ung Tahia Carioca, som stadig var teenager, var en del af følget. Badia lånte penge til at åbne sit livs største projekt: en natklub med en biograf, en restaurant, en cafe og en bar i amerikansk stil. "Casino Opera" åbnede i 1940 og blev en stor succes. Anden Verdenskrig var brudt ud, og gaderne i Cairo var fyldt med engelske og franske soldater, der havde brug for underholdning. Dette var selvfølgelig en stor chance for "Casino Opera", og programmet blev tilpasset soldaternes smag.
På grund af en parodi om Hitler i Casino Opera, blev Badia placeret på Hitlers liste over de personer, der skulle henrettes, når han havde erobret Egypten. Heldigvis nåede tyskerne aldrig at komme til Cairo!
Fotokilde: www.cultnat.org
Den ægyptiske filmindustri blomstrede, og utallige musicals med sangere og dansere blev produceret. De fleste natklubscener der skulle optages til disse musicals blev filmet i "Casino Opera". Casino Opera var også stedet hvor man kunne finde nye talenter.
Danseprogrammet i både "Casino Badia" og "Casino Opera" havde overvejende gruppedanse. De dansere, der havde talent, fik lov at danse foran de andre. Hvis en af disse dansere blev populære blandt publikum, fik hun en chance som en solo danser. Gruppedansene var altid koreograferet, men de fleste solister improviserede deres danse. Ifølge Ibrahim Akef var det hans kusine Naima Akef, danser og skuespiller, som var den første til at koreografere sin solo optræden. Som vi alle ved, er en koreograferet dans, senere blevet en praksis blandt de kendte ægyptiske solodansere. Mange dansere, der startede som korpiger, endte som solister, og mange solister endte i filmbranchen. Gennem eksponering i filmbranchen og Badia´s natklub opnåede en del dansere en kendis status, som en danser tidligere aldrig kunne have opnået. Den mest berømte af disse dansere var Tahia Carioca og Samia Gamal, der blev populære filmstjerner i Ægypten, og Nadia Gamal, der senere blev en stjerne i Libanon. Disse dansere og mange andre, herunder Ketty, Hoda Shamsadine, Hagar Hamdy og Naima Akef, har krediteret Badia Masabni for at hjælpe dem i gang med en dansekarriere og undervise dem i, hvad de havde brug for at vide i begyndelsen af deres karriere. Ifølge oplysninger fra Ibrahim Akef, startede Naima Akef ikke med at danse hos Badia Masabni. Naima startede hos Beba Azzedin – Badia´s konkurrent. Ifølge et interview med Nadia Gamal i et tidligere Arabesque magasin (Ibrahim Farrah, New York), underviste Badia sine dansere hver eftermiddag i sit Casino. Hun var ekspert i at spille på fingercymbaler og optrådte selv med dem på scenen. Ikke kun dansere, men også mange kendte sangere og musikere, herunder Farid El Atrache og Mohamad Abdel Wahab, startede hos Badia Masabni.
Fotokilde: www.cultnat.org
Badia Masabni tjente særdeles gode penge i krigsårene og Casino Opera fortsatte med at blomstre efter krigen. I 1951 stillede den ægyptiske regering krav om, at Badia skulle betale 74.000 ægyptiske pund i skatteregulering. Det var umuligt for Badia at betale et så stort beløb uden at blive ruineret. Badia fandt ud af, at hendes navn var anmeldt ved alle grænser, hun havde udrejseforbud. Hun flygtede derfor om natten i et privatfly fra Ægypten til Libanon. Hun fik hjælp gennem kontakter fra bekendte. En hjælp hun kom til at betale dyrt for. Da hun stod ved flyet, blev prisen igen forhøjet. I Libanon købte hun en gård, hvor hun resten af sine dage levede i fred og ro. Badia Masabni døde i 1975. (3)
To kvinder (tidl. Flygtninge fra Libanon) som jeg er sammen med i hverdagen, har fortalt mig følgende, som de husker fra deres liv i Libanon. Oplysningerne bekræftes af gildedserpent.com: Badia Masabni trak sig tilbage til Chtaura Libanon og købte en gård i 1952. Hun åbnede en gårdbutik, hvor hun bl.a. solgte kød, honning, æg, oste, labneh (drænet yougurth), ashta (flødecreme til kager o.lign.), grøntsager og frugt. Badia´s butik er der stadig i dag på hovedlandevejen mellem Beirut og Damaskus i Chtoura, og butikkens skilt har stadig hendes navn sammen med et andet navn fra Rayyes familien. I butikken hænger der billeder af Badia Masabni, Fairouz, Farid el Atrache og andre berømte kunstnere.
Alle er enige om, at Badia Masabni har haft en dybtgående indflydelse på udviklingen af den moderne Raqs Sharqi, men der er en uenighed om indflydelsen var positiv eller negativ. Nogle mener, at Badia har ophøjet dansen til en scenekunst. Andre mener, at Badia degraderede den oprindelige danseform ved at gøre dansen mere seksuelt orienteret, og ved at flytte dansen og dens form til livet og omgivelserne i en natklub. Under alle omstændigheder er det svært at forestille sig, hvordan dansen skulle have kunnet udvikle sig uden Badia Masabni…….
Noter:
(1) Nogle kilder mener, at Badia Masabni blev født i 1892, og at hun døde i 1976.
(2) Nogle kilder mener, at Badia blev gift to gange, Det første ægteskab blev indgået før 1919 med en ung advokat og varede kun i en kort tid.
(3) Efter Badia´s død instruerede Hassan Imam en spillefilm om Badia. Filmen er på arabisk og hedder Badia Masabni. Den kan ses på youtube.
Kilder:
Artiklel om Badia Masabni i Gilded Serpent USA i 2009 er skrevet af Jahlilah – (Lorraine Zamora Chamas USA). Jalilah er især kendt som danseren bag de seks CDer i musikserien Raqs Sharqi.
En stor tak til Morocco - Carolina Varga Dinicu, New York, http://www.casbahdance.org som har verificeret oplysninger fra artiklen skrevet af Jalilah, og hjulpet med uklare facts.
Bog: ”Bauchtanz, Rhytmus, Erotik, Lebensfreude”, Mosaik Forlag 1989 skrevet af Dietlinde Bedauia Karkutli
Bog: Die Geschichte des orientalischen tanzes in Âgypten af Aischa – Barbara Lüscher, Schweiz
Af Suzzane Sofia Potempa
Badia Masabni er en kvinde i dansens historie, som for mig står som moderen til alt, hvad vi skaber i dag, samtidigt ser jeg hende som en kvindeforkæmper og som en dygtig forretningskvinde. Hun udviste et mod, en styrke og ændrede normer i en tid – i et land, hvor det egentligt var umuligt, at gøre det hun gjorde….
I 1926 åbnede Badia Masabni sin første natklub i Cairo i ”Casino Badia” og i 1940 åbnede hun en natklub, der blev kendt som Casino Opera”. Badia indførte en ny og moderne form for underholdning, der bar præg af inspiration af Europas daværende mode. Hun videreudviklede orientalsk dans ”mavedansen” til en danseform på en scene forbundet med show og/eller teater, sådan som vi kender den i dag. Vi dansere af i dag har så meget at takke Badia Masabni for. Mange dansere har måske aldrig hørt om denne fantastiske kvinde. Hvem var Badia Masabni?
Ifølge hendes biografi, der udkom i bogen "Bauchtanz" af Dietlinde Karkutli, blev Badia Masabni født i Damaskus i 1894 (1). I en alder af syv, blev hun voldtaget af en cafeejer. Manden vendte tilbage til sit normale liv, efter at have afsonet kun 4 uger i fængsel, mens Badias liv var ændret for evigt, da hun ikke længere var jomfru. For at undgå sladder og skam, emigrerede familien Masabni til Argentina. I Argentina blev Badia en glad pige igen, og det var i skolen, hun opdagede sin lidenskab til skuespil, sang og dans. Da Badia blev teenager (i en giftefærdige alder), flyttede familien Masabni tilbage til Syrien, fordi de fik besked om, at de havde arvet penge. Dette viste sig ikke at være sandt, og fortidens oplevelser var slet ikke glemt. Familien havde svært ved at finde en mand til Badia. Da Badia endeligt blev forlovet, og datoen for brylluppet var sat, meddelte naboerne gommens familie om den tidligere voldtægtssag. Dette medførte stor tumult for familien. Nedværdigelsen blev fuldbyrdet ved at gommen brød forlovelsen.
Badia indså, at hun ikke havde en chance, dér hvor alle kendte til hendes fortid. Derfor stjal Badia penge fra sin mor og flygtede til Beirut. I toget mødte hun en dejlig kvinde, som tilbød at tage sig af hende. Men i Beirut fandt Badia ud af, at denne "dejlig kvinde" var ejeren af et bordel! På dette tidspunkt havde selv kvinder i Vesten få muligheder for beskæftigelse og endnu mindre i Mellemøsten. Badia havde ingen til at støtte sig og ingen reelle kompetencer. Derfor søgte Badia at finde en levevej, hvor hun ikke skulle sælge sin krop. Hun forsøgte sig med de to ting, hun elskede mest: sang og dans. Da hendes mor ankom til Beirut for at tage hende med hjem, overtalte Badia moderen til at ledsage hende til Cairo i stedet.
Allerede dengang var Cairo berømt for sin kultur, musik og teater. Badia fandt arbejde. Hun fik små roller i det berømte George Abiad Theater Ensemble. Hun løj for sin mor, og fortalte hende, at hun havde et natarbejde som syerske. Da George Abiad´s Theater ensemblet skulle holde sommerferie, blev Badia tilbudt en større rolle i et omrejsende teater, der skulle til Said, Øvre Egypten. Da Badia´s mor fandt ud af sandheden om sin datters beskæftigelse, insisterede hun på, at de rejste hjem til Syrien. Da toget, der skulle køre dem til Alexandria, hvor de skulle om bord på et skib til Beirut kom ind på stationen, sprang Badia ud på den anden side af sporene og løb væk, så hurtigt hun kunne. Badia var i stor sorg, men følte, at det var den eneste udvej for hende. Hun fik fat i det omrejsende teater dagen før, de skulle på turné.
I 1914 rejste Badia til Beirut for at optræde i det velkendte ”Theater Madame Jeanette”, som var en fransk kvinde, der udelukkende havde europæiske kunstnere til at optræde i sit teater oftest for overklassens libanesiske klientel. Badia fik overtalt ”Madame Jeanette” til at lade hende synge og danse på arabisk. Ved sin debut den 14. september 1914, ledsaget af to østrigske kvinder der spillede på oud og qanoon, optrådte Badia med folkesangen ” ya asmar al lon” fra Syrien. Hun sang, dansede og spillede på fingercymbaler på en gang. Dengang forventede man af de kvindelige entertainere, som blev kaldt ”Awalim”, at de var i stand til både at synge, danse, citere poesi og spille på musikinstrumenter. Badia fortsatte med denne tradition, og publikum var begejstret. Badia fik stor succes og blev hovedattraktionen.
Badia fortsatte med at arbejde i Libanon og i Syrien. Under en optræden i Damaskus, blev hun overfaldet og næsten dræbt af sin bror, der var overbevist om, at han på den måde forsvarede familiens ære.
Badia begyndte at arbejde sammen med den ægyptiske komiker, skuespiller, dramatiker og instruktør, Nagib El Righany, og hans ensemble. I 1921 vendte Badia sammen med ensemblet tilbage til Cairo, hvor hun blev stjernen i teateret. Et lidenskabeligt og en turbulent kærlighedshistorie udviklede sig mellem Badia og El Righany, og de blev til sidst gift(2). Selvom det var et problemfyldt ægteskab, var Badia i stand til at lære en masse om teatret af sin mand. Efter utallige brud og forsoninger, forlod Badia ham i 1926, og hun åbnede sin egen natklub, der hed ”Casino Badia” i Emad El Din gade i Cairo.
Badia´s natklub var en kæmpe succes. Badia kreerede et underholdningsprogram med både europæiske og arabiske kunstnere, der optrådte med kortere numre. Dette faldt i publikums (den ægyptiske og europæiske overklasse) smag. Badia dansede og sang flere numre selv. Hun og El Righany fandt sammen igen for en kort tid, men derefter skiltes de for altid. Badia flyttede sin natklub ”Casino Badia” til et sted med en bedre placering.
Succesen fortsatte med et afvekslende underholdningsprogram med lokale dansere, sangere, musikere og komikere, samt forskellige europæiske kunstnere. Der var endda en matinéforestilling om eftermiddagen kun for kvinder. Det var på dette tidspunkt, at den traditionelle "Raqs Baladi" begyndte at få betydelige ændringer i sin udtryksform. Udtrykket Raqs Sharqi opstod først, da Ægypten blev besat af fremmede magter. "Raqs Sharqi", som faktisk oversættes som "orientalsk dans" eller "Eastern Dance", blev brugt til at skelne dansen fra europæiske- eller vestlige danse. ("Orienten" som modsætning til "Vesten".) På samme måde blev "Raqs Baladi" brugt til at skelne mellem " de indfødtes" eller de "lokale" danse i forhold til dansene fra udlandet. I Badias tid blev hendes version af dansene i natklubben kaldt for "Raqs El Hawanim" eller "Dance of the Ladies". Den afdøde dansestjerne- og underviser Nelly Mazloom beskrev engang "Raqs el Hawanim" som værende den stil overklasse kvinder dansede, når de var sammen ved bryllupper og andre sammenkomster. Hun beskrev, hvordan unge piger søgte opmærksomhed fra potentielle svigermødre gennem deres dans ved bryllupper. På daværende tidspunkt var der især tradition for at kvinder og mænd festede adskilt. Pigerne forsøgte at danse yndefuldt og elegant med en raffineret men dog beskeden adfærd. På grund af det faktum, at Badia´s klientel var overklassens ægyptere og udlændinge, forsøgte dansere bevidst at efterligne stilen fra overklassens kvinder. Og derfor var selve dansen meget tilbageholdende, forfinet og nuanceret.
Op til 1920'erne, havde dansere primært optrådt i private hjem, i cafeer (kaffehuse) eller ved udendørs religiøse festivaler kendt som "mawalid" (flertalsform af "mulid"). Dansen blev som regel udført på steder, hvor der var en lille plads. Dette kom til udtryk i den oprindelige dans, som oftest bestod af bevægelse fra hofter og torso. Dansen måtte derfor tilpasses til en scene. Badia ansatte vestlige koreografer som Isaac Dixon, Robbie Robinson og Christo, som tilføjede elementer fra andre danse traditioner f.eks. drejninger og trin fra vestlige danse, såsom ballet og standard dans. Den afdøde mesterkoreograf Ibrahim Akef, som også arbejdede med Badia, som identificerede "shimmies", bølgende bevægelser (herunder hvad vi kalder "kameler"), cirkler og ottetaller, samt diverse hofteslag og lignende bevægelser, som værende de oprindelige bevægelser i danseformen "Raks Sharqi" eller ”Orientalsk Dans”.
Den to delte dragt med perler og pailletter, som vi nu forbinder uadskilleligt med Orientalsk Dans i kabaretstil, opstod i denne periode, inspireret af Hollywood-film og europæiske natklubber så som "Moulin Rouge". Kostumerne blev delvist også skabt for at behage de europæiske kolonister, der fandt de daværende kostumer for tildækkede og uinspirerende. (Det skal siges, at udtrykket "kabaret" aldrig har været brugt i Mellemøsten, undtagen for at beskrive et sted i en meget lav status / klasse. Natklubber var dengang kendt som "Sala".)
Alt gik godt, både professionelt og privat. Indtil Badia´s nevø, Antoine, som var blevet Badia´s teater instruktør og gift med Badia´s adaptiv datter Julia, forelskede sig i Bebe Azzadine, en danser i Badia´s ensemble. Antoine og Bebe forlod sammen Badia for at åbne deres egen natklub i samme stil som "Casino Badia". På trods af dette, forblev Badia i sin succes. Hun arbejdede konstant på at forbedre sit underholdningsprogram, og hun rekrutterede altid nye talenter.
Badia Masabni var en hårdfør / barsk kvinde. Ifølge Karin van Nieuwkerk´s bog, " A trade like any other", skrev bogens anmeldere, at Badia ikke havde behov for en livvagt, fordi hun selv var som én. Hun kunne gå så vidt, som til at true påtrængende journalister med en pistol. Måske var hendes barndoms oplevelser, der havde gjort hende hård og parat til det værste?
I 1937 investerede og tabte Badia alle sine penge til et filmprojekt, der blev en fiasko. Hun blev erklæret konkurs, og forlod Cairo for at turnere i Øvre Ægypten med sin gruppe. En ung Tahia Carioca, som stadig var teenager, var en del af følget. Badia lånte penge til at åbne sit livs største projekt: en natklub med en biograf, en restaurant, en cafe og en bar i amerikansk stil. "Casino Opera" åbnede i 1940 og blev en stor succes. Anden Verdenskrig var brudt ud, og gaderne i Cairo var fyldt med engelske og franske soldater, der havde brug for underholdning. Dette var selvfølgelig en stor chance for "Casino Opera", og programmet blev tilpasset soldaternes smag.
På grund af en parodi om Hitler i Casino Opera, blev Badia placeret på Hitlers liste over de personer, der skulle henrettes, når han havde erobret Egypten. Heldigvis nåede tyskerne aldrig at komme til Cairo!
Den ægyptiske filmindustri blomstrede, og utallige musicals med sangere og dansere blev produceret. De fleste natklubscener der skulle optages til disse musicals blev filmet i "Casino Opera". Casino Opera var også stedet hvor man kunne finde nye talenter.
Danseprogrammet i både "Casino Badia" og "Casino Opera" havde overvejende gruppedanse. De dansere, der havde talent, fik lov at danse foran de andre. Hvis en af disse dansere blev populære blandt publikum, fik hun en chance som en solo danser. Gruppedansene var altid koreograferet, men de fleste solister improviserede deres danse. Ifølge Ibrahim Akef var det hans kusine Naima Akef, danser og skuespiller, som var den første til at koreografere sin solo optræden. Som vi alle ved, er en koreograferet dans, senere blevet en praksis blandt de kendte ægyptiske solodansere. Mange dansere, der startede som korpiger, endte som solister, og mange solister endte i filmbranchen. Gennem eksponering i filmbranchen og Badia´s natklub opnåede en del dansere en kendis status, som en danser tidligere aldrig kunne have opnået. Den mest berømte af disse dansere var Tahia Carioca og Samia Gamal, der blev populære filmstjerner i Ægypten, og Nadia Gamal, der senere blev en stjerne i Libanon. Disse dansere og mange andre, herunder Ketty, Hoda Shamsadine, Hagar Hamdy og Naima Akef, har krediteret Badia Masabni for at hjælpe dem i gang med en dansekarriere og undervise dem i, hvad de havde brug for at vide i begyndelsen af deres karriere. Ifølge oplysninger fra Ibrahim Akef, startede Naima Akef ikke med at danse hos Badia Masabni. Naima startede hos Beba Azzedin – Badia´s konkurrent. Ifølge et interview med Nadia Gamal i et tidligere Arabesque magasin (Ibrahim Farrah, New York), underviste Badia sine dansere hver eftermiddag i sit Casino. Hun var ekspert i at spille på fingercymbaler og optrådte selv med dem på scenen. Ikke kun dansere, men også mange kendte sangere og musikere, herunder Farid El Atrache og Mohamad Abdel Wahab, startede hos Badia Masabni.
Badia Masabni tjente særdeles gode penge i krigsårene og Casino Opera fortsatte med at blomstre efter krigen. I 1951 stillede den ægyptiske regering krav om, at Badia skulle betale 74.000 ægyptiske pund i skatteregulering. Det var umuligt for Badia at betale et så stort beløb uden at blive ruineret. Badia fandt ud af, at hendes navn var anmeldt ved alle grænser, hun havde udrejseforbud. Hun flygtede derfor om natten i et privatfly fra Ægypten til Libanon. Hun fik hjælp gennem kontakter fra bekendte. En hjælp hun kom til at betale dyrt for. Da hun stod ved flyet, blev prisen igen forhøjet. I Libanon købte hun en gård, hvor hun resten af sine dage levede i fred og ro. Badia Masabni døde i 1975. (3)
To kvinder (tidl. Flygtninge fra Libanon) som jeg er sammen med i hverdagen, har fortalt mig følgende, som de husker fra deres liv i Libanon. Oplysningerne bekræftes af gildedserpent.com: Badia Masabni trak sig tilbage til Chtaura Libanon og købte en gård i 1952. Hun åbnede en gårdbutik, hvor hun bl.a. solgte kød, honning, æg, oste, labneh (drænet yougurth), ashta (flødecreme til kager o.lign.), grøntsager og frugt. Badia´s butik er der stadig i dag på hovedlandevejen mellem Beirut og Damaskus i Chtoura, og butikkens skilt har stadig hendes navn sammen med et andet navn fra Rayyes familien. I butikken hænger der billeder af Badia Masabni, Fairouz, Farid el Atrache og andre berømte kunstnere.
Alle er enige om, at Badia Masabni har haft en dybtgående indflydelse på udviklingen af den moderne Raqs Sharqi, men der er en uenighed om indflydelsen var positiv eller negativ. Nogle mener, at Badia har ophøjet dansen til en scenekunst. Andre mener, at Badia degraderede den oprindelige danseform ved at gøre dansen mere seksuelt orienteret, og ved at flytte dansen og dens form til livet og omgivelserne i en natklub. Under alle omstændigheder er det svært at forestille sig, hvordan dansen skulle have kunnet udvikle sig uden Badia Masabni…….
Noter:
(1) Nogle kilder mener, at Badia Masabni blev født i 1892, og at hun døde i 1976.
(2) Nogle kilder mener, at Badia blev gift to gange, Det første ægteskab blev indgået før 1919 med en ung advokat og varede kun i en kort tid.
(3) Efter Badia´s død instruerede Hassan Imam en spillefilm om Badia. Filmen er på arabisk og hedder Badia Masabni. Den kan ses på youtube.
Kilder:
Artiklel om Badia Masabni i Gilded Serpent USA i 2009 er skrevet af Jahlilah – (Lorraine Zamora Chamas USA). Jalilah er især kendt som danseren bag de seks CDer i musikserien Raqs Sharqi.
En stor tak til Morocco - Carolina Varga Dinicu, New York, http://www.casbahdance.org som har verificeret oplysninger fra artiklen skrevet af Jalilah, og hjulpet med uklare facts.
Bog: ”Bauchtanz, Rhytmus, Erotik, Lebensfreude”, Mosaik Forlag 1989 skrevet af Dietlinde Bedauia Karkutli
Bog: Die Geschichte des orientalischen tanzes in Âgypten af Aischa – Barbara Lüscher, Schweiz
fredag den 11. november 2011
Mavedans for begyndere 2012
Nye hold starter i uge 5 i 2012.
OBS: Der er stor sandsynlighed for, at der vil blive oprettet et
ekstra begynderhold i uge 5 mandage kl. 19 - 20.40
Kontakt Suzzane for oplysninger: suzzane.potempa@gmail.com
Hold: 12131 - Begynder - fortsætterniveau
For deltagere der haft undervisning i 0 - 1 sæson.
Dansens grundtrin og bevægelser til de orientalske rytmer både
isolerede og kombinerede bevægelser. Der er fokus på udtryk, mimik,
følelser, arme, hænder med graciøse og feminine bevægelser.
Onsdage : 19.00 - 20.40
Start / Slut: 1/2 - 2/5
Pris for 12 gange: I alt 1300 kr. - kan betales i 2 rater,
dvs. 2 x 660 kr. senest d. 1/2 og d. 22/3
Særpris for studerende, ledige m.m.: I alt 1156 kr. - kan betales i 2 rater,
dvs. 2 x 588 kr. senest d.1/2 og d. 22/3
PRIS FOR 1 GANG = 2 PRØVELEKTIONER: 150 KR.
OBS: Der er stor sandsynlighed for, at der vil blive oprettet et
ekstra begynderhold i uge 5 mandage kl. 19 - 20.40
Kontakt Suzzane for oplysninger: suzzane.potempa@gmail.com
Hold: 12131 - Begynder - fortsætterniveau
For deltagere der haft undervisning i 0 - 1 sæson.
Dansens grundtrin og bevægelser til de orientalske rytmer både
isolerede og kombinerede bevægelser. Der er fokus på udtryk, mimik,
følelser, arme, hænder med graciøse og feminine bevægelser.
Onsdage : 19.00 - 20.40
Start / Slut: 1/2 - 2/5
Pris for 12 gange: I alt 1300 kr. - kan betales i 2 rater,
dvs. 2 x 660 kr. senest d. 1/2 og d. 22/3
Særpris for studerende, ledige m.m.: I alt 1156 kr. - kan betales i 2 rater,
dvs. 2 x 588 kr. senest d.1/2 og d. 22/3
PRIS FOR 1 GANG = 2 PRØVELEKTIONER: 150 KR.
mandag den 17. oktober 2011
Historien om Little Egypt
Historien om Little Egypt – af Suzzane Sofia Potempa
I 1893 I forbindelse med en storslået Verdens Udstilling i Chicago var der for første gang I USA danseoptræden med mavedans. Sol Bloom og Gaston Akoun stod bag udstillingen, som bl.a. var en genskabelse af et egyptisk marked, hvor rammerne var "Streets of Cairo". En form for nutidens ”messe”, hvor sælgere solgte egyptiske varer, hvor der var dans og musikgrupper fra bl.a. lande som Egypten, Marokko, Syrien, Tunesien, Algeriet og Tyrkiet. De forskellige lande præsenterede deres kulturelle traditioner på de forskellige etaper, der var arrangeret langs "Midway Plaisance" (en meget stor park) i Chicago. Dans, hvor hofter og mave var i bevægelse, blev dengang anset som vulgært og underligt, set i forhold til den populære vals og ballet, der var datidens acceptable former for dans. Den næsten fuldt beklædte mavedanser blev også anset for yderst kontroversiel, fordi hun ikke bar korsét, som var datidens mode trend og den "respektable" påklædning hos kvinder. Dette virkede på mange som en personlig krænkelse og en ukorrekt adfærd. Sol Bloom tog hurtigt fordel af kontroversen omkring mavedans og begyndte at reklamere dansen som "hoochy-coochy dans” for at få flere kunder. "Hoochy-coochy" eller "shimmy and shake" var de slangord, der blev lagt i folks munde. Hoochy-coochy hentyder normalt til en erotisk tankevækkende dans. Den strategi og form for reklame blev en kæmpe succes, som andre arrangører - herunder Vaudeville initiativtagere indenfor ” burlesque/burlesk” se note 1 - tog til sig for at tiltrække kunder til deres shows. Det var populære show, som blev forløbere til nutidens stripklubber med "eksotisk" dans. Mavedans /orientalsk dans er gennem tiden på retfærdig og uretfærdig vis, blevet forbundet med dans, der er relateret til striptease, og at mavedans handler om forførelse i seksuelt øjemed.
Mange mener at Sol Bloom har opfundet udtrykket "belly dance / mavedans", som er en oversættelse af den franske betegnelse "Danse du Ventre" eller dans med maven. Man mener, at betegnelsen stammer fra dengang Frankrig, angreb Ægypten (1798-1801). Se note 2.
At bruge betegnelsen mavedans indenfor en dansegenre var bestemt ikke ”comme il faut” – en dannet opførelse. En direkte terminologi for kropsdele i dannet sprog var ganske enkelt ”usund tale” – og kunne hurtigt blive til en skandale.
Little Egypt
Ved ovennævnte udstilling i 1893 dansede den 22 årige Farida Mazar Spyropoulos, som var fra Syrien. Farida fik kunstnernavnet ”Fatima”. Farida blev meget populær, fordi hun var en sensation. Efterfølgende opstod der flere efterligninger i USA af ”Little Egypt” med variationer af dansen. Farida hævdede at være den sande ”Little Egypt” og tog dette kunstnernavn til sig, Hun forsvarede sig, når hun blev forvekslet med andre udgaver af ”Little Egypt”. I 1933 optrådte Farida med mavedans som 62 årig ved Festivalen “Century of Progress” i Chicago.
På foto Farida Mazar Spyropoulos
Mange dansere brugte navnet "Little Egypt" for at markedsføre sig selv, så navnet little Egypt blev synonymt med selve danseformen. Ashea Wab (fra algeriet) blev den mest kendte danser som "Lille Egypt," hun var faktisk en ”Vaudeville burlesque” danser. Hun optrådte ikke ved verdensudstillingen, men blev berømt efter en skandaløs polterabend den 19. december 1896 for Clinton Barnum Seeley, som var barnebarn af en meget kendt person. Festen inkluderede mange kendte personer, der fik besøg af politiet, der var blevet varskoet om at ”uanstændige dansere” som ”Little Egypt” og andre ville optræde. Episoden medførte store overskrifter i hele USA, der gjorde ”Litle Egypt” (Ashea Wabe) berømt på selv samme dag, og hun steg hurtigt i popularitet. Der var rygter om, at hun tjente 500 dollars pr. optræden. Nogle år senere fik hun arbejde på Broadway, ansat af Broadway-impresario Oscar Hammerstein, til at fremstå som sig selv i en humoristisk parodi om den hændelse, der gjorde hende berømt. Ashea Wabe fik økonomisk udbytte af den opmærksomhed, hun skabte, i en tid hvor vesten var besat af det eksotiske. Men opmærksomheden var klart styret af arrangører i showbranchen, der overbød hinanden for at manipulere med pressen og vildlede offentligheden.
På foto Ashea Wabe
Fatima Djemille ( fra ghawasi familien i Ægypten) var også en danser der optrådte I 1893 ved Verdensudstillingen I Chicago. Det var indenfor filmen i 1893 og senere i 1897. Se videoklip på http://youtu.be/sj4aABDTjos
Jeg har selv samme film på video fra Ibrahim Farrah, der bl.a. viser, hvad der senere blev censureret. Efter filmoptagelsen med Fatima, fandt man det skandaløst at se en dans med mave-bækken bevægelser. Man viste senere filmen med Fatima´s dans med sorte streger hen over mave og bækken, så man ikke kunne se bevægelserne. Og Fatima´s dans var ganske smuk og uskyldig……Hun døde d. 14. mart 1921.
Pga. Verdensudstillingen i Chicago i 1893 og ovenstående oplevelser blev mavedansen populær rundt om i landet i USA. Europa var allerede blevet introduceret til mavedans på Verdensudstillingen i Paris i 1889 ansporet af Oscar Wildes kontroversielle skuespil "Salome", som åbnede i Paris i 1896. I 1905, havde Richard Strauss premiere på hans berømte opera "Salome" baseret på Wildes skuespil. Så tidligt som i 1916, begyndte den amerikanske filmindustri at skildre dansende tempel nymfer og egyptiske dronninger, som tilfredsstillede de amerikanske publikum, der havde appetit på alt, hvad der var eksotisk. De fleste fremstillinger af mellemøstlige dans i disse tidlige film er simpelthen klassiske danseformer udsmykket med pseudo-orientalske rejser og bevægelse, som derfor ikke er identisk med den autentiske mavedans/orientalsk dans.
Se bl.a. Rhonda Fleming – en ”Little Egypt” fra USA, som især var kendt i 1940 – 50´erne på link: http://youtu.be/WvA4quYyKuE
Personligt nyder jeg at se Rhonda Fleming, selv om hun er et billede af den vestlige verdens opfattelse af mavedans.
Note 1: Burlesque er oprindelig betegnelsen for en ”grovkornet” komedie som karikerer og imiterer litteratur og musik på en seksuel afslørende vis. Da Burlesque kom frem tilbage i 1860'erne var burlesqueshows en kombination af satire, performance art og voksenunderholdning. Siden er genren blevet synonym med betydningen ”overdrevent komisk”, ”løssluppen” eller ”fantastisk”. Ordet burlesque betyder egentlig ”op og ned” og genren handler ofte om at vende sociale normer på hovedet. Betydningen kan ligeledes hentes fra det italienske ord ”burla” som betyder spøg.
Burlesque slog først rigtigt igennem i 1900-tallet med navne som Josephine Baker, Mae West og Marlene Dietrich. I dag er burlesque betegnelsen for en seksuel niche i revygrenren som er mere udfordrende end traditionelle vaudeville og varietéshows. I dag er den mest kendte burlesque performer Dita von Teese som bl.a. er blevet kendt for at danse i et kæmpe stort martiniglas. Burlesque forveksles ofte med striptease, men til forskel handler burlesque ikke om selve afklædningen, og performeren er tildækket på underliv og brystvorter. I sin moderne form er burlesque en kombination af showdance, striptease, stripfitness, performance art og teater og er ofte betegnet som ”Neo burlesque” (nyburlesk). I Danmark undervises i Burlesque bl.a. hos Stripfitness.dk, Burlesqueshow.dk, Diva Lab og kan ligeledes opleves i sin varieté form med gruppen Fanfare.
Note 2: Napoleon Bonapartes kamp i "The Orient", var for at beskytte franske handelsmæssige interesser, for at underminere Storbritanniens adgang til Indien, og for at etablere en videnskabelig virksomhed i regionen. Det var det primære formål ved at kunne indtage Middelhavet i 1798, udover dette, var det et mål for en række af søværnets opgaver, der bl.a. omfattede en sejr over Malta.
Kilde: Donna Barbrick Carlton, USA
I 1893 I forbindelse med en storslået Verdens Udstilling i Chicago var der for første gang I USA danseoptræden med mavedans. Sol Bloom og Gaston Akoun stod bag udstillingen, som bl.a. var en genskabelse af et egyptisk marked, hvor rammerne var "Streets of Cairo". En form for nutidens ”messe”, hvor sælgere solgte egyptiske varer, hvor der var dans og musikgrupper fra bl.a. lande som Egypten, Marokko, Syrien, Tunesien, Algeriet og Tyrkiet. De forskellige lande præsenterede deres kulturelle traditioner på de forskellige etaper, der var arrangeret langs "Midway Plaisance" (en meget stor park) i Chicago. Dans, hvor hofter og mave var i bevægelse, blev dengang anset som vulgært og underligt, set i forhold til den populære vals og ballet, der var datidens acceptable former for dans. Den næsten fuldt beklædte mavedanser blev også anset for yderst kontroversiel, fordi hun ikke bar korsét, som var datidens mode trend og den "respektable" påklædning hos kvinder. Dette virkede på mange som en personlig krænkelse og en ukorrekt adfærd. Sol Bloom tog hurtigt fordel af kontroversen omkring mavedans og begyndte at reklamere dansen som "hoochy-coochy dans” for at få flere kunder. "Hoochy-coochy" eller "shimmy and shake" var de slangord, der blev lagt i folks munde. Hoochy-coochy hentyder normalt til en erotisk tankevækkende dans. Den strategi og form for reklame blev en kæmpe succes, som andre arrangører - herunder Vaudeville initiativtagere indenfor ” burlesque/burlesk” se note 1 - tog til sig for at tiltrække kunder til deres shows. Det var populære show, som blev forløbere til nutidens stripklubber med "eksotisk" dans. Mavedans /orientalsk dans er gennem tiden på retfærdig og uretfærdig vis, blevet forbundet med dans, der er relateret til striptease, og at mavedans handler om forførelse i seksuelt øjemed.
Mange mener at Sol Bloom har opfundet udtrykket "belly dance / mavedans", som er en oversættelse af den franske betegnelse "Danse du Ventre" eller dans med maven. Man mener, at betegnelsen stammer fra dengang Frankrig, angreb Ægypten (1798-1801). Se note 2.
At bruge betegnelsen mavedans indenfor en dansegenre var bestemt ikke ”comme il faut” – en dannet opførelse. En direkte terminologi for kropsdele i dannet sprog var ganske enkelt ”usund tale” – og kunne hurtigt blive til en skandale.
Little Egypt
Ved ovennævnte udstilling i 1893 dansede den 22 årige Farida Mazar Spyropoulos, som var fra Syrien. Farida fik kunstnernavnet ”Fatima”. Farida blev meget populær, fordi hun var en sensation. Efterfølgende opstod der flere efterligninger i USA af ”Little Egypt” med variationer af dansen. Farida hævdede at være den sande ”Little Egypt” og tog dette kunstnernavn til sig, Hun forsvarede sig, når hun blev forvekslet med andre udgaver af ”Little Egypt”. I 1933 optrådte Farida med mavedans som 62 årig ved Festivalen “Century of Progress” i Chicago.
På foto Farida Mazar Spyropoulos
Mange dansere brugte navnet "Little Egypt" for at markedsføre sig selv, så navnet little Egypt blev synonymt med selve danseformen. Ashea Wab (fra algeriet) blev den mest kendte danser som "Lille Egypt," hun var faktisk en ”Vaudeville burlesque” danser. Hun optrådte ikke ved verdensudstillingen, men blev berømt efter en skandaløs polterabend den 19. december 1896 for Clinton Barnum Seeley, som var barnebarn af en meget kendt person. Festen inkluderede mange kendte personer, der fik besøg af politiet, der var blevet varskoet om at ”uanstændige dansere” som ”Little Egypt” og andre ville optræde. Episoden medførte store overskrifter i hele USA, der gjorde ”Litle Egypt” (Ashea Wabe) berømt på selv samme dag, og hun steg hurtigt i popularitet. Der var rygter om, at hun tjente 500 dollars pr. optræden. Nogle år senere fik hun arbejde på Broadway, ansat af Broadway-impresario Oscar Hammerstein, til at fremstå som sig selv i en humoristisk parodi om den hændelse, der gjorde hende berømt. Ashea Wabe fik økonomisk udbytte af den opmærksomhed, hun skabte, i en tid hvor vesten var besat af det eksotiske. Men opmærksomheden var klart styret af arrangører i showbranchen, der overbød hinanden for at manipulere med pressen og vildlede offentligheden.
På foto Ashea Wabe
Fatima Djemille ( fra ghawasi familien i Ægypten) var også en danser der optrådte I 1893 ved Verdensudstillingen I Chicago. Det var indenfor filmen i 1893 og senere i 1897. Se videoklip på http://youtu.be/sj4aABDTjos
Jeg har selv samme film på video fra Ibrahim Farrah, der bl.a. viser, hvad der senere blev censureret. Efter filmoptagelsen med Fatima, fandt man det skandaløst at se en dans med mave-bækken bevægelser. Man viste senere filmen med Fatima´s dans med sorte streger hen over mave og bækken, så man ikke kunne se bevægelserne. Og Fatima´s dans var ganske smuk og uskyldig……Hun døde d. 14. mart 1921.
Pga. Verdensudstillingen i Chicago i 1893 og ovenstående oplevelser blev mavedansen populær rundt om i landet i USA. Europa var allerede blevet introduceret til mavedans på Verdensudstillingen i Paris i 1889 ansporet af Oscar Wildes kontroversielle skuespil "Salome", som åbnede i Paris i 1896. I 1905, havde Richard Strauss premiere på hans berømte opera "Salome" baseret på Wildes skuespil. Så tidligt som i 1916, begyndte den amerikanske filmindustri at skildre dansende tempel nymfer og egyptiske dronninger, som tilfredsstillede de amerikanske publikum, der havde appetit på alt, hvad der var eksotisk. De fleste fremstillinger af mellemøstlige dans i disse tidlige film er simpelthen klassiske danseformer udsmykket med pseudo-orientalske rejser og bevægelse, som derfor ikke er identisk med den autentiske mavedans/orientalsk dans.
Se bl.a. Rhonda Fleming – en ”Little Egypt” fra USA, som især var kendt i 1940 – 50´erne på link: http://youtu.be/WvA4quYyKuE
Personligt nyder jeg at se Rhonda Fleming, selv om hun er et billede af den vestlige verdens opfattelse af mavedans.
Note 1: Burlesque er oprindelig betegnelsen for en ”grovkornet” komedie som karikerer og imiterer litteratur og musik på en seksuel afslørende vis. Da Burlesque kom frem tilbage i 1860'erne var burlesqueshows en kombination af satire, performance art og voksenunderholdning. Siden er genren blevet synonym med betydningen ”overdrevent komisk”, ”løssluppen” eller ”fantastisk”. Ordet burlesque betyder egentlig ”op og ned” og genren handler ofte om at vende sociale normer på hovedet. Betydningen kan ligeledes hentes fra det italienske ord ”burla” som betyder spøg.
Burlesque slog først rigtigt igennem i 1900-tallet med navne som Josephine Baker, Mae West og Marlene Dietrich. I dag er burlesque betegnelsen for en seksuel niche i revygrenren som er mere udfordrende end traditionelle vaudeville og varietéshows. I dag er den mest kendte burlesque performer Dita von Teese som bl.a. er blevet kendt for at danse i et kæmpe stort martiniglas. Burlesque forveksles ofte med striptease, men til forskel handler burlesque ikke om selve afklædningen, og performeren er tildækket på underliv og brystvorter. I sin moderne form er burlesque en kombination af showdance, striptease, stripfitness, performance art og teater og er ofte betegnet som ”Neo burlesque” (nyburlesk). I Danmark undervises i Burlesque bl.a. hos Stripfitness.dk, Burlesqueshow.dk, Diva Lab og kan ligeledes opleves i sin varieté form med gruppen Fanfare.
Note 2: Napoleon Bonapartes kamp i "The Orient", var for at beskytte franske handelsmæssige interesser, for at underminere Storbritanniens adgang til Indien, og for at etablere en videnskabelig virksomhed i regionen. Det var det primære formål ved at kunne indtage Middelhavet i 1798, udover dette, var det et mål for en række af søværnets opgaver, der bl.a. omfattede en sejr over Malta.
Kilde: Donna Barbrick Carlton, USA
søndag den 9. oktober 2011
Oum Koulthoum artikel af Suzzane Sofia Potempa
Oum Koulthoum artikel af Suzzane Sofia Potempa
Nogle gav Oum Koulthoum tilnavnet ”Kawkab al sharq” , som betyder Østens
stjerne andre kaldte hende for ”Kejserinde af Arabiens stemme”. Hendes
stemme var unik, en sjældenhed, en enorm kraftfuld klar perle af lyd.
Oum Koulthoum var symbolet på det arabiske folks håb, fred og kærlighed.
Hun gav det arabiske folk i alle sociale lag en form for åndeligt føde.
Hun gengav og afspejlede de dybeste følelser i folkets sjæl.
Ingen ved nøjagtigt hvornår Oum Koulthoum blev født, det var i tiden 1904—1908.
Hun blev født i en fattig bondefamilie i en lille landsby i Ægypten ”Tamayet
el Zahayra”. Hendes far - en respekteret mand - arbejdede i moskeen som
sanger, og sang ved bryllupper eller ved andre traditionelle begivenheder i
området omkring landsbyen. Oum Koulthoum fik en meget utraditionel opvækst
idet hun som 5 årig startede i skolen og lærte på lige fod som sine brødre.
Hun lærte om koranen, lærte at citere koranen med dens specielle udtryk og
sprog. På det tidspunkt var skolegang og især religiøs lærdom kun forbeholdt
det maskuline køn. Oplært af sin far, startede hun sin karriere som barn,
en lille pige forklædt som en dreng, fordi det på dette tidspunkt ikke var
tilladt at piger optrådte offentligt.
Oum Koulthoum ( = O.K.) lærte at synge ved at hun var tilstede, hørte
og oplevede, hvordan faderen oplærte sine sønner i at synge og citere
koranen. Da faderen opdagede hendes fantastiske evner, fik hun under-
visning på lige fod med sine brødre. De optrådte sammen og O.K. blev
stjernen i familiegruppen. Familien blev opfordret til at rejse til
Cairo for at videreudvikle O.K.´s talent og stemme. Men først i 1924
rejste familien til Cairo og O.K. fik undervisning, således at hendes
viden omkring musik, poesi, litteratur og dannelse blev udviklet i et
avanceret og højt niveau. Hun ændrede sit repertoire, som bestod af
faderens religiøse sange, og som var i en gammeldags stil. Hun begyndte
at synge nye og moderne sange med egne musikere dog i en klassisk stil.
Det var en hård kamp for en kvinde at blive kendt. Men hendes stemme
var så unik, at det lykkedes hende at medvirke i et radioprogram, og på
den måde fik hun sit endelige gennembrud.
Hun blev kendt og elsket ikke blot i Ægypten, men senere i alle de
arabiske lande. Folk rejste langvejs fra for at opleve hendes koncerter
der ofte varede til den lyse morgen.I 1935 havde hun sit eget faste
radioprogram, senere medvirkede hun i mange film og optrådte i TV.
Det var omkring 1960.
O.K. var meget opmærksom på både sit private og sit officielle liv.
Hun valgte meget omhyggeligt både sine venner og sine samarbejdspartnere.
Hun fik komponister til at komponere musik i en nyere musikstil, som havde
aner i den europæiske stil med romantiske tekster, en poesi - der kunne
overføres til de arabiske traditioner og guddommelighed.
I tiden 1940—50 kaldes ”den gyldne tidsalder” i Ægypten. Det var i den
tid musik, film og dans udviklede sig på fantastisk vi - bl.a. en tid
vi dansere stadigt lever højt på i dag. Selv om O.K. var en af pionererne
i den gyldne tidsalder, hvor sang, musik og dans fik en anderledes og
moderne stil, siger man, at Oum Koulthoum er årsagen til at de islamiske
traditioner og den gamle poesi er blevet videreført og bevaret.
O. K. havde desværre problemer med sit helbred med fysiske symptomer
fra lever, galdeblære, skjoldbruskkirtel. Ind imellem led hun så meget,
at hun fik depressioner og angst for ikke at kunne synge og optræde.
Hun fik kronisk øjenbetændelse pga det stærke lys fra scenen
fra sine mange optrædener. Hun optrådte derfor altid med solbriller
og på de foto man ser af O. K., som var en høj mørkhåret kvinde,
bærer hun altid solbriller.
O. K. skabte med sin stemme og ord en magisk atmosfære, som fortryllede
publikum, som ingen andre arabisk sanger har kunne gøre før eller siden.
Hun havde unikke udtryk, som enten fik publikum til at grine eller græde.
Hun kunne med sin stemme opnå umulige toner i et spektra fra sopran
til tenor. Hun berørte kosmiske dybder af følelser, ofte en blanding af
vemodig længsel og uopfyldte drømme.
Hendes koncerter varede som nævnt ofte til den lyse morgen. Sangene kunne
vare op til 45 minutter. Ofte måtte hun synge det selvsamme vers flere
gange i træk på opfordring af et jublende publikum, der ikke faldt til
ro, før hun havde gentaget verset. Når hun sang var publikum (tusindvis
af mennesker) så optaget af hendes kunst, at man ville have hørt en knappenål
falde på jorden, hvis ikke det var for orkestret spillede og O.K. sang.
Hendes stemme og ord blev næsten ligeså betydningsfuld som Jamel Abd al
Nasser, som var stor beundrer af O.K. Vigtige politiske nyheder blev ofte
proklameret før hendes koncerter. I årene omkring 1950 sagde man, at der
var to virkelige solide ledere i Mellemøsten. Det var Nasser og Oum
Koulthoum. O.K. var det nationale symbol i Ægypten, og hendes popularitet
voksede til at indbefatte alle de arabiske lande. Hun var ambassadør
for den arabiske kunst.
Når O. K. besøgte andre arabiske lande fik hun den samme royale modtagelse
som statsoverhoveder. O.K. var stolt af sin arabisk islamiske herkomst.
Hun levede efter det traditionelle livsmønstre i den arabiske hverdag,
og opførte sig, som enhver anden almindelig person, selv om hun var
velhavende. Hun støttede mere end 200 fattige familier med økonomisk bistand.
Dette gjorde hende endnu mere populær.
Oum Koulthoum døde i februar i 1975. Begravelsen blev ledet af præsidenten,
statsoverhoveder og fulgt af kilometer lange tilbedere. Filmskuespillere,
poeter, forretningsmænd, ambassadører, ministre gik sammen med hundrede-
tusinder af hendes fans. Alle græd og chantede: ” Farvel, farvel vores
elskede sangerinde”. Bortset fra Nassers begravelse, var det den største
begravelse, der nogensinde har fundet sted i Ægypten.
Stadigt efter hendes død spiller millioner af mennesker hendes musik og sang
i Mellemøsten og Nordafrika. I Ægypten siges det, at der er to ting der aldrig
forandrer sig. Det er pyramiderne og Oum Koulthoums stemme.
Kilde: Habeeb Salloum og Virginia Louise Danielson.
Der var aldrig orientalsk dans ”mavedans” sammen med O.K.´s optræden.
Men dansere optrådte til Oum Koulthoums musik. De dansede til
levende musik. Den første danser, som optrådte til Oum Koulthoum musik var
Suhair Zaki. Som danser dansede man i musikstykkets instrumentelle
sekvenser (uden sang) i en smuk ophøjet klassisk dansestil.
Når sangeren kom til orde med sin stemme var danseren enten i baggrunden
eller som oftest færdig med sin optræden. Senere blev det populært, at
danseren dansede til et længere Oum Koulthoum musikstykke med levende
musik, og fortolkede musikstykket med dybe stærke følelser på en smuk,
nærmest guddommelig måde. Ifølge min mening er det især datidens danseren
Mona Said fra Ægypten, som på sin helt egen unikke måde meget dygtigt...
fantastisk….. nærmest guddommeligt med sine dansebevægelser og følelses-
mæssige udtryk kunne oversætte O.K.´s sang og musik, så det sad dybt
inde i hjertet.
Af de mange kendte musikstykker af Oum Koulthoum, hendes repertoire var
omkring 280 sange, kan nævnes følgende som især har været populær og
benyttet i den klassiske dansestil i orientalsk dans:
• Alf leila wa leila
• Enta omri
• Ana fintazarek
• Siret el-hob
• Lissa faker
• Fakkorooni
• Amal hayati
• Leilet hob
• El-hob kolloh
En af mine venner var i 1970érne i Ægypten, hvor han var optog O.K. ved en
af hendes koncerter. Denne optagelse fik jeg af min ven i gave på et
kassettebånd. Dette kassettebånd værner jeg stadig om, det er helt specielt,
at have en privat optagelse med Oum Koulthoum.
Nogle gav Oum Koulthoum tilnavnet ”Kawkab al sharq” , som betyder Østens
stjerne andre kaldte hende for ”Kejserinde af Arabiens stemme”. Hendes
stemme var unik, en sjældenhed, en enorm kraftfuld klar perle af lyd.
Oum Koulthoum var symbolet på det arabiske folks håb, fred og kærlighed.
Hun gav det arabiske folk i alle sociale lag en form for åndeligt føde.
Hun gengav og afspejlede de dybeste følelser i folkets sjæl.
Ingen ved nøjagtigt hvornår Oum Koulthoum blev født, det var i tiden 1904—1908.
Hun blev født i en fattig bondefamilie i en lille landsby i Ægypten ”Tamayet
el Zahayra”. Hendes far - en respekteret mand - arbejdede i moskeen som
sanger, og sang ved bryllupper eller ved andre traditionelle begivenheder i
området omkring landsbyen. Oum Koulthoum fik en meget utraditionel opvækst
idet hun som 5 årig startede i skolen og lærte på lige fod som sine brødre.
Hun lærte om koranen, lærte at citere koranen med dens specielle udtryk og
sprog. På det tidspunkt var skolegang og især religiøs lærdom kun forbeholdt
det maskuline køn. Oplært af sin far, startede hun sin karriere som barn,
en lille pige forklædt som en dreng, fordi det på dette tidspunkt ikke var
tilladt at piger optrådte offentligt.
Oum Koulthoum ( = O.K.) lærte at synge ved at hun var tilstede, hørte
og oplevede, hvordan faderen oplærte sine sønner i at synge og citere
koranen. Da faderen opdagede hendes fantastiske evner, fik hun under-
visning på lige fod med sine brødre. De optrådte sammen og O.K. blev
stjernen i familiegruppen. Familien blev opfordret til at rejse til
Cairo for at videreudvikle O.K.´s talent og stemme. Men først i 1924
rejste familien til Cairo og O.K. fik undervisning, således at hendes
viden omkring musik, poesi, litteratur og dannelse blev udviklet i et
avanceret og højt niveau. Hun ændrede sit repertoire, som bestod af
faderens religiøse sange, og som var i en gammeldags stil. Hun begyndte
at synge nye og moderne sange med egne musikere dog i en klassisk stil.
Det var en hård kamp for en kvinde at blive kendt. Men hendes stemme
var så unik, at det lykkedes hende at medvirke i et radioprogram, og på
den måde fik hun sit endelige gennembrud.
Hun blev kendt og elsket ikke blot i Ægypten, men senere i alle de
arabiske lande. Folk rejste langvejs fra for at opleve hendes koncerter
der ofte varede til den lyse morgen.I 1935 havde hun sit eget faste
radioprogram, senere medvirkede hun i mange film og optrådte i TV.
Det var omkring 1960.
O.K. var meget opmærksom på både sit private og sit officielle liv.
Hun valgte meget omhyggeligt både sine venner og sine samarbejdspartnere.
Hun fik komponister til at komponere musik i en nyere musikstil, som havde
aner i den europæiske stil med romantiske tekster, en poesi - der kunne
overføres til de arabiske traditioner og guddommelighed.
I tiden 1940—50 kaldes ”den gyldne tidsalder” i Ægypten. Det var i den
tid musik, film og dans udviklede sig på fantastisk vi - bl.a. en tid
vi dansere stadigt lever højt på i dag. Selv om O.K. var en af pionererne
i den gyldne tidsalder, hvor sang, musik og dans fik en anderledes og
moderne stil, siger man, at Oum Koulthoum er årsagen til at de islamiske
traditioner og den gamle poesi er blevet videreført og bevaret.
O. K. havde desværre problemer med sit helbred med fysiske symptomer
fra lever, galdeblære, skjoldbruskkirtel. Ind imellem led hun så meget,
at hun fik depressioner og angst for ikke at kunne synge og optræde.
Hun fik kronisk øjenbetændelse pga det stærke lys fra scenen
fra sine mange optrædener. Hun optrådte derfor altid med solbriller
og på de foto man ser af O. K., som var en høj mørkhåret kvinde,
bærer hun altid solbriller.
O. K. skabte med sin stemme og ord en magisk atmosfære, som fortryllede
publikum, som ingen andre arabisk sanger har kunne gøre før eller siden.
Hun havde unikke udtryk, som enten fik publikum til at grine eller græde.
Hun kunne med sin stemme opnå umulige toner i et spektra fra sopran
til tenor. Hun berørte kosmiske dybder af følelser, ofte en blanding af
vemodig længsel og uopfyldte drømme.
Hendes koncerter varede som nævnt ofte til den lyse morgen. Sangene kunne
vare op til 45 minutter. Ofte måtte hun synge det selvsamme vers flere
gange i træk på opfordring af et jublende publikum, der ikke faldt til
ro, før hun havde gentaget verset. Når hun sang var publikum (tusindvis
af mennesker) så optaget af hendes kunst, at man ville have hørt en knappenål
falde på jorden, hvis ikke det var for orkestret spillede og O.K. sang.
Hendes stemme og ord blev næsten ligeså betydningsfuld som Jamel Abd al
Nasser, som var stor beundrer af O.K. Vigtige politiske nyheder blev ofte
proklameret før hendes koncerter. I årene omkring 1950 sagde man, at der
var to virkelige solide ledere i Mellemøsten. Det var Nasser og Oum
Koulthoum. O.K. var det nationale symbol i Ægypten, og hendes popularitet
voksede til at indbefatte alle de arabiske lande. Hun var ambassadør
for den arabiske kunst.
Når O. K. besøgte andre arabiske lande fik hun den samme royale modtagelse
som statsoverhoveder. O.K. var stolt af sin arabisk islamiske herkomst.
Hun levede efter det traditionelle livsmønstre i den arabiske hverdag,
og opførte sig, som enhver anden almindelig person, selv om hun var
velhavende. Hun støttede mere end 200 fattige familier med økonomisk bistand.
Dette gjorde hende endnu mere populær.
Oum Koulthoum døde i februar i 1975. Begravelsen blev ledet af præsidenten,
statsoverhoveder og fulgt af kilometer lange tilbedere. Filmskuespillere,
poeter, forretningsmænd, ambassadører, ministre gik sammen med hundrede-
tusinder af hendes fans. Alle græd og chantede: ” Farvel, farvel vores
elskede sangerinde”. Bortset fra Nassers begravelse, var det den største
begravelse, der nogensinde har fundet sted i Ægypten.
Stadigt efter hendes død spiller millioner af mennesker hendes musik og sang
i Mellemøsten og Nordafrika. I Ægypten siges det, at der er to ting der aldrig
forandrer sig. Det er pyramiderne og Oum Koulthoums stemme.
Kilde: Habeeb Salloum og Virginia Louise Danielson.
Der var aldrig orientalsk dans ”mavedans” sammen med O.K.´s optræden.
Men dansere optrådte til Oum Koulthoums musik. De dansede til
levende musik. Den første danser, som optrådte til Oum Koulthoum musik var
Suhair Zaki. Som danser dansede man i musikstykkets instrumentelle
sekvenser (uden sang) i en smuk ophøjet klassisk dansestil.
Når sangeren kom til orde med sin stemme var danseren enten i baggrunden
eller som oftest færdig med sin optræden. Senere blev det populært, at
danseren dansede til et længere Oum Koulthoum musikstykke med levende
musik, og fortolkede musikstykket med dybe stærke følelser på en smuk,
nærmest guddommelig måde. Ifølge min mening er det især datidens danseren
Mona Said fra Ægypten, som på sin helt egen unikke måde meget dygtigt...
fantastisk….. nærmest guddommeligt med sine dansebevægelser og følelses-
mæssige udtryk kunne oversætte O.K.´s sang og musik, så det sad dybt
inde i hjertet.
Af de mange kendte musikstykker af Oum Koulthoum, hendes repertoire var
omkring 280 sange, kan nævnes følgende som især har været populær og
benyttet i den klassiske dansestil i orientalsk dans:
• Alf leila wa leila
• Enta omri
• Ana fintazarek
• Siret el-hob
• Lissa faker
• Fakkorooni
• Amal hayati
• Leilet hob
• El-hob kolloh
En af mine venner var i 1970érne i Ægypten, hvor han var optog O.K. ved en
af hendes koncerter. Denne optagelse fik jeg af min ven i gave på et
kassettebånd. Dette kassettebånd værner jeg stadig om, det er helt specielt,
at have en privat optagelse med Oum Koulthoum.
tirsdag den 30. august 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)