Badia Masabni
Af Suzzane Sofia Potempa
Badia Masabni er en kvinde i dansens historie, som for mig står som moderen til alt, hvad vi skaber i dag, samtidigt ser jeg hende som en kvindeforkæmper og som en dygtig forretningskvinde. Hun udviste et mod, en styrke og ændrede normer i en tid – i et land, hvor det egentligt var umuligt, at gøre det hun gjorde….
I 1926 åbnede Badia Masabni sin første natklub i Cairo i ”Casino Badia” og i 1940 åbnede hun en natklub, der blev kendt som Casino Opera”. Badia indførte en ny og moderne form for underholdning, der bar præg af inspiration af Europas daværende mode. Hun videreudviklede orientalsk dans ”mavedansen” til en danseform på en scene forbundet med show og/eller teater, sådan som vi kender den i dag. Vi dansere af i dag har så meget at takke Badia Masabni for. Mange dansere har måske aldrig hørt om denne fantastiske kvinde. Hvem var Badia Masabni?
Ifølge hendes biografi, der udkom i bogen "Bauchtanz" af Dietlinde Karkutli, blev Badia Masabni født i Damaskus i 1894 (1). I en alder af syv, blev hun voldtaget af en cafeejer. Manden vendte tilbage til sit normale liv, efter at have afsonet kun 4 uger i fængsel, mens Badias liv var ændret for evigt, da hun ikke længere var jomfru. For at undgå sladder og skam, emigrerede familien Masabni til Argentina. I Argentina blev Badia en glad pige igen, og det var i skolen, hun opdagede sin lidenskab til skuespil, sang og dans. Da Badia blev teenager (i en giftefærdige alder), flyttede familien Masabni tilbage til Syrien, fordi de fik besked om, at de havde arvet penge. Dette viste sig ikke at være sandt, og fortidens oplevelser var slet ikke glemt. Familien havde svært ved at finde en mand til Badia. Da Badia endeligt blev forlovet, og datoen for brylluppet var sat, meddelte naboerne gommens familie om den tidligere voldtægtssag. Dette medførte stor tumult for familien. Nedværdigelsen blev fuldbyrdet ved at gommen brød forlovelsen.
Badia indså, at hun ikke havde en chance, dér hvor alle kendte til hendes fortid. Derfor stjal Badia penge fra sin mor og flygtede til Beirut. I toget mødte hun en dejlig kvinde, som tilbød at tage sig af hende. Men i Beirut fandt Badia ud af, at denne "dejlig kvinde" var ejeren af et bordel! På dette tidspunkt havde selv kvinder i Vesten få muligheder for beskæftigelse og endnu mindre i Mellemøsten. Badia havde ingen til at støtte sig og ingen reelle kompetencer. Derfor søgte Badia at finde en levevej, hvor hun ikke skulle sælge sin krop. Hun forsøgte sig med de to ting, hun elskede mest: sang og dans. Da hendes mor ankom til Beirut for at tage hende med hjem, overtalte Badia moderen til at ledsage hende til Cairo i stedet.
Allerede dengang var Cairo berømt for sin kultur, musik og teater. Badia fandt arbejde. Hun fik små roller i det berømte George Abiad Theater Ensemble. Hun løj for sin mor, og fortalte hende, at hun havde et natarbejde som syerske. Da George Abiad´s Theater ensemblet skulle holde sommerferie, blev Badia tilbudt en større rolle i et omrejsende teater, der skulle til Said, Øvre Egypten. Da Badia´s mor fandt ud af sandheden om sin datters beskæftigelse, insisterede hun på, at de rejste hjem til Syrien. Da toget, der skulle køre dem til Alexandria, hvor de skulle om bord på et skib til Beirut kom ind på stationen, sprang Badia ud på den anden side af sporene og løb væk, så hurtigt hun kunne. Badia var i stor sorg, men følte, at det var den eneste udvej for hende. Hun fik fat i det omrejsende teater dagen før, de skulle på turné.
I 1914 rejste Badia til Beirut for at optræde i det velkendte ”Theater Madame Jeanette”, som var en fransk kvinde, der udelukkende havde europæiske kunstnere til at optræde i sit teater oftest for overklassens libanesiske klientel. Badia fik overtalt ”Madame Jeanette” til at lade hende synge og danse på arabisk. Ved sin debut den 14. september 1914, ledsaget af to østrigske kvinder der spillede på oud og qanoon, optrådte Badia med folkesangen ” ya asmar al lon” fra Syrien. Hun sang, dansede og spillede på fingercymbaler på en gang. Dengang forventede man af de kvindelige entertainere, som blev kaldt ”Awalim”, at de var i stand til både at synge, danse, citere poesi og spille på musikinstrumenter. Badia fortsatte med denne tradition, og publikum var begejstret. Badia fik stor succes og blev hovedattraktionen.
Badia fortsatte med at arbejde i Libanon og i Syrien. Under en optræden i Damaskus, blev hun overfaldet og næsten dræbt af sin bror, der var overbevist om, at han på den måde forsvarede familiens ære.
Badia begyndte at arbejde sammen med den ægyptiske komiker, skuespiller, dramatiker og instruktør, Nagib El Righany, og hans ensemble. I 1921 vendte Badia sammen med ensemblet tilbage til Cairo, hvor hun blev stjernen i teateret. Et lidenskabeligt og en turbulent kærlighedshistorie udviklede sig mellem Badia og El Righany, og de blev til sidst gift(2). Selvom det var et problemfyldt ægteskab, var Badia i stand til at lære en masse om teatret af sin mand. Efter utallige brud og forsoninger, forlod Badia ham i 1926, og hun åbnede sin egen natklub, der hed ”Casino Badia” i Emad El Din gade i Cairo.
Badia´s natklub var en kæmpe succes. Badia kreerede et underholdningsprogram med både europæiske og arabiske kunstnere, der optrådte med kortere numre. Dette faldt i publikums (den ægyptiske og europæiske overklasse) smag. Badia dansede og sang flere numre selv. Hun og El Righany fandt sammen igen for en kort tid, men derefter skiltes de for altid. Badia flyttede sin natklub ”Casino Badia” til et sted med en bedre placering.
Fotokilde: www.cultnat.org
Succesen fortsatte med et afvekslende underholdningsprogram med lokale dansere, sangere, musikere og komikere, samt forskellige europæiske kunstnere. Der var endda en matinéforestilling om eftermiddagen kun for kvinder. Det var på dette tidspunkt, at den traditionelle "Raqs Baladi" begyndte at få betydelige ændringer i sin udtryksform. Udtrykket Raqs Sharqi opstod først, da Ægypten blev besat af fremmede magter. "Raqs Sharqi", som faktisk oversættes som "orientalsk dans" eller "Eastern Dance", blev brugt til at skelne dansen fra europæiske- eller vestlige danse. ("Orienten" som modsætning til "Vesten".) På samme måde blev "Raqs Baladi" brugt til at skelne mellem " de indfødtes" eller de "lokale" danse i forhold til dansene fra udlandet. I Badias tid blev hendes version af dansene i natklubben kaldt for "Raqs El Hawanim" eller "Dance of the Ladies". Den afdøde dansestjerne- og underviser Nelly Mazloom beskrev engang "Raqs el Hawanim" som værende den stil overklasse kvinder dansede, når de var sammen ved bryllupper og andre sammenkomster. Hun beskrev, hvordan unge piger søgte opmærksomhed fra potentielle svigermødre gennem deres dans ved bryllupper. På daværende tidspunkt var der især tradition for at kvinder og mænd festede adskilt. Pigerne forsøgte at danse yndefuldt og elegant med en raffineret men dog beskeden adfærd. På grund af det faktum, at Badia´s klientel var overklassens ægyptere og udlændinge, forsøgte dansere bevidst at efterligne stilen fra overklassens kvinder. Og derfor var selve dansen meget tilbageholdende, forfinet og nuanceret.
Op til 1920'erne, havde dansere primært optrådt i private hjem, i cafeer (kaffehuse) eller ved udendørs religiøse festivaler kendt som "mawalid" (flertalsform af "mulid"). Dansen blev som regel udført på steder, hvor der var en lille plads. Dette kom til udtryk i den oprindelige dans, som oftest bestod af bevægelse fra hofter og torso. Dansen måtte derfor tilpasses til en scene. Badia ansatte vestlige koreografer som Isaac Dixon, Robbie Robinson og Christo, som tilføjede elementer fra andre danse traditioner f.eks. drejninger og trin fra vestlige danse, såsom ballet og standard dans. Den afdøde mesterkoreograf Ibrahim Akef, som også arbejdede med Badia, som identificerede "shimmies", bølgende bevægelser (herunder hvad vi kalder "kameler"), cirkler og ottetaller, samt diverse hofteslag og lignende bevægelser, som værende de oprindelige bevægelser i danseformen "Raks Sharqi" eller ”Orientalsk Dans”.
Den to delte dragt med perler og pailletter, som vi nu forbinder uadskilleligt med Orientalsk Dans i kabaretstil, opstod i denne periode, inspireret af Hollywood-film og europæiske natklubber så som "Moulin Rouge". Kostumerne blev delvist også skabt for at behage de europæiske kolonister, der fandt de daværende kostumer for tildækkede og uinspirerende. (Det skal siges, at udtrykket "kabaret" aldrig har været brugt i Mellemøsten, undtagen for at beskrive et sted i en meget lav status / klasse. Natklubber var dengang kendt som "Sala".)
Alt gik godt, både professionelt og privat. Indtil Badia´s nevø, Antoine, som var blevet Badia´s teater instruktør og gift med Badia´s adaptiv datter Julia, forelskede sig i Bebe Azzadine, en danser i Badia´s ensemble. Antoine og Bebe forlod sammen Badia for at åbne deres egen natklub i samme stil som "Casino Badia". På trods af dette, forblev Badia i sin succes. Hun arbejdede konstant på at forbedre sit underholdningsprogram, og hun rekrutterede altid nye talenter.
Badia Masabni var en hårdfør / barsk kvinde. Ifølge Karin van Nieuwkerk´s bog, " A trade like any other", skrev bogens anmeldere, at Badia ikke havde behov for en livvagt, fordi hun selv var som én. Hun kunne gå så vidt, som til at true påtrængende journalister med en pistol. Måske var hendes barndoms oplevelser, der havde gjort hende hård og parat til det værste?
I 1937 investerede og tabte Badia alle sine penge til et filmprojekt, der blev en fiasko. Hun blev erklæret konkurs, og forlod Cairo for at turnere i Øvre Ægypten med sin gruppe. En ung Tahia Carioca, som stadig var teenager, var en del af følget. Badia lånte penge til at åbne sit livs største projekt: en natklub med en biograf, en restaurant, en cafe og en bar i amerikansk stil. "Casino Opera" åbnede i 1940 og blev en stor succes. Anden Verdenskrig var brudt ud, og gaderne i Cairo var fyldt med engelske og franske soldater, der havde brug for underholdning. Dette var selvfølgelig en stor chance for "Casino Opera", og programmet blev tilpasset soldaternes smag.
På grund af en parodi om Hitler i Casino Opera, blev Badia placeret på Hitlers liste over de personer, der skulle henrettes, når han havde erobret Egypten. Heldigvis nåede tyskerne aldrig at komme til Cairo!
Fotokilde: www.cultnat.org
Den ægyptiske filmindustri blomstrede, og utallige musicals med sangere og dansere blev produceret. De fleste natklubscener der skulle optages til disse musicals blev filmet i "Casino Opera". Casino Opera var også stedet hvor man kunne finde nye talenter.
Danseprogrammet i både "Casino Badia" og "Casino Opera" havde overvejende gruppedanse. De dansere, der havde talent, fik lov at danse foran de andre. Hvis en af disse dansere blev populære blandt publikum, fik hun en chance som en solo danser. Gruppedansene var altid koreograferet, men de fleste solister improviserede deres danse. Ifølge Ibrahim Akef var det hans kusine Naima Akef, danser og skuespiller, som var den første til at koreografere sin solo optræden. Som vi alle ved, er en koreograferet dans, senere blevet en praksis blandt de kendte ægyptiske solodansere. Mange dansere, der startede som korpiger, endte som solister, og mange solister endte i filmbranchen. Gennem eksponering i filmbranchen og Badia´s natklub opnåede en del dansere en kendis status, som en danser tidligere aldrig kunne have opnået. Den mest berømte af disse dansere var Tahia Carioca og Samia Gamal, der blev populære filmstjerner i Ægypten, og Nadia Gamal, der senere blev en stjerne i Libanon. Disse dansere og mange andre, herunder Ketty, Hoda Shamsadine, Hagar Hamdy og Naima Akef, har krediteret Badia Masabni for at hjælpe dem i gang med en dansekarriere og undervise dem i, hvad de havde brug for at vide i begyndelsen af deres karriere. Ifølge oplysninger fra Ibrahim Akef, startede Naima Akef ikke med at danse hos Badia Masabni. Naima startede hos Beba Azzedin – Badia´s konkurrent. Ifølge et interview med Nadia Gamal i et tidligere Arabesque magasin (Ibrahim Farrah, New York), underviste Badia sine dansere hver eftermiddag i sit Casino. Hun var ekspert i at spille på fingercymbaler og optrådte selv med dem på scenen. Ikke kun dansere, men også mange kendte sangere og musikere, herunder Farid El Atrache og Mohamad Abdel Wahab, startede hos Badia Masabni.
Fotokilde: www.cultnat.org
Badia Masabni tjente særdeles gode penge i krigsårene og Casino Opera fortsatte med at blomstre efter krigen. I 1951 stillede den ægyptiske regering krav om, at Badia skulle betale 74.000 ægyptiske pund i skatteregulering. Det var umuligt for Badia at betale et så stort beløb uden at blive ruineret. Badia fandt ud af, at hendes navn var anmeldt ved alle grænser, hun havde udrejseforbud. Hun flygtede derfor om natten i et privatfly fra Ægypten til Libanon. Hun fik hjælp gennem kontakter fra bekendte. En hjælp hun kom til at betale dyrt for. Da hun stod ved flyet, blev prisen igen forhøjet. I Libanon købte hun en gård, hvor hun resten af sine dage levede i fred og ro. Badia Masabni døde i 1975. (3)
To kvinder (tidl. Flygtninge fra Libanon) som jeg er sammen med i hverdagen, har fortalt mig følgende, som de husker fra deres liv i Libanon. Oplysningerne bekræftes af gildedserpent.com: Badia Masabni trak sig tilbage til Chtaura Libanon og købte en gård i 1952. Hun åbnede en gårdbutik, hvor hun bl.a. solgte kød, honning, æg, oste, labneh (drænet yougurth), ashta (flødecreme til kager o.lign.), grøntsager og frugt. Badia´s butik er der stadig i dag på hovedlandevejen mellem Beirut og Damaskus i Chtoura, og butikkens skilt har stadig hendes navn sammen med et andet navn fra Rayyes familien. I butikken hænger der billeder af Badia Masabni, Fairouz, Farid el Atrache og andre berømte kunstnere.
Alle er enige om, at Badia Masabni har haft en dybtgående indflydelse på udviklingen af den moderne Raqs Sharqi, men der er en uenighed om indflydelsen var positiv eller negativ. Nogle mener, at Badia har ophøjet dansen til en scenekunst. Andre mener, at Badia degraderede den oprindelige danseform ved at gøre dansen mere seksuelt orienteret, og ved at flytte dansen og dens form til livet og omgivelserne i en natklub. Under alle omstændigheder er det svært at forestille sig, hvordan dansen skulle have kunnet udvikle sig uden Badia Masabni…….
Noter:
(1) Nogle kilder mener, at Badia Masabni blev født i 1892, og at hun døde i 1976.
(2) Nogle kilder mener, at Badia blev gift to gange, Det første ægteskab blev indgået før 1919 med en ung advokat og varede kun i en kort tid.
(3) Efter Badia´s død instruerede Hassan Imam en spillefilm om Badia. Filmen er på arabisk og hedder Badia Masabni. Den kan ses på youtube.
Kilder:
Artiklel om Badia Masabni i Gilded Serpent USA i 2009 er skrevet af Jahlilah – (Lorraine Zamora Chamas USA). Jalilah er især kendt som danseren bag de seks CDer i musikserien Raqs Sharqi.
En stor tak til Morocco - Carolina Varga Dinicu, New York, http://www.casbahdance.org som har verificeret oplysninger fra artiklen skrevet af Jalilah, og hjulpet med uklare facts.
Bog: ”Bauchtanz, Rhytmus, Erotik, Lebensfreude”, Mosaik Forlag 1989 skrevet af Dietlinde Bedauia Karkutli
Bog: Die Geschichte des orientalischen tanzes in Âgypten af Aischa – Barbara Lüscher, Schweiz
