Koreografi - ”To be or not to be”

Artikel skrevet af Feyrouz oversat af Suzzane Sofia Potempa

Er en dygtig professionel danser, en der danser til en koreografi ?

Er en dygtig professionel danser, en der improviserer i sin dans ?

Trenden er at bruge koreografi i danse- undervisning og optræden. En trend som midlertidig har givet ”de professionelle” mange elever. Desværre - da det er en lettere måde at undervise på, hvis underviseren ikke formår at formidle dybde og sjæl. På den anden side af trenden er de trofaste tilhængere af den improviserede dansestil - den frie stil.

I midten står de forvirrede sjæle, som føler presset fra begge sider. Nogle tilhængere af den improviserede dansestil føler også et pres fra koreografigruppen: ”En professionel danser til en koreografi” ….   Med andre ord

hvis du ikke danser til en koreografi, kan du ikke være en dygtig og professionel danser ….. Dette er især en farlig form for snobberi, og det skaber en usund konkurrence.

Der er både fordele og ulemper ved at improvisere og at danse til en koreografi. Jeg ønsker ikke at overbevise nogle til at vælge mellem for eller imod koreografi. Jeg vil fortælle om nogle fordele og ulemper ved at improvisere og ved at danse til en koreografi. Herefter vil fortælle om min personlige holdning til emnet.

Argumenter for koreografi og imod improvisering.

FOR KOREOGRAFI:                                 

1. Et helt klart begreb om hvad man skal gøre fra første trin.
2. En bedre forståelse af musikken og dens opbygning, således at man kan tilpasse bestemte bevægelser til musikken og huske at gøre dem hver gang.
3. Harmoni og balance i dansen og respekt for gentagelser i musikken.
4. En koreografi giver publikum (HUSK DEM) en mulighed for at følge med i og forstå dansen.
5. At træne sig i automatisk at følge en ”danseplan”, giver overskud til at koncentrere sig om følelser og ansigtsudtryk.
6. Koreografi hjælper til et repertoire af forskellige danse. Disciplinerer danseren til ikke ”at give alt” i EN danseoptræden.
7. Koreografi sikrer en god danseoptræden, uanset hvordan man føler sig, og hvor man danser.

IMOD IMPROVISERING:

1. Der er en mulighed for, at man går i stå, når musikken starter pga. nerver osv.
2. Ofte bliver rytmerne og musikkens betoning ikke taget i betragtning, fordi danseren tænker på hvad hun skal gøre. (se pkt. 1)
3. Lidt harmoni - ingen balance. Danseren virker hektisk og uorganiseret.
4. Publikum kan hurtigt kede sig, fordi de ikke kan følge dansen. Der er ingen flydende eller gentagelses elementer at nyde.
5. Danseren ser bekymret ud, fordi hun ikke er fortrolig med musikken og dens opbygning
6. Danseren i den frie stil har tendens til at danse det samme. Kostume og musikken skifter, men ikke dansen.
7. At improvisere afhænger meget af danserens humør, og hvad hun føler på det tidspunkt.

                                 

Og nu til den anden side af sagen. Argumenter for at improvisere og imod koreografi.

FOR AT IMPROVISERE:

1. En danser der improviserer har et stort repertoire af bevægelser - har lært at forstå musikken med dens rytmer og opbygning eller har et naturligt talent og tillid til den.
2. Tillader danseren at være spontan og at reagere i forhold til sine omgivelser og publikum.
3. Opmuntrer og fremmer de kreative evner. Befrier danseren fra et skema, så hun kan udforske/ opdage sin indre frihed i dansen.
4. Bevarer og understøtter det naturlige i dansen og danseren

IMOD KOREOGRAFI

1. Dansen mister sine følelser gennem for meget teknik. Obs især dette punkt.
2. Nogle koreografidansere danser med hovedet og ikke hjertet.
3. Naturlighed og spontanitet er forsvundet. Dansen og danseren udtrykker sig ensformigt, om man ser den en eller flere gange. (Kan også ske for dansere der improviserer.)
4. ”Købte” koreografier fra andre undervisere der ikke passer til danseren, og giver danseren et forlorent udtryk.

Faktisk er der en vis sandhed i alle disse udsagn. Jeg vil dele nogle af mine erfaringer med dig:

Indtil jeg var på en 3 årig turnè med danseteateret Salome, var jeg ikke stor tilhænger af en koreografi. Men jeg bemærkede, at jeg udviklede en ”tilsyneladende” koreografi, simpelthen fordi jeg dansede til den samme musik dag efter dag. Dengang måtte hverken jeg eller de andre dansere skifte musik. Dette reddede mig på dage, hvor jeg var syg, når scenen var over 40 grader, når jeg frøs i december, når jeg ikke var i stemning eller havde haft et skænderi med chefen lige før min optræden. Hos os alle var chefen kendt for sine kampe og stridigheder lige før en optræden. Selv om publikum kom flere gange til showet og genkendte dansen, var den forskellig hver gang. Med andre ord: Jeg tillod mig selv elementer af frihed imellem min strukturering. De problemer der opstod på min turné, fik mig til at indse fordelene ved i det mindste at have en semi-koreografi.

Jeg mener, at man kan starte for tidligt med en koreografi. Det sker desværre, at utrænede dansere køber en koreografi, et ”superkostume” og går ud og optræder. De kalder sig ”professionelle”. Det er som at købe ind i Aldi. Et danseshow er blevet til et modeshow og teknisk konkurrence. Så spørger jeg mig selv: ”Hvad er der sket med glæden ved at danse ?”   For tidligt - alt for meget og en ”forloren” koreografi vil på længere sigt skuffe publikum.

Jeg ønsker ikke, de følelser fra danseren, der vil vise sin fine teknik og kostumer. Jeg vil mærke sjælen i danseren. Jeg værdsætter harmoni og balance i dansen, en dans jeg kan følge med i og føle.

Personligt danser jeg sjældent en koreografi ens. Jeg ændrer altid på noget, som passer ind i mit humør eller stemning. Hvis jeg gør, er det ofte for at udtrykke et bestemt tema eller en historie.

Jeg foretrækker en semi-koreografi, der er et begreb mellem koreografi og improvisering, og som faktisk er helt naturligt, når man kender og har tillid til sin musik.

SEMI– KOREOGRAFI:

1. Hav en klar plan, om hvordan du vil begynde og slutte din dans.
2. Find populære temaer i musikken og planlæg/tilpas dine bevægelser efter dem. Dette er støttepunkter, du kan holde dig til hver gang.
3. Tillad dig selv at nyde friheden mellem disse støttepunkter.
4. Vær opmærksom på skønheden og kraften i musikkens gentagelser og brug dem i din dans. Lidt er godt - for meget virker forvirrende.
5. Vær opmærksom på kontraster i din dans. Er din dans for hård og aggressiv ? Eller er den for blød og mild ? Tilføj din dans lidt kraft og styrke, når det ikke forventes eller undlad dette, når det forventes. Men vær bevidst om hvad og hvornår du gør det. Glem ikke humor !
6. Vær modig - overrask dit publikum ved nogle gange ikke at gøre noget ! Der er meget styrke i pauser og at stå i en positur. Tro på hvad du gør.
7. Din dans er en gave til publikum. Glæd dit publikum i stedet for at imponere dem. ( Giver du gaver med glæde eller for at imponere ? )
8. Der findes ingen genveje til den virkelige succes. At ”løbe” fra det ene koreografiworkshop til det andet, er ikke den magiske løsning. Du må også selv arbejde og træne med dansen.
9. Lidt er bedre end for meget. En af de største fejl i en ”dårlig” koreografi er, at alt er planlagt i mindste detalje -  i hvert dum og tak (trommeslag). Der er ikke plads og tid til at trække vejret. Dette er næsten ligeså slemt som en hektisk improviserende danser. En ”god” koreografi er, når publikum kan følge og føle med danseren. Du kan også gøre dette i en semi-koreografi.

Jeg mener at alle seriøse og ”ægte” dansere skal have mindst:

1. 2 gode koreografier på ca. 11 minutter  ( og et ekstranummer - se pkt. 4)
2. En dans på ca. 7 minutter
3. En folkloredans på ca. 7 minutter.
4. En god kort dans 3-5 minutter til et tv show eller andre lejlgheder som f.eks. Et ekstranummer. ( Nogle gange er der brug for en dans som en overraskende effekt og ikke som et helt show.)
5. Flere semi-koreografier.

Publikum skal behandles forskelligt. Et ”ikke orientalsk” publikum skal ikke have for meget dans, og dette UANSET HVEM DU ER. De skal have netop så meget, at de har lyst til at se dig igen evt. med et ekstranummer. Længden af en danseoptræden til levende musik, i restauranter, ved bryllupsfester osv. og uden scene, kan jeg fortælle meget om, så det emne hører ind under en anden artikel.

Jeg mener, at alle dansere der optræder til et betalende publikum skylder dem at vise en struktureret dans - i det mindste en semikoreografi. Velsignet er den danser, der har naturtalent. Hvis du ikke har det, lær at analysere din musik

og hav tillid til den, så du kan slappe af i din dans. Der forventes meget mere af en danseoptræden - et show i dag end for 20 år siden.

Som underviser er jeg meget påpasselig med koreografi i min undervisning. Specielt fordi dette ofte overdrives. Jeg bruger en koreografi som et middel til at undervise muligheder ved specifikke emner som f.eks. slør, tamburindans og trommesolo. Jeg ønsker ikke at mine elever skal være afhængige af mig i deres dans.

Mit ansvar som underviser er at hjælpe mine elever med:

• At skabe sin egen dans
• At forstå musikken og dansens opbygning/struktur
• At have det sjovt med kombinationer og forskellige danseudtryk
• At forblive og videreudvikle det individuelle i dansen

Alle elever skal på et tidspunkt lære en koreografi. Dette giver en indsigt i en andens fortolkning af en dans. En ”god” koreografi vil give dig forståelse af musikken og dansens opbygning. Men for meget vil gøre dig afhængig af din underviser, det vil svække din mulighed for at finde din egen stil.

Jeg håber min artiklel vil få nogle dansere til at evaluere deres egen dans.

Til koreografi dansere: Overvej semi-koreografi og slap af ! Til dansere der improvisere: Overvej lidt disciplin - prøv en koreografi på ca. 3-5 minutter. I hvert tilfælde brug  principperne og lær at være kreativ. Slap af,

Vær modig og hav det sjovt med at danse. Det er det, det handler om ikke ?

Happy hips fra Feyrouz

SUZZANE FORTÆLLER….

Det er efterhånden mange år siden jeg har talt med danseren Feyrouz. Feyrouz er oprindeligt fra USA, hvor hun startede sin dansekarriere. Hun flyttede til Tyskland og var en af pionererne indenfor Orientalsk Dans i Tyskland. I dag er Tyskland et mekka indenfor Orientalsk Dans i en skarp konkurrence med USA.

Det var i USA, at den vestlige interesse for dansen opstod og her udviklede den sig hurtigt i 1960’erne. Dette fordi der var mange folk fra Mellemøsten, der havde bosat sig i USA, hvor de videreførte deres musik og dansekultur. De græske indvandrere i USA var pionerer mht. til at arrangere. Det var grækerne, der havde de forskellige Bouzuki klubber, hvor der var underholdning til langt ud på natten med musik og dans fra Mellemøsten.

De amerikanske kvinder blev meget interesseret i at lære mavedans / orientalsk dans.  Således opstod workshop med mavedans, som i dag findes i hele verden.

I starten af 1990 arrangerede jeg flere workshop med Feyrouz i København, og det var utroligt hyggeligt at have hende på besøg. Hun var bl.a. vild med Ndr. Frihavnsgades mange antikvitetsbutikker, og købte en del, som hun fik sendt til Tyskland, hvor hun boede dengang. Så hun må stadig have minder fra sine Københavnervisit i sit hjem.

Arabisk musik og dens kulturhistorie

Arabisk musik har sine rødder i den sumeriske musik. Folkemusik har altid været populær på den arabiske halvø, men det var først efter Islams udbredelse til Syrien, Irak og Irans (Persien), under Omeyyadernes Kalifat i Damascus (661- 750) at musikken udvikledes til en raffineret kunstart. Omeyyaderne blev fordrevet af Abbasiderne i Bagdad (750-1258). De overlevende af Omeyyaderne erobrede Spanien og udviklede en raffineret og tolerant kultur.

I Bagdad blomstrede musikken også og teoretikere som al-Kindi (9.årh.) og Al-Farabi (år 870-950) skrev værker om musikhistorie og musikteori. Ved hoffet var den berømte musiker Ishaq al-Muwsili og hans elev, Ziryab, der senere måtte flygte til Damaskus og siden Granada, på grund af intriger. Ved disse hoffer blev den klassiske arabiske musik grundlagt.

Skalaerne er på 17, 19 eller 24 toner. Stykkerne hedder Maqamat og findes i hele den arabiske verden, blot med lokale variationer. Indenfor disse maqamat forekommer instrumentale variationer (taqsim) og vokale former (layali).

I Andalusien udvikledes de såkaldte Muwashshah som er musik og sange med klassisk poesi. Efter det 11. århundrede blev arabisk musik påvirket af tyrkisk musik. Vigtige centre for musik var især Damaskus, Aleppo, Cairo, Bagdad, Tunis, Algeriet og Marokko. I Nordafrika videreførte man de arabisk-andalusiske musiktraditioner efter nederlaget i Spanien i 1500- tallet.

I det 20.århundrede er det komponister i Egypten som Salamah Higazi og Sayyid Darwish som har fornyet den arabiske musik. Komponisten og sangeren Muhammad Abd al-Wahab indførte europæiske musikinstrumenter i orkestret og skrev nogle operetter og filmmusik, som var stærkt påvirket af vestlig musik. Den berømte Umm Kulthum (1908-1975) sang klassisk og moderne lyrik, bl.a. af den egyptiske digter Ahmad Rarni. Hendes koncerter blev hørt over hele den arabiske verden og hendes torsdagskoncerter hver torsdag aften. Udover Umm Kulthum og Abd Al-Wahab var der Asmahan fra Libanon og hendes bror Farid al-Atrash. Asmahans karriere blev meget kort og man mener, at hun blev myrdet af det britiske efterretningsvæsen. Hendes bror fik en lang karriere som sanger og skuespiller og har medvirket i mange musikfilm. Senere kom Abd al-Halim Hafiz, der blev utroligt populær, og han medvirkede også i en lang række film. Han døde i en ung alder, og han er stadig populær. Hans musik genudgives hele tiden

Mohammed Abdel Wahab, Farid El Atrach, Abdel Halim Hafez, sådan staves deres navne ofte i dag. De var alle talentfulde. Et overflod for Ægypten og en nydelse for os at have 3 musikere på Mozart niveau og endda i samme tidsperiode. 

Warda som er fra Algeriet, gjorde også karriere i Egypten og er stadig meget populær. Mayyadah al-Hinnawi som er fra Syrien har ligesom Warda gjort karriere i Egypten og høres stadig. I det hele taget er Egypten stedet hvor flest kunstnere kom til for at få en musikkarriere.

Det gælder Latifah og Asalah, fra Tunesien og mange andre.

I nyere tid er popmusikken blevet mere udbredt, inspireret af vestlig popmusik. Det er ikke længere klassiske digte, men hurtige og lette tekster, der præger poppen. Her kan nævnes sangere som Mustafa Amar, Hisham Abbas, Amr Diab, Hakim og Ehab Tawfic. Fra Egypten har der også været forsøg på at udvikle rap-musik. Men det er mest pop-genren, der er populær.

Libanon har fulgt andre veje. Sangere som Wadi’ al-Safi og Fayruz har sunget folklore. Mødet mellem Fayruz og brødrene Rahbani i midten af 50- erne blev et vendepunkt for Libanons musikliv.

Sammen udforskede de folkloren og moderniserede og nyfortolkede gamle sange, skabte operetter og syngespil, der blev utroligt populære. I 60-eme skabtes traditionen med en årlig festival i Baalbeek, hvor kunstnere fra hele verden kom. Det omfattede både klassisk musik, ballet, moderne musik, jazz og selvfølgelig også Fayruz og brødrene Rahbanis ensemble. Udover folklore og operetter har Fayruz sunget sange med vestlig indflydelse og en del kirkesang, påske- og julesange.

Udover Fayruz er der mange kunstnere fra Libanon. Her kan nævnes yngre sangere som Majidah al-Rumi og Julia Butros. Deres sange indeholder som regel spændende tekster. Af popsangere kan nævnes Diana Haddad, ‘Asi al Hallani, Maduna, ‘Ala’ Zalzali og Nancy Ajram. Bl.a. en pop pigegruppe, der hedder 4Cats, lidt i smag med Spice Girls. Af mere seriøse kunstnere bør her nævnes Marcel Khalife, som selv synger og komponerer. Han fik problemer, fordi han havde sunget et digt af Mahmud Darwish (Palæstina) om Jakobs drøm fra Bibelen. Man ville have ham dømt for blasfemi. Dansetrupper som Caracalla er også med til at forny musikscenen på en spændende måde. Lutspilleren Nasir al-Shamma er også en spændende kunstner.

I Syrien dyrkes selvfølgelig popmusik, men det spændende er især klassisk musik med ensembler som Al-Kindi og Hamza Shakkur, Sabri Mudallal. Al-Kindi spiller den klassiske arabiske musik, så tæt på det oprindelige som muligt. Hamza Shakkur er især berømt for Sufi-musikken, nemlig den musik, der bruges af de hvirvlende dervisher indenfor Mevlevi-ordenen, som blev grundlagt af Jalal al-Din al-Rumi i Tyrkiet.

Fra Marokko er der klassisk musik, der videreføres som “Gharnati”, d.v.s, fra Granada, bl.a. med en sanger som Amin Alaoui, som mestrer genren. Folkemusikken er varieret og spændende med berbermusik ved stammer som Ahouach, Aliidous, Guedra og Gnawa-musik.

I Algeriet viderefører man også den traditionelle andalusiske klassiske musik og den spændende genre Rai. Den var oprindeligt folkelig og ceremoniel og brugtes til fester af forskellig art.

Ordet Rai betyder også “mening”. I byerne udvikledes den til protestsang, både politisk og socialt. Til tider var den blot vulgær. Denne genre nød ingen bevågenhed officielt, hverken under den franske kolonimagt, eller da landet blev selvstændigt. Der var kvindebands, hvor sangeren fik titel af Cheikha (ældre dame) eller chebba (ung kvinde) eller cheb når det var en mandlig sanger. Under de blodige begivenheder i de senere år er mange Rai-sangere rejst til Frankrig. Hasni blev f.eks. myrdet af fundamentalister. I Frankrig har Rai-genren fået nye dimensioner ved at lade sig inspirere af fransk kultur og da de unge føler sig som outsidere, kommer protesterne også frem i Rai sangene. Disse bliver dels sunget på algiersk dialekt eller fransk eller somme tider begge dele blandet sammen. Her er tale om en fusion af kulturer eller en udvikling af en ny kultur. Kendte Rai-sangere er f.eks. den folkekære Cheb Khaled, Cheb Mami, Faudel.

Tunesien har også bibeholdt de andalusiske traditioner og folkemusik samt nyere popmusik.

Irak er berømt for sine klassiske musikere, ikke mindst lutspilleren Omar Bashir, sangeren Hamid al-Sa’di, Sons of Mesopotamia, m.fl. Indenfor poppen er især Ilham ai-Madfai kendt.

I de senere år har musikere på tværs af landegrænser eksperimenteret med fusion af arabisk musik og jazz. Det gælder musikere som Rabih Abou Khalil og Paul Salem fra Libanon, gruppen Sharkiyat fra Egypten og musikere som Simon Shahheen fra Palæstina.

Fra Palæstina er der også en spændende gruppe, som genopliver folkemusikken, gruppen al-Funoon. Men af økonomiske og politiske grunde er det svært at få fat i Palæstinensisk musik, medmindre den udgives i udlandet.

Hvis man vil vide lidt mere om arabisk musik kan nævnes nogle titler:

The Rough Guide to World Music. Bd.1. London, 1999.

The Encyclopedia of Music, bd.6 : The Middle-East

Farmer, Henry George: A history of Arabian music until the 13.th century

London, 1967.

Ghawasi - De ægyptiske dansere

Ghawasierne blev udvist fra Kairo i 1834 under Mohammed Ali´s styre. De fleste af dem rejste til byerne Luxor, Qena og Esna i øvre Ægypten. Nogle få opholdte sig hemmeligt i Kairo og kaldte sig awalim dansere. (Awalim i flertal, Almeh i ental). Men de oprindelige awalimkvinder dansede ikke, de blev opdraget til dannelse. De blev udlært til at synge og spille musik, og havde et diskret liv imodsætning til ghawasikvinderne. De viste sig kun tilsløret offentligt. De blev engageret til at optræde hos de rige endda hos visiren til at optræde i hans harem. Awalimkvinderne var dannede og respekteret. 

De professionelle dansere før 1834 i Ægypten var Ghawasi.  Ghawasidanserne fik kun lov til at optræde på gårdspladser eller på gaden. De levede under kummerlige vilkår i hytter eller telte, og nogle vandrede fra by til by. Dansen var deres levebrød, og de var meget afhængig af publikums stand. Fordi de var fattige, boede de ofte i de kvarterer, hvor der også boede prostituerede. Men oftest var ghawasi dansere ikke prostituerede. Da Ægypten var under fransk besættelse, tjente mange ghawasi gode penge ved dans og underholdning. 

Efter at Ghawasifolket blev udvist fra Kairo i 1834 blev deres dans ændret. De inkoorperede bl.a. elementer fra Saidifolket. Karakteristisk for Ghawasikvindernes dans

var deres dygtige spil på fingercymbaler, shimmy fra side til side, indimellem meget kraftfulde hoftebevægelser og en uigennemskuelig hofteteknik med finesser og timing, en stampen med foden i forbindelse med en hoftebevægelse, deres humor, styrke, livskraft, levende spil og deres hemmelige sprog.

Deres kostume forblev meget lig den stil, de havde haft ved dette århundrede skifte.

Omkring 1980 érne begyndte Ghawasidanserne fra Luxor at optræde i hele baladikjoler som, de havde set folkloredansere fra Ægypten gøre. Men de fleste dansede i den autentiske beklædning, som var et halvlangt skørt ( i ældre tid var skørtet eller nederdelen hellang), et bælte med lange klædebånd, en vest udenpå en bluse og hovedpynt. (Jeg har en videooptagelse, som viser hvordan Ghawasikvinderne i deres dans med en speciel hofteteknik, får skørtet til at svinge på en bestemt måde.)

Hvis en Ghaziya blev gift med en fra sin egen stamme, kunne hun fortsætte med at danse med sin mand som musiker. Hvis hun blev gift med en mand udefra, måtte hun ophøre med at danse.

De traditionelle musikinstrumeneter, der brugtes til Ghawasidansernes dans, var rababa (et simpelt strengeinstrument), tabla (en tromme), en mizmar (en slags oboe, der spiller meget højt) og nogle gange en sofara (en type af en fløjte). I Edward Lanes tid i 1800 tallet spillede man kun på rababa, fløjte og tromme.

De mest berømte Ghawasi i nyere tid var Banat Mazin ”Mazin´s døtre” i Luxor. Josef Mazin fra Nawarstammen var patriak af en klan med mange smukke døtre. Han blev meget rig af de penge, som hans døtre tjente ved at optræde med dans. Desværre døde han, uden at fortælle hvor han havde gemt sine penge. Alle hans døtre holdt senere op med at danse, da de blev gift. Den yngste datter Khairiya blev skilt, og genoptog sit dansearbejde. Hun startede med at få undervisning i dansen som 7 årig af kvinderne i familien, der dansede, og Khairiya optrådte offentligt med dans som 13 årig sammen med sin søster Amal. De udviklede deres egen stil også mht. dansekostume. (Ghawazidansere optrådte ikke solo, de var min. 2 op til 5 dansere). Khairiya og Amal optrådte mange steder til traditionelle fester pga deres popularitet bl.a. i Kairo, Alexandria, Port Said og Aswan. En fest var ofte i flere dage i træk, og de startede danseoptræden om aftenen til den lyse morgen. De dansede også indendørs eller på Nilbådene for turister. Dansen fra Mazin ´s døtre er udviklingen til det, vi i dag kalder ”Raqs shaábi”. Khairiya danser stadig i dag.

Der findes andre dansere Raja og Nagua fra Qena, som var med i filmen Lachto Drum. En film lavet om sigøjnere verden over. Jeg mener ikke, de danser mere.

 

I 1990érme hvor bl.a. Khairiya dansede måtte man kæmpe for at optræde med dans.

Fundementalisterne gjorde alt for at forhindre dans. De lukkede dansestederne ”Farahat”, hvor ægypterne plejede at fejre deres familiefester, bryllupper m.m.

Dansede man på gaden, blev man arresteret.

Bureaukratiet voksede, der skulle mange papirer til at kunne optræde, og hvis papirerne ikke var iorden, blev man i fængsel. Papirerne skulle fornys hvert år, og det kostede mange penge. De store hoteller ansatte ukvalificerede dansere fra Kairo, istedet for de lokale Ghawasidansere. I den periode var der en danser i Kairo, der fik syre i ansigtet. En reaktion fra fundementalisterne.........

Klik på linket for at se Khariya danse
https://youtu.be/LNtbbZYI9Qs

En tak til Aisha Ali, Jalilah og Nabila Shams el Din for

den viden de har givet mig om Ghawasidanserne.

Arabisk musik

Den arabiske musik er meget kompliceret sammenlignet med den vestlige musik. Musikken har som al anden musik en grundrytme, som holder takten, og som er det styrende for hele musikkens sammensætning. I den arabiske musikverden findes der mindst 110 grundrytmer sammenlignet med den vestlige musik, der har 18 grundrytmer.

Mange af de arabiske grundrytmer har sin oprindelse fra forskellige steder i den arabiske verden. De har en historie, et tilhørsforhold til en bestemt folkegruppe.  F.eks. Stammer saidi-grundrytmen fra saidifolket (Luxor området i Ægypten), fellahin-grundrytmen  fra Fellahinfolket ..osv…

Til f.eks. saidi musik med saidigrundrytmen hører bestemte musikinstrumenter (f.eks. en mizmar) og en bestemt måde og stil at fremføre musikken på. Til saidimusik hører bestemte dansetrin, bevægelser, beklædning, stemning og følelser fra saidifolket. Således er det med arabiske grundrytmer i den folkloristiske, den klassiske og spirituelle musikstil. 

Mange af de landlige grundrytmer bruges i dag sammen med andre grundrytmer og i musikstykker med andre musikinstrumenter end den oprindelige form. Derfor kan man  f.eks. høre saidimusik i dag i en mere lettere musikstil end den oprindelige form, som var mere tung, jordforbundet og landlig. Det er bl.a. i saidimusik, der er tradition for, at  man danser med stok.

Saidigrundrytmen er en af de 14 grundrytmer, som hører under kategorien baladi. Men hvad er baladi ?

Det er mere omfattende end følgende, men kan kort forklares således. Baladi har mange betydninger bl.a. landligt, mit land, hjemligt. Baladi symbolisere glæde og eller intense følelser på et socialt folkeligt plan…..

Baladi er blues for det arabiske folks, som blues var for det negrene i USA.  Når man danser baladi, er det med budskab om glæde og en udadvendthed. En dans for det jævne folk. Man er social. Bevægelserne er enkle og mindre komplicerede - dansen er for alle. Alle uanset alder skal have mulighed for at deltage i dansen. Ved familiefester, bryllup, og andre festlige begivenheder spilles musik med baladi grundrytmer, så både børn, unge, voksne og ældre kan danse med. Er man en danser, der er arrangeret til at underholde, indgår der mere avanverede bevægelser i dansen, og gerne med brug af fingercymbaler for at glæde folk på kunstnerisk vis.

 

Nogle mener, at når man danser baladi, skal man have hel dragt på - ingen bar mave, fordi baladi stammer fra det landlige folk, der medbragte deres musik og dertilhørende bevægelser til storbyen Cairo. Det er sandt nok, men jeg mener ikke at det er tidsvarende.

Jeg mener, at når man i dag danser baladi, er det fordi musikken spilles med baladi grundrytmer. Man er samtidigt også nød til at lytte til instrumenteringen, altså hvilke musikinstrumenter, der bruges i musikken.

I dag er det ofte svært at klassificere musikken - dens musikstil, da de forskellige stilarter fra tidligere tid mikses. Da jeg startede med at danse var det meget lettere at skelne mellem folklore, klassisk, spirituel og cabaret stil. Cabaret stilen med musik og dans opstod i 1940´erne i forbindelse med dansen for alvor blev populær på en scene og i musicalfilm. Cabaret stilen med perler, pailletter, glitter og glamour er den mest populære stil i vestlige lande. Det er den stil man bedst forstår.

Musikken i cabaret dansestil kaldes i dag ofte for baladi, når musikken er glædelig og let og spilles med baladi grundrytmer.

Nogle har - set ud fra det synspunkt - i mange år op til i dag brugt ordet baladi ved dans med 2 delt kostume (bar mave), dans med slør, selv sko med høje hæle benyttes til baladimusik i den lette friske genre. Jeg tror, det er en baladi trend, der stammer fra Libanon, der kom for at blive.

Det vigtigste er, at man som danser helhjertet tænker på dansebevægelserne med musikken som udgangspunkt og ikke omvendt. En flot sammensætning af dansebevægelser ” en koreografi” bliver til en teknisk dans, hvis det er bevægelserne, der er grundlaget for dansen.

Jeg mener, det er musikken, der er guide for bevægelserne. Musikken har struktur og visse regler, som man som danser skal være bevidst om. Musikken udtrykker stemninger og følelser…...som vi som danser skal formidle med vores personlighed. Jeg opfatter kroppen og sjælen som et visuelt musikinstrument.

”Man kan høre musik uden at danse,

 der stimulerer alle sanser op til et guddommeligt plan…….

 men det er svært at opnå samme følelsesmæssige billeder

 når man danser uden musik….”

Motion - Hvorfor lige netop bruge mavedans som motion ?

I skrivende stund er jeg startet op med en ny dansesæson efter en tid med ferie.

I ugens løb har jeg spontant fået en masse gode argumenter fra deltagerne til netop at vælge mavedans som en fantastisk motionsform.

Men sætningen ”Dejligt at komme i gang igen, jeg føler mig helt stiv i kroppen” kommer også fra deltagere, der regelmæssigt dyrker andre kendte og gode former for motion i hverdagen, og især når der er ferie fra mavedans. Og dét er ganske interessant!

Årsagen til at man kan føle sig stiv i kroppen, selv om man dyrker regelmæssig motion er ofte, når man kun træner de store muskelgrupper, som især sker ved konditions og styrketræning. Selv ved andre danseformer kan man også føle sig stiv, hvis dansen kun har fokus på ben og bækken og ikke medinddrager overkrop, arme, hænder, hoved og hele kroppen i samspil.

Det bedste man kan gøre for kroppen, er at få følgende 5 elementer i sin motion. Og det er: Kondition, styrketræning, balance, koordination og smidighed.

Oftest skal man dyrke forskellige motionsformer for at få alle 5 behov dækket.

Mavedans eller orientalsk dans har alle 5 elementer i sin motionsform. Det er både de store muskelgrupper, men også de mindre og små muskler der trænes, samtidigt med at man bliver bevidst om sine muskler. Også muskler man aldrig før har kunnet mærke. Man får en flot kropsholdning.

Musikken og selve bevægelserne giver styrke og balance i de psykiske centre, uden at man behøver at gøre andet end blot at nyde dét at danse.

Mavedans giver styrke, harmoni og balance til seksualitet, kvindelighed, feminine bevægelser og udtryk. Vi kvinder kan ikke løbe fra at være kvinder, selv om vi i dag på mange områder agerer maskulint. Der skal være en balance i vores forbrug af maskuline og feminine energier.

Mavedans giver generelt energi, man får overskud, og man bliver smuk.  Tro det eller ej. Men jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg ser det dagligt hos mine kursister. Jeg kan desuden supplere med følgende. En aften i december skulle jeg optræde til julefrokost. Jeg er kommet i den alder, hvor rynker ikke blot kan fjernes ved en god nattesøvn. Der er rynker, der er kommet for at blive! Og lige den aften var de ganske synlige. Jeg så mig selv i spejlet inden min danseoptræden, med et suk…om at tiden til at trække sig tilbage som danseperformer måske kunne blive efter den aften. Jeg optrådte med min dans og lod rynkerne danse med, forstået på den måde, at jeg dansede med hjertet og nød dét at danse for mit publikum. Da jeg efter dansen så mig selv i spejlet, fik jeg et chok. Der var ikke en rynke…..Og sådan sker det altid…..

I dag findes der mange forskellige motionstilbud. Og det er fint, at der er forskellige muligheder for aktiviteter. Det handler om, at finde en motionsform man brænder for. Motion skal ikke være en pligt, det skal være sjovt. Mavedans er sjovt, og kan tilpasses så alle kan være med uanset alder og størrelse. Man kan bruge dansen som en fantastisk motionsform. Men man kan også bruge dansen med ambitioner om at dygtiggøre sig, så man på et professionelt plan kan udtrykke dansen / sin kreativitet gennem musik og bevægelser.

Så derfor er en af verdens ældste kulturhistoriske dans ”mavedans” HOT og GODT !

Optræning af knæ

Hvad skal jeg gøre ? Jeg får ondt i mine knæ, når jeg danser......

"Mavedans" er generelt ikke belastende for knæ. Så dette kan skyldes svage muskler i ben og omkring knæ.
Hvis du vrider i dine knæ, slider du dem, og der opstår smerter.
Og du kan være sikker på, at du også vrider i dine knæ i løbet af  din hverdag.
Altså også - når du ikke danser eller dyrker anden form for motion.
Vær opmærksom på dine knæ i hverdagen. Hvornår vrider du ?
Er det ved op og ned ad trapper ? Når du går ned i knæ ?
Optræn derfor dine parallelle benmuskler og muskler omkring knæet.

Stå, løft benet og sving underbenet frem og tilbage.
Bemærk at ved denne lette øvelse arbejder du med de parallelle benmuskler.

Øvelse 1 . Sid på en stol med en belastning på op til 1 kg. og sving benet op og ned, det er en god træning !
Øvelse 2. Sid på en stol. Hold højre hånd på indersiden af højre knæ,

hold venstre hånd på indersiden af venstre knæ.
Pres med hænderne så knæene presses ud til siderne. Samtidigt presser du knæene sammen.
Øvelse 3. Sid på en stol. Hold højre hånd på ydersiden af højre knæ,

hold venstre hånd på ydersiden af venstre knæ.
Pres med hænderne så knæene presses sammen. Samtidigt presser du knæene ud til siderne.
Udfør øvelserne dagligt.
Det kan være en hjælp i en tid indtil knæ er genoptrænet, at have Neopren knæ bind på,
når du udfører motion eller bevægelser, der belaster knæ.
Opsøg læge eller fysioterapeut, hvis du ikke kender årsagen til dine knæ problemer.