Suhair Zaki

Suhair Zaki

Suzzane Sofia Potempa: ” Jeg vidste, at min dygtigste underviser  www.shahrazad.de havde haft en personlig kontakt med Suhair Zaki. Derfor kontaktede jeg Shahrazad, og spurgte om hun ville skrive lidt om sine oplevelser til denne artikel om Suhair Zaki.

                                                                     Shahrazad

Shahrazad fortæller:

”I starten af 1980'erne så jeg første gang Suhair Zaki danse på videoer, som jeg syntes var lidt kedelige. Jeg forstod ikke, hvorfor folk talte så meget om hende. I 1982 rejste jeg for første gang til Ægypten, hvor jeg skulle være i en måned. Jeg så Suhair Zaki danse på en natklub på Pyramid Street, og jeg var fuldstændig paf over det, jeg så og hørte. Sammenlignet med de andre ægyptiske dansere var Suhair Zaki ganske tilbageholdende, med en temmelig lys make up og i klædt et klassisk kostume. Hendes musikere var så ubeskriveligt fantastiske, at jeg tænkte, at jeg aldrig havde hørt noget lignende i mit liv. Da Suhair Zaki begyndte at danse, blev det øjeblikkeligt klart for mig, hvorfor hun var så berømt. I det øjeblik hun dansede, smeltede hun ind i musikken, og den smeltede ind i hende, som uadskillelige elementer, som om jeg så musikken og hørte dansen. Hun tog sit publikum med i en trance, der fik os til at glemme alt andet. Når der var en lille pause, tørrede hun sveden af sit ansigt med et lommetørklæde og smilede på sin egen generte måde. Vi var tilbage på jorden. Da hun tog sine fingercymbaler og fortsatte med en Balady, hvirvlede hun os tilbage til de kosmiske verdener, waw !

 Da hun passerede mit bord kunne jeg ikke lade være med at sige " jeg elsker dig" til hende! Hun reagerede meget varmhjertet og menneskeligt. Der var Ingen tegn på stjernenykker eller arrogance, kun charme og skønhed.

 For mig er hun den bedste fortolker af levende musik nogensinde. En koncentreret flydende og øjeblikkelig reaktion på de subtile variationer i den ofte improviserede og komplicerede arabiske musik, fik hende selv og os alle i en ekstase, igen og igen. Hun var en sand mester i Tarab følelsesmæssige højdepunkter / ekstase i arabisk musik). Jeg så hende optræde flere gange i Ægypten og Tyskland.

 I 1993 kom hun til Mena House (i Cairo) og sad blandt publikum, hvor hun skulle have optrådt ved et in-ternationalt show arrangeret af afdøde Dietlinde Bedauia Karkutli (Tyskland). Men hun optrådte ikke, fordi hendes onkel var død.  Hun var oldt op med at optræde med dans. Mona Said dansede i stedet. Jeg dansede et potpourri af en 1001 Nat og flere andre danse i løbet af aftenen i Mena House. Jeg startede og sluttede med pantomi-misk dans til musik af Rimsky Kor-sakov . Da jeg kom tilbage til publi-kum efter min præstation, fortalte mine venner mig, at de havde set Suhair Zaki græde under mit show. Jeg gik hen til hende for at hilse på hende, og hun krammede mig og sagde, det havde været så romantisk ...!

Jeg har ofte tænkt, at hvis det ikke var for Suhair Zaki, ville jeg for længe siden være holdt op med at danse orientalsk dans. Hun var en sand kunstner og en meget værdig repræsentant for det høje ideal som en danser kan legemliggøre. En mester i dans, hjerte, sind og ånd !”

                                                                   Suhair Zaki

ÆGYPTEN i 1944

1944 var en tid med store samfundsmæssige ændringer i Ægypten.  I Cairo og andre store byer blev traditioner og normer i forbindelse med bryllupper mere afslappede.  Awalim fortsatte med at være de traditionelle kunstnere, der var entertainere for den lavere sociale klasse ved bryllupper, mens den ægyptiske overklasse begyndte at ansætte populære natklub-entertainere til deres fester og bryllupper. Feminismen voksede i Ægypten. Kvinder var i front ved filmoptagelser, og filmindustrien havde kvindelige instruktører. De mest berømte dansere på den ægyptiske scene dengang var Badia Masabne, Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef.

Ved slutningen af 1940'erne ophørte traditionen for Awalim kulturen. (Awalim = en kvinde Almeh – flere kvinder Awalim. Kvinder der var uddannet til at underholde med dans, musik og poesi.) Med bortfaldet af "Usta" den kvindelige leder af en gruppe af Awalim, blev de kvindelige kunstnere i Mohammad Ali Street i Cairo tvunget til at tage ansvaret for deres egen karriere. De begyndte selv at lave deres forretningsaftaler med mænd. Her blev Ma'alimah, leder-kvinden indenfor dans og artisteri født.

Da revolutionen fjernede koloni-magten i Ægypten i 1952, opstod Moulid (Festivaler der fejrer en lokal helgens fødselsdag). Muolid blev en platform for teatralske og kunstneriske talenter. Åbne Kaffehuse trivedes med musik og dans. Baladi musik og sangere blev meget populære.

SUHAIR ZAKI SOM UNG

Suhair Zaki blev født i Mansoura (Ægypten) i 1944. I 1953, da Souhair Zaki var ni år gammel, flyttede hun med sin familie til Alexan-dria. Suhair elskede musik og dans og udviklede sit naturtalent som danser ved at danse og øve sig til musik fra radioen. Suhair Zaki var mest inspireret af Tahia Carioca og Samia Gamal. I en alder af elleve var hun kendt og populær blandt venner familie for sine danse ved fødselsdage og bryllupsfester. Senere som ung pige begyndte hun at danse professionelt i de græske natklubber i Alexandria.

Suhair Zaki flyttede som ung til Cairo, hvor der var de største muligheder indenfor musik og dans. Der optrådte hun mange forskellige steder, fra røgfyldte natklubber til store festlokaler og til ekstravagante bryllups-festligheder. Ligesom mange af hendes jævnaldrende havde Suhair Zaki ikke succes ved en audition som studievært for tv. Hun satsede derfor al sin energi på at blive en af de mest berømte dansere i tresserne og halvfjerdserne, både i film og på scenen.

I tresserne modtog Suhair Zaki udmærkelser og medaljer fra Sha-hen af Iran, den Tunesiske Præsi-dent og Gamal Abdel Nasser, den anden præsident i Ægypten. USA´s daværende Præsident Nixon gav Suhair Zaki navnet "Zagreeta". Han havde lært, at ordet henviste til et højt og skingert hyl i Ægypten, man brugte som et udtryk for glæde.

Suhair Zaki var den første danser, der havde modet til at danse til musikken fra Oum Kulthoum, som var den højest beundrede af alle sangere i den arabiske musikhistorie. Det var risikabelt at gøre dette modige forsøg, først og fremmest fordi Suhair Zaki på det tidspunkt stadig var ung og ukendt. Men Oum Kulthoum gav udtryk for, at Suhair Zaki fortolkede musikken smukt. Mohammed Anwar Al Sadat, den tredje præsident i Ægypten, kaldte hende "dansens Oum Kulthoum". Han sagde til hende: "Som hun synger med sin stemme, sådan synger du med din krop".

Suhair Zakis billede blev meget ofte brugt som omslag på kassettebånd, selvom musikken til tider var middelmådig mavedanser-musik.  Suhair Zaki´s omhyggelige øre for musik var berømt og respekteret især blandt alle musikere i orkestret, der spillede for hende.    

                                                                             Suhair Zaki

SUHAIR ZAKI´S STIL

Suhair Zaki var en meget yndig og elegant danser, hun blev kendt for sin unikke "bløde" stil. Hendes dan-sestil kan sammenlignes med Tahia Carioca´s stil: ”De bløde rullende hofter, små bevægelser der havde en stor effekt, evnen til at bevæge sig med stor fylde på meget lidt plads og at hun blev kendt for sit uskyldige kokette ansigtsudtryk. Suhair Zaki blev indbegrebet af den naturlige baladidanser, og blev ofte nævnt som en "Bint el Balad" eller "datter af landet". I modsætning til Nagwa Fouad, som på det tidspunkt var hendes største konkurrent, brugte Suhair ikke rekvisitter til at blænde sit publikum med. Hendes stil var ren og præcis. Hun behøvede ikke meget plads på dansegulvet for at forbinde sig med musikken på den mest imponerende måde. Hun var præcis i sit hoftearbejde, meget feminin, yndefuld, samtidigt ganske reserveret, men med en følelsesmæssig effekt, som var utroligt betagende. Ingen dikkedarer var nødvendige, hun imponerede og fortryllede sit publikum alene ved hjælp af sin danseteknik og dansekunst.

Suhair Zakis sceneproduktioner var ikke overdådige, hendes kostumer var enkle. Hun optrådte altid som solodanser, og benyttede ikke sangere, andre dansere eller en dansegruppe i sin optræden. Hun havde kun sit fremragende orkester med sig i sin dans. Et orkester der bestod af 15 – 30 musikere, som afspejlede et perfekt samarbejde og gav publikum magiske oplevelser. Hvert halve år blev der skabt ny musik til Suhair Zaki, heriblandt kan nævnes musikstykket ”Shik Shak Shok".

I modsætning til mange dansere i Cairo, brugte Suhair Zaki aldrig koreografer til hendes show. I stedet kreerede hun selv sine danse udfra egen inspiration og følelser; hun lod musikken bevæge sin krop. Hun blev citeret for at sige, at dansen var lige så nødvendig for hende som for andre at kunne trække vejret. Suhair Zaki mener, at dans er en kunst, og den skal altid forblive æret og respekteret. At være en danser handler ikke om at vise din krop og poserer på scenen. Suhair Zaki har altid selv været æret og respekteret som danser og som kvinde. Hun har aldrig gået på kompromis med sin integritet, selv om trenden dikterede andre ten-denser i forhold til en mere vovet påklædning og til pompøse show-optrædener.

              

KARRIEREN SLUTTEDE

Suhair Zaki optrådte i hele Mellem-østen i 1980'erne. Shareen el Safy, en fantastisk dygtig danser og un-derviser I USA, åbnede for hendes show på det femstjernede Sunset Nightclub i somrene 1988, 1989 og 1991. Ifølge Shareen: "Jeg arbejde-de 3 somre på Sunset, åbnede showet for Sohair hver aften i flere måneder ad gangen. Det var en fantastisk gave at være sammen med hende, selv om vi havde været venner i et stykke tid før dette. Men der skete desværre sørgelige ting i slutningen af hendes karriere. Su-hair Zaki´s far døde, landets økonomi var på et bundniveau, og regeringen chikanerede hende med efterbetaling af skat. Uger før hun gik på pension, dansede hun med tårer i øjnene. Hendes glæde og smitsomme gnist var forsvundet. Vi var alle bedrøvede over at være vidner til dette. "

Golfkrigen i 1990 og 1991 bragte en øget konservatisme og økonomisk afmatning til Ægypten. Natklubejere havde ikke længere råd til at holde åbent. Suhair Zaki valgte at gå på pension, mens hun var på højden af sin karriere. Hun var stadig populær, selvom mulighederne og den offentlig interesse for mavedansere generelt var faldet. Nogle mener, at Suhair Zaki lejlighedsvis havde optræden med dans gennem 1990'erne.

                                                                             Suhair Zaki

STIL OG MENINGER

Suhair Zaki kom officielt ud af sin pensionering i maj 2001. Hun medvirkede i Raqia Hassans "Ahlan we Sahlan" festival i Cairo for at under-vise flere hundrede dansere fra hele verden.  Siden dette har hun været med i det årlige arrangement enten ved at undervise eller ved at nyde de forskellige shows. 

Nogle ægyptere og folk fra andre arabiske lande har givet udtryk for deres bekymring for, at udlændinge fordrejer den særprægede ægyptiske dansestil, når de danser i Ægypten. I forhold til denne bekymring er Suhair Zaki blevet citeret for følgende:"De vil aldrig kunne leve op til standarden af den ægyptiske dansestil... De har ikke den livlige ånd, de ikke har følelsen af humor, og de har ikke det musikalske øre ... De kan udføre trin, de lærer -.. 1,2,3,4. Men de har ikke den ånd.  De vil aldrig, aldrig kunne matche os.

Suhair Zaki brugte en sætning fra en berømt sang af Oum Kulthoum i et personligt interview til CairoTimes: "Hvis du ønsker at gå tilbage til de gamle dage? Prøv at fortælle de gamle dage, at de skal komme tilbage, som de var. Disse dage vil aldrig komme tilbage igen, atmosfæren, gæsterne. Hvor er de nu? Orientalsk dans har været mit liv. Jeg har min søn, og min mand. Men mine bedste minder fra fortiden er alle sammen fra min dans." Souhair Zaki © Cairo Times.

SUHAIR ZAKI´S BEVÆGELSER

I film med Suhair Zaki er det let at se, hvorfor hun var kendt for sine hoftebevægelser. Hoftebevægelserne var små, bløde, skarpe og præcise i deres udtryk. Suhair Zaki blev især kendt for sine ”ned”-bevægelser med hofterne, altid klart og præcist på slaget. Så kendt, at denne bevægelse er blevet opkaldt efter hende. Hoften flyttes skarpt ud/ned med vægten i samme fod. Samtidig er den anden hofte op/ind på den anden fod, hvor hovedvægten ikke er. Sommetider tilføjede hun shimmy til bevægelsen. Dette er i modsætning til Maya (nedadgående lodret ottetal ), hvor du først skubbe hoften op/ud og derefter ned og har hovedvægten i det andet ben.

Suhair Zaki viste den typiske rolige ægyptiske isolering af bevægelser. Hendes hoftebevægelser var isoleret med en subtil sammenhæng, der evt. førte energien videre til en bevægelse af brystet, en skulder eller armbevægelser. Når Suhair Zaki udførte sine bløde 8tals-bevægelser med hofterne, både lodrette og bagud / fremadrettede, fik hele hendes krop ofte lov til at flyde med i denne bevægelse.

Hun brugte meget enkle armbevægelser naturligt og harmonisk med cirkler i håndled og evt. håndbevæ-gelser. Arm-positionerne var undertiden med stor vidde, undertiden tæt til kroppen, til tider løftet, andre gange ikke, og virkede altid rolige og harmoniske. Hun dansede normalt til rytmen, undertiden til melodien, men fangede altid accenter med præcise stop. Hendes drej var i normalt tempo, rolige og korte, og nogle gange lænede hun som i en barrel turn. Suhair Zaki brugte små skridt, med skiftende vægt i benene, let bøjet knæ for at gøre det muligt for hende at udføre sit bløde velformulerede hoftearbejde med lethed.

Suhair Zaki gentog sine bevægelser gennem en sætning eller i et rytme-mønster i musikken. Gentagelsen (gør 8 gange det og 4 gange det) skete ikke, som ofte er observeret hos vestlige dansere.

Hun var kendt for sin søde, til tider lidt frække ansigtsudtryk. For det meste havde hun et sødt smil, idet hun koket kiggede væk eller over skulderen med et skulderrul. Nogle gange brugte hun et mere intenst ansigtsudtryk, som når hun dansede til Oum Kulthoums musik eller med lukkede øjne, som om hun dansede for sig selv.

Forfatter: Artiklen er oprindeligt skrevet af Nimeera - www.Nimeera.com.  Suzzane Sofia Potempa har med Nemeeras personlige tilladelse oversat artiklen.

Suzzane Sofia Potempa

www.orientalskdans.dk

Nelly Mazloum

Nelly Mazloum  artikel af Suzzane Sofia Potempa

Badia Masabne, Tahia Carioca, Samia Gamal, Naima Akef og mange andre dansere som Hoda Shamseddin, Katie, Neamat Mukhtar, Nabawiya Mustafa, Hagar Hamdi, Liz of Lyn havde en stor og afgørende betydning for udviklingen af orientalsk dans i tiden fra 1926 - 1960. Læs i denne artikel om Nelly Maloum,  en  ubeskrivelig spændende danser,  som er vigtig i historien. En danser som gjorde det umulige muligt. Hun kæmpede for at gøre orientalsk dans til en dansekunst, og hun som spænder over flere generationer.

I ca. 1995 rejste jeg til Tyskland for at deltage på en danseworkshop med Nelly Mazloum.  Jeg havde hørt og læst om hende, så det blev et must for mig. Vi var i et stort lokale og jeg har aldrig hverken før eller siden været på et dansekursus, hvor der var så mange deltagere.  Men Nelly M. styrede os på en sådan måde, at alle kunne se, selv fra bageste række, desuden var der rotationer, så de bageste på et tidspunkt kom forrest. I pausen var jeg så heldig at skæbnen gav mig et samvær i enerum med Nelly Mazloum´s datter Marianna. En personlig samtale - et nærvær jeg aldrig glemmer, fordi vi kom så tæt på hinanden på så kort tid. Selv om Nelly Mazloum på det tidspunkt var ca. 66 år, så formåede hun at give en oplevelse både med sin personlighed og sin viden, at jeg besluttede mig for at rejse til Grækenland for at studere hos hende. Desværre blev dette ikke realiseret.  Men jeg har bogen ”Nelly Mazloum Oriental Dance Technique” som er personligt signeret af Nelly Mazloum, og det er jeg stolt af.

Hvem var Nelly Mazloum

Nelly-Catherine Mazloum-Calvo blev født i 1929 i byen  Alexandria , Ægypten. Nelly´s forældre var velhavende. Faderen, der arbejdede med smykker, var fra Napoli, Italien. Moderen, der var en dygtig pianist, var fra den græske tid i Anatolien i Tyrkiet ” Greek Asia Minor”. De ejede et hotel på tværs af gaden fra Alhambra Teatret. Nelly Mazloum fik som to årig poliomyelitis - børnelammelse .  Hun fik træning og lærte at gå takket være et ihærdigt arbejde og kærlig pleje af en børnelæge og hans kone, der var en danselærer i ballet. Dans blev derfor Nelly´s lidenskab og symbolet på selve livet.

I en alder af fem, begyndte Nelly sin danse karriere som solodanser. Hun var ”barnestjerne” fra 1939-1945, hvor hun optrådte med dans i Alexandria om sommeren og i Cairo i løbet af vinteren under opsyn af sin mor, der var hendes impresario.  I 1939 medvirkede den 10-årige Nelly i sin første film. Som barnestjerne, dansede hun i matinéforestillinger specielt arrangeret for familier i den berømte Casino Opera hos Badia Masabne. Nelly optrådte med moderne dans og klassisk ballet. Efter sin optræden fik hun mulighed for at se aftenshowet med de berømte dansere som Samia Gamal og Tahia Carioca. Ved flere lejligheder optrådte hun for Kong Farouk i samme show som Samia Gamal og Oum Koulthum.  I 1948 blev Nelly Mazloum primaballerina i Royal Opera House i Cairo (Dar Al Opera).  I tiden 1959 til 1964 var hun koreograf for Ægyptens nationale dansegruppe ”Al Masrah al Kaoumy” – også kendt som ” Koumeya gruppen”. I mange år gav hun utallige folkloristiske optrædener i forskellige teatre og tv-shows i Ægypten.

Foto af Nelly Mazloum er fra MADRI Institute & Marianna Mazloum ´s arkiv og må kun bruges i forbindelse med denne artikel.

De gyldne år

I 1940'erne og 1950'erne optrådte Nelly som smuk og talentfuld med dans i de bedste teatre i Ægypten med egne koreografier, og hun optrådte i ca. 17 film.  I nogle af filmene optrådte hun med orientalsk dans som i filmen Shahrazad ( 1941) med daværende stjerner Hussein Sedky, Elham Hussein og Samia Gamal og i filmen Soliman s Ring ( 1946), instrueret af Hassan Ramzy  (onkel til den dygtige musiker Hossam Ramzy, hvis musik vi alle nyder i dag – www.hossamramzy.com ).

Nelly´s datter Marianna sagde under et foredrag om Nelly Mazloums liv og karriere i CID, UNESCO (International Dance Council): "Min mors var meget efterspurgt, da hun på det tidspunkt havde det privilegium at være den eneste moderne danser i Ægypten."  I  1947 åbnede Nelly en ballet skole i Cairo for piger i det højere samfundslag  med succes. Hun underviste og uddannede også unge kunstnere for National Opera House i Cairo (Dar Al Opera.) Nelly Mazloum elskede luksus, og hun nød livet i fulde drag.  Hun blev gift seks gange. Hun mødte sin første mand A. Roussos i 1949. De fik en søn sammen ” Emanuel ” og to år senere  datteren ” Marianna”.

Rejser og studier

I starten af 1950 greb Nelly enhver tid og mulighed til at rejse rundt i hele Ægypten for at observere og studere folks danse i deres oprindelige omgivelser, lige fra ørken beduiner til Ghawazi (Gagar). Hun opsøgte landsbyer, basarer og større byer, altid på udkig efter nye danse bevægelser. Nelly´s datter Marianna fortalte også i sit foredrag om hendes mor: "Min mor mødte og talte med de mest bemærkelsesværdige mennesker: lærere, musikere, forfattere, digtere og arkæologer, der vidste en masse om Ægyptens kultur og traditioner. Hun var også en ivrig læser og forsker, der studerede bøger fra Ægyptens National Museum, hvor hun ledte efter beskrivelser af danse og kostumer fra oldtiden. Min mor fik en særlig tilladelse, forudsat at hun håndterede de skrøbelige håndskrifter med hvide handsker på. Når hun deltog i private familiefester hos  velhavende familier, observerede hun deres danse, som havde en mere raffineret stil end Balady  eller shaabi  - hun kaldte den raffinerede stil for ”hawanem ”

Dansekompagni  Nelly Mazloum

Da Nelly Mazloum  blev skilt fra sin mand, genåbnede hun sin balletskole.  I 1955 vendte hun tilbage til danselivet med optrædener.  I Cairo etablerede hun sit eget dansekompagni  ”Egyptian Folkloric Dance Company”  og sin egen danseskole med folklore danse, hvor hun uddannede dansere.  Hun var en populær og berømt folkloredanser i Ægypten, der på daværende tidspunkt inspirerede en hel generation af dansere og koreografer . Hun var datidens pioner ved at anvende Ægyptens traditionelle arv af folklore danse om til en dramatiseret kunstnerisk danseform. Medlemmerne i Nelly´s dansekompagni var alle amatører. Nogle af dem var fra hendes ballet skole, andre var gymnaster. Nelly´s dansegruppe startede med 25 dansere, men voksede snart til 40 dansere (20 kvinder og 20 mænd) med et stort orkester. Danseteateret i Nelly Mazloum´s udtryksfulde stil, blev af medier og offentligheden omtalt som ”Raqs el Ta'Biry ”(udtryksfuld dans), og var Nelly´s helt egen kunstneriske udformning, udtryk og stilisering af råmaterialet fra alle de folkedanse, hun havde observeret og studeret. Danseprogrammet omfattede mange scener fra livet på landet. Nelly var både leder, koreograf, performer og underviser i sin egen virksomhed.

Marianna sagde endvidere i sit foredrag om sin mor: "Dansegruppen præsenterede kun danse i den folkloristiske stil. ”Mavedans” var på daværende tidspunkt ikke anset og værdigt i teaterverdenen, som den var på scenen af ​​løbet 1940'erne i Badia Masabne´s tid. I løbet af 1950'erne blev  solodansere eller små dansekompagnier  for det meste ansat til fester, bryllupper, til filmoptagelser og i natklubber . "

Foto af Nelly Mazloum er fra MADRI Institute & Marianna Mazloum ´s arkiv og må kun bruges i forbindelse med denne artikel.

 Rusland i Cairo

Nelly Mazloum´s dansekompagni optrådte med folkesange og danse fra mange forskellige og fjerntliggende regioner i Ægypten på scenen , i tv-programmer og i 1958 ved den store Cotton Fair Festival, på Grand Palais i Gezira.  I 1959-60, grundlagde den ægyptiske regering Det Ægyptiske Nationale Ballet Academy under ledelse af Alexei Jukov, som før dette var hjælpelærer i  Bolshoi Ballet School i Moskva. Nelly M. blev udpeget af Kulturministeriet til at være hans assistent for at beskytte og sikre det ægyptiske indhold i dansen. I tre år var Nelly Jukov højre hånd. I 1961 blev endnu en ambitiøs danseprojekt dannet: et Nationalt Folklore Academy under ledelse af Boris Ramazen, som også var fra Rusland. Han var den første assistent og danser i "Moiseyev Dance Company" i Rusland. Igen måtte Nelly Mazloum bidrage med sin viden. Boris Ramazen opsøgte hende for at lære om de traditionelle bevægelser i den ægyptiske folklore, som han kunne videregive til sine dansere. Men samarbejdet stoppede prompte, da Nelly opdagede, at den ægyptiske dansestil i danseprojektet var blevet mere russisk end ægyptisk.  Nelly´s erfaring med at undervise og formidle til de russiske dansere hjalp hende til at strukturere og organisere sin viden om danseteknik og skabe en metode til sin egen skole – som blev til " Nelly Mazloum Oriental Dance Technique" .        

Politisk medvind      

I 1960´erne var en tid med stor politisk favourisering. Ministeren for Kultur, Dr. Sarwat Okasha, var så begejstret for Nelly M.s arbejde, at han bevilligede billetter til det ægyptiske folk, så mange flere kunne se hendes shows. I 1961 skænkede han hende Masrah al Ayem (flydende teater),  som  rejste på turné  i Ægyptens landsbyer.  Nelly Mazloum forsøgte sig også med eksperimentelle stilarter som faraoniske dans (hun præsenterede dette ved Ægyptens  første "Lyd og lys 'show),  en "ørken dans" med slør osv. En af hendes store succeser var den bibelske fortælling Ayub el Masri, i 1961-1962. Det var også året, hvor hun og hendes dansekompagni deltog ved Helsinki  International Youth Festival, hvor hun blev tildelt sølvmedalje for  folklore dansen ” Al Ghazl” (vævningen af ​​brudesløret). Hun blev den officielle koreograf af Cairo Opera, for opera og operette produktioner. Hun koreograferede bl.a. Mahr el Aroussa (Brudens medgift) i 1963, den første all-arabisk klassisk operette. Præsident Gamal Abd al Nasser deltog i åbningsceremonien. af ​​operetten.

Flytningen til Grækenland

I 1964 bad den nye regering  Nelly Mazloum , om at overdrage hele sin dansevirksomhed til Staten som Ægyptens repræsentative folkloristiske dansegruppe med  navnet  ” Nelly Mazloum National Folkloric Company” ,-  men uden hende. De ville give hende en pension, og hun ville ikke være i stand til at arbejde med dansegruppen, da den ville tilhøre regeringen. Efter at have medvirket til at danne Ballet Akademi og Folklore Dance Academy, svarede Nelly : "Gruppen eksisterer ikke uden mig",  Hun nægtede for at forblive uafhængig.  Men regeringsskiftet  ændrede Nelly´s situation, og kulturministeren, der havde støttet Nelly Mazloum kom i unåde. Støtten til Mazloum og hendes dansekompagni faldt drastisk, og mange af hendes dansere blev i stedet ansat i i den nydannede Egypt  Nationale Troupe, som skulle repræsentere den ægyptiske folklore dans nationalt. Den nye ordning sat sammen med pressens sladderomtale, gjorde livet meget svært for Nelly. Den beslutsomme Nelly Mazloum gav aldrig op. Hun forlod Ægypten og flyttede til Grækenland . Dér startede hun sit nye liv, hvor hun koncentrerede sig om at undervise og udbrede dansens kunst.  Hun grundlagde Athens International Dance School, hvor hun underviste i ballet og moderne dans. Nelly Mazloum ændrede sit navn til Nelly M . Calvo, så folk ikke kunne forbinde hende med fortiden. Hendes bestræbelser lykkedes. Hun kom til at uddanne mange lærere og dansere i Grækenland.

Danseundervisning 

Fra 1985 til sin død i 2003, genoptog Nelly M. sin undervisning i orientalsk dans ”mavedans” med sit eget system, metoder og kreative teknik: ” Nelly Mazloum Oriental Dance Technique, som også omfatter hendes egen personlige stil kaldet "Hawanem" - dans fra det højere samfundslag . Nelly M. udviklede samtidigt sit eget bevægelsessystem  ”'Vivicorporeal® Psychosomatic Alignment Technique " som støtte til et sundt bevægelsesmønster i orientalsk dans. In 1988 begyndte Nelly M.  at give en række seminarer i hele Europa, hvor hun var den første til at introducere metoder til teknikken i orientalsk dans, Vivicorporeal® og faraoniske danse.  Nelly Mazloum foretrak udtrykket oriental sk dans, som har en positiv konsekvens i stedet for ”mavedans”, som bærer en negativ ladning.

Nelly M.´s primære fokus i sin undervisnings metode i orientalsk dans var, at understrege værdien af Postural Awareness ( kropsholdning- krops bevidsthed ) i  korrekt udførelse af bevægelser og trin,  i musikalitet og i følelsesmæssige udtryk.  Denne metode har været en inspiration for mange dansere og undervisere i hele verden. Hendes strukturerede pædagogiske metoder til undervisningsindholdet, hendes gode pædagogiske færdigheder i undervisningen, hendes tålmodighed og hendes humoristiske  personlighed, såvel som lidenskab for livet gjorde hendes seminarer/ workshops til et stort eventyr i viden for elever. Udover dette skete der på ingen tid en stor udvikling , en stor forbedring af dansefærdigheder hos alle Nelly. M´s elever.

Madri fundamentet

I 1990 begyndte hun at skrive sin bog "Nelly Mazloum Oriental Dance Technique" en analyse af den ægyptiske dans til kvinderne i den nye tidsalder (bogen udkom  i 1992).  I 2001 grundlagde hun Nelly Mazloum Mediterranean Archaic Dance Research Institute = MADRI ( medstifter er hendes datter Marianna), en non-profit danse organisation, der står for udviklingen og bevarelsen af gamle danse middelhavslande  samt bevarelse af Nelly Mazloum teknikker.

Mazloum skrev artikler, som i dag er i MADRI instituttets arkiv. Hun skrev bl.a.: "Arkaisk dans  påvirker stadig vores nuværende måde at bevæge sig, fordi det er rodfæstet i den kosmiske hukommelse i vores planet." (Arkaisk tid er en periode i oldtidens Grækenland og Ægypten). "Det ser ud som det forsvinder ind i historien, men det vil altid finde en vej til os gennem studier og åndelig identifikation."  Hun skrev også:. "Jeg er imod falske repræsentationer og fantasier om orientalsk dans samt uberettiget antagelse og manipulation i danse undervisningen, fordi det kvæler fremskridt. En godt designet og systematisk struktureret teknik har den fordel, at du er uddannet med et solidt grundlag. Så er der tid og overskud til at drømme fra dit hjertes indhold og til at følge stien med ​​kreativitet og selverkendelse." Ifølge Nelly M. er læring af trin og teknik ikke tilstrækkelig til, at man bliver en god danser. Hun ønskede, at få de studerende til at blive bevidst om deres potentiale, og frem for alt at få dem til at elske deres arbejde, "Elever og lærere skal elske, hvad de gør med hele deres hjerte, hele deres sind og hele deres krop."

Nelly Mazloum døde den 21. februar 2003 i Athen. Hendes datter Marianna Roussou Mazloum (også kendt under sit kunstnernavn Marhaba) var Nelly M.´s nærmeststående elev, der fik første hånds instruktion fra sin mor siden barndommen og altid hjalp hende under seminarer/workshop. Marianna har selv undervist i 40 år, Hun er den eneste repræsentant indenfor Nelly Mazloum s teknikker. Marianna  tilbyder seminarer i  Orientalsk dans,  Vivicorporeal ® , faraoniske danse , samt foredrag  inkluderet præcise dokumenter og sjældne fotos  om  Nelly Mazloum liv, danse metode, arv og arbejde.

tilbyder seminarer og foredrag,  der inkluderer præcise dokumenter og sjældne fotos om Nelly Mazloums liv, danse, metoder, arv og arbejde.  Læs mere om Nelly / Marianna Mazloum  og kontakt  Marianna Mazloum på http://www.nellymazloummadri.org.gr/index.htm

1 ) Arkaisk tid er en periode i oldtidens Grækenland og Ægypten.

Kilde:  Denne artikel på dansk er med personlig tilladelse og personligt korrigeret af Matianna Mazloum. Se også http://en.wikipedia.org/wiki/Nelly_Mazloum

Foto: Foto af Nelly Mazloum er fra MADRI Institute & Marianna Mazloum ´s arkiv og må kun bruges i forbindelse med denne artikel.

Bebe Azzadine

Artiklen er skrevet af Suzzane Sofia Potempa – oversættelse og foto er fra bogen ” Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm

Bebe Azzadine

Der findes desværre ikke mange oplysninger om Bebe Azzadine på trods af, at hun også havde stor indflydelse i den tid, hvor Badia Masabni udviklede orientalsk dans, ”mavedansen”, som en underholdende scenisk dansekunst.

Bebe Azzadine begyndte sin dansekarriere i Egypten hos Badia Masabni. Det var tiden før Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef blev kendte dansere hos Badia. Bebe´s arbejde var i starten primært at tage sig af de unge piger i dansegruppen.

Der var en del regler i Badia´s dansegruppe. Bl.a. måtte man i dansegruppen ikke se på, når de andre dansere øvede. Bebe fik ganske hurtigt flere fordele end de andre dansere.

Badia købte et danse-kostume til Bebe. Samtidig fik Bebe lov til at se med, når de andre dansere i Badia´s dansegruppe øvede de forskellige danse. Udover dette var Bebe også sammen med Badia i hendes private hjem. Dette vakte misundelse hos de andre dansere, og medførte at nogle af danserne truede med at forlade Badia´s gruppe.

Familiære problemer

Men snart opstod der også problemer mellem Bebe og Badia. Badia´s nevø, Antoine Aissa, der var gift med Badia`s adoptiv-datter Juliette, og som var ansat i Badia´s Casino, blev forelsket i Bebe. Og Bebe blev forelsket i Antoine. Dette opdagede Badia, og både Bebe og Antoine måtte omgående forlade Badia´s hus og Casino.

En utryg tid

Bebe gik derefter til gruppen Mary Mansur, og skiftede efter kort tid til gruppen Yusuf Aizzeddin og derefter til teatret i El-fantasia i Giza.

Fordi Badia Masabni i sin vrede havde talt med en del andre indenfor den kunstneriske verden omkring sit svigt vedrørende Bebe som en urostifter og ballademager, måtte Bebe til sidst forlade landet og arbejdede en tid på forskellige klubber i Irak. Der tjente hun hurtigt penge nok til at kunne vende tilbage til Egypten for at blive selvstændig med et privat teater.

Casino-branchen

Til stor ærgrelse for Badia Masabni genoptog Bebe også sit forhold med Antoine Aissa, som hun lejede et teater af i Alexandria. Teateret hed ”EI villa vista” og blev senere omdøbt til ”Monte Carlo af Bebe”. Men der var kommet dårlige tider i Casino-branchen, så da Bebe permanent flyttede tilbage til Cairo, drog hun fordel af sit ophold i udlandet. Ved hjælp af en fuldmagt fra Antoine fik hun købt Badia Masabni´s Casino i Ernad ed-Din Street. Men det var ikke en succes. Der var næsten daglige slagsmål med store skader. Senere lykkedes det Badia Masabni at få sit Casino tilbage fra Bebe.                   

Ufine tricks

På daværende tidspunkt var højdepunktet af konkurrencen mellem Bebe og Badias danser Tahia Carioca nået. Bebe engagerede Tahia Carioca  i sit show, alt imens Samia Gamal optrådte som en stjerne i Badias Casino. Tahia opdagede to uger efter, at hun var blevet brugt som et redskab mod Badia. Hun forlod straks Bebe, og gav afkald på resten af den løn, som hun havde tilgode.

Bebe som danser

Beba Azzadine var en danser med et udtryksfuldt ansigt og altid smilende. Hendes hoftebevægelser havde spændende markeringer og pauser. Bebe´s hofte- og bryst-shimmies er de mest slående billeder af hendes bevægelser kombineret med hendes stærke personlighed.

Bebe Azzadine blev født i 1910 og døde den 5. februar 1951 ved en bilulykke.

Film

I følgende film spillede Bebe Azzadine større roller:

- Kidb kidb fi (True Lies) i 1944, en film af Togo Mizrahi,

- El-el-Baey muzazyaf (The false Bey ) i 1945, en film af Ibrahim Lama,

- Jamal wa Dalal (Gamal og Dalal ) i 1945, en film af Stephane Rosti,

- Layali el-us (The Nights of Pleasure) i 1947, en film af Mustafa Niazi.

Belly dance Museum på internettet har en lille artikel om Beba Azzadine, som du kan læse på     http://www.bellydance.org/beba-azza-edddine.html

Bebe Azzadine staves på forskellige måder: Beba Ezz el Din, Beba Aizzeddin, Beba Azza Eddine, Beba Azzedine.

Naima Akef

Artiklen er skrevet af Suzzane Sofia Potempa – oversættelse og foto er fra bogen ” Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm

Dansens storhedstid i Ægypten

Fra ca. 1940 til 1960 var den tid hvor musik, dans og film havde sin storhedstid i Ægypten. En tid vi i dag kalder for ”the golden age” – ”guldalderen” eller den klassiske periode. En tid vi stadig i dag inspireres af, uanset om det er musik, dans, iscenesættelse, kostumer m.m., der er emnet.

Badia Masabni var en stjerne, og samtidig skabte hun muligheden for mange andre, der havde talent og ambitioner. De mest berømte dansere fra den tid var Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef. Disse dansere var også skuespillere i filmverdenen, og derfor findes der meget materiale om deres karriere.

Akef børnene:

Naima Akef blev født den 7. Oktober 1932 i byen Tanta i Ægypten. Hun var den fjerde datter i en cirkus familie. Selvom hun aldrig havde gået i en skole, kunne hun både læse og skrive. Naimas farfar var gymnastiklærer på en skole i Giza indtil den dag, han oplevede et italiensk cirkus der havde en gæsteoptræden i Cairo. Han blev så begejstret, at han opsagde sit arbejde, der ellers gav ham en tryg og sikker status, for at starte sit eget lille familie cirkus.

Akef-Cirkus bestod i starten kun af familiemedlemmer, som enten var selvlærte eller oplært af faderen. Naimas far blev således født ind i familievirksomheden og senere igen Naima. 

Allerede som en lille pige på tre år optrådte Naima med akrobatik sammen med i familien, og da hun var 10 år balancerede hun på reb højt oppe over cirkusmanegen. Vendepunktet for familien Akef skete, da Naima forældre blev skilt. Naimas far forviste moderen og de fire børn fra familiens cirkus.

Naimas mor valgte herefter at  grundlægge sin egen Akrobatik gruppe ”Awlad Akef” (Akef børnene).

Ung multikunstner

Naimas mor og de fire døtre optrådte i kasinoer og ved forskellige underholdningsarrangementer i Cairo. At Naimas mor og de fire døtre fik arrangementer i Badia Masabnis Casino fik en afgørende betydning for Naimas fremtidige dansekarriere.

Unge Naima var ikke kun en dygtig kunstner og akrobat, men hun kunne også bevæge sig meget harmonisk i dans. Derfor fik hun lejlighedsvis lov til at erstatte de etablerede dansere ved sygdom i Badia Masabnis dansegruppe, på trods af at hun ikke var et fast medlem af gruppen.

Da Naima var seksten år, dansede hun sin første solo, og publikum var fra start af begejstret over hendes charme og karisma. De mange bifald fra det begejstrede publikum skabte imidlertid stor misundelse blandt de andre dansere hos Badia Masabni. Naima flyttede derfor efter en kort tid til Badias konkurrent og tidligere elev Beba Aizzedin.

Isadora Duncan fra Østen

Næste skridt i Naimas karriere var, da. Naima blev opdaget af den berømte skuespiller og filminstruktør Hussein Fawzi. Han grundlagde bl.a. i starten af 1940'erne et film produktionsselskab sammen med Tahia Carioca. Han tilbød Naima hovedrollen i filmen "El-aish we-l malh" ("Brød og Salt, 1949). Herefter fulgte omkring femten roller i musikfilm, der var instrueret af Hussein Fawzi.

Forholdet mellem Hussein Fawsi og den tredive år yngre Naima, udviklede sig til et venskab der førte til ægteskab i 1950.

Ud over Naimas succesfyldte roller i filmverdenen, hvor hun i de fleste tilfælde også sang, var Naima tro mod teaterbranchen. Ægyptens første officielle Musik- og danseteater efter revolutionen i 1952, der blev ledet af Zaki Toleimat, ansatte Naima i revyen "Ya lel ya ain" ("Åh øjne, åh nat '), hvor hun spillede sammen med den senere berømte koreograf Mahmud Reda. 

De rejste til Moskva i 1957 for repræsentere Ægypten med revyen, ved en festival for unge kunstnere i Moskva, hvor der var et internationalt dommerpanel. Til alles overraskelse vandt Naima Akef førstepræmien. Naima fik titlen ”Isadora Duncan fra østen” af pressens positive omtale, og der blev ophængt et billede af Naima i Bolschoi teaterets museum. Da det ægyptiske musik- og danseteater kort efter måtte indstille sine aktiviteter på grund af økonomiske vanskeligheder, grundlagde Mahmud Reda sit eget danseteater, der blev internationalt kendt som "Redagruppen".. Han overtog ikke alene dele af udstyr, musik og nogle af koreografierne, men også dansere og popstjerner som Karim Mahmud og Shahrazad. Naima Akef var imidlertid meget involveret i filmindustrien, og fulgte derfor ikke Mahmud Reda og hans gruppen.

Naima og privatlivet

Der er ikke mange oplysninger om Naima privatliv. Naimas ægteskab med Hussein Fawzi varede i 10 år hvorefter de blevskilt. Hun blev derefter gift med Sami Abdel-Halim (en embedsmand indenfor økonomi). De fik sammen sønnen Mohammed.

Ibrahim Akef, Naimas fætter, fulgte familien Akefs tradition. Han startede sin karriere som akrobat og arbejdede for en tid i Badia Masbanis Casino. Derefter arbejdede han som koreograf indenfor film og teaterbranchen.

Fatma Akef - en af Naima søstre, rejste til Nordamerika, hvor hun arbejdede som danser og kunstner. I en af hendes danse balancerede hun på glas.

Magiske Naima

Naima Akef havde hovedrollen i hele 21 film i tiden mellem årene 1949 og 1964.

Naima fik kræft og døde i en alder af kun 33 år, den 21. april 1966 i Cairo.

Naima ville uden tvivl have opnået en endnu større international berømmelse, hvis hun ikke var blevet syg.

”Naima Akef moved like magic”. Ordene er fra Nagua Fouad, - en meget berømt ægyptisk danser i især i 1970´- 80erne. Nagua Fouad havde Naima som sit forbillede. Kilde – Belly Dance Museum, USA

Naima Akef havde i en tidlig alder ambitioner og en usædvanlig stor udholdenhed. Som barn udfordrede hun sin ældre søster i at blive stjernen i deres akrobatikgruppe. Som ung teenager arbejdede hun med akrobatik og kæmpede med tilskuere på gaden i Cairo for at holde sulten i skak. Senere i sine teenageår fik hun meget lidt søvn, mens hun arbejdede på Casino Opera, fordi hun brugte sine nætter til at lære nye danseteknikker.

Da hun var i begyndelsen af tyvene, havde hun opnået at blive Ægyptens ”darling” på det hvide lærred, og det forblev hun i næsten et helt årti.

I dansens storhedstid, kunne hun som ingen anden præsentere dansen på film. I dansen kombinerede Naima det traditionelle med innovation og med en usædvanlig ynde.

Samia Gamal mente, at ingen havde gjort mere for at fremme dansen siden Tahia Carioca.

Badia Masabni sagde, at Naima var den mest flittige kunstner, hun nogensinde havde mødt.

Naima Akefs alt for tidlige død var et invaliderende slag for den ægyptiske kunst.

Kilde www.bhuz.com/forum

Samia Gamal 

                                 

                                                 Samia Gamal og Tahia Carioca
                             

Samia Gamal

Dansens storhedstid i Ægypten 

Fra ca. 1940 til 1960 var den tid hvor musik, dans og film havde sin storhedstid i Ægypten. En tid vi i dag kalder for ”The golden age” – ”Guldalderen” eller den klassiske periode. En tid vi fortsat inspireres af, uanset om det er musik, dans, iscenesættelse, kostumer eller andet, der er emnet. Badia Masabni (Se artikel om Badia Masabni i bloggen) var en stjerne, og samtidig skabte hun muligheden for mange andre, der havde talent og ambitioner. De mest berømte dansere i den tid var Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef. Disse dansere blev også skuespillere i filmverdenen, og derfor findes der meget materiale om deres karriere.

Samia Gamal 

Samia Gamal begyndte sin karriere, som mange andre orientalske dansere hos Badia Masabni i det legendariske Casino Opera og fortsatte sin karriere som skuespiller og danser i filmverdenen. Af de mange ægyptiske film som Samia Gamal medvirkede i, havde hun hovedrollen i hele 40 film i årene fra 1945 til 1972. Men Samias liv havde ikke altid været let.

                                                                    Samia Gamal

Barndommens svære tid 

Samia, der blev døbt Zeinab Khalil Ibrahim Mahfuz, blev født den 27. maj 1924 i den lille landsby Wana El-Qassem i bydelen Beni Suef i Ægypten. Samias far giftede sig to gange. Sammen med den første hustru fik han fem børn. Med Samias mor, der var fra Marokko, fik han tre børn. Få dage efter Samia var født, flyttede familien til Cairo. I Cairo levede de i fattigdom i bydelen el-Ghuri . Samia tilbragte derfor sin barndom i gaderne omkring El-Hussein og Al-Azhar. Hendes far var meget religiøs, derfor fik døtrene ikke lov til at gå i skole, der var der ingen spejle i huset, og der fandtes ingen foto af børnene. Samia mistede sin mor i en alder af kun ni år, og familiens situation blev endnu vanskeligere. Faderen giftede sig for tredje gang, og hendes nye stedmor behandlede Samia som en billig arbejdskraft. Samias far slog ofte Samia. For at tjene penge til familien blev Samia sendt til en dameskrædder for at få en uddannelse. Efterfølgende arbejdede hun kortvarigt som kontorassistent hos en læge, og til sidst i en lærreds-fabrik i El-Azhar Street, hvilket hun havde det meget svært med på grund af en konstant lugt af syre. Kun fjorten år gammel forlod hun sit hjem og søgte tilflugt hos sin ældre søster, der var gift.

På egen hånd i Cairo 

Samia elskede at se film. Hun gik ofte i biografen ”Olympia”, hvor entreen kun kostede 1 piastre. Den første film hun så, var Malikat Al-Masarih (Teaterdronningen fra 1935) af Mario Volpi, som dengang var den eneste film med Badia Masabni. Samia var overladt til at klare sig helt på egen hånd i Cairo. Hun var derfor nødsaget til på en eller anden måde at finde et arbejde. Kort før nytåret i 1940 fik hun sit livs store chance. En veninde sørgede for at præsentere Samia som et nyt ungt talent for den berømte Badia Masabni. Allerede en uge efter blev Samia et fast medlem i Badias dansegruppe. Samia startede med en løn på 20 piastre om dagen for sit arbejde i dansegruppen. Sit første dansekostume fik hun foræret af Tahia Carioca.

Fiasko 

Til at starte med havde Samia store problemer med at huske rækkefølgen af de forskellige dansetrin. Men fordi hun så inderligt ønskede at optræde med en solo dans, fik hun koreografen Isaac Dickson til at koreografere en dans specielt til hende. Da koreografien var færdig, gav Badia Masabni hende chancen for at optræde med en solodans ved en eftermiddagsforestilling under kunstnernavnet Samia Gamal. Samia alias Zeineb havde selv fundet på sit kunstnernavn. Samias første solo-optræden var ikke en succes. Hun havde så meget sceneskræk, at hun ikke turde gå ind på scenen. Orkesteret måtte flere gange spille ouverturen, indtil Samia blev skubbet ind på scenen, hvor hun lydløst talte takten, mens hun dansede, akkurat som hun gjorde, når hun øvede sig. Publikum var skuffet og gav højlydt udtryk for dette. Efter den fiasko fik Samia plads i de bageste rækker i Badias dansegruppe.

En ny chanche 

Men Samia havde fortsat store ambitioner. Hun havde fået en LP-plade med et udenlandsk musikstykke ”ild dans” (på arabisk: raqset en-nar), som hun var meget begejstret for. Til dette musikstykke kreerede hun en dans – helt alene og i sit hjem. Efter nogen tøven valgte Badia Masabni at give Samia en ny chance. Denne gang var publikum helt fortryllet af hendes dans, og Samia formåede omsider at bryde igennem. Badia lod Samia optræde én gang om ugen som solist og lånte hende også ud til andre natklubber. Med tiden voksede jalousien fra de andre gruppedansere, og Samia blev ofte mobbet. Til sidst blev det for meget for den unge Samia, der besluttede sig for at ophøre med at arbejde hos Badia Masabni. Selv en betydelig lønstigning, kunne ikke ændre på hendes beslutning. Hun kunne simpelthen ikke længere udholde atmosfæren i Casino Opera og valgte i stedet at arbejde i Club Ed Dulse.

Filmverdenen 

Det var i den periode, at Samia fik sine første kontakter til filmverdenen. Hun fik sin debut på det store lærred i 1942, hvor hun havde en birolle i Mamnua el-Hobb (Forbudt kærlighed) af Mohammed Karim, og en kort sekvens med dans i filmen Khafayfa ed-Dunya ( Livets hemmelighed) af Ibrahim Lama. Det virkelige gennembrud i fik hun i filmen El Hobb El-Awwal ( Den første kærlighed i 1945) af Gamal Madkur, hvor Tahia Carioca kunne ses i en af de vigtigste roller. Samme år var hun med i filmen El Bani Adam (Mennesket) af Niazi Mustafa, og i filmen i Taxibantur ('Carriage Taxi ") af Ahmed Badrakhan, hvor hun spillede hovedrollen. I filmen Shafayif Ahmar (Læbestift, 1946) af Ed-Din Wali Sameh Naguib, spillede hun sammen med Nagib Righani. Publikum var fortryllet af Samias kokette og alligevel barnlige, uskyldige charme i rollen som stuepige.

          Klik på her - Se Samia Gamal på you tube

                                         

Farid el Atrash 

Det næste store skridt i Samias karriere var det skæbnesvangre møde med den berømte sanger og komponist Farid el-Atrash. Han startede sin karriere som oud spiller i Badia Masabni´s Casino Badia. (Oud er en arabisk lut). Dette møde var begyndelsen på et meget vellykket kunstnerisk samarbejde og en lang intens kærlighedsaffære, som desværre ikke fik en lykkelig afslutning. Farid el-Atrash blev født i Libanon i 1914. Han var søn af Alia el Atrash og den drusiske leder Prins Fahd el-Atrash. Af politiske årsager måtte familien emigrere til Ægypten, hvor de ændrede deres familienavn til Kosa og levede under meget fattige kår. Dette kom til at præge Farid el Atrash hele livet igennem. Hans mor støttede familiens økonomi ved at sy hovedtørklæder, som hun solgte i basaren . Hun havde også en smuk stemme og var god til at spille på oud. Hun optrådte af og til for de velhavende ægyptere. Farid og hans søster Amal Farid el-Atrash ( født 1912- død 1944), som blev en kendt sangerinde med kunstnernavnet Asmahan arvede deres moders musikalske talent. Farid blev uddannet som musiker, og fik derefter et engagement i Casino Badia. I 1934 blev han opdaget af Medhat Assem, der gjorde ham kendt i den ægyptiske radio. Efter hans debut i filmen”Ungdommens sejr” i 1941 af Ahmed Badrakhan, blev han en af de mest berømte sangere, musikere og komponister i hans tid. I tiden 1940 til 1960 medvirkede Farid i 25 musikalske film.

Den store kærlighed 

I mange af disse film spillede han sammen med Samia Gamal. Han komponerede musikken til Samias danse, og han rejste sammen med hende i de omkringliggende arabiske lande, hvor de oplevede den ene succes efter den anden. De skjulte ikke deres kærlighedsforhold overfor medierne. De var hinandens” livs største kærlighed." Så det var kun naturligt, at Samia Gamal, drømte om et ægteskab med Farid, selv om hun var født og opvokset i en fattig familie. Efter at hun længe havde ventet og håbet på, at han ville anmode om hendes hånd, overvandt hun til sidst sin stolthed og bad ham to gange om, at han ville gifte sig med hende. Det var meget ydmygende for hende, da han begge gange svarede nej med den begrundelse, at han ikke kunne ignorere deres klasseforskel. Den virkelige årsag mener man skyldes, at Farids ældre bror og manager ”Fuad” på grund af arveforhold altid sørgede for at forhindre, at Farid skulle indgå et ægteskab. Samia og Farids veje skiltes derefter for en tid.

                                                        Samia Gamal og Farid el-Atrash

Ægteskab
Samia havde imidlertid en anden berømt beundrer: Kong Faruk. Hun var hans absolutte favorit danser, og tilsyneladende var han meget jaloux på hendes forhold med Farid el-Atrash. Da Kong Faruk engang inviterede til en stor social begivenhed, og Samia ikke ville komme uden Farid, arrangerede han i sidste øjeblik kun en enkelt tom plads ved siden af ham selv til Samia, så Farid ikke kunne sidde sammen med dem. Og Farid fik aldrig en ærestitel af Kongen, som han ellers havde håbet på at få. Samia Gamal indspillede flere film i udlandet: I 1954 ”Ali Baba og de fyrretyve røvere” af Jacques Becker med den franske komiker Fernandel, og i 1954 ”Kongernes Dal” med Robert Taylor. Samia blev til sidst gift med amerikaneren Sheppard King, som på grund af Samia valgte at konvertere til islam, og derefter tog navnet Abdallah King. Ægteskabet blev kortvarigt. Samia vendte tilbage til Cairo, hvor hun igen i en kort periode arbejdede sammen med Farid. Et andet ægteskab fulgte i 1958, denne gang med den egyptiske skuespiller Rushdi Abaza. Sammen med ham fik hun en datter, som fik navnet Qismet. Dette ægteskab endte også med en skilsmisse.

Ulykkelig kærlighed til døden 

Farid el-Atrash havde mistet sin lidenskab til Samia. Han havde mange affærer med andre kendte kunstnere, men uden at han nogensinde blev gift. Han forsøgte at bearbejde sine følelser gennem musikken, indtil han til sidst i 1960'erne vendte tilbage til sit hjemland Libanon, hvor han åbnede en natklub, som fik navnet Farid el Atrache. Den 26. December 1974 døde Farid el-Atrash i Beirut. Hans ofte melankolske musik spilles stadig i alle arabiske lande, og de mange optrædener med Samia Gamal vil aldrig blive glemt. I følge hans sidste ønske, blev han ikke begravet i Libanon men i Cairo. Samia Gamal trak sig tilbage i 1972 efter indspilningen af hendes sidste film Esh-Shaytaan wa-l-Kharif ( Djævlen og foråret) af Anwar Esh-Shennawi. I 1984 fik hun et comeback som danser med sangeren Samir Sabri. Det varede i næsten to år.Herefter viste hun sig ikke mere i det offentlige liv. På trods af mange tilbud om at undervise i dans i Europa og USA, forblev hun i Cairo indtil hendes død den 1. December 1994. Den islamiske begravelsesceremoni fandt sted i Sayida-Nafisa moskeen. Det var også Samia Gamals ønske at blive begravet i Cairo.

Samias helt egen stil 

Fordi Samia Gamal formede sin helt egen stil i orientalsk dans, har hun haft en stor betydning for dansens udvikling. Samia lærte klassisk ballet af den russiske ballerina Galina Olanova i forbindelse med, at Bolshoi Teatret lavede en gæsteoptræden i Opera House. Og dette kom altid til udtryk i hendes dans, der indeholdt elementer fra balletten og en flydende dansestil. Samias ekspressive armbevægelser, varierende shimmies, typiske arabesker og flydende dans med slør blev en danseform, som Samia udviklede, og som sidenhen har inspireret generationer af dansere i ind-og udland helt frem til i dag. Hvem kunne bringe den orientalske dans fra Egypten til filmstudierne i USA ? Og vice versa hvem kunne bringe så meget glamour og et strejf af Hollywood til Cairo? Samia Gamal – hun vidste som ingen anden kunstner, hvordan man kunne kombinere Orientens fortryllende magi sammen med det avancerede Vesten.

Kilde og foto er fra bogen ”Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm


Suzzane Sofia Potempa www.orientalskdans.dk 

Lær mavedans - learn Belly dance / oriental dance

Click above to see

A dance for dancers (beginner level), who have trained basic steps and movements -
by Suzzane Sofia Potempa - www.orientalskdans.dk

Music: Ibrahim el Samahy - "Ya amar"

Tahia Carioca

Artiklen er skrevet af Suzzane Sofia Potempa – oversættelse og foto er fra bogen ” Die Geschichte des Orientalischen Tanzes in Âgypten” af Aischa – Barbara Lüscher, Basel. http://www.motionsound.com/basel/aischa/index.htm

Dansens storhedstid i Ægypten
Fra ca. 1940 til 1960 var den tid hvor musik, dans og film havde sin storhedstid i Ægypten. En tid vi i dag kalder for ”the golden age” – ”guldalderen” eller den klassiske periode. En tid vi stadig i dag inspireres af, uanset om det er musik, dans, iscenesættelse, kostumer m.m., der er emnet. Badia Masabni var en stjerne, og samtidig skabte hun muligheden for mange andre, der havde talent og ambitioner. De mest berømte dansere var Tahia Carioca, Samia Gamal og Naima Akef. Disse dansere blev også skuespillere i filmverdenen, og derfor findes der meget materiale om deres karriere.

Tahia Carioca
Badawiya Mohammed Ali en-Nidani var Tahia Cariocas oprindelige navn. Selv om hun sluttede sin dansekarriere i en alder af 32, forblev hun i publikums hjerter gennem teater og film som skuespiller indtil hendes død den 20. September 1999. Tahia Carioca havde hovedrollen i 86 film i tiden 1942 - 1993.
Tahia blev født den 22. Februar 1919 (1) i byen Ismailia ca. 100 km nordøst fra Cairo. Hendes mor, Fatma Ez-Zahara, var den syvende hustru, som Tahias far giftede sig med. Tahia havde derfor mange søskende, men kom aldrig til at møde dem alle. Hendes far ejede sejlbåde i Ismailia . Han forsørgede sin familie ved at sejle passagerer og transportere gods til Port Said og Det Røde Hav. Faderen døde, da Tahia var seks år gammel. Moderen blev sendt tilbage til sin familie, hvorimod de seks andre hustruer, som var kusiner til hinanden, forblev i faderfamilien. Tahia kom først i pleje hos sin bedstemor, og derefter i pleje hos sin meget ældre halvbror Ahmed, som gjorde hendes liv til et helvede. Bl.a. var hun et helt år indespærret i huset, hun var bundet på hænder og fødder, og de havde klippet hendes hår. Hun deltog ikke længere i skolen, og de penge hendes far havde sparet op til hende, fik hun ingen glæde af. Tahias mor havde flere gange forsøgt at få retten til at få sin datter tilbage. Hun havde forsøgt, at få Ahmed anklaget for misrøgt hos politiet -, men uden held. Til sidst hjalp Ahmeds søn Osman Tahia med at flygte.

På flugt til Cairo
Hun var næsten femten år og rejste væk uden ejendele på et tog til Cairo. Da hun fortalte togkonduktøren om sin situation, hjalp han hende med at få indsamlet det nødvendige beløb til billetten blandt passagererne, og med de overskydende to piastres nåede hun frem til hovedstadsområdet i Cairo i 1935. Tahia var opsat på at møde en ven af sin familie, sangerinden og danseren Suad Mahasten, der arbejdede på et teater i Emad Ed-Din Street. Men Tahia fandt ud af, at hun i mellemtiden var rejst til Alexandria. Igen oplevede Tahia hjælpen fra andre. Hun fik en billet til Alexandria, og hun fik kontakt med Suad Mahasten, der kunne hjælpe med et arbejde. Selv om Tahia var for ung, fik hun lov til at medvirke i en revy i en statistrolle. Det var dér, hun fik sit kunstnernavn ”Tahia”. Suad Mahasen ville afslutte sine danse karriere. Hun ønskede at vende tilbage til sit hjemland ”Syrien”, hvor hun skulle giftes. Men inden hun forlod Ægypten, sørgede hun for, at Tahia blev præsenteret for en af hendes veninder. Denne veninde var Badia Masabni. Således blev der skabt en vej for Tahias danse karriere. Men da Badia Masabni stod for at skulle rejse med sin optræden til Tunis og Marrakech, kom Tahia i arbejde hos Beba Aizzeddin for 5 ægyptiske pund om måneden. Men Tahia følte sig ikke godt tilpas hos Beba Azzeddin og blev også kort efter afskediget.

Stræben efter succes
Efter Badiaa Masabni vendte tilbage begyndte Tahia at arbejde hos Badia M. I starten havde Tahia små roller i teateret. I cirka et år tog hun danse lektioner hos balletdanserinden Sonja Ivanova, og hun betalte selv for sit første danse kostume i seks ugentlige rater - 20 piastres hver uge. Som ethvert nyt medlem i Badias dansegruppe startede Tahia med at danse i bagerste række. Arbejdet var hårdt. Hver dag bestod af flere optrædender, og dertil kom mange timer med prøver og træning.

Men Tahia var ambitiøs, hårdtarbejdende og talentfuld, og dette undgik ikke Badia Masabnis trænede øje for et talent. Selvom Tahia også måtte kæmpe mod misundelse fra de andre dansere, lykkedes det hende at markere sig, og hun blev snart solist og stjernen i dansegruppen. Tahias første solo-optræden skete på grund af følgende. Solisten Huriya Muhammed måtte aflyse, og Tahia sprang til med kort varsel.

En sikker stjerne
Som følge heraf blev Tahia i stigende grad brugt som danser til vestlige danse som rumba, samba og tango. Tahias fortolkning af en brasiliansk dans kaldet ”Cario/ea”, gav hende navnet Tahia Carioca. Dansen var koreograferet af Isaac Dickson og Tahia var inspireret af dans, som hun havde set i filmen "Flying Down to Rio" ( fra 1933 med Ginger Rogers og Fred Astaire) . Tahia var da en sikker stjerne i Badia Masabnis danse ensemble.

Filmstjernen
Efterfølgende blev Tahia tilbudt mindre filmroller. Med tiden fik hun store filmroller og blev en filmstjerne . Hun spillede blandt andet film med velkendte musik- og sangstjerner som Farid El-Atrash, Karim Mahmoud, men også med Nagib El Righani, som var Ægyptens svar på ” Charlie Chaplin " og gift med Badia Masabni. Tahia vandt flere filmpriser og arbejdede endda kortvarigt i USA i Twentieth Century Fox. I Ægypten var det ikke takt og tone, at Tahia rejste til USA i 1945 for at underholde de allierede soldater. Da hun vendte tilbage til Cairo, var hendes popularitet faldet så meget, at hun næsten skulle oparbejde sin karriere fra bunden igen.

Privatlivets op og nedture
Privat var der var mange op og nedture. Hun havde talrige ægteskaber - der var tale om fjorten ægteskaber, der som regel ikke var af lang varighed. Hun var blandt andet gift med den berømte skuespiller Rushdi Abaza og forfatteren Fayez Halawa, med hvem hun grundlagde sin egen teater/dansegruppe.

Idealer og personlige mål
Tahias arbejde var det vigtigste for hende. Hun fordrede unge talenter og støttede andre kunstnere, såsom den daværende unge sanger og musiker Abdel-Halim Hafiz, som senere blev berømt. Ud over at hendes kunstneriske karriere var Tahia Carioca også politisk aktiv i slutningen af 1940'erne, og hun var medlem af et ikke tilladt Kommunistisk parti. Tahia var på grund af sin politiske overbevisning for en kort tid i fængsel, derfor følte hun sig nødsaget til at flytte mange af sine aktiviteter til Libanon.
I sine senere år spillede hun ofte med i sociale kritiske skuespil, og hun var siden 1967 en af medstifterne i ”Det Ægyptiske Politiske Teater”.

Den ukronede dronning
For mange ægyptere er Tahia Carioca stadig den ukronede dronning i orientalsk dans og et forbillede for nutidens dansestjerner. Hvor Samia Gamal med sin karisma og dansestil tilførte den ægyptiske dans et strejf af Hollywoods glamour, repræsenterede Tahia Carioca den mere traditionelle stil af en ”Hawanim”, en fornem dame eller en ægte lady. Hun havde altid en bred vifte af forskellige udtryk i sin dans lige fra uskyld, koketteri til den forførende femme fatale. Hun kunne , som ingen anden, få en stor effekt ud af meget små bevægelser. Hun behøvede ingen stor plads eller en stor scene. Tahias fysiske sikkerhed i alle hendes bevægelser havde en højspænding af energi, så det knitrede i publikum. Hun kunne lege med følelserne. Blot ved hendes tilstedeværelse blev man påvirket af intensiteten af hendes udtryk, hendes smil og hendes øjne. Fra første øjeblik havde hun publikum i sin hånd. Den mest berømte sanger i hele den arabiske verden, Oum Koulthoum fra Ægypten blev engang officielt spurgt, hvor hun allermest ønskede at tilbringe en aften? Oum Koulthoum svarede: "Der hvor Tahia Carioca danser. Hun synger med sin krop”……………….

1. Ifølge andre kilder var Tahia født i 1915, 1921 eller 1923