Tanker fra Tyrkiet september 2016

På foto ser du Lise Kofod, Linnea Færch, Irina Matytsina og jeg i en antik butik i Ayvalik Tyrkiet.

Mavedanserkonkurrencen i DK 

Den 9/4 vandt Linnea Færch mavedanserkonkurrencen i Danmark arrangeret af Foreningen Kulturnet. Prisen var en gratis rejse m. ophold v/ Folklorefestivalen i september.  Lise Kofod vandt publikums prisen og et gratis ophold ved Folklorefestivalen. Linnea og Lise skulle derfor deltage i mavedanserkonkurrencen sammen med internationale deltagere i september i Sarimsakli, Tyrkiet.  Irina ville gerne med, og jeg følte bl.a. et ansvar overfor deltagerne, der skulle deltage i konkurrencen i Tyrkiet.

Usikkerhed på rejsen

Fredag nat d. 17/9 rejste Irina, Linnea, Lise og jeg til Tyrkiet for at deltage i den internationale folklorefestival. Jeg havde haft kontakt med et de bosniske kvinder, der også skulle deltage i festivalen med deres sange i sangkoret. Selv om jeg ikke kendte dem, havde de hjulpet mig med at formidle således, at vi ville blive hentet i Edremit lufthavn. Jeg havde en ide om et hotel navn, hvis alt gik galt. Andet vidste vi ikke. Der havde desværre været meget sparsomme informationer fra arrangør i Tyrkiet, selv om jeg havde forsøgt at kommunikere. Så vi tog alle afsted til Tyrkiet med meget få informationer omkring det praktiske.

Lost and not found

Jeg har ikke været i udlandet siden 2010. Jeg havde ikke fået checket for evt. nye regler for væsker i håndbagagen i Sikkerhedskontrollen i DK. Selv om Lise og Linnea hjalp mig meget, måtte jeg give afkald på nogle af mine lækre cremer.  Det er ikke særlig spændende at rejse om natten, når man er træt og får ondt i kroppen, fordi flysædet ikke passer til ens krop, og er umulig at finde hvile i. Lange køer og svært ved at finde rundt i Istanbul lufthavn gør, at man bliver endnu mere træt. Vi sad alle og sukkede efter en seng ved flyafgang 204B i Istanbul lufthavn. Endelig kunne vi gå ombord i et indenrigsfly til Edremit. Da vi var ombord i flyet, opdagede jeg at jeg havde glemt min lille tablet ”Lenovo yoga tab 3 pro” i tablettasken i ventesalen.  Jeg kunne nå at løbe ud i ventesalen og tage min tablet, men det måtte jeg selvfølgelig ikke. Det var som om mine bønner til flypersonalet prellede af. Stewardesserne var irriterede og virkede overlegne. Senere da vi fløj fik jeg besked om, at kontakte afdelingen ”Lost and Found”i  Edremit lufthavn.

I Edremit lufthavn var ”Lost and Found” lukket.  Men pludseligt dukkede en smilende frisk kvinde op, og fortalte at hun også var Lost and Found, blandt de mange andre opgaver, hun havde. Hun gav mig en mailadresse og tlf.nr. til Lost and Found i Istanbul lufthavn.

Festivalen

Vi gik alle ud af lufthavnen spændt på, om vi nu blev hentet. Så skete miraklet. En mand kom i en bil med et skilt med kun Lise` s og mit navn på, der fyldte 4 linjer. Vi blev enige om, at de 4 linjer på skiltet nok betød 4 navne og dermed transport til 4 personer. Da vi meget trætte ankom til Ergin Hotel efter en søvnløs nat, blev vi varmt modtaget af hotellet og arrangør af Festival Besim Biberovic, som bød på brunch.

Det viste sig, at festivalen var aflyst. De internationale deltagere ville ikke deltage på festivalen pga. Tyrkiets situation. Vi var ikke blevet informeret om dette, da man troede at vi ville tage imod en intern fest for os og det bosniske sangkor i Danmark som også var i Tyrkiet. Hvis vi blev, ville vi også blive forkælet med guidede ture i lokalområdet. Vi valgte at tage hjem igen. Vi fik et deltagerbevis, for bl.a. at være de modigste i verden. Og Lise Kofod og Linnea Færch vandt på den måde danse konkurrencen i Tyrkiet anno 2016.

På foto ser du en tyrkisk kvinde fra vores hotel i gang med at ælte dej / rulle dej til brød. 

Brød hedder ekmek på tyrkisk.

Ayvalik distriktet

Inden vi rejste fik vi set lidt af lokalområdet, den vidunderlige strandkyst, søde mennesker og veltilpasse smukke katte omkring.  Sarımsaklı er en by i Ayvalık distriktet i Balıkesir provinsen i Vesttyrkiet. Byens navn betyder "jord med hvidløg" med henvisning til regionens store produktion af hvidløg. Området er også særdeles rigt og selvforsynende med bl.a. oliven og olivenolie, som de har fået priser for.  Ayvalik by som er ca. 6 – 8 km fra Sarimsakli er en meget hyggelig by, som er præget at en fortid med græske indbyggere og en spændende kulturhistorie.

Søndag formiddag underviste jeg det bosniske sangkor i mavedans. Det var super sjovt og hyggeligt. Der var gang i den, og mine fingercymbaler klang højt i hele hotellet, da vi sluttede undervisningen med en fællesdans.

Der er ingen tvivl om, at når der er festival i Sarimsakli, så er det et must at være der. Der er både mulighed for en badeferie, smukke oplevelser i naturen, at opleve området kulturelt og historisk, og at opleve musik, sang og dans med deltagere fra hele verden samlet i Sarimsakli. Der blev absolut på denne rejse skabt gode kontakter og et godt fundament til at kunne kommunikere fremover. Næste år kan vi håbe, at der er ro i Tyrkiet, så jeg kan arrangere ophold i Sarimskali 2017, hvor jeg vil tilbyde 3 timers daglig undervisning i mavedans, og hvor der samtidigt er en International Festival. Der vil også være mulighed for dygtige dansere at tilmelde sig den internationale mavedanser konkurrence.

Foto taget af Lise Kofod

Lost and found

På vejen hjem mødte jeg min veninde fra Lost and Found i Edremit igen. Hun sad ved check ind bagagen, og jeg fik en varm modtagelse.  I Istanbul lufthavn henvendte jeg mig i Lost and Found. Vi var heldige, at der var tid til det.  Her sad en sød tyrkisk kvinde, som vi forsøgte at forklare, at vi ikke havde meget tid til at vente i. ”Wait” sagde hun bare. Tålmodighed er en dyd, og den blev belønnet. Miraklet skete, jeg fik min tablet tilbage…….

Tanker fra Tyrkiet skrevet af Suzzane Sofia Potempa

Forskere tager et kig på ”feel good” fordele – psykisk velvære ved mavedans

Australsk undersøgelse bidrager til den sparsomme litteratur, der er omkring mavedans i forhold til psykisk sundhed og velvære.

Mavedansere har færre hang-ups om deres kroppe. De fleste kvinder, der danser mavedans gør det, fordi det er sjovt, bevægelserne i dansen er interessante og spændende – og ikke fordi de nødvendigvis føler sig mere sexet, mens de danser. Det er konklusionen i en undersøgelse om menneskers kropsopfattelse og sexroller af bl.a. kvinder, der dansede mavedans i deres fritid. Undersøgelsen blev ledet af Marika Tiggemann, Flinders Universitet i Australien. 

Se link nederst på siden.

Kropsbillede er den måde, hvorpå en person opfatter, føler og tænker om hans eller hendes krop, især faktorer vedrørende form og vægt. Tidligere undersøgelser i USA og England har vist, at dansere, der dansede street og moderne dans havde et mere positiv kropsbillede af sig selv end eksotiske dansere. Tiggemann´s forskningsteam ønskede at bidrage med mere viden til den sparsomme litteratur, der er omkring mavedans. Forskerne testede derfor, hvordan mavedansere i denne potentielt seksuelt dragende danseform ser sig selv, og hvad de får ud af at danse mavedans.

Forfatterne rekrutterede 112 mavedansere fra to danseskoler i Adelaide, Australien, sammen med 101 kvinder der studerede og boede på et kollegium, og som aldrig før havde danset mavedans. Alle deltagere i undersøgelsen udfyldte spørgeskemaer, hvor de vurderede deres egen krop, hvordan de tænkte, at andre syntes om deres krop, og om den opmærksomhed de tiltrak hos mænd.

Forskerne fandt, at mavedanserne så deres egen krop i et bedre lys end de kollegiestuderende. De havde en mindre tilbøjelighed til at være utilfredse med, hvordan de så ud. De har også færre negative tanker om sig selv, og tog sig derfor mindre til hjertet om, hvad andre måske tænkte om deres kroppe.

De fleste mavedansere nød danseaktiviteten, fordi det var sjovt, og fordi de udførte spændende bevægelser med deres krop. Tiggemann gav udtryk for, at det understregede det faktum, at mavedans er en kropslig-aktivitet, der giver kvinder en følelse af ejerskab af egen krop. Mavedansen gør det muligt for kvinder at være mentalt og fysisk til stede "i nuet" og til at føle sig veltilpasse med sig selv.

De fleste kvinder gav udtryk for at mavedansen havde en mindre betydning for dem som en form for seksuel aktivitet. Dette understøtter ideen om, at kvinder dyrker denne noget erotisk og seksuelt dragende aktivitet ganske enkelt for sig selv, i stedet for at føle sig mere sexet og mere attraktiv overfor andre. Faktisk var mavedanserne ikke forskellige i forhold til de kollegiestuderende i forskergruppen omkring deres nydelse i form af seksualisering, eller dét at blive opfattet som seksuelle væsener.

"Mavedans er en aktivitet forbundet med et positivt kropsbillede, fordi dem der dyrker mavedans har en tendens til at fokusere mindre på deres udseende, og mere på deres oplevelser, samt hvad de er i stand til at gøre med deres kroppe," slutter Tiggemann. "Det giver kvinder en sjælden, sikker og kreativ mulighed for at udforske og udtrykke deres sensuelle og seksuelle selv."

Reference: Tiggemann, M. et al (2014). Mavedans som en kropslig aktivitet? En test af den kropslige model af positive kropsbilleder, Sex Roller. DOI 10,1007 / s11199-014-0408-2

Link til en artikel 

https://medicalxpress.com/news/2014-09-scientists-feel-good-benefits-belly.html

Foto: Suzzane Sofia Potempa - Fotograf: Stella Dea Jensen

Aida Nour

Aida Nour

Suzzane fortæller:                                                          

”Som ung danser købte jeg mange dansevideo i Ægypten. Det var ikke altid, at videoen var i så god kvalitet eller havde det indhold, som jeg forventede. Sådan var det dengang. En af mine bedste video var med Aida Nour som helt ung danser. Hun var utrolig smuk . Jeg var helt fortryllet af hendes smukke smil og smukke danse, og det er jeg stadig.”

Dansekarriere                                                                   

Aida Nour begyndte allerede sin danse karriere som fjortenårig ved at danse i en gruppe med folkloredanse i sin hjemby Alexandria i Ægypten. Hun fortsatte med at danse i Cairo i Mahmouds Redas dansegruppe. Fordi hun dansede folkloristiske danse, fik hun støtte fra sin familie. Aida Nour var og er den eneste der udøver kunst i sin familie. I 1981 forlod hun Reda dansegruppen, og skiftede genre fra at danse i det folkloristiske ensemble arbejde til at danse som solist med orientalsk dans / mavedans. Dette var ikke kun for at fremme sin karriere, men også for at udvikle sin kærlighed til dans og udforske de udtryksfulde og kommunikative muligheder, som der er i den orientalske danseform. Hun var også tiltrukket af den umiddelbare feedback og kommunikationen med publikum.

Struktur i dansen                                                                   

 Hvis man spørger Aida Nour, om hvordan hun arbejder med sin musik til sine danse, vil man få følgende at vide. Aida har en umiddelbar reaktion på en sang eller et musikstykke, og hvis hun kan lide den eller det, så bliver det brugt. Aida Nour har altid foretrukket at improvisere, når hun har danset orientalsk dans / mavedans på en scene. Men derimod når hun underviser en større gruppe, underviser hun med en koreografi, netop for at kunne strukturere sin undervisning og sit undervisningsmateriale. Her benytter hun sig af sine erfaringer med dansetræning og struktur fra sin tid som folkloredanser, og det har medvirket til, at hun er en god underviser.

Man skal bare danse                                                        

Aida Nour elsker at improvisere. Hun giver klart udtryk for, at hvis en danser har meget god teknik og et godt øre for musik, så skal hun "bare danse." Aida mener, at orientalsk dans handler om en kvinders kvindelighed. Fordi hver kvinde har sine helt egne følelser og fornemmelser, vil hver kvinde have sit eget unikke udtryk. Det skal være et udtryk, der kommer fra hjertet.

Enhver har sin egen stil                                              

Aida er åben og byder ” ikke ægyptere” velkommen til at studere orientalsk dans. Aida har rejst i mange lande verden over for at undervise i dansen fra Ægypten. Hun har gennem mange år oplevet at ikke ægyptiske kvinder fra hele verden udviser stor interesse for at lære dansen og dens kultur. Det er kvinder, der har følelser for dansen og dens musik.  Aida mener, at den ægyptiske dans gør kvinder feminine.  Det bekymrer ikke Aida Nour, at der er forskellige regionale stilarter af orientalsk dans rundt om i verden. Hun mener, at hver danser har og skal have sin egen individuelle stil.

Aida Nour i dag                                                            

Aida Nour har en voksen søn på 35 år.  Hun har været en meget elsket og populær solo danser i mange af Cairos berømte fem- stjernede hoteller og natklubber. Hun har medvirket som danser i 1991 i filmen 'Nesaa' Sa'aleek'. I dag har Aida Nour stadig travlt med at undervise orientalsk dans verden over udover, at hun også designer og fremstiller dansekostumer.

Kilde: Lynette Harris fra Gilded Serpent

Inspiration til at danse med slør

Inspiration til at danse med slør

Det er fantastisk at kunne udtrykke sig med mavedans. Man kan bruge dansens trin og bevægelser.

Man kan også bruge danserekvisitter som f.eks. slør.

Her er et lille danseklip til at inspirere dig. Klik på nedenstående link.

https://youtu.be/_vNz9xfbH8o

Dof Skole for Orientalsk Dans

VerdensKulturCentret

Nørre Alle 7

2200 København N

Tlf 60638403

www.orientalskdans.dk

Lucy

Suzzane fortæller:

”En af Cairo´s dansere som jeg elskede at se på video, var Lucy. Lucy er en danser, der især var berømt i den præ-moderne tid ca. 1989- 1999. Hun var altid smuk og elegant i sin dans. Hun havde de flotteste kostumer, og bar ofte et stort smykke på hovedet, som jeg var mindre begejstret for. Men det var jo moden dengang i Cairo samt smag og behag. Lucy kunne både danse, synge og arbejde som skuespiller. Hun medvirkede i en del film. Lucy medvirkede også  i dokumentarfilmen fra 1992 ”Cairo unveiled” produceret af Karen Goodman and Kirk Simon. Det siges, at Fifi Abdou´s manager blev fyret, fordi han ikke sørgede for, at Fifi Abdou fik hovedrollen i dokumentarfilmen. Filmen ”Cairo unveiled” handler om kvindens rolle i Ægypten set med danserens Lucy ´s øjne, og gennem Lucy´s liv som danser. Denne artikel handler om Lucy i filmen”Cairo unveiled.” Filmen blev vist i TV i National Geographic Explorer serien i 1992.”

Ibrahim Akaf

I starten af filmen oplever man et kort interview med den fantastiske koreograf Ibrahim Akef. Ibrahim Akef: “Mange mennesker forstår ikke at ”Raks el sharqi” / mavedans er en dansekunst. Som danser må man arbejde meget hårdt for at lære for at blive dygtig. En dygtig danser skal stråle og lyse som en stjerne. Danseren skal elske mavedans. Hun skal tro på dansen, og på det hun gør. Mavedans er en af de sværeste danseformer i verden. Som danser skal man være fleksibel. Man skal kunne omsætte og fortolke enhver melodi – ethvert musikstykke med sine bevægelser. Som en sanger der formidler komponistens værk, synger en danser med sin krop. Alle lande i verden har sine egne danse, som er i folks blod fra fødslen af. I Ægypten er mavedansen i folks blod. Uanset hvad der siges eller gøres, eller hvor moderne vi bliver, uanset hvad der sker i fremtiden, vil vi aldrig glemme vores dans og musik.”

Lucy og spåkonen

Lucy fortæller:”Da jeg var barn var der en spåkone som hed Um Farouk. Hun var dygtig til at aflæse skæbner I kaffe grums, og gjorde dette I mange år. Hun plejede at sige til mig, ”Kom her lille pige, kom til mig, jeg vil læse din skæbne. Så en dag gik jeg hen til hende. Hun fortalte mig, at jeg en dag ville blive en berømt danser. ”Folk vil beundre dig, og du vil give din autograf til dine fans”. Jeg troede ikke, på det hun sagde. Det var bare for sjov. Men det, hun sagde dengang, er faktisk sket.

Ægyptere er ikke som andre folkeslag. De elsker kreativitet, de elsker at danse, de elsker at grine. Vi er et meget levende folkefærd. Vi hører musik og kan ikke lade være med at bevæge os – selv børn danser.” Raks el sharqi ” / Mavedans er i alles hjem i Ægypten.

Et barn med ambitioner

Jeg voksede op i en meget fattig bydel i Cairo. Det eneste jeg ønskede mig som barn var at danse til musik. Som hos de fleste oplevede jeg for første gang mavedans ved et bryllup. Bryllupper fejres som regel en torsdag aften, da fredag er en helligdag, hvor også skoler har lukket. Derfor fik jeg lov til at blive længe oppe ved bryllupsfester. Jeg var 12 år, da jeg for alvor startede med at danse seriøst og med ambitioner. Jeg husker, at jeg ikke kunne lade være med at danse, når jeg hørte musik. Jeg begyndte at spare mine lommepenge, så jeg kunne give danserne drikkepenge, så de gav mig lov til at danse sammen med dem på scenen. Jeg sparede alt, hvad jeg kunne, så jeg kunne deltage i så mange bryllupper som muligt, hvor jeg øvede mig i at danse. Jeg drømte om at blive en dygtig danser på en scene.

Zaar

Samtidigt elskede jeg at være sammen med de gamle kvinder i deres zaar ceremonier, hvor onde ånder skulle uddrives. Hvis en person var besat af en ond ånd, var vred, ked af det eller syg, kunne man blive helbredt og slippe af med sine onde ånder. Jeg var altid påvirket af disse seancer, som gik dybt i min krop, rytmerne styrede mig, jeg dansede, til jeg faldt om fuldstændigt udmattet.  Det er ligesom, når i vestlige lytter til rockmusik eller Michael Jackson og bliver hysteriske, råber og skriger i ekstase. Man bliver nød til at bevæge kroppen, og man kan ikke stoppe…

Autodidakt

I dag  (1992) danser jeg i natklub to shows hver aften seks dage hver uge.  Ingen har lært mig at danse, at spille skuespil eller at synge. Jeg er selvlært. Jeg føler altid de første to minutter på scenen, at det er, som om det er min første optræden. Men så løsner jeg op, jeg lukker mine øjne få sekunder, og så danser jeg bare… Mavedans er en gammel dans. Ingen ved præcist, hvordan den opstod. Nogle mener at dansen kom fra slaveinder, der var købt til at forføre mænd. Andre mener, at dansen oprindeligt var en frugtbarhedsdans, der forberedte og hjalp kvinder til at føde børn. Mavedansen har udviklet sig gennem tusinder af år. I dag er der regler i dansen omkring trin, bevægelser, musikken og m.m. Det er de ydre regler for at kunne danse. De regler der er, om hvordan man fortolker og formidler dansen, kommer fra det indre, de kommer fra hjertet. Mavedans er feminint, hvilket ikke er det samme som at være sexet. Jeg er ikke på scenen for kun at vise min krop. Jeg er på scenen, fordi dét jeg gør er en dansekunst. Mavedans handler om rytmer, det er sjælen i dansen. Nogle gange danser man hurtigt, andre gange langsomt, nogle gange er det meget rytmisk andre gange flydende, men der er altid en rytme.”

Lucy startede med at danse i Klubben Sahara City og senere også ved bryllupper. Lucy tjener godt, hun er velhavende. Tidligere var det meget skamfuldt for familien hvis man var en danser. Der er stadig mange, der agerer på den måde i stedet for at give danseren respekt og beundring, mener Lucy.

Kvinder og samfundet

Lucy:” De fleste af mine beundrere er kvinder, og det er jeg glad for. Fordi en kvinde forventer ikke noget af en anden kvinde på samme måde som mænd gør. Det betyder ikke noget for mig, hvad mænd mener om mig og min dans. De ser mig ikke, som det menneske jeg er. I Ægypten – i hele Mellemøsten har kvinder haft en lav social status. I dag har kvinden fået en plads i samfundet. Nogle kvinder har i dag det samme arbejde som en mand. Det kunne slet ikke lade sig gøre tidligere. En mand i Ægypten er stadig overhovedet i familien. Der er nogle, der mener, at det står i koranen at mænd er bedre end kvinder. Vores religion siger, at vores hår skal tildækkes, og at man ikke skal vise sin krop til andre. Men jeg tror, at Gud tilgiver og er barmhjertig.  Jeg tror, at Gud ved, at jeg ikke sårer eller skader nogle eller gør noget dårligt. Gud vil ikke straffe mig. Tværtimod mine danseoptrædener i natklubber og ved bryllupper gør folk glade. Et bryllup uden en mavedanser er ikke et rigtigt bryllup. Det var tradition i Ægypten at bryllupper var arrangeret dvs. forudbestemt og aftalt af andre i familien. Derfor blev det mavedanserens opgave med sin dans at skabe en god stemning mellem brud og brudgom, selvfølgeligt også at underholde bryllupsgæsterne.

Vores religion er baseret på, hvad vi indeholder og ikke på vores ydre. De tilslørede kvinder er meget religiøse, men de elsker alligevel Lucy. Det kan lade sig gøre både at være religiøs og have det sjovt”.

Miljø

Unge nye dansere har Lucy som sit forbillede. Lucy: ”Nogle nye dansere har ambitioner og vil være som jeg. De ser, at jeg kommer fra deres byområde, og at jeg i dag er en berømt danser i hele Ægypten. På den måde er jeg et godt forbillede, som kan hjælpe dem fremad i livet. Det lærer dem også, at man ikke skal skamme sig over sin familie og sin sociale status. Også selv om det er et svært miljø at være stolt af. Man skal værdsætte de værdier, man er opvokset i. Selv om jeg for mange år siden flyttede fra Mohammed Ali Street, vil det altid være min gade, mit hjem. Alle folk dér er som min familie.  Jeg vil aldrig vende min ryg til gaden og området, fordi jeg selv er en del af det, og jeg elsker området. Jeg har aldrig tænkt på berømmelse. Jeg har altid blot ville danse, og det er jo det, jeg elsker.”

Suzzane fortæller:

”Min underviser Shareen el Safy optrådte i Cairo i natklubben på Pyramid Street, hvor Lucy var hovedattraktionen. Shareen el Safy oplevede Lucy med stor beundring som den intelligente snu business kvinde og som den selvmotiverende perfektionist. Shareen el Safy mener, at disse kvaliteter var lige så vigtige for succes i den konkurrenceprægede danseverden i Cairo, som de kunstneriske færdigheder, som Lucy så åbenlyst viste.”

Følgende informationer er fra Al-Ahram ugentlige engelske avis 8-14 april, 1993 :

Lucys mor var en danser fra Mohamed Ali Street i Cairo.  Mohammed Ali Street var en berømt gade, hvor kunstnere (musikere og dansere) havde etableret deres eget samfund.  Man giftede man sig oftest med en fra området, og gaden havde sit eget sprog. Alligevel ønskede Lucys mor ikke at hendes datter skulle være danser. Lucy fortæller som 29 årig: "Min mor var bange for mig. Hun ikke vil have mig til at danse, fordi hun vidste, at det var hårdt. Jeg fortalte hende, at jeg vidste det ville være hårdt arbejde, men at jeg også vidste, hvordan at jeg skulle passe mig selv. Alt hvad jeg ønskede, var at få en chance til at prøve…”

Artikel skrevet af Suzzane Sofia Potempa: 

Foto er øjebliksbilleder fra dokumentarfilmen.

Redagruppen

Et historisk familie foretagende

Når vi taler om dans og dansens kulturhistorie i Ægypten gennem de sidste halvtreds år, kan vi ikke komme udenom Reda gruppen. Reda dansegruppen havde en enorm indflydelse på den kunstneriske, sociale og kulturelle udvikling i Ægypten.

Reda gruppen startede som et familie foretagende. Mahmoud Reda og Farida Fahmy, som havde hovedrollen som dansepar i dansegruppen, blev bragt sammen gennem ægteskab i familien, og på grund af deres fælles interesse for den ægyptiske dans, tradition og kultur. Mahmoud Reda blev gift med Farida Fahmy´s søster ” Nadeeda”. Tre år senere blev familie sammenholdet yderligere styrket, da Farida Fahmy blev gift med Mahmoud Reda´s storebror Ali Reda.

Ambitioner med succes

Mahmoud Reda´s ambitioner om at præsentere en ny genre af dans, og Farida Fahmy´s stærke ønske om at danse, var drivkraften i dansegruppen og den kunstneriske virksomhed, som var innovativ og en stor succes.  Mahmoud Reda havde hovedrollen som danser i gruppen indtil 1972. Udover dette, underviste han alle dansere, han koreograferede og instruerede alle dansere i gruppens sceneoptræden. Med sine banebrydende koreografier, skabte han en genre af dans, der omfavnede mange stilarter i Ægypten. Farida Fahmy havde hovedrollen som danser i gruppen i 25 år. Hun var desuden en rollemodel for de rekrutterede dansere i gruppen. Farida Fahmy var i alle ægypternes hjerter bl.a. på grund af hendes ynde, elegance og stil.

Mahmoud Reda

I Cairo i 1930 blev Mahmoud Reda født i en stor familie i middelklassen. Hans far var en forfatter og overbibliotekar på Universitet i Cairo. Mahmoud Reda´s far og mor opdragede familien til både at fordybe sig i deres kulturarv og til at være i takt med den modernisme, der var i Ægypten på det tidspunkt. De var en familie, der var dygtige til både atletik og musik. Det miljø, som Mahmoud Reda blev opdraget i, medvirkende til at fremme hans kunstneriske talenter; fysiske præstationer og hans evner som danser. Han repræsenterede bl.a. Ægypten med gymnastik ved OL i Helsinki i 1952,

Ali Reda

Mahmoud Reda´s afdøde bror Ali Reda blev i en tidlig alder en erfaren mand i show business verdenen.  I en alder af 16 år vandt han præmier i ballroomdans ved begivenheder og konkurrencer, der var populære på det tidspunkt. Han udmærkede sig også i danse som swing og jitterbug. Senere blev hans karriere ved filmen. I de formative år i Reda gruppen, fungerede han som kunstnerisk rådgiver, og han tog sig af alle administrative og ledelsesmæssige problemer. Ali Reda instruerede to spillefilm i genren musikalsk komedie for Reda dansegruppen. Disse film betragtes som hjørnestene i biografens historie, og bliver derfor vist på tv op til i dag i Ægypten.

Ali Ismail

Ali Reda tidligere erfaring i show business, og hans stærke personlighed blev vigtige faktorer i forbindelse med dansegruppens succesfulde udvikling.  En af hans vigtige beslutninger var at tilføre dansegruppen en innovativ og yderst tiltalende musik kreeret af daværende komponist og musiker Ali Ismail. Ali Ismail blandede vestlige musikinstrumenter med traditionelle ægyptiske musikinstrumenter, og præsenterede på den måde den traditionelle musik i Ægypten med nye og friske udtryk. Ali Ismail var et vigtigt aktiv for Redagruppen, og han blev hurtigt en berømt komponist i hele Ægypten. Hans kompositioner har inspireret mange generationer af ægyptiske musikere til at følge i hans fodspor.

Farida Fahmy

Hassan Fahmy, Farida far, var professor i industriel ingeniørvirksomhed på Universitet i Cairo. Han var en ualmindelig frisindet mand, der sammen med sin kone, opmuntrede og troede på sine døtres evner indenfor kunst og sport. Han modstod de hævede øjenbryn i akademiske kredse og direkte kritik af de ældste i familien, da han tillod sin datter at blive en professionel danser. Således spillede han en vigtig rolle i at give en høj status til en professionel danser på et tidspunkt, hvor det blev anset for at være et berygtet erhverv. Den moralske opbakning som Farida Fahmy fik af sin far, var med til at lovliggøre, at Farida kunne praktisere sin dansekarriere. Det var ganske ekstraordinært. Det var utvivlsomt Farida´s far – Hassan Fahmy´s karismatiske personlighed, hans sociale status, såvel som hans tolerante synspunkter, der havde en stor indflydelse på offentlighedens opfattelse af Farida´s bestræbelser i forhold til sit karrierevalg som danser.

Nadeeda og Khadiga Fahmy

Farida´s søster  Nadeeda Fahmy havde et sart helbred siden barndommen og havde derfor valgt at udtrykke sine kunstneriske evner indenfor kunstmaleri. Nadeeda inspirerede og opmuntrede Mahmoud Reda at forfølge sine kunstneriske ambitioner, og designede kostumer til dansegruppen shows i starten, som var så nyskabende, at de i dag stadig kopieres af andre. Efter Nadeeda´s alt for tidlige død, blev berømte ægyptiske kunstnere bestilt til at designe kostumer til Reda dansegruppen. I midten af 1970'erne, begyndte Farida Fahmy selv at designe kostumer til en række nye produktioner. Farida´s mor Khadiga Fahmy hjalp med at sikre gennemførelsen af stil og design af de nye kostumer, og senere da det lykkedes dem at skabe en afdeling for design af kostumer og tilbehør til dansegruppen, fungerede Khadiga Fahmy også som chaperone for de kvindelige dansere.

International berømmelse

Medstifterne i Reda gruppen samlede alle deres midler, og med et lille budget blev uropførelsen i Redagruppen præsenteret i 1959. Gruppen bestod på det tidspunkt af seks kvindelige dansere, seks mandlige dansere og tolv musikere. I 1961blev Redagruppen placeret i et regi i Kulturministeriet. Ved midten af 1970'erne omfattede Redagruppen halvandet Hundrede medlemmer, herunder dansere, musikere og kostume og scene teknikere. Repertoiret i gruppen omfattede mere end halvandet hundrede danse, fra duetter til tre teaterdanse med dramaer med mere end tredive dansere på scenen på én gang. Reda dansegruppen opnåede stor berømmelse i Ægypten og besøgte mere end halvtreds lande. Redagruppen havde danseforestillinger i Ægypten samt i prestigefyldte teatre i udlandet som The Royal Albert Hall i London, Carnegie Hall i New York, Congress Hall i Berlin, Olympia Theater i Paris, Stanislavsky Theater i Moskva, Theatro De La Zarzula i Madrid og andre. Reda dansegruppen vandt også priser ved Folkefestival i lande som Østrig, Rusland, England, Tyrkiet, og Belgien, blandt andre. De vigtigste kunstnere, Farida Fahmy, Mahmoud Reda, Ali Reda og Ali Ismail fik ordener af kong Hussein af Jordan i 1965, præsident Gamal Abdel Nasser i 1967 for ydelser til staten gennem kunst, og af præsident Burguiba Tunis i 1973.

Regeringens bureaukrati og følge virkninger.

Reda dansegruppen var den første dansegruppe i Ægypten. Det gav andre ideer til at skabe folkedansergrupper i provinserne, på universiteter og på skoler i hele Egypten. Desværre eksisterer Reda Dansegruppen kun ved navnet. Farida ophørte med sin danse karriere i 1983 og fortsatte sine akademiske studier  M.A.  ( Master of Arts degree in Dance Ethnology from The University of California at Los Angeles). Regeringens bureaukrati, der tidligere havde skabt mange forhindringer med at forpurre den videre kunstneriske videreudvikling satte Mahmoud Reda på pension i 1990. Reda Dansegruppen blev efterfølgende efterladt i hænderne på medlemmer i Dansegruppen, der hverken havde drive, talent eller kunstneriske evner.

Alle lærere og koreografer, der er opstået efter Mahmoud Reda´s tid som leder, samt fra andre dansegrupper, har ikke udført bemærkelsesværdige nyskabelser til dato. Deres værker er med et repertoire, der foreviger Redastilen, teknik og undervisningsmetoder.

Reda Dansegruppen havde drive, talent, kunstnerisk kreativitet og nytænkning, som var en rig kilde for alle, og især for lærere og koreografer i Ægypten.  I dag er det Mahmoud Reda og Farida Fahmy, der forbliver i den kollektive erindring om ægypternes nationale dansegruppe.  Erindringer og minder fyldt med nostalgi, beundring og stolthed.

INFO

Foto til denne artikel er specielt leveret af Farida Fahmy og Keti Sharif og må kun benyttes i forbindelse med denne artikel.

Artiklen er skrevet af Farida Fahmy i 2008 og er med hendes tilladelse oversat af Suzzane Sofia Potempa

Ønsker du at vide mere om Farida Fahmy og Redagruppen kan jeg absolut anbefale dokumentarfilmen på DVD: ” Farida - en dokumentarfilm om Farida Fahmy´s liv.”

Filmen koster 27 dollar + porto og kan købes på www.faridafahmy.com

Filmen er produceret i 2011 af Keti Sharif i Cairo, Ægypten. Dokumentarfilmen har personlige interviews med Farida og med Mahamoud Reda i hans ikoniske Kasr el Nil Studie, inkl. sjældne optagelser og billeder fra deres personlige gallerier. I filmen fortæller Farida Fahmy og Mahmoud Reda om deres oplevelser, om forskellige dansestile og om den spændende historie om Reda gruppen fra de tidlige dage af udvikling og research til optræden i teatret, på scenen og på film.

Fifi Abdo

Fifi går aldrig af mode

Fifi Abdo er en danser i Ægypten, som jeg beundrer dybt og inderligt. I min verden går hun aldrig af mode, uanset at hun er en danser fra Ægyptens post klassiske tidsperiode (1960 – 1989). Hun havde sin helt egen stil, sin helt egen personlighed, en dygtighed der stadig forbløffer, en shimmy Queen, hun var modig med en stærk udstråling og med en usædvanlig kvindelig styrke. Folket i Ægypten elsker hende stadig. Fifi Abdo var fyldt med overraskelser i sin dans. En af Fifi´s specialiteter kunne være, at hun gik eller dansede ud på sidelinen af sin dansescene, og løb ind til midten af scenen for at lande flot i spagat. Her hyggede hun sig siddende på dansegulvet med skulderryst og en stor portion charme. At hun gik i spagat kunne gentage sig flere gange lige efter hinanden. 

Dét man bl.a. kan lære om ved at se Fifi på video eller på youtube er hendes lethed i dansen trods tyng-de, hendes afslappede stil, der styrer både musikere og publikum og om Fifi´s danseglæde og nærvær. Hun var en stor entertainer. Fifi´s udstråling var i topklasse, også da hun var ny og ung i dansen.

Følgende er kilde fra Francesca Sullivan, som lavede et interview med Fifi Abdo og artiklen ” A Legend In Her Own Right, Insight Magazine, september år 2000.

Fifi´s barndom

Fifi Abdo skjuler sin alder, måske blev hun født i 1952. Hun voksede op udenfor Cairo med navnet Atiat i en stor familie med mere end 12 søskende, hvoraf halvdelen af sø-skende var fra hendes fars tidligere ægteskab. Det var på det tidspunkt, hvor de store dansere som Samia Gamal, Naima Akef og Tahia Carioca altid var på TV og i biografen. Fifi ´s mor tog hende med i biografen. Fifi kunne ikke sidde stille. Hun rejste sig op for at danse med under filmen. Hendes favorit dansere var Tahia Carioca og Naima Akef. Senere i livet blev Fifi blev særdeles gode venner med Tahia Carioca.

Det var absolut min skæbne

Fifi vidste, at hun ønskede at danse og at det var hendes kald i livet. "Min beslutning om at blive en dan-ser var Allahs (Guds) valg. Det var absolut min skæbne. Jeg havde en gave, og vidste det i en meget tidlig alder, jeg ønskede at optræde med dans - jeg skulle være Fifi Abdo.”  Da Fifi var 12 år løb hun hjemmefra med en lokal folkloregruppe. Der gik nogle måneder indtil hendes familie endelig gav efter, og tillod hende at danse. Da Fifi var 13 år dansede hun ved bryllupper i de omkringlig-gende landsbyer. Hendes forældre beskyttede hende, hentede og bragte hende ved hver optræden. Pengene Fifi tjente var en stor hjælp i den store familie.  Da Fifi var 14 år, blev hun tvunget ind et arrangeret ægteskab. Dette stoppede ikke hendes dansekarriere, da ægteskabet ikke varede længe. Fifi blev endnu mere smuk med alderen. Hun begyndte at arbejde i 5-stjernede hoteller og natklubber, Fifi`s popularitet som danser voksede, selv om det var en tid hvor mavedansen ikke var så populær. Det varede ikke længe, før hun fik flere jobs.

Masser af succes

Da Fifi var i 20`erne optrådte hun solo sammen med et stort live-orkester. Disse shows var en stor attraktion - en kæmpe succes. Mange rige fra Saudi Arabien og fra Kuwait tog på ferie i Ægypten for at opleve Fifi Abdo og hendes orke-ster.  Fifi arbejdede også på scenen i teateret med dans, sang og skuespil.  Fifi medvirkede i 13 film i 1990'erne, men filmkulturen havde ændret sig. Det var ikke længere så populært som tidligere at lave film om eller med dansere. Senere fik Fifi stor succes ved filmen ved at medvirke i sæbeoperaer, som var en meget populær genre i Ægypten.

Fifi var en naturlig danser. "Ingen danselærer har nogensinde lærte mig et trin. Alle mine bevægelser kommer indefra" fortalte Fifi. Hun tog dansen til sig og gjorde den til sin egen. Fifi havde sin helt egen karakteristiske stil af bevægelser. At danse med en stok? Ingen kunne det være bedre end Fifi. At danse baladi? Fifi var den mest unikke baladi danser.

Selvlærd på alle måder

Fifi var selvlært på alle måder; hun startede meget ung, og hun gik aldrig i skole. Hun lærte sig selv at læse og skrive, og også at tale engelsk som en hjælp til hendes dansekarriere i udlandet. Fifi var selv gjort. Hun var en særdeles god forretningskvinde (hun havde aldrig mindre end 6 managers ad gangen). Hun var fast besluttet på at blive en succes, og det blev hun. Fifi´s beslutsomhed og benægtelse i af at gøre, hvad en kvinde forventes at gøre i et arabisk land, bør automatisk give anledning til beun-dring og respekt. Folk respekterer stadigt Fifi for at være en stærk kvinde, business minded samt en forbløffende kunstner.

Fifi var en entertainer. Hun socialiserede sig altid med sit publikum. Originalitet var nøglen i hendes shows. I en af hendes mere berøm-te danse sketch, danser hun med en vandpibe (Fifi var den første danser, der fandt på at danse shisha dance). Et eksempel kan ses på youtube - https://www.youtube.com/watch?v=Oj8mqgZblBY

En bølge af fundamentalisme

At være kendt for at danse meget flirtende gav en konflikt i Ægypten. Den tid hvor Fifi blev en danser var ikke den letteste. I begyndelsen af 1970'erne var der en bølge af isla-misk fundamentalisme i Ægypten. Dette skete på grund af forholdene og krig med Israel. Inden da havde Ægypten en lidt mere afslappet tilgang til religion og dans. Fifi Abdo hævdede, at dansen i den tid var populær i Ægypten som nogensinde. Grunden til at natklubber ikke var så populære, som de plejede at være, var fordi de ansatte dansere, som publikum ikke nød eller ønskede at se, som f.eks. udenlandske dansere, der manglede en reel forståelse af dansen. Fifi havde aldrig problemer med at få publikum til sine shows. Men bølgen af islamiske fundamentalister mente at dansen var haram (imod Allahs vilje). Og I 1977 blev 12 ud af 14 natklubber angrebet i Pyramide Street. De blev brændt ned af islamiske eks-tremister.

Fifi under angreb

I 1997 slog ekstremisterne ned på Fifi. I Ramadan måneden, en tid, hvor muslimer faster og giver penge og hjælp til de fattige, kendt som en Iftar. Det betragtes som en god gerning at give Iftar til de fattige, undtagen når velgørenhed kommer fra folk som Fifi Abdo. Fifi havde givet et betydeligt stor donation til de fattige. Men nogle religiøse ledere protesterede med argumentet, at "hendes adfærd rystede grundlaget i islam, og at hendes Iftar var urent." De prædikede til befolkningen, at acceptere Iftar eller velgørenhed fra en mavedanser var en synd (trods fattige og sultende). Dette udløste en massiv debat i Ægypten. Heldig-vis var Fifi den stærke kvinde, hun tog sig ikke af kritikken. Hun var vant til offentlig kritik efter at have arbejdet som danser i mange år.

Fifi var altid i nyhederne på grund af konfrontationer med politiet. I 1992 blev hun beskyldt for at slå en politibetjent i ansigtet, da han forsøgte at give hende en bøde for hastighedsovertrædelser. Fifi forlod aldrig sit hjem uden sine vagter. Fifi var bevidst om, at omtale i medier gavnede hendes karriere.

En af de rigeste kvinder

Uanset alle disse vanskeligheder var Fifi er en af de rigeste kvinder i Ægypten. Hun tjente ca. 200.000 £ i år 2000. Da hun var på højden i sin karriere, kunne hun tjene 660.000 £ (ægyptiske pund). Fifi investerede sin indtjening i sin dans. Hun købte kostumer, hun sørgede for at have det bedste orkester og de bedste managers. Hun ejede mere end 5.000 kostumer, flere dyre biler og to meget flotte lejligheder ved Nilen. Det var storslåede præstationer af en person med en så dårlig social baggrund.

Fifi Abdo har været gift fem gange. I 1985 blev hun gift med sin nuvæ-rende mand, en palæstinensisk forretningsmand. Hun har tre døtre. Den ældste er gift. Den anden boe-de hjemme, og den yngste der var 10 år gammel (i år 2000) blev adop-teret. Det yngste barn blev først adopteret af Tahia Carioca. Men Tahia døde, da barnet var en baby og Fifi adopterede hende. Fifi og Tahia Carioca var som tidligere nævnt særdeles gode venner. Fifi beundrede Tahia.

Der er kun én Fifi Abdo

Fifi Abdo ophørte med at optræde med dans i 2004. Fifi har haft en stor indflydelse på dansens udvik-ling. Når man spurgte Fifi, hvordan hun følte det, da utallige dansere imiterede og kopierede hendes dans og stil, svarede hun "De gør det, fordi de elsker mig. Jeg er en skole i mig selv. Folk ser på mig for at lære. ... De forsøger deres bedste for at efterligne mig, men der kan kun være én Fifi Abdo." Hvor er det rigtigt, fordi Fifi Abdos dans handlede om originalitet. Hun var folkets danser. Hun dansede med stor lethed smukt, flydende og fortryllende. Det er der mange, der gør - også i dag, men der er stadig kun én Fifi Abdo.

Fifi Abo staves også Fifi Abdou

Artiklen er skrevet af Suzzane Sofia Potempa. Kilde: Francesca Sullivan, som lavede et interview med Fifi Abdo og artiklen ” A Legend In Her Own Right, Insight Magazine, september år 2000.

Foto er fra CD omslag