Aida Nour

Aida Nour

Suzzane fortæller:                                                          

”Som ung danser købte jeg mange dansevideo i Ægypten. Det var ikke altid, at videoen var i så god kvalitet eller havde det indhold, som jeg forventede. Sådan var det dengang. En af mine bedste video var med Aida Nour som helt ung danser. Hun var utrolig smuk . Jeg var helt fortryllet af hendes smukke smil og smukke danse, og det er jeg stadig.”

Dansekarriere                                                                   

Aida Nour begyndte allerede sin danse karriere som fjortenårig ved at danse i en gruppe med folkloredanse i sin hjemby Alexandria i Ægypten. Hun fortsatte med at danse i Cairo i Mahmouds Redas dansegruppe. Fordi hun dansede folkloristiske danse, fik hun støtte fra sin familie. Aida Nour var og er den eneste der udøver kunst i sin familie. I 1981 forlod hun Reda dansegruppen, og skiftede genre fra at danse i det folkloristiske ensemble arbejde til at danse som solist med orientalsk dans / mavedans. Dette var ikke kun for at fremme sin karriere, men også for at udvikle sin kærlighed til dans og udforske de udtryksfulde og kommunikative muligheder, som der er i den orientalske danseform. Hun var også tiltrukket af den umiddelbare feedback og kommunikationen med publikum.

Struktur i dansen                                                                   

 Hvis man spørger Aida Nour, om hvordan hun arbejder med sin musik til sine danse, vil man få følgende at vide. Aida har en umiddelbar reaktion på en sang eller et musikstykke, og hvis hun kan lide den eller det, så bliver det brugt. Aida Nour har altid foretrukket at improvisere, når hun har danset orientalsk dans / mavedans på en scene. Men derimod når hun underviser en større gruppe, underviser hun med en koreografi, netop for at kunne strukturere sin undervisning og sit undervisningsmateriale. Her benytter hun sig af sine erfaringer med dansetræning og struktur fra sin tid som folkloredanser, og det har medvirket til, at hun er en god underviser.

Man skal bare danse                                                        

Aida Nour elsker at improvisere. Hun giver klart udtryk for, at hvis en danser har meget god teknik og et godt øre for musik, så skal hun "bare danse." Aida mener, at orientalsk dans handler om en kvinders kvindelighed. Fordi hver kvinde har sine helt egne følelser og fornemmelser, vil hver kvinde have sit eget unikke udtryk. Det skal være et udtryk, der kommer fra hjertet.

Enhver har sin egen stil                                              

Aida er åben og byder ” ikke ægyptere” velkommen til at studere orientalsk dans. Aida har rejst i mange lande verden over for at undervise i dansen fra Ægypten. Hun har gennem mange år oplevet at ikke ægyptiske kvinder fra hele verden udviser stor interesse for at lære dansen og dens kultur. Det er kvinder, der har følelser for dansen og dens musik.  Aida mener, at den ægyptiske dans gør kvinder feminine.  Det bekymrer ikke Aida Nour, at der er forskellige regionale stilarter af orientalsk dans rundt om i verden. Hun mener, at hver danser har og skal have sin egen individuelle stil.

Aida Nour i dag                                                            

Aida Nour har en voksen søn på 35 år.  Hun har været en meget elsket og populær solo danser i mange af Cairos berømte fem- stjernede hoteller og natklubber. Hun har medvirket som danser i 1991 i filmen 'Nesaa' Sa'aleek'. I dag har Aida Nour stadig travlt med at undervise orientalsk dans verden over udover, at hun også designer og fremstiller dansekostumer.

Kilde: Lynette Harris fra Gilded Serpent

Inspiration til at danse med slør

Inspiration til at danse med slør

Det er fantastisk at kunne udtrykke sig med mavedans. Man kan bruge dansens trin og bevægelser.

Man kan også bruge danserekvisitter som f.eks. slør.

Her er et lille danseklip til at inspirere dig. Klik på nedenstående link.

https://youtu.be/_vNz9xfbH8o

Dof Skole for Orientalsk Dans

VerdensKulturCentret

Nørre Alle 7

2200 København N

Tlf 60638403

www.orientalskdans.dk

Lucy

Suzzane fortæller:

”En af Cairo´s dansere som jeg elskede at se på video, var Lucy. Lucy er en danser, der især var berømt i den præ-moderne tid ca. 1989- 1999. Hun var altid smuk og elegant i sin dans. Hun havde de flotteste kostumer, og bar ofte et stort smykke på hovedet, som jeg var mindre begejstret for. Men det var jo moden dengang i Cairo samt smag og behag. Lucy kunne både danse, synge og arbejde som skuespiller. Hun medvirkede i en del film. Lucy medvirkede også  i dokumentarfilmen fra 1992 ”Cairo unveiled” produceret af Karen Goodman and Kirk Simon. Det siges, at Fifi Abdou´s manager blev fyret, fordi han ikke sørgede for, at Fifi Abdou fik hovedrollen i dokumentarfilmen. Filmen ”Cairo unveiled” handler om kvindens rolle i Ægypten set med danserens Lucy ´s øjne, og gennem Lucy´s liv som danser. Denne artikel handler om Lucy i filmen”Cairo unveiled.” Filmen blev vist i TV i National Geographic Explorer serien i 1992.”

Ibrahim Akaf

I starten af filmen oplever man et kort interview med den fantastiske koreograf Ibrahim Akef. Ibrahim Akef: “Mange mennesker forstår ikke at ”Raks el sharqi” / mavedans er en dansekunst. Som danser må man arbejde meget hårdt for at lære for at blive dygtig. En dygtig danser skal stråle og lyse som en stjerne. Danseren skal elske mavedans. Hun skal tro på dansen, og på det hun gør. Mavedans er en af de sværeste danseformer i verden. Som danser skal man være fleksibel. Man skal kunne omsætte og fortolke enhver melodi – ethvert musikstykke med sine bevægelser. Som en sanger der formidler komponistens værk, synger en danser med sin krop. Alle lande i verden har sine egne danse, som er i folks blod fra fødslen af. I Ægypten er mavedansen i folks blod. Uanset hvad der siges eller gøres, eller hvor moderne vi bliver, uanset hvad der sker i fremtiden, vil vi aldrig glemme vores dans og musik.”

Lucy og spåkonen

Lucy fortæller:”Da jeg var barn var der en spåkone som hed Um Farouk. Hun var dygtig til at aflæse skæbner I kaffe grums, og gjorde dette I mange år. Hun plejede at sige til mig, ”Kom her lille pige, kom til mig, jeg vil læse din skæbne. Så en dag gik jeg hen til hende. Hun fortalte mig, at jeg en dag ville blive en berømt danser. ”Folk vil beundre dig, og du vil give din autograf til dine fans”. Jeg troede ikke, på det hun sagde. Det var bare for sjov. Men det, hun sagde dengang, er faktisk sket.

Ægyptere er ikke som andre folkeslag. De elsker kreativitet, de elsker at danse, de elsker at grine. Vi er et meget levende folkefærd. Vi hører musik og kan ikke lade være med at bevæge os – selv børn danser.” Raks el sharqi ” / Mavedans er i alles hjem i Ægypten.

Et barn med ambitioner

Jeg voksede op i en meget fattig bydel i Cairo. Det eneste jeg ønskede mig som barn var at danse til musik. Som hos de fleste oplevede jeg for første gang mavedans ved et bryllup. Bryllupper fejres som regel en torsdag aften, da fredag er en helligdag, hvor også skoler har lukket. Derfor fik jeg lov til at blive længe oppe ved bryllupsfester. Jeg var 12 år, da jeg for alvor startede med at danse seriøst og med ambitioner. Jeg husker, at jeg ikke kunne lade være med at danse, når jeg hørte musik. Jeg begyndte at spare mine lommepenge, så jeg kunne give danserne drikkepenge, så de gav mig lov til at danse sammen med dem på scenen. Jeg sparede alt, hvad jeg kunne, så jeg kunne deltage i så mange bryllupper som muligt, hvor jeg øvede mig i at danse. Jeg drømte om at blive en dygtig danser på en scene.

Zaar

Samtidigt elskede jeg at være sammen med de gamle kvinder i deres zaar ceremonier, hvor onde ånder skulle uddrives. Hvis en person var besat af en ond ånd, var vred, ked af det eller syg, kunne man blive helbredt og slippe af med sine onde ånder. Jeg var altid påvirket af disse seancer, som gik dybt i min krop, rytmerne styrede mig, jeg dansede, til jeg faldt om fuldstændigt udmattet.  Det er ligesom, når i vestlige lytter til rockmusik eller Michael Jackson og bliver hysteriske, råber og skriger i ekstase. Man bliver nød til at bevæge kroppen, og man kan ikke stoppe…

Autodidakt

I dag  (1992) danser jeg i natklub to shows hver aften seks dage hver uge.  Ingen har lært mig at danse, at spille skuespil eller at synge. Jeg er selvlært. Jeg føler altid de første to minutter på scenen, at det er, som om det er min første optræden. Men så løsner jeg op, jeg lukker mine øjne få sekunder, og så danser jeg bare… Mavedans er en gammel dans. Ingen ved præcist, hvordan den opstod. Nogle mener at dansen kom fra slaveinder, der var købt til at forføre mænd. Andre mener, at dansen oprindeligt var en frugtbarhedsdans, der forberedte og hjalp kvinder til at føde børn. Mavedansen har udviklet sig gennem tusinder af år. I dag er der regler i dansen omkring trin, bevægelser, musikken og m.m. Det er de ydre regler for at kunne danse. De regler der er, om hvordan man fortolker og formidler dansen, kommer fra det indre, de kommer fra hjertet. Mavedans er feminint, hvilket ikke er det samme som at være sexet. Jeg er ikke på scenen for kun at vise min krop. Jeg er på scenen, fordi dét jeg gør er en dansekunst. Mavedans handler om rytmer, det er sjælen i dansen. Nogle gange danser man hurtigt, andre gange langsomt, nogle gange er det meget rytmisk andre gange flydende, men der er altid en rytme.”

Lucy startede med at danse i Klubben Sahara City og senere også ved bryllupper. Lucy tjener godt, hun er velhavende. Tidligere var det meget skamfuldt for familien hvis man var en danser. Der er stadig mange, der agerer på den måde i stedet for at give danseren respekt og beundring, mener Lucy.

Kvinder og samfundet

Lucy:” De fleste af mine beundrere er kvinder, og det er jeg glad for. Fordi en kvinde forventer ikke noget af en anden kvinde på samme måde som mænd gør. Det betyder ikke noget for mig, hvad mænd mener om mig og min dans. De ser mig ikke, som det menneske jeg er. I Ægypten – i hele Mellemøsten har kvinder haft en lav social status. I dag har kvinden fået en plads i samfundet. Nogle kvinder har i dag det samme arbejde som en mand. Det kunne slet ikke lade sig gøre tidligere. En mand i Ægypten er stadig overhovedet i familien. Der er nogle, der mener, at det står i koranen at mænd er bedre end kvinder. Vores religion siger, at vores hår skal tildækkes, og at man ikke skal vise sin krop til andre. Men jeg tror, at Gud tilgiver og er barmhjertig.  Jeg tror, at Gud ved, at jeg ikke sårer eller skader nogle eller gør noget dårligt. Gud vil ikke straffe mig. Tværtimod mine danseoptrædener i natklubber og ved bryllupper gør folk glade. Et bryllup uden en mavedanser er ikke et rigtigt bryllup. Det var tradition i Ægypten at bryllupper var arrangeret dvs. forudbestemt og aftalt af andre i familien. Derfor blev det mavedanserens opgave med sin dans at skabe en god stemning mellem brud og brudgom, selvfølgeligt også at underholde bryllupsgæsterne.

Vores religion er baseret på, hvad vi indeholder og ikke på vores ydre. De tilslørede kvinder er meget religiøse, men de elsker alligevel Lucy. Det kan lade sig gøre både at være religiøs og have det sjovt”.

Miljø

Unge nye dansere har Lucy som sit forbillede. Lucy: ”Nogle nye dansere har ambitioner og vil være som jeg. De ser, at jeg kommer fra deres byområde, og at jeg i dag er en berømt danser i hele Ægypten. På den måde er jeg et godt forbillede, som kan hjælpe dem fremad i livet. Det lærer dem også, at man ikke skal skamme sig over sin familie og sin sociale status. Også selv om det er et svært miljø at være stolt af. Man skal værdsætte de værdier, man er opvokset i. Selv om jeg for mange år siden flyttede fra Mohammed Ali Street, vil det altid være min gade, mit hjem. Alle folk dér er som min familie.  Jeg vil aldrig vende min ryg til gaden og området, fordi jeg selv er en del af det, og jeg elsker området. Jeg har aldrig tænkt på berømmelse. Jeg har altid blot ville danse, og det er jo det, jeg elsker.”

Suzzane fortæller:

”Min underviser Shareen el Safy optrådte i Cairo i natklubben på Pyramid Street, hvor Lucy var hovedattraktionen. Shareen el Safy oplevede Lucy med stor beundring som den intelligente snu business kvinde og som den selvmotiverende perfektionist. Shareen el Safy mener, at disse kvaliteter var lige så vigtige for succes i den konkurrenceprægede danseverden i Cairo, som de kunstneriske færdigheder, som Lucy så åbenlyst viste.”

Følgende informationer er fra Al-Ahram ugentlige engelske avis 8-14 april, 1993 :

Lucys mor var en danser fra Mohamed Ali Street i Cairo.  Mohammed Ali Street var en berømt gade, hvor kunstnere (musikere og dansere) havde etableret deres eget samfund.  Man giftede man sig oftest med en fra området, og gaden havde sit eget sprog. Alligevel ønskede Lucys mor ikke at hendes datter skulle være danser. Lucy fortæller som 29 årig: "Min mor var bange for mig. Hun ikke vil have mig til at danse, fordi hun vidste, at det var hårdt. Jeg fortalte hende, at jeg vidste det ville være hårdt arbejde, men at jeg også vidste, hvordan at jeg skulle passe mig selv. Alt hvad jeg ønskede, var at få en chance til at prøve…”

Artikel skrevet af Suzzane Sofia Potempa: 

Foto er øjebliksbilleder fra dokumentarfilmen.

Redagruppen

Et historisk familie foretagende

Når vi taler om dans og dansens kulturhistorie i Ægypten gennem de sidste halvtreds år, kan vi ikke komme udenom Reda gruppen. Reda dansegruppen havde en enorm indflydelse på den kunstneriske, sociale og kulturelle udvikling i Ægypten.

Reda gruppen startede som et familie foretagende. Mahmoud Reda og Farida Fahmy, som havde hovedrollen som dansepar i dansegruppen, blev bragt sammen gennem ægteskab i familien, og på grund af deres fælles interesse for den ægyptiske dans, tradition og kultur. Mahmoud Reda blev gift med Farida Fahmy´s søster ” Nadeeda”. Tre år senere blev familie sammenholdet yderligere styrket, da Farida Fahmy blev gift med Mahmoud Reda´s storebror Ali Reda.

Ambitioner med succes

Mahmoud Reda´s ambitioner om at præsentere en ny genre af dans, og Farida Fahmy´s stærke ønske om at danse, var drivkraften i dansegruppen og den kunstneriske virksomhed, som var innovativ og en stor succes.  Mahmoud Reda havde hovedrollen som danser i gruppen indtil 1972. Udover dette, underviste han alle dansere, han koreograferede og instruerede alle dansere i gruppens sceneoptræden. Med sine banebrydende koreografier, skabte han en genre af dans, der omfavnede mange stilarter i Ægypten. Farida Fahmy havde hovedrollen som danser i gruppen i 25 år. Hun var desuden en rollemodel for de rekrutterede dansere i gruppen. Farida Fahmy var i alle ægypternes hjerter bl.a. på grund af hendes ynde, elegance og stil.

Mahmoud Reda

I Cairo i 1930 blev Mahmoud Reda født i en stor familie i middelklassen. Hans far var en forfatter og overbibliotekar på Universitet i Cairo. Mahmoud Reda´s far og mor opdragede familien til både at fordybe sig i deres kulturarv og til at være i takt med den modernisme, der var i Ægypten på det tidspunkt. De var en familie, der var dygtige til både atletik og musik. Det miljø, som Mahmoud Reda blev opdraget i, medvirkende til at fremme hans kunstneriske talenter; fysiske præstationer og hans evner som danser. Han repræsenterede bl.a. Ægypten med gymnastik ved OL i Helsinki i 1952,

Ali Reda

Mahmoud Reda´s afdøde bror Ali Reda blev i en tidlig alder en erfaren mand i show business verdenen.  I en alder af 16 år vandt han præmier i ballroomdans ved begivenheder og konkurrencer, der var populære på det tidspunkt. Han udmærkede sig også i danse som swing og jitterbug. Senere blev hans karriere ved filmen. I de formative år i Reda gruppen, fungerede han som kunstnerisk rådgiver, og han tog sig af alle administrative og ledelsesmæssige problemer. Ali Reda instruerede to spillefilm i genren musikalsk komedie for Reda dansegruppen. Disse film betragtes som hjørnestene i biografens historie, og bliver derfor vist på tv op til i dag i Ægypten.

Ali Ismail

Ali Reda tidligere erfaring i show business, og hans stærke personlighed blev vigtige faktorer i forbindelse med dansegruppens succesfulde udvikling.  En af hans vigtige beslutninger var at tilføre dansegruppen en innovativ og yderst tiltalende musik kreeret af daværende komponist og musiker Ali Ismail. Ali Ismail blandede vestlige musikinstrumenter med traditionelle ægyptiske musikinstrumenter, og præsenterede på den måde den traditionelle musik i Ægypten med nye og friske udtryk. Ali Ismail var et vigtigt aktiv for Redagruppen, og han blev hurtigt en berømt komponist i hele Ægypten. Hans kompositioner har inspireret mange generationer af ægyptiske musikere til at følge i hans fodspor.

Farida Fahmy

Hassan Fahmy, Farida far, var professor i industriel ingeniørvirksomhed på Universitet i Cairo. Han var en ualmindelig frisindet mand, der sammen med sin kone, opmuntrede og troede på sine døtres evner indenfor kunst og sport. Han modstod de hævede øjenbryn i akademiske kredse og direkte kritik af de ældste i familien, da han tillod sin datter at blive en professionel danser. Således spillede han en vigtig rolle i at give en høj status til en professionel danser på et tidspunkt, hvor det blev anset for at være et berygtet erhverv. Den moralske opbakning som Farida Fahmy fik af sin far, var med til at lovliggøre, at Farida kunne praktisere sin dansekarriere. Det var ganske ekstraordinært. Det var utvivlsomt Farida´s far – Hassan Fahmy´s karismatiske personlighed, hans sociale status, såvel som hans tolerante synspunkter, der havde en stor indflydelse på offentlighedens opfattelse af Farida´s bestræbelser i forhold til sit karrierevalg som danser.

Nadeeda og Khadiga Fahmy

Farida´s søster  Nadeeda Fahmy havde et sart helbred siden barndommen og havde derfor valgt at udtrykke sine kunstneriske evner indenfor kunstmaleri. Nadeeda inspirerede og opmuntrede Mahmoud Reda at forfølge sine kunstneriske ambitioner, og designede kostumer til dansegruppen shows i starten, som var så nyskabende, at de i dag stadig kopieres af andre. Efter Nadeeda´s alt for tidlige død, blev berømte ægyptiske kunstnere bestilt til at designe kostumer til Reda dansegruppen. I midten af 1970'erne, begyndte Farida Fahmy selv at designe kostumer til en række nye produktioner. Farida´s mor Khadiga Fahmy hjalp med at sikre gennemførelsen af stil og design af de nye kostumer, og senere da det lykkedes dem at skabe en afdeling for design af kostumer og tilbehør til dansegruppen, fungerede Khadiga Fahmy også som chaperone for de kvindelige dansere.

International berømmelse

Medstifterne i Reda gruppen samlede alle deres midler, og med et lille budget blev uropførelsen i Redagruppen præsenteret i 1959. Gruppen bestod på det tidspunkt af seks kvindelige dansere, seks mandlige dansere og tolv musikere. I 1961blev Redagruppen placeret i et regi i Kulturministeriet. Ved midten af 1970'erne omfattede Redagruppen halvandet Hundrede medlemmer, herunder dansere, musikere og kostume og scene teknikere. Repertoiret i gruppen omfattede mere end halvandet hundrede danse, fra duetter til tre teaterdanse med dramaer med mere end tredive dansere på scenen på én gang. Reda dansegruppen opnåede stor berømmelse i Ægypten og besøgte mere end halvtreds lande. Redagruppen havde danseforestillinger i Ægypten samt i prestigefyldte teatre i udlandet som The Royal Albert Hall i London, Carnegie Hall i New York, Congress Hall i Berlin, Olympia Theater i Paris, Stanislavsky Theater i Moskva, Theatro De La Zarzula i Madrid og andre. Reda dansegruppen vandt også priser ved Folkefestival i lande som Østrig, Rusland, England, Tyrkiet, og Belgien, blandt andre. De vigtigste kunstnere, Farida Fahmy, Mahmoud Reda, Ali Reda og Ali Ismail fik ordener af kong Hussein af Jordan i 1965, præsident Gamal Abdel Nasser i 1967 for ydelser til staten gennem kunst, og af præsident Burguiba Tunis i 1973.

Regeringens bureaukrati og følge virkninger.

Reda dansegruppen var den første dansegruppe i Ægypten. Det gav andre ideer til at skabe folkedansergrupper i provinserne, på universiteter og på skoler i hele Egypten. Desværre eksisterer Reda Dansegruppen kun ved navnet. Farida ophørte med sin danse karriere i 1983 og fortsatte sine akademiske studier  M.A.  ( Master of Arts degree in Dance Ethnology from The University of California at Los Angeles). Regeringens bureaukrati, der tidligere havde skabt mange forhindringer med at forpurre den videre kunstneriske videreudvikling satte Mahmoud Reda på pension i 1990. Reda Dansegruppen blev efterfølgende efterladt i hænderne på medlemmer i Dansegruppen, der hverken havde drive, talent eller kunstneriske evner.

Alle lærere og koreografer, der er opstået efter Mahmoud Reda´s tid som leder, samt fra andre dansegrupper, har ikke udført bemærkelsesværdige nyskabelser til dato. Deres værker er med et repertoire, der foreviger Redastilen, teknik og undervisningsmetoder.

Reda Dansegruppen havde drive, talent, kunstnerisk kreativitet og nytænkning, som var en rig kilde for alle, og især for lærere og koreografer i Ægypten.  I dag er det Mahmoud Reda og Farida Fahmy, der forbliver i den kollektive erindring om ægypternes nationale dansegruppe.  Erindringer og minder fyldt med nostalgi, beundring og stolthed.

INFO

Foto til denne artikel er specielt leveret af Farida Fahmy og Keti Sharif og må kun benyttes i forbindelse med denne artikel.

Artiklen er skrevet af Farida Fahmy i 2008 og er med hendes tilladelse oversat af Suzzane Sofia Potempa

Ønsker du at vide mere om Farida Fahmy og Redagruppen kan jeg absolut anbefale dokumentarfilmen på DVD: ” Farida - en dokumentarfilm om Farida Fahmy´s liv.”

Filmen koster 27 dollar + porto og kan købes på www.faridafahmy.com

Filmen er produceret i 2011 af Keti Sharif i Cairo, Ægypten. Dokumentarfilmen har personlige interviews med Farida og med Mahamoud Reda i hans ikoniske Kasr el Nil Studie, inkl. sjældne optagelser og billeder fra deres personlige gallerier. I filmen fortæller Farida Fahmy og Mahmoud Reda om deres oplevelser, om forskellige dansestile og om den spændende historie om Reda gruppen fra de tidlige dage af udvikling og research til optræden i teatret, på scenen og på film.

Fifi Abdo

Fifi går aldrig af mode

Fifi Abdo er en danser i Ægypten, som jeg beundrer dybt og inderligt. I min verden går hun aldrig af mode, uanset at hun er en danser fra Ægyptens post klassiske tidsperiode (1960 – 1989). Hun havde sin helt egen stil, sin helt egen personlighed, en dygtighed der stadig forbløffer, en shimmy Queen, hun var modig med en stærk udstråling og med en usædvanlig kvindelig styrke. Folket i Ægypten elsker hende stadig. Fifi Abdo var fyldt med overraskelser i sin dans. En af Fifi´s specialiteter kunne være, at hun gik eller dansede ud på sidelinen af sin dansescene, og løb ind til midten af scenen for at lande flot i spagat. Her hyggede hun sig siddende på dansegulvet med skulderryst og en stor portion charme. At hun gik i spagat kunne gentage sig flere gange lige efter hinanden. 

Dét man bl.a. kan lære om ved at se Fifi på video eller på youtube er hendes lethed i dansen trods tyng-de, hendes afslappede stil, der styrer både musikere og publikum og om Fifi´s danseglæde og nærvær. Hun var en stor entertainer. Fifi´s udstråling var i topklasse, også da hun var ny og ung i dansen.

Følgende er kilde fra Francesca Sullivan, som lavede et interview med Fifi Abdo og artiklen ” A Legend In Her Own Right, Insight Magazine, september år 2000.

Fifi´s barndom

Fifi Abdo skjuler sin alder, måske blev hun født i 1952. Hun voksede op udenfor Cairo med navnet Atiat i en stor familie med mere end 12 søskende, hvoraf halvdelen af sø-skende var fra hendes fars tidligere ægteskab. Det var på det tidspunkt, hvor de store dansere som Samia Gamal, Naima Akef og Tahia Carioca altid var på TV og i biografen. Fifi ´s mor tog hende med i biografen. Fifi kunne ikke sidde stille. Hun rejste sig op for at danse med under filmen. Hendes favorit dansere var Tahia Carioca og Naima Akef. Senere i livet blev Fifi blev særdeles gode venner med Tahia Carioca.

Det var absolut min skæbne

Fifi vidste, at hun ønskede at danse og at det var hendes kald i livet. "Min beslutning om at blive en dan-ser var Allahs (Guds) valg. Det var absolut min skæbne. Jeg havde en gave, og vidste det i en meget tidlig alder, jeg ønskede at optræde med dans - jeg skulle være Fifi Abdo.”  Da Fifi var 12 år løb hun hjemmefra med en lokal folkloregruppe. Der gik nogle måneder indtil hendes familie endelig gav efter, og tillod hende at danse. Da Fifi var 13 år dansede hun ved bryllupper i de omkringlig-gende landsbyer. Hendes forældre beskyttede hende, hentede og bragte hende ved hver optræden. Pengene Fifi tjente var en stor hjælp i den store familie.  Da Fifi var 14 år, blev hun tvunget ind et arrangeret ægteskab. Dette stoppede ikke hendes dansekarriere, da ægteskabet ikke varede længe. Fifi blev endnu mere smuk med alderen. Hun begyndte at arbejde i 5-stjernede hoteller og natklubber, Fifi`s popularitet som danser voksede, selv om det var en tid hvor mavedansen ikke var så populær. Det varede ikke længe, før hun fik flere jobs.

Masser af succes

Da Fifi var i 20`erne optrådte hun solo sammen med et stort live-orkester. Disse shows var en stor attraktion - en kæmpe succes. Mange rige fra Saudi Arabien og fra Kuwait tog på ferie i Ægypten for at opleve Fifi Abdo og hendes orke-ster.  Fifi arbejdede også på scenen i teateret med dans, sang og skuespil.  Fifi medvirkede i 13 film i 1990'erne, men filmkulturen havde ændret sig. Det var ikke længere så populært som tidligere at lave film om eller med dansere. Senere fik Fifi stor succes ved filmen ved at medvirke i sæbeoperaer, som var en meget populær genre i Ægypten.

Fifi var en naturlig danser. "Ingen danselærer har nogensinde lærte mig et trin. Alle mine bevægelser kommer indefra" fortalte Fifi. Hun tog dansen til sig og gjorde den til sin egen. Fifi havde sin helt egen karakteristiske stil af bevægelser. At danse med en stok? Ingen kunne det være bedre end Fifi. At danse baladi? Fifi var den mest unikke baladi danser.

Selvlærd på alle måder

Fifi var selvlært på alle måder; hun startede meget ung, og hun gik aldrig i skole. Hun lærte sig selv at læse og skrive, og også at tale engelsk som en hjælp til hendes dansekarriere i udlandet. Fifi var selv gjort. Hun var en særdeles god forretningskvinde (hun havde aldrig mindre end 6 managers ad gangen). Hun var fast besluttet på at blive en succes, og det blev hun. Fifi´s beslutsomhed og benægtelse i af at gøre, hvad en kvinde forventes at gøre i et arabisk land, bør automatisk give anledning til beun-dring og respekt. Folk respekterer stadigt Fifi for at være en stærk kvinde, business minded samt en forbløffende kunstner.

Fifi var en entertainer. Hun socialiserede sig altid med sit publikum. Originalitet var nøglen i hendes shows. I en af hendes mere berøm-te danse sketch, danser hun med en vandpibe (Fifi var den første danser, der fandt på at danse shisha dance). Et eksempel kan ses på youtube - https://www.youtube.com/watch?v=Oj8mqgZblBY

En bølge af fundamentalisme

At være kendt for at danse meget flirtende gav en konflikt i Ægypten. Den tid hvor Fifi blev en danser var ikke den letteste. I begyndelsen af 1970'erne var der en bølge af isla-misk fundamentalisme i Ægypten. Dette skete på grund af forholdene og krig med Israel. Inden da havde Ægypten en lidt mere afslappet tilgang til religion og dans. Fifi Abdo hævdede, at dansen i den tid var populær i Ægypten som nogensinde. Grunden til at natklubber ikke var så populære, som de plejede at være, var fordi de ansatte dansere, som publikum ikke nød eller ønskede at se, som f.eks. udenlandske dansere, der manglede en reel forståelse af dansen. Fifi havde aldrig problemer med at få publikum til sine shows. Men bølgen af islamiske fundamentalister mente at dansen var haram (imod Allahs vilje). Og I 1977 blev 12 ud af 14 natklubber angrebet i Pyramide Street. De blev brændt ned af islamiske eks-tremister.

Fifi under angreb

I 1997 slog ekstremisterne ned på Fifi. I Ramadan måneden, en tid, hvor muslimer faster og giver penge og hjælp til de fattige, kendt som en Iftar. Det betragtes som en god gerning at give Iftar til de fattige, undtagen når velgørenhed kommer fra folk som Fifi Abdo. Fifi havde givet et betydeligt stor donation til de fattige. Men nogle religiøse ledere protesterede med argumentet, at "hendes adfærd rystede grundlaget i islam, og at hendes Iftar var urent." De prædikede til befolkningen, at acceptere Iftar eller velgørenhed fra en mavedanser var en synd (trods fattige og sultende). Dette udløste en massiv debat i Ægypten. Heldig-vis var Fifi den stærke kvinde, hun tog sig ikke af kritikken. Hun var vant til offentlig kritik efter at have arbejdet som danser i mange år.

Fifi var altid i nyhederne på grund af konfrontationer med politiet. I 1992 blev hun beskyldt for at slå en politibetjent i ansigtet, da han forsøgte at give hende en bøde for hastighedsovertrædelser. Fifi forlod aldrig sit hjem uden sine vagter. Fifi var bevidst om, at omtale i medier gavnede hendes karriere.

En af de rigeste kvinder

Uanset alle disse vanskeligheder var Fifi er en af de rigeste kvinder i Ægypten. Hun tjente ca. 200.000 £ i år 2000. Da hun var på højden i sin karriere, kunne hun tjene 660.000 £ (ægyptiske pund). Fifi investerede sin indtjening i sin dans. Hun købte kostumer, hun sørgede for at have det bedste orkester og de bedste managers. Hun ejede mere end 5.000 kostumer, flere dyre biler og to meget flotte lejligheder ved Nilen. Det var storslåede præstationer af en person med en så dårlig social baggrund.

Fifi Abdo har været gift fem gange. I 1985 blev hun gift med sin nuvæ-rende mand, en palæstinensisk forretningsmand. Hun har tre døtre. Den ældste er gift. Den anden boe-de hjemme, og den yngste der var 10 år gammel (i år 2000) blev adop-teret. Det yngste barn blev først adopteret af Tahia Carioca. Men Tahia døde, da barnet var en baby og Fifi adopterede hende. Fifi og Tahia Carioca var som tidligere nævnt særdeles gode venner. Fifi beundrede Tahia.

Der er kun én Fifi Abdo

Fifi Abdo ophørte med at optræde med dans i 2004. Fifi har haft en stor indflydelse på dansens udvik-ling. Når man spurgte Fifi, hvordan hun følte det, da utallige dansere imiterede og kopierede hendes dans og stil, svarede hun "De gør det, fordi de elsker mig. Jeg er en skole i mig selv. Folk ser på mig for at lære. ... De forsøger deres bedste for at efterligne mig, men der kan kun være én Fifi Abdo." Hvor er det rigtigt, fordi Fifi Abdos dans handlede om originalitet. Hun var folkets danser. Hun dansede med stor lethed smukt, flydende og fortryllende. Det er der mange, der gør - også i dag, men der er stadig kun én Fifi Abdo.

Fifi Abo staves også Fifi Abdou

Artiklen er skrevet af Suzzane Sofia Potempa. Kilde: Francesca Sullivan, som lavede et interview med Fifi Abdo og artiklen ” A Legend In Her Own Right, Insight Magazine, september år 2000.

Foto er fra CD omslag

Mona El Said

Magiske Mona

Mona Said var en af mine største favoritter på video, da jeg startede med mavedansen. Mona El Said udførte sine bevægelser som den største lethed i verden. Hendes udtryk, udstråling og danseteknik har altid stået for mig, som nærmest uopnåeligt og som en gåde, på trods af, at hun udførte sine bevægelser så tydeligt og rent, at de burde kunne aflæses. Jeg mødte Shareen El Safy, som har studeret Mona El Said med den største intensitet, først da forstod jeg, at Mona El Said i virkeligheden var datidens geni til at opfinde og udføre komplekse dansebevægelser. Desuden har jeg aldrig set nogle fortolke Oum Kouthoum´s sange, som Mona El Said. Hendes fortolkning af Howa Sahih var/er især enestående. Jeg synes, at hun brugte sig selv med en utrolig intensitet, og at hun vidunderligt dramatiserede betydningen af musikkens ord med sine udtryk og svagt sitrende hænder. Jeg ved nu, at Mona El Said har sat sine egne genkendelige følelser om kærlighed, sorg og smerte i den dans og musikstykket.  Da jeg var i Israel for at studere dans bl. a. hos Amoura, viste hun mig et privat videoklip af Mona El Said, hvor bl.a. Mahmoud Reda, Ragia Hassan medvirkede som publikum sammen med Amoura. Jeg blev chokeret over at se Mona El Said, som om hun var påvirket af enten narkotika eller alkohol i musikstykket Lissa Faker. Amoura var stor fan af Mona El Said, og derfor meget ulykkelig over, at Mona El Said ikke havde det godt på det tidspunkt. Hun var en stærk kvinde. Hun fik klaret sin situation, så hun kunne undervise i mavedans i en høj alder.  

Monas barndom

Mona El Said (Mona Ibrahim Wafa) blev født ved Suez-kanalen i 1951.  Hendes forældre, som var i familie med hinanden kom fra Sinai oasen nær Musa. Der var ingen dansere, musikere eller sangere i den store familie af tanter, onkler, kusiner og fætre. Alligevel begyndte Mona som syvårig at drømme om en at blive en berømt danser. Hun elskede at danse. Mona lærte folkloristiske danse i sin skole, og hun begyndte at danse hjemme ved mindre familiebegivenheder.  Men tanken om, at hun rent faktisk ville blive en danser havde endnu ikke krystalliseret sig i hendes unge fantasi.

Monas første job

Pga.krigen med Israel i 1967 blev alle i området ved Suez-kanalen bedt om at evakuere. Af sikkerhedsmæssige årsager måtte Mona, med sin mor og søstre søge tilflugt i Cairo. Her mødte Mona sin danseskæbne, som blev starten til et spændende liv med dans. En aften gik Mona og en veninde på det populære diskotek, Triang A Go Go for at danse. Mona blev af en tjener kaldt til bordet, hvor Anwar Amar, ejer af Sahara City Nightclub sad sammen med den berømte sangerinde Leila Murad. De opfordrede hende til at blive en professionel danser, fordi hun både havde et kunstnerisk udseende, udstråling og var en talentfuld danser.  Anwar Amar opsøgte Monas hjem for at hun kunne optræde med sin dans i Shara City Nightclub. Men Monas mor var svær at overbevise, at dette var det rigtige for hendes datter.  Mona begyndte som 13 årig at optræde i natklubben, men arbejdede der for kun i to måneder. Dengang var Sohair Zaki var allerede et stort navn,  Nagua Fouad og Nahed Sabry var store stjerner.

Flugten til Libanon

Men Monas far var meget imod, at Mona optrådte med dans.  Han ville slå Mona ihjel, fordi han var beduin og det var meget skamfuldt for familien. Inden Mona´s far nåede at rejse fra Suez-kanalen til  Cairo, havde Mona´s mor hjulpet Mona med, at hun kunne flygte til Libanon.

 Mona boede i Libanon fra 1970 til 1975, hvor hun optrådte med sine danse på Casino Libanon i Beirut, som dengang var det største Casino i hele verden. Da Mona´s far blev syg rejste Mona til Suez-kanalen, hvor hun så ham inden han døde. Mona´s første mand var søn af Libanons præsident, han hjalp Mona med en vellykket dansekarriere i Libanon.  Mona tjente godt, hun kunne forsørge sin mor og sine søstre. (Mona Said har været gift mindst 7 gange).

International berømmelse

I 1975 vendte Mona tilbage til Cairo for at danse i Meridian Hotel Nightclub indtil 1976. Den næste kontrakt blev det eksklusive Omar Khayyam  i London, en fashionabel klub for det arabiske jetset – for rige mennesker. Efter et år havde hun to måneders orlov til at besøge sin familie i Cairo, men vendte tilbage til London. Hun købte Omar Khayyam sammen med en tyrkisk partner og udførte sine danseshow der fra 1976 til 1980.

Mona rejste tilbage til Cairo for at optræde på Al Hambra på Sheraton Cairo, hvor hun boede indtil 1983. Hun dansede det følgende år i London, men vendte igen tilbage til Cairo som hovedattraktionen i Gezirah Sheraton natklub fra 1984 til 1985. I 1985 giftede Mona giftede sig og flyttede til London og dansede ikke i et år, men begyndte at danse igen på Gezirah Sheraton i Cairo 1987 og 1988.

Ulykke og sladder

I 1988 brækkede Mona benet i forbindelse med en danseoptræden og kort efter havde hun en forfærdelig ulykke pga. et fald på gaden, hvor hun kom til skade med sit ansigt. Der gik ca. fire år før hun genoptog sin dans. Der var et væld af historier og sladder omkring Mona, fra hustruvold, narkotika til fundamentalistiske trusler. Der var også rygter, om hendes datter havde giftet sig en vigtig embedsmand, der misbilligede mavedans. Men Mona har efter eget udsagn ingen børn. Hun har to søstre. Den ældste var/er som en veninde, den yngste var/er som en datter for hende.

Come back

I 1993/1994 var Mona tilbage med show i Cairos natklubber på Meridian og Marriott”still going strong” med et 30 mands orkester, sangere og mandlige dansere. Mona brugte dyre smukke levende kostumer af bl.a. guld, chartreuse og koraller, alle skabt af den talentfulde Hafez Ismael. Efterfølgende har Mona Said trænet dansestjerner, rejst i verden , hvor hun har givet workshops og optrådt med dans. Hun har studeret indretning, arkitektur, kropsmassage og aerobic. Hun har altid gjort meget for at bevare sit smukke udseende, og fik på et tidligere tidspunkt korrigeret sin næse.

En stjerne – et naturtalent

Mona Said har kun en gang brugt en koreograf til sin dans. Det var Ragia Hassan, som hun i mange år har været venner med. Udover dette har Mona selv skab sin egen unikke dansestil med de utroligt smukke flydende lyriske armbevægelser. Mona har udtalt, at det er mere vigtigt at danse med sine følelser end at tælle sine skridt. Hun dansede selv med fokus på følelser og stemninger. Hun brugte nye innovative bevægelser og skabte magi på scenen med sin energi. Tahiya Carioca gav hende navnet "Princess of Raks Sharki". De ægyptiske blade og aviser skrev om "Sa'mraa El Nile", som betyder "Bronze fra Nilen." Hun har optrådt for kendte og prominente personer bl.a. Dronning Elisabeth i London. Mona´s forestillinger var altid ledsaget med et stort orkester. Hun hyrede de mest sofistikerede musikere på det tidspunkt som hendes band. Mona El Said var et med musikken. Hendes koreografier var præcise, fulde af følelser og ynde. Mona er et godt eksempel på en ægyptisk danser, der hviler i sig selv med sin femininitet, elegance, glæde og passion i løbet af en performance.  Mona El Said medvirkede i en række ægyptiske film, og har haft hovedrollen i 7 film. Mona´s unikke stil, ynde og elegance har i den grad inspireret og påvirket mavedansere i hele verden, fra hun startede op til i dag.

Mona Said døde i februar 2024. Æret være hendes minde.

Artiklen er skrevet af Suzzane Sofia Potempa

Kilde: Shareen el Safy samt undervisningsvideo med Mona El Said

Nadia Gamal 

En af mine absolutte dansefavoritter indenfor orientalsk dans / mavedans er stadig Nadia Gamal. Jeg har været meget frustreret over, at der var så lidt materiale om hendes store repertoire af forskellige danse og hendes evne til at udtrykke forskellige stemninger og følelser. Til alt held førte min nysgerrighed mig til Ibrahim Farrah, som havde kreeret videoen Rare glimpses i 1994 og videoen med Nadia Gamals danse workshop fra 1981. I danseundervisningen fra 1981 underviser hun i en orientalsk dans med musik fra den tid og en beduindans fra Libanon. Nadia er iført en hel dragt i sort (bodystocking - top uden ærmer og lange ben – ganske moderne i forhold til de store skørter med møntbælter som man iklædte sig i 1981). Nadia havde et møntbælte på og sølv sko med meget høje hæle, som plateau skoenes storheds tid i 1970'erne. Hun beder i starten de mange deltagere (et sted mellem 50 – 100) om at lægge deres skørter, så hun bedre kan overskue den store gruppe, og bedre kan fortælle gruppen, om hvad de gør godt eller skal rette. Nadia Gamal havde et fantastisk samarbejde med Setrak Sarkissian (darbukaspiller og orkesterleder fra Libanon). Det ser man i videoen ”The legend Nadia Gamal” produceret af Hollywood Music Center. ( Den købes i dag på DVD). Nadia er på videoen i en tæt kontakt med både publikum og musikere.

Maria Kariadis

Maria Kariadis blev født i Alexandria (Ægypten) 1937, selv om hendes far var fra Grækenland og hendes mor var fra Italien. Maria fik senere kunstnernavnet Nadia Gamal. Hun voksede op i et miljø med ”show business”, fordi hendes mor arbejdede med danseteater. Moderen optrådte også med sit teater i Casino Opera hos Badia Masabni i Cairo. Allerede som helt ung pige optrådte Nadia med europæiske folkedanse, som var en del af moderens danseteater. Nadia blev betaget af orientalsk dans ”mavedans”, men Nadia´s forældre forbød hende, at danse orientalsk dans i så ung en alder. De mente, at hun skulle lære dans på den ”korrekte” måde. Så niårige Nadia trænede flittigt og dedikeret på danseskoler i ballet, moderne dans, akrobatik, jazz, og hun lærte at spille klaver. En dag da Nadia var 14 år og på danseturne med moderen i Libanon, hvor de var flyttet til, blev en af danserne som dansede orientalsk dans syg. Nadia fik lov til at træde i stedet for den danser, der ikke kunne danse på grund af sygdom. Nadia fortryllede publikum med sin dans. Alle var begejstrede. Efter denne debut, blev hun en meget populær danser i Libanon og i Ægypten.

Filmstjerne

Nadia blev som ung kvinde stjerne i en del ægyptiske film både som danser og skuespiller. Hendes dynamiske og karismatiske dansestil var efterspurgt. Senere medvirkede hun også i syv populære film i Libanon. Eksempelvis dansede Nadia som nittenårig i 1956 i en sort og hvid spillefilm ”Zennuba”, som foregik i en Ægyptisk Cafè, hvor den libanesiske sangstjerne ”Sabah” sang titelmelodien. Nadias hår var lidt kortere end skulder længde, og mere bølget end moden var på det tidspunkt. Hun var som en ung uskyldig pige både i sit udseende og i sin udstråling. Hun er iklædt i et typisk mavedanser kostume med en stribet bh og bælte og en nederdel i chiffon. Hun dansede rundt om den tids traditionelle ægyptiske folk, som sad ved borde med smil og anerkendende nikken med hoveder. Nadias dans var ikke ukonventionel, men hun dansede med en fantastisk energi. Hun bevægede sig hurtigt hen over gulvet, og udnyttede hele rummet. Nu og da udførte hun et præcist og ubesværet drej. Der var en forbløffende lethed over hendes dans. Hun bevægede sig som en fugl, der flagrer fra gren til gren, med et strålende smil. Enhver bevægelse flød let ind i den næste, nonchalant, feminint og med en unik energi.

Masser af succes

Nadia var på turne rundt i verden i bl.a. Europa, Mellemøsten, Latinamerika og Canada. Hun optrådte for Kong Hussein af Jordan og Shahen i Iran. I 1968 blev hun inviteret til at danse ved Baalbek Festival i Libanon. Dette var en meget stor anerkendelse af både hende som danser, men også for anerkendelsen af orientalsk dans ”mavedans” i Libanon. Nadia var den første kvinde, der fik tilbudt at optræde med orientalsk dans ved Baalbek Festival. Nadia´s dans højnede orientalsk dans i Libanon til at blive en respekteret og anerkendt dans. Nadia talte, læste og skrev ikke færre end syv sprog.  Hun blev danse lærd, og forskede i dansens oprindelse og dens kultur (orientalsk dans og dens folklore).  Ibrahim Farrah ( dansepioner i USA 1939 – 1998) var i 1968 i Libanon for at studere dansekulturen. Her så han for første gang Nadia Gamal danse. De blev nære venner. Ibrahim Farrah arrangerede Nadia til at undervise i dans i New York i 1978 og i 1981. I 1978 var det første gang Nadia underviste andre i dans. Det viste sig, at hun var en dybt engageret og passioneret underviser. Hun startede efterfølgende den første skole i orientalsk dans i Beirut.

Nadia privat

Nadias kærlighed til musik førte hende sammen med den berømte violinist Shafiq Hashe, som hun blev gift med. År senere blev de skilt. Hun blev senere gift med Mounir Maasiri (filmproducer), som hun også senere blev skilt fra. Nadia Gamal havde en stor lidenskab til dansen, til livet og med et stort temperament og retfærdighedssans. Hun gav sig selv fuldt og helt. For hende var det alt eller intet. På et tidspunkt da hun var i New York, var hun på kant med sin daværende mand, som var en sheik og medlem af den kongelige familie i Saudi Arabien.  Han havde sendt hende en diamantring for at slutte fred. Hun udtrykte sin utilfredshed ved at skylle diamantringen ud i toilettet. Danseren Suhaila Salimpoor (Californien) mødte Nadia Gamal, da hun var 14 år. Dette møde har hun beskrevet i en artikel. Nadia Gamal sagde bl.a. til Suhaila: ” Ved du, hvorfor jeg danser på den måde, som jeg gør? Fordi jeg har lidt. Jeg har været igennem skilsmisse, død, en masse hjertesorg .... sådan er kunst!  Det er nemt nok at vise et trin eller en bevægelse, men ikke nemt at vise sin sjæl. Husk altid at lytte til musikken, når du danser……

The Queen

Nadia var en aktiv berømt danser fyldt med liv og nye ideer i 1990, hvor hun fik brystkræft og døde. Hun var i behandling for sin kræft i Beirut og døde af lungebetændelse. Nadia fik aldrig afsluttet sin storhedstid og sine kunstneriske ideer. Mange har tænkt over, hvorfor Nadia Gamal betragtes som en ”Legende” eller ”The Queen” i orientalsk dans og dens folklore. De synspunkter, hun gav udtryk for i mange interviews giver svaret.  Nadia sagde: "Jeg danser for mig, ikke for publikum". "Jeg har været professionel danser i mere end 35 år og jeg føler mig stadig som en elev. En kunstner må aldrig ophøre med at lære, fordi kunst har ingen grænser. Orientalsk dans er et udtryk for kvindelighed, og danseren skal udtrykke, hvad hun føler med sin krop, ansigt, hænder ... glæde, vrede, kærlighed, had".

Artikel af Suzzane Sofia Potempa - Kilde:  Great Spirits af Randall Grass - side 200 – 223, Ibrahim Farrah og Suhaila Salimpoor